CYKELPORTALEN

Danmarks uafhængige cykelportal

"På sporet af krigens efterladenskaber i Murmeldyrets rige"


At der langs den mere end 600 km. lange alpefront mellem Italien og Frankrig findes et kæmpemæssigt net af militære transportveje og store fæstningsanlæg placeret strategisk på alle bjergtoppe, er sikkert ukendt for de fleste, men ikke desto mindre har den bjergrige alperegion gennem tiderne måtte ligge klippe til mangen et krigsslag. Mellem 1880 og 1939 opstod grænseområdet strækkende sig fra Mont Blanc til Middelhavet. Her har store militære installationer gennem de sidste 50 år ligget glemt hen. Men med en stigende interesse for en aktiv fritid og ikke mindst mountainbikens store udbredelse, har disse gamle veje og fæstningsanlæg fået en renæssance, som udflugtsmål for eventyrlystne mountainbikere. Flere steder er vejene istandsat, mens andre har fået lov at henfalde og derfor flere steder er svært fremkommelige.
Som store tavse spøgelser ligger disse monumenter i dag spredt på bjergtoppene. Det kan være svært at forestille sig, at for mindre end 50 år siden var de fuldt befæstede. Mangen en fransk og italiensk bondeknægt har slidt sine støvlesåler på disse knoldede og stenede veje med transport af forsyninger til fæstningsanlægene.
Det har været koldt at være udstationeret her. Selv om sommeren kan temperaturen komme ned omkring frysepunktet, især de steder som ligger over 3000 meter. Sommer og vinter har man måtte holde vagt efter fjenden.
Heldigvis kom det kun få steder til rigtig kamp. Det største og mest kendte slag var i Pasubio, hvor det kom til et regulært blodbad. I dag kan man godt undre sig over hvilke enorme menneskelige ressourcer og omkostninger disse anlæg har ført med sig og til hvilket formål.
Så er det alligevel mere fredeligt at “bekrige” disse anlæg på mountainbike, selvom det skam også stiller sine krav til fysik og udholdenhed.

Refuge du Petit Mont Cenis.
Onsdag morgen, skyerne hænger tungt over bjergene og det småregner. Stedet er Termignon, tæt ved den fransk/italienske grænse. Selvom vejret ikke ligefrem indbyder til cykling på bjerget, beslutter vi alligevel ved middagstid at tage afsted. Målet er Lac du Mont Cenis og herfra videre op til Petit Col de Mont Cenis med overnatning i hytte.
Vi følger den anbefalede rute fra tyske Bike Magasin. Det første stykke går gennem nåleskov. Det er temmelig fugtigt og klamt. Da vi når trægrænsen, begynder det at regne mere vedvarende. Det sidste stykke op til Col de Mont Cenis, kæmper vi mod en meget kold vind. Temmelig forkomne når vi endelig passet og søger ly på cafeen, som er helt mennesketom. To kopper varm chokolade og solbærtærte er en noget dyr måde at få varmen på, men det virker.
Atter varme og tørre, og klar til anden etape. Nu op langs den ene ende af Lac Mont Cenis som i denne belysning og med de regnfulde skyer tungt svævende over sig, sender tankerne mod Loch Ness. “Mon der også svømmer et uhyre rundt her” Oppe ved Col de Petit Mont Cenis 2182 m.o.h. er sigtbarheden så dårlig, at det er svært at orientere sig. Hvor er det pas? Carl Nielsens “Tågen letter” strejfer tankerne og minsandten tågen letter en smule og passet kommer tilsyne ikke langt fra hvor vi står. Den formodede udsigt ned i dalen mod Termignon må fantasien klare, så vi vender om og finder snart Refuge du Petit Mont Cenis og melder vores ankomst. Mountainbiken får egen garage, mens vi bliver installeret i et stort flersengsrum. Rart at komme ind i varmen og få noget tørt tøj på. Selvom civilisationen også er kommet herop med elektricitet og brusebad, kneb det noget med det varme vand. Det var hundekoldt…
Ellers er her vældig hyggeligt, med ild i pejsen og meget gæstfrie værter som kan lidt tysk. Ja selv Murmeldyrene finder fred her. De sidder lige uden for vinduet, spejdende ovenpå deres huller.

Aftensmaden på fire retter, er solid og i rigelige mængder bl.a Bulgur som mætter godt. Prisen er meget rimelig 130 FF. for overnatning, aften- og morgenmad.
Det regner stadig, da vi tørner ind og for en bybo som mig, er stilheden lammende…
Næste morgen, bliver der spændt kikket ud af vinduet. Surt show, skyerne hænger stadig tungt, men mens morgenmaden glider ned, får solen magt og det begynder at klare op. Fantastisk syn. Den grå kontrastløse tåge vi cyklede rundt i dagen før, er nu forvandlet til det smukkeste højalpine landskab i den gennembrydende sol. Dagen er reddet for videre fremfærd mod Mont Malamort.


Mont Malamort 2915 m.o.h.
Den nuværende grænse ved Lac du Mont Cenis stammer fra 1947. Tidligere lå grænsen nordligere, men mellem 1890 og 1906 befæstede franskmændene den tidligere grænsekam Montfroid-Pionte Turra med to skyttestillinger, tre barakanlæg og et fort. Målet var forsvar af de svage steder på de flade områder omkring Lac Mont Cenis, hvis strategiske vigtighed allerede var kendt af Hannibal og Napoleon.
Dette tiltag kunne den daværende italienske krigsbygmester naturligvis ikke sidde overhørig.
Forsvaret var en kæmpemæssig befæstning af Mont Malamort. Ja hele bjergtoppen blev nærmest omdannet til en hel byggeplads. To kaserneanlæg, to forter og hele ti skyttestillinger. Under den gale Mussolini blev anlægget yderligere udbygget med to fort. Trods disse vældige anlæg, lykkedes det aldrig italienerne at rokke ved de franske stillinger.
Et af højdepunkterne i dette område er militærvejen op til fortet på toppen af Mont Malamort. Strækkende sig over ni kilometer, gennem 35 hårnålesving, overvindes næsten 1000 meter fra vandspejlet ved Lac du Mont Cenis. Vejen eller nærmere de to hjulspor, er især i starten meget stejl og svær fremkommelig med mange løse sten. Kun god kondition og en stor portion stædighed, gør det muligt at overvinde.
Flere gange må man da også af cyklen, simpelthen for at få vejret. Pulsen galopperer afsted. Men det er alle anstrengelserne værd. Et imponerende view ned over Lac Mont Cenis og Fort de Variselle. Efterhånden som vi når længere op forhindrer store snedriver videre fremfærd på to hjul. I starten forceres de i cykelsko, trækkende eller bærende med cyklen. SPD sko er ikke vandtætte, skulle jeg hilse og sige… Ved resterne af et af kaserneanlæggene i omkring 2400 meters højde, er hele vejen spærret af store snemængder. Højt over os kan vi skimte toppen af Mont Malamort og fæstningsanlægget. Hele bjergmassivet er dækket af sne. Den enlige tyske mountainbiker, som vi mødte ved hytten, forsætter til fods gennem snedriverne, men kommer snart tilbage. “Das geht nights, zu viel snee”. Det kolde og våde forår har også sat sit præg på alperegionen. Der er faldet store snemængder i maj og juni. Normalt er her ikke sne af betydning i juli måned.

Noget skuffet vender vi atter forhjulet nedad, denne gang i en forrygende downhill. Taknemmelig kaster jeg et blik på Judy som hjælper til at gøre nedturen mere sikker og behagelig. Det er hård kost for krop og materiel. Det er en helt fantastisk oplevelse at trille ned af den lille bjergvej, med Lac Mont Cenis dybt under sig. Man føler sig noget ubetydelig blandt disse naturens kæmper. Nede ved søen og dæmningen bestemmer vi os for a tage Fort Ronce på den modsatte side, i nærmere øjesyn. Trætheden melder sin ankomst, men de sidste kræfter sættes ind og sidst på eftermiddagen når vi op til den runde fæstning. Nu kunne jeg godt have brugt en cola, men her har ikke været forplejning siden krigen, så jeg må tage til takke med den sene eftermiddagssol spejling i Lac Mont Cenis blågrønne vand.
Efter to kontrastrige dage i højderne omkring Lac Mont Cenis vender vi næsen mod Termignon og campingpladsen.
Efter yderligere et par dage i området og en tur oppe i Parc National de Vanoise, pakker vi sammen og tager den firehjulede gennem Frejus tunnelen ind i Italien og slår lejr tæt ved skisportsbyen Bardonecchia som skal være base for vores udforskning af de mange militære anlæg på den italienske side.

Col del Sommellier.
Sommellier passet er et af de højst befarbare pas i Alperne. I den tyske pasguide “Der Grosse Alpenstrassen Führer” står det nævnt som et af de pas, der skal prøves. Måske derfor, vrimler det med motorcykler. Alt på to hjul har meldt sin ankomst, ja sågar motorcykler med sidevogn skal prøve kræfter med den smalle bjergvej. Det viser sig, at der er et stort motorcykeltræf netop denne weekend. Det var derfor en blandet fornøjelse at cykle op af en meget dårlig vej med motorcykler susende omkring en, i begge retninger. Der blev bandet og indhaleret meget støv denne formiddag. Nær toppen er sneen igen i vejen for videre fremfærd.. Men for hensynsløse motorcyklister er det ingen hindring, man laver bare et nyt spor eller flere, gennem sart vegetation for op skal man. Vi holder en pause og kikker op mod passet, ærgerligt.
Nedkørslen er ren kamikaze, med motorcyklister summende som bier omkring ørene… de skal i hvert fald ikke ligge bag en cyklist næh så hellere hasarderet kørsel udenom med hovedet under armen på steder hvor det absolut ikke indbyder til det. Underligt som svinehunden kommer op i folk. Helskindet nede ved Lac Rochcelle, vælger vi at følge en lille sti, uden motorcyklister, på modsatte side. En meget smuk tur med flere passager af fossende vand som giver våde fødder og rene fælge.


Passo delle Mulattier.
På modsatte side af dalen ligger Passo delle Mulattier som samtidig er grænseovergang til Frankrig. Udgangspunktet er den lille by Beaurlard som ligger i dalen syd for Bardonechia.
Middag, solen bager fra en skyfri himmel. Det første stykke går fint, men efterhånden som vi når længere op bliver vejen flere steder så ufremkommelig, at der må trækkes.
I det fjerne kan vi høre larmen fra motorcykler som snart kommer drønende nedad i vild fart. Som på tidligere ture møder vi ikke særlig mange ligesindede på mountainbikes.
Det er absolut ikke min dag i dag. Jeg har det ikke særlig godt med flere hårde dagsture lige efter hinanden. Da det er tredje dag i træk vi er på en hård tur, strejker organismen. Det bliver til megen solokørsel med mange trækkepassager og pauser. Især til sidst er jeg virkelig flad, men efter endnu en pause og lidt mad forsætter jeg, hvorfor ved jeg ikke. Men fra tidligere ture ved jeg også godt at det skal gøre ondt indimellem. En sådan tur er ikke kun et spørgsmål om god kondition, men lige så høj grad noget om humør, stædighed og høj moral. Det er psykologisk krigsførsel mod en selv.
Nu kan fortet skimtes, godt kamufleret i bjergsiden. Det giver nye kræfter til de trætte ben og endelig ved halvfem tiden efter mere end 4 timer når vi passet. Naturen belønner bromte med et fantastisk view ned over dalen. Vejret er perfekt og det er næsten vindstille. Fortet ude på bjergsiden er i så god stand at man faktisk godt kan overnatte i det, men indrømmet, det er lidt uhyggeligt. Da vi lidt senere krydser grænsen ind til Frankrig føler man sig lidt som lovløse. Turen ned på Frankrigssiden er noget ud over det sædvanlige. Landskabet er goldt, og klippestykker ligger spredt på bjergsiden. Der er lidt månelandskab over det. På et tidspunkt bliver vejen så stejl at det selvfølgelig skal dokumenteres. Gregersen cykler i forvejen og finder en egnet plet. Jeg venter et par minutter til han er ude af syne. Til ære for fotografen får den lige en tand ekstra, men så drejer vejen skarpt til venstre og jeg stirrer til min rædsel ned af noget som engang var en vej. Store sten og skarpe skærver ligger henkastet på en for mig og se lodret skrænt. Det er for sent at bremse og fotografen har selvfølgelig stillet sig netop her, den snu rad og står nu og venter på at få sit billede, af “TONSER LAUER”. Koldsvendens angst lyser ud af mine øjne, mens jeg nærmest flyver ned over dette rivebræt. Tyngdekraften gør sit til, at jeg kommer hurtigt ned, men at det er hel og uden men, er vist mere held end forstand.


Mont Jaffrau.
Vi kan se målet Mont Jaffrau 2805 m.o.h ovenfor Bardonnechi, denne onsdag i juli måned. Det er asfalt nedad indtil Salbertrand, hvor ruten har sit udgangspunkt. Sædvanen tro går det let i starten, men snart når vi en klynge huse og asfaltvejen ophører. Selvom klokken kun er godt elleve, bager solen allerede ubarmhjertigt fra en skyfri himmel. Ved passage af en flok køer, får vi følgeskab af en eskadrille fluer som i formation indleder et angreb. Da man er travlt optaget af både at styre og holde balancen, er det så som så ned forsvaret, men efter et stykke tid giver de op og vender om. Vejen indbyder ikke ligefrem til afslappet kørsel og nydelse af udsigten. Det kniber gevaldigt med at blive på cyklen. Pulsen galopperer og jeg hiver desperat efter luften. Jeg må kapitulere, af cyklen og trække. Lidt efter er pulsen atter faldet. Der forsøges igen, men nej det går ikke, vejen er for ufremkommelig. Alle ressourcer sættes ind på at balancerer og køre udenom stenene. Dyb krise, jeg bander og tænker mens jeg langsomt skubber cyklen op ad vejen, “Hvad laver du egentlig her, nej næste gang er det Solkysten og dase ved svømmepølen” . Efter nogle 100 meter på gåben bliver vejen igen bedre og jeg kan igen komme på cyklen.
For øvrigt er det at trække lige så hårdt, ikke mindst for moralen. Det er jo lidt af et nederlag.
Flere gange undervejs passerer vi fossende vandløb, hvor vi kan få tanket frisk og koldt vand. Vejen følger bjergsiden og dybt under os løber motorvejen ned gennem dalen mod Torino. Man kan ikke høre, kun se de små tændstikbiler drøne afsted. Efter yderligere et par trække/skubbe passager når vi endelig Grotta Nera, hvorfra der er et flot view op mod Mont Jaffrau. Puha der er langt endnu… Stykket op til tunnelen er rimeligt, dog er vejen et sted styrtet sammen så cyklerne må bæres over. En 900 meter lang mørk og hundekold tunnel er næste udfordring. En cykellygte hjælper absolut intet. Desuden er tunnelen i dårlig stand. Det drypper ned fra loftet og vandet løber i små floder som man får våde fødder. Opmærksomheden er skærpet, for ikke at snuble i et af de mange huller. Endelig kommer lyspletten og snart er vi atter ude i dagslyset og varmen. Her ligger resterne af et af de mange barakanlæg. Tidens tand og naturens angreb i form af sneskred har gjort sit. Den er fuldstændig faldet sammen. Modsat over tunnelen, rejser sig et imponerende klippemasiv med huler og vandfald.
Kampen mod toppen og ikke mindst en selv, forsætter. Den psykologiske krigsførsel får en ny modstander, når målet kan ses og så alligevel være langt væk. Alle ressourcer også de ukendte sættes ind for at nå den pokkers top.
Efter en lang, sej og udmattende kamp, nås toppen endelig. Det blæser og skyerne hænger faretruende. Det ligner uvejr. Jeg vil ned nu, mest fordi jeg på en tidligere vandretur i Østrig, har set mindesmærker over vandrere som er omkommet på bjerget, ramt af lyn. Den skæbne har jeg ikke lyst til skal overgå mig. Og tordenvejr i alperne er bestemt ikke noget man spøger med. Måske fordi vi har lidt travlt havner vi på en nærmest lodret skipiste. Om vinteren er den sikkert vældig morsom at drøne ned af, men sommerudgaven på to hjul, er en tand for meget. Den næste time går det over stok og sten. Dagens tur har sat sit præg på os og cyklerne. Folk kikker på os som var vi fra en anden planet, da vi cruiser ned i byen møgbeskidte af sved og støv. Da vi når tilbage til campingpladsen, er vejret igen klaret op og toppen, er igen skyfri. Sådan er det i alperne, man kan aldrig være sikker, nogen gange ender det i det helt store tordenskrald, andre gange, som her, er man mere heldig.


Assietta kamvej.
Dette vejanlæg strækker sig over 30 km på bjergkammen i 2500 meters højde. Den går gennem tre pas og hører til noget af det flotteste man kan opleve på mountainbike i området omkring Susa. Samtidig er den også overkommeligt for langt de fleste, vel og mærke, når først man er kommet derop. Der er to muligheder. Den “lette” fra Sestriere, eller den seje fra Susa dalen i Italien. Vælger man turen fra Italien op over Col delle Finestra, langs kammen og ned igen og tilbage gennem Susa dalen bliver turen på 92 km og 2765 højdemeter. For at komme op til Col delle Finestra skal hele 54 serpentinersving forceres. Turen op til passet er lang. Mere end 1500 højdemeter skal overvindes. De første 800 meter er på asfalt gennem skov og ikke spor vanskelig. Undervejs der mange flotte views ned i dalen mod Susa. Herefter bliver det grusvej, men af god kvalitet. I selve passet er der en meget flot udsigt til begge sider. Herefter går det nedad til omkring 1800 meter, hvor selve Assietta kam vejen begynder. Uheldet er igen med os, nemlig en søndag hvor der er stærk trafik af biler på vejen. En italiensk automobilklub som havde udflugt, og det går ikke stille af. Hold kæft hvor kan italienere larme… Heldigvis var det sidst på dagen, så trafikken var for nedadgående, men alligevel har min cykel og jeg selv aldrig været så tilstøvet. Da vi endelig når toppen og passene, er vi helt alene. Det eneste som afslører at her har været en hel hær, er affald i store mængder. Det minder om Idrætsparken efter en landskamp. Et tydeligt eksempel til eftertanke. Alperne er efterhånden er ved at være for overrendt.
Den sene eftermiddagssol kaster lange skygger på grusvejen som får en rødbrun farve. Nu går af en meget fin grusvej uden de store højdeforskelle fra pas til pas, med en fantastisk udsigt til begge sider. Turen ned til dalen er ren livseleksir for legesyge drenge, så vi er godt mørbankede da vi når campingpladsen efter mere end 11 timer på cyklen.


Masser af køer.
En af de sidste dage cykler jeg op i dalen bag campingpladsen. En meget flot tur med stejle klipper på hver side. På et tidspunkt kan jeg ikke rigtigt komme længere, men skal lige op og have et kik på dette flotte vandfald. Efter en stejl bærepassage trænger jeg til et hvil. Mens jeg sidder og slapper af hører jeg pludselig lyden af klokker, og inden jeg får set mig om, er jeg omringet af en stor flok meget nysgerrige køer. Godt nok har jeg før set køer, men aldrig så mange, og så med klokker omkring halsen. Undrende iagtager de den mærkelige gæst og hans “stålhest”. De mere frække og nærgående skal helt hen og snuse til både mig og cyklen. En morsom afslutning på en fed sommerferie.


Praktiske tips
Alle de omtalte ture, er ikke alle steder afmærket. Nogle steder er de en del af andre ruter. Det er derfor klogt at have et godt kort med.
Forbered dig grundigt inden du tager afsted. Check kortet og ruten grundigt. Prøv at danne dig et indtryk i hovedet hvordan ruten ser ud. Læg mærke til særlige kendetegn, huse, floder vejkryds m.m. Et lille kompas er også en god hjælp.
Da det ikke er muligt at provatiere undervejs, skal du selv medbringe mad. Du kan roligt drikke det vand som løber i de små bække og floder du møder undervejs. Det er smeltevand og meget rent. Fyld altid dine vandflasker med frisk vand, når du passerer et sted også selvom du ikke trænger. Det er måske sidste sted inden toppen. En lille rygsæk med lange bukser, regnjakke, pumpe værktøj og lappegrej er vigtigt at have med. Her er også plads til lidt mad og førstehjælpskassen som bør være obligatorisk. Lad vær med at køre alene. Mange af stederne, møder du vitterlig ikke ret mange mennesker. Sørg for at din cykel er i tip top stand, ikke mindst bremser, dæk, og styrfitting. Affjedring er ikke nødvendigt, men er en stor behagelighed. Hvis I skal flere afsted og har planer om at overnatte i en af de mange hytter, er det en god ide’ at ringe og bestille plads en dag eller to i forvejen, især i højsæsonen.
Til sidst, lad være med at tage afsted uden mindst at have 1000 km i benene. Det er vitterlig hårdt…


Kort og litteratur.
Michelin 1:200000 France Rhône Alpes nr 244
Touring Club Italiano 1:200000 Piemonte Valle d’Aosta D36
Grosser Alpen Strassen Führer ISBN 3-85047-748-7
Bike Magazin nr. 1-2 1993
Detailkort er mest praktisk at købe på stedet.

Del denne artikel...Share on Google+Share on LinkedInPin on PinterestTweet about this on TwitterShare on FacebookEmail this to someone

CYKELPORTALEN