CYKELPORTALEN

Danmarks uafhængige cykelportal

Ofte behøver man ikke mere end et par dage for at slippe hverdagen og opleve en ny verden, naturligvis fra en cykelsaddel.  Dette er...

Ofte behøver man ikke mere end et par dage for at slippe hverdagen og opleve en ny verden, naturligvis fra en cykelsaddel.  Dette er beretningen om 4 dage i området Cotswolds i England.  Hvad var mere naturligt end at foretage turen på det engelske cykel ikon Brompton.  Jeg fik en aftale istand om lån af et eksemplar på Brompton fabrikken, der ligger i det sydvestlige London.  Efter en rundvisning på fabrikken som gav et godt indblik i hvordan  denne lille cykel bliver til, fik jeg udleveret min lille grønne cykelven for de næste dage.  Mig hurtigt afsted mod den nærmeste station og toget til Oxford.  En togrejse med foldecykel er dejlig ubesværet, for det første fordi cyklen ikke  fylder noget og for det andet koster det ikke noget at have den med.

Vejret var ikke det bedste da jeg ankom sidst på eftermiddagen til den kendte universitetsby, der i sommermånederne har skiftet de studerende ud med turister i hopevis.  Det blev til en kort cykeltur inden regnen for alvor tager til og jeg hurtigt må søge ly på en cafe.  Efter en kop kaffe og en kage, kommer der et ophold i regnen så jeg beslutter mig for at trille ud af centrum og finder snart min hyggelige B&B i den nordlige udkant af byen.

Dag 1 Oxford- Blockley
Mens min vært serverer den obligatoriske “full english breakfast”  får vi en hyggelig sludder om Brompton cyklen. Han har flere gæster boende hvert år til det årlige Brompton World Championship som foregår oppe ved Blenheim Palace.  Lidt før 9 begiver jeg mig ud i morgentrafikken, der er temmelig hektisk.  Efter lidt begynder vanskeligheder med navigationen lykkedes det mig endelig at komme ud af byen og finde det jeg er kommet efter, små  utrafikerede biveje.  Hvor er Smartphonen en  genial opfindelse. Uden den og softwaren “Cycle Streets” havde jeg aldrig fundet de helt små veje.  I Woodstock fik jeg lige et glimt af den enorme park som hører til Blenheim Palace.  Det småregner så jeg forsætter videre nordover.  Den engelske countrylane viser sig nu fra sin bedste side iform af bølgende landskaber, små idylliske byer og store fåreflokke.  I Adelstrop stopper jeg hos det lokale posthus der også fungerer som købmand. Jeg proviaterer lidt frokost som bliver nydt på bænken i solen som nu heldigvis er begyndt at titte frem, herligt…  Med fornyet energi forsætter jeg op mod den idylliske by Moreton in  March og må desværre konstatere at alt er booket. heldigvis er der ikke særlig langt at cykle til nabobyen hvor jeg indlogerede mig på det charmerende Crown In.

Dag 2 Blockley – Cirencester
Efter en nat i den dybe dal i Blockley er der kun en vej ud og det er op. Stigningen er skrap men heldigvis ikke særligt lang, så selvom dagens starter “Bacon and Eggs” ligger lidt tungt i maven er  jeg snart oppe og kan nyde det kupperede landskab.  Turen sydover går igen af mindre veje og højdedrag.  Jeg har stort set de små biveje for mig selv og møder kun trafik når jeg er tvunget til at krydse de større veje.   Jeg ankommer midt på eftermiddagen til Cirencester og finder snart et hyggeligt B&B i gå afstand fra centrum.  Naturligvis skal den flotte katedral lige have et besøg, inden sulten melder sig og jeg finder et egnet spisested.

Dag 3 Cirencester – Froxfield
Næste morgen er jeg tidligt ud af fjerene, da min vært gerne vil have tømt huset for gæster hurtigt, da han er alene på skansen og skal til bryllup. Vel ude af byen begynder det engelske landskab nu for alvor at vise tænder med ret barske stigninger. Ikke iform af serpentinersving men bare lige op. En lidt for hård kost for den lille Brommie og dens rugbrødsmotor der har kendt bedre dage, en lidt lavere gearing havde været udslagsgivende.   Men som altid er det besværet værd med panorama view når man runder hver en bakketop.  Det kupperede landskab har også lokket andre cyklister på vejene.  Uforvarende er jeg kommet ind på et lokalt cykelløbs rute og bliver overhalet af tudende følgebiler og en flok pustende toptrimmede ungersvende som er ude og prøve formen af.  De når at overhale mig to gange inden jeg drejer væk fra ruten og igen har vejene for mig selv.


Dag 4 Froxfield – Winsor
Sidstedagen skal bringe mig ind til Winsor hvor jeg vil slutte min lille cykeltur.  Den landlige idyl begynder nu at blive brudt af bilernes summen fra ringmotorvejene ind mod London som jeg krydser over og under adskillige gange. Igen viser GPS’en sig at være uundværlig da den sikkert guider mig uden om de større og meget trafikkerede veje. Først da jeg nærmer mig Maidenhead er jeg tvunget til at følge trafikken ind igennem byen.  Det tager mig næsten to timer før freden igen sænker sig på de små veje ind mod målet. Jeg er gået sukkerkold og i al hast må frokosten indtages på en tankstation.  Ikke god cykelkarma.  I et forstadskvarter til Winsor kommer jeg forbi en villahave med to store hoveder af den engelske dronning og prins gemalen,  jo lidt kongelig har man jo altid lov at føle sig.

Sommeren er kommet til England og sidst på dagen finder jeg det smukke gamle victorianske hotel i Winsor.  På den anden side af gaden ligger den gigantiske Winsor Park og slottet.  Et bedre punktum for denne tur kan man vanskeligt forestille sig.  Det som har imponeret mig mest på denne tur er at man kun små 60 km fra London kan finde smukke gamle landsbyer og små biveje uden trafik.

Overnatning og Fakta
Jeg boede på B&B og hotel. Første og sidste overnatning blev reserveret hjemmefra. De to øvrige var improviserede.  Prisniveauet lå mellem 350 og 500 kr. pr. overnatning inkl. morgenmad.  Hertil skal lægges togbilleter til Oxford og London.  Turen var samlet på godt 300 km og jeg kørte mellem 55 og 90 km om dagen uden problemer på en lastet Brompton foldecykel med 6 gear.

Link

Del denne artikel...Share on Google+Share on LinkedInPin on PinterestTweet about this on TwitterShare on FacebookEmail this to someone

CYKELPORTALEN