CYKELPORTALEN

Danmarks uafhængige cykelportal

Cykel på arbejde 2019 Cykel på arbejde 2019
Traditionen tro skydes foråret igang i maj måned med kampagnen Cykel på arbejde. Cykel på arbejde 2019

Årets Cykel på arbejde kampagne starter den 1 maj. Lidt utraditionelt har kampagnen listet fem store ulemper ved at tage cyklen…

1: Dit benzinkort bliver helt støvet
Forestil dig, at du vågner en morgen og ikke kan huske koden til dit benzinkort. Du har også glemt, om benzindækslet sidder i højre eller venstre side af din bil. Og ja, så er du da lidt forvirret over, at der står flere penge på din konto, end der plejer. Lyder det uhyggeligt? Så pas på med at cykle for tit! Du ender bare med at blive sådan en type, der tror, at motoren kører på rugbrødsmadder. Og hvad Søren skal du så stille op med alle de penge, du plejede at købe benzin for. Så svært!

2: Du får ikke talt med din parkeringsvagt
Hvis du er hemmeligt forelsket i din parkeringsvagt, så er det nok heller ikke lige dig at cykle. Cyklister får nemlig ikke parkeringsbøder, det er vildt ærgerligt, men sådan er det. Farvel flirt med mand i uniform!
Måske kommer du også til at kede dig lidt, for din cykel er herrenem at parkere. Det er bare ned med støttebenet eller ind i cykelstativet … og bum, så er dét klaret. Hvad skal du lave i al den tid, hvor du plejer at cirkulere rundt efter en parkeringsplads?

3: Måske får du aldrig set din serie færdig
Du kan godt lide at se Netflix, og du ser allermest Netflix, når du er syg! Vi kan lige så godt være ærlige og sige, at du står over for lidt af et minus her, hvis du giver efter for lysten til at cykle til arbejde.
For det er desværre så forbandet sundt at cykle, at du kan se frem til færre sygedage. På et år er der i snit tale om fem dage – FEM! – hvor du går glip af drama, dåselatter, snot og kamillete.
Og som om det ikke var nok, så forebygger cykling en hel masse livsstilssygdomme. Du kommer med andre ord til at leve i mange år med meget mindre Netflix.

4: Du får sgu ikke rigtig bandet igennem!
Hvis du beslutter dig for at cykle til arbejde, går du glip af en oplagt mulighed for at råbe de ondeste gloser i verden – uden at nogen hører dem.
For der er jo det med pendling, at mange af os myldrer ud og hjem cirka samtidig. Det giver fine muligheder for at sidde i kø, hvis du er i bil – og en god bilkø giver virkelig lejlighed til at løsne op og RÅBE smerten ud!
Og ja, der må vi indrømme, at den type primalskrig godt kan blive lidt akavet på cykelstien. Og samtidig er der er stor risiko for, at du bliver alt for glad af at cykle. Så det er desværre helt håbløst at få bandet ordentligt igennem på cykel!

5: …. øh har du trådt i noget?
Hvis du til trods for alt, hvad du nu har læst, insisterer på at lade bilen stå og cykle hver dag, så kig dig i det mindste over skulderen. Der er nemlig overhængende fare for at du sætter grønne fodspor på kloden. Uanset hvor mange motorlyde, du siger med munden, så udleder din cykeltur nemlig 90 procent mindre CO2 end hvis du tager bilen. Lær at leve med det, hvis du vil være med i VI CYKLER TIL ARBEJDE. Okay, jeg tager konsekvenserne og melder mit hold til!

Se så at komme op på cyklen og få dig og dine kollegaer tilmeldt inden den 1 maj 2019.

Link

 

Del denne artikel...Share on LinkedIn
Linkedin
Tweet about this on Twitter
Twitter

CYKELPORTALEN