CYKELPORTALEN

Danmarks uafhængige cykelportal

Byg din egen turcykel Byg din egen turcykel
Vores guide til en personlig sammensat turcykel Byg din egen turcykel

CYKELPORTALEN.DK giver et bud på en turcykel med sjæl.

Få år tilbage var der mange deciderede turcykler på markedet, som kunne tilfredsstille den kræsne turcyklist som foretrækker at cykle med bagage. I dag er der kun en håndfuld tilbage, f. eks Koga Miyata.  Fælles for disse producenter, er at de overlæsser deres modeller med en masse unødvendigt udstyr og tit ligger vægten på disse cykler over 15 kg.
Nuvel vægt er vel ikke så afgørende på en turcykel, vil mange sige.
JO ! Jo lettere cyklen er, jo mere bagage kan du have med og jo mere ubesværet bliver kørslen specielt i uvejsomt terræn og på stigninger. Med mountainbikens fremkomst er markedet stille og roligt svundet ind for turcykler. Det er der jo sådan set ikke noget i vejen med, men en mountainbike er i sin basisform nu ikke nogen ideel turcykel.  Og hvorfor der ikke er nogen som har taget det bedste fra begge typer og forenet, er mig en gåde.

Men det vil CYKELPORTALEN.DK naturligvis råde bod på. Du får her et bud på en god, individuel sammensat turcykel, som samtidig ikke er urimelig dyr. I mine øjne er der ingen tvivl, en MTB ramme er det ideelle valg til en turcykel.
Rammen er stærk og geometrien gør man få en forholdsvis oprejst kørestilling. Desuden er udbudet af forskellige MTB dæk meget større end deciderede turdæk i størrelse 700C. Om rammen skal være med eller uden affjedring, er et spørgsmål om smag og hvad den skal bruges til. Skal du have affjedring, så vælg en solid model med fjeder, frem for luft. Med en defekt luftpatron ude i noware, er eventyret forbi. Et godt alternativ er som her, at vælge en Cannondale ramme med integreret Headshok affjedring. Den er fuldt integreret i styrfilttingen og kræver for fjeder og elastomer modellerne, ingen vedligeholdelse.

Hjulene er en af de afgørende komponenter, da de skal bære væsentligt mere vægt end på en normal cykel. Desuden skal de rulle i ugevis på forskelligt underlag. Jeg har valgt et sæt Shimano XT nav. De har bevist deres værd. Der findes mange endnu dyrere nav også med lukkede industrikuglelejer. Men går der et leje på turen er de ikke sådan lige at få reservedele til. Shimanos nav er med løse kugler og lukket med en dobbelt gummimanchet. Det fungerer og jeg har aldrig haft problemer med dem, heller ikke i kørsel i megen sand. Egerne skal være min 2 mm og med kryds. Keramiske fælge er noget dyrere end ordinære fælge og kræver desuden specielle bremseklodser, men de tjener hurtigt sig selv ind, da fælgen ikke slides ned. Udbudet er begrænset. Du kan få Mavic eller Rigida. Jeg har valgt et par fra Mavic.

Medmindre du kun skal køre offroad er rigtige MTB knopdæk ikke at fortrække. Vælg i stedet et par gode simislicks. De ruller bedre og har alligevel rimeligt godt fat i løst underlag pga. af mønsteret i siderne. Rene slicks er for sårbare og desuden er luftkammeret ikke særlig stort så man får ikke megen komfort, hvad der kan være rart på langtur. Jeg har valgt Nokian Ultratour II det har et indadvendt mønster og ruller rigtig godt. Dækket har nu holdt til tre langture på New Zealand, Sydamerika og Kina og har ikke haft eneste punkering på det endnu. Dækket er monteret med en slidindikator i mønstret, men det varer vist længe før jeg får brug for det.

Bagage.
En god bagagebærer er et must, og her er det svært at komme uden om Tubus. De laver nogle suverænt gode og solide bagagebærer. Den valgte Logo er udstyret med en ekstra ramme, så taskerne kan placeres langt nede og  tilbage. Foruden at du får sænket tyngdepunktet og kommer helt fri af dine pedaler, giver den også masser af plads for montering af løs bagage ovenpå. Den kan belastes med 30 kg.
Foran er der flere muligheder. Man kan få boret huller i sin forgaffel og isat bøsninger for montering af lavpunktbagabærer. En mere elegant løsning er at vælge Carradice taskeløsning med integreret bøjle som monteres i hurtig bespændet. Læs mere om bagage og andre gode råd til turcykling her

Styr og saddel
De fleste mountainbikes er udstyret med et lige styr. Til turcykling er det knap så heldigt da man mangler tilstrækkelig med håndstandsstillinger. Et racerstyr i bredden 44-46 cm er at foretrække. Når crossryttere kan cykle offroad med et racerstyr så kan du også.

En god saddel er alfa og omega. Jeg er faldet pladask for Saddle Flow som er en meget komfortabel saddel. Læs testen her. Skærme Skærme på specielt mountainbikes kan være et problem, ofte fordi de ikke har de nødvendige øjne til monteringen. . En løsning er de mange halvskærme man kan få, men de dækker ikke særlig godt. En anden mulighed er at bruge nogle almindelige skærme, klippe dem til og fjerne monteringstængerne. Herefter nonteres de med kabelstrips.

Gear og bremser
Som gear kan du vælge STI grebene men går de i stykker (hvad jeg aldrig har oplevet) er man igen lidt på den. Et alternativ er de gode gamle BarEnd skiftere som normalt sidder på enkeltstarts og triathlon cykler. Den største fordel er at indekseringen kan slås fra. Det betyder at man ikke behøver at have sine gear optimalt justeret, f. eks efter at cyklen har været adskilt for transport i fly eller bus. Vælger du BarEnd løsningen kan der kun benyttes Shimano gear. Jeg har valgt en XT bagskifter med lang arm. Kranksættet er et gammelt XTR 5 arms. Kransen er en SRAM 11-32 og kæden en SRAM PC99. Det er min erfaring at SRAM kæder holder længere og så har de det geniale kædelinksystem. Kombinationen af V-bremser og racerbremsegreb giver ofte problemer med for kort vandring, så det er meget svært at dosere bremserne. Dette kan løses ved at sætte et lille udvekslingshjul på kablet. Komponenten er svær at opdrive i Danmark men kan købes i Sverige og Tyskland på postordre. Jeg har valgt Shimanos “gamle” XT V-bremser. De er lette at justerer og fungerer optimalt.

Nyttige links

CYKELPORTALEN