CYKELPORTALEN

Danmarks uafhængige cykelportal

Gymnasieelever går til kamp mod Vejles trafikale kaos… Gymnasieelever går til kamp mod Vejles trafikale kaos…
Fire gymnasieelever fra Rosborg Gymnasium & HF i Vejle kan nu se resultatet af deres arbejde med at udvikle en kampagne, der skal få... Gymnasieelever går til kamp mod Vejles trafikale kaos…

Da Vejle Fjordsbroen i sin tid blev bygget, lovede politikerne bedre forhold i Vejles indre by. Det er naturligvis ikke sket, vi kører i biler som aldrig før. Dagligt kan man se kødannelser både på broen og gennem byen. Folk bliver frustreret og sure, brokker sig og giver de andre skylden. Men husk at du selv er den del af den tendens når du dagligt tager bilen og kun du kan vende tendensen ved at starte med dig selv og bryde vanens magt.

En flok Gymnasieelever får nu deres budskab op på byens lygtepæle som en del af kampagnen for byens nye Supercykelstier.

De fire elever deltog i efteråret 2016 sammen med omkring 250 øvrige elever fra de fire gymnasiale uddannelser i Vejle i kommunens adfærdsprojekt Vejle Cykler. Her skulle de komme med deres bedste bud på, hvordan man kan få et større antal unge og voksne til at cykle i skole og på arbejde.

Én af kategorierne var “kampagne”, og her høstede de fire elevers idé en førsteplads ved den afsluttende idéfestival, som Vejle Kommune afholdt i november i Spinderihallerne. Det betyder, at gruppen nu kan se deres tanker blive til virkelighed, når de kigger rundt i bybilledet.

– Det er ret stort, og det er dét her, der motiverede os til at give den hele armen, da vi arbejdede med projektet. Det skulle ende som noget “rigtigt” og var ikke bare endnu en aflevering og så videre i livet, siger en af vinderne, Cecilie Stjernholm Nielsen, der netop er blevet student fra Rosborg Gymnasium & HF.

Projektet, hun og hendes gruppe deltog i, er en del af arbejdet med Supercykelstien, som Vejle Kommune bygger i disse år.

99 Problems but my Bike ain’t one
Eleverne arbejdede i to måneder med deres idéer, og vindergruppen, der kalder sig “Udbruddet” opfandt kampagnen “99 Problems but my Bike ain’t one”. Titlen bygger på en kendt rapsang, og det er altså plakater med den titel og humoristisk illustrationer, kommunen i disse dage forsyner lygtepælene med.

– Vi håber, at folk kan lide den lidt unge idé med at tage en rapsang – og måske kan høre den for sig og forstår budskabet. Altså det med at have 99 problemer, men cyklen er ikke ét af dem. Det var vigtigt for os med humor, da vi ikke tror, man når ud til ret mange ved at skælde ud, siger Cecilie Stjernholm Nielsen.

“Godt tænkt af de unge”
Det var et dommerpanel bestående af blandt andre professionelle cykelryttere og personer bag de danske Supercykelstier, der udvalgte de fire unges projekt. Det er blevet til ti forskellige plakater med tegninger af bilister, der holder i kø, ikke kan finde parkering og mange andre ulemper, man har som bilist. Og som man undgår som cyklist.

– Det er rigtig godt tænkt af de unge – og de humoristiske plakater rammer budskabet om, at det nogle gange bare er sjovere at tage cyklen. Når supercykelstien på tværs af Vejle er færdig, bliver det også nemmere at tage cyklen gennem byen i stedet for bilen, siger Peder Hummelmose (V), formand for Teknisk Udvalg i Vejle Kommune.

Vejle Kommune er i øjeblikket i fuld gang med at bygge den ny supercykelsti gennem Vejle. Supercykelstien skal binde midtbyen sammen med oplandet øst og vest for byen. Den skal forbedre forholdene for cykler i byen og få flere til at vælge at hoppe i sadlen, så ophold og gennemstrømning i byen forbedres. De enkelte etaper bliver løbende åbnet, og hele ruten forventes at være klar i 2018.

Fakta
Vinderholdet bestod udover Cecilie Stjernholm Nielsen af Jakob Grøntved Isaksen, Sarina Naguleswaran og Cecilie Søgaard Petersen, der alle gik på Rosborg Gymnasiums valgfag Design. Eleverne blev studenter denne sommer.

Læs mere om Supercykelstien: www.vejle.dk/supercykelsti
Læs mere om Vejle Cykler: www.vejle.dk/vejlecyker

 

CYKELPORTALEN