Redaktøren på en øde grusvej på Peleponees med Panagia Panton klostret i baggrunden
Som mangeårig livsstils cyklist står turcyklingen, stadig mit hjerte nær. Der er intet som at trille afsted uden den helt store planlægning og se hvad vejen og dagen bringer. Har du tilmed alt dit habengut med dig, er du også frit stillet mht. overnatning.
De senere år har jeg primært cyklet alene, hvorfor mine cykeleventyr ofte er mere uplanlagte og kommet lidt i stand på tilfældig vis, når der opstår nogle åbninger i andre sammenhænge. Optakten til denne tur, var en invitation til en ro ferie i det græske på Peloponnes via min roklub.
Dette satte nogle tanker igang om at cykle noget af vejen og opleve sydeuropa fra et cykelstyr. Albanien har længe stået på ønskelisten, så den første tanke var at flyve til Tirana i Albanien og cykle herfra. Jeg lagde nogle uger til og startdestination blev i stedet Firenze, primært fordi der var en direkte flyforbindelse og fordi jeg gerne ville opleve dette område lidt på egen hånd væk fra de sædvanlige meget kendte Must See byer.
Cykel og flere flyskift er som turcyklist uden cykelkuffert en kombination der næsten indbyder til problemer, specielt hvis man er flere afsted, og specielt på udturen er det irriterende at stå med en defekt cykel. Toscana er primært kendt for Firenze og Siena, men der findes mange mindre kendte byer uden horder af smartphone knipsende dagsturister. Herfra ville jeg krydse over til Ancona og tage færgen over Adriaterhavet til Albanien. Hjemrejsen blev Athen ikke langt fra ro destinationen. Vel fremme var det så bare at cykle og tage en dag af gangen og improvisere undervejs. Noget der tit gør oplevelsen sjovere og lidt mere uforudsigelig. Det uforudsigelige skræmmer mange, og er ofte selvforstærkende jo længere tid man sidder fast i de hjemlige trygge rammer. Når først du er afsted, er virkeligheden meget anderledes og i mine øjne det tætteste du kan komme på frihed. Alting bliver meget mere nærværende og lavpraktisk og specielt hvis du er åben for muligheder fremfor begrænsinger når det ikke lige går som du måske havde håbet på. Populært sagt tag en time af gangen og tag det som det kommer…
Undervejs skrev jeg nogle rejsebreve en gang om ugen til familie og venner. Disse er udgangspunktet for denne fortælling.
se flere billeder fra turen her
På gåben i Assisi
Asissi, 14 okt 2022
Så lykkedes det endelig efter års pause, igen at komme på langtur på cykel, denne gang SOLO til TOLO 🤓. Alle veje fører til Rom. Dog ikke i mit tilfælde selvom der kun er et par dagsetaper, hvorfra jeg befinder mig nu.
Ankom til Firenze mandag eftermiddag med luftbussen og begav mig efter samling af mit tohjulede lastæsel ned langs floden og de mange historiske og meget besøgte seværdigheder, på min vej mod campingpladsen, i den anden ende af byen. Fik taget de obligatoriske “have been” billeder, der sidder i mangen et fotoalbum, og så mig ellers hurtigt videre. Her er sku’ for crowded og jeg har også været her før på gåben i finregn i december.😂
Den oprindelige plan hjemme foran husalteret, var en 16 timers sejltur fra Ancona til Dunnes i Albanien. Det dragende landskab i det italienske har dog fået mig på andre tanker og er nu på vej sydover gennem det bakkede toscanske og umbreriske landskab. Målet hedder nu Bari i hælen af den italienske støvle. Om jeg cykler hele vejen er endnu uafklaret. Først skal jeg lige over et par knolde og gennem nogle nationalparker inden jeg når ud til Adriaterhavskysten.
Må sige at have fundet det rigtige Italien her, langt fra den mere kendte hektiske og industrialiserede nordlige alperegion. Hernede går livet sin vante stille gang trods storpolitiske uroligheder og jeg er begyndt at forstå italienernes “La Dolce Vita”, der vel kan oversættes til det søde og gode liv. Noget der passer godt til min livsnydende tilgang til tilværelsen 🚲🍺.
Nyder i fulde drag de mange små byer der nærmest er kastet op på enhver bakketop, med tætte gader, gamle borganlæg, flotte kirker og et vidunderligt udendørs leben på de mange cafeer og restauranter. Ofte er disse mindre kendte steder mere autentiske og mindre turistet.
Selvom jeg er en smule turistforskrækket falder vejen lige forbi Assisi. Da Assisi på denne årstid viser sig at være mindre overrendt end frygtet, beslutter jeg at blive her et par dage. Efter en herlig fridag på brosten op og ned gennem de mange små gyder lyttende til de mange guides, underholdende horder af amerikanske og kinesiske turister, let genkendelige på deres store kameraer og ens hatte 😆 begynder jeg turen ud mod kysten. Den bringer mig ud på lidt af en stroppetur op ad et spor gennem et mindre pas, i min iver for at spare nogle kilometer og slippe for den efterhånden allevegne fremherskende privatbilisme. Et næsten ufremkommeligt hjulspor til et forladt stenbrud med to cifrede stigningsprocenter, var mere end mine ben og gearing kunne klare , så der må lige trækkes og skubbes nogle kilometer, mens nødder i store mængder falder ned fra de omkringliggende træer. Nok til at kunne fylde en hel cykeltaske.
Nedkørslen er asfalt der hare set bedre tider, så det går næsten lige så langsomt. Kunne flere gange høre skud i skoven og bliver på et tidspunkt overhalet af tre små Panda firhjulstrækkere påmalet vildsvin på siden. En stor kontrast og i mine øjne mere reel jagtform end vores fasan klapjagter for elite drengerøve i store SUV’er på de mange vestsjællandske godser. En unødvendig aktivitet på linie med minkavl, der udelukkende er en nem måde at tjene gode penge på på dyrenes bekostning.
I den skønne San Severino Marche er der lejlighed til at beundre gamle italienske biler, helt uden batterier, i et lokalt veteran rally. Min nu afdøde far var en stor bilelsker, så det er lidt en vandring down memory lane med alt i krom og dobbelte weber karburatorer. Biler har ALDRIG været min store lidenskab, men må indrømme at datidens “tøffekasser” havde noget mere karisma end vore dages computer modelerede ens udseende firkantede batterikasser.
Adriaterhavskysten blev jeg hurtigt træt af, trods ren promenade kørsel langs, på denne årstid, endeløse tomme strande og hoteller og ferielejligheder i hobevis. Så jeg hopper på et af de effektive og hurtige italienske Intercity tog til Bari, tilmed med gratis cykeltransport. I Bari er jeg tæt på at misse færgen, da jeg ikke har fulgt den autoriserede indfaldsvej ned til færgen og tror jeg bare kan checke om bord med min booking bekræftelse, på italiensk, og som jeg ikke helt havde forstået ordlyden af. Ligesom alle andre ikke firehjuls kørende trafikanter, bliver jeg sendt op til boardingpas kontoret 2 km væk i bælgmørke. Dårlig stil og igen et eksempel på hvordan bilismen allesteder bliver prioriteret på bekostning af alt andet. En lettere stresset Hr. Laursen kører efterfølgende ombord på den forkerte færge. Heldigvis var der dobbeltcheck af papirer. Gad vide hvor jeg ellers var havnett ?. Efter en rolig nat på en kæmpestor halvtom færge, ankommer jeg tidligt om morgenen til Durres i Albanien.
Store kontraster
Albanien er en stor kontrast til Italien og væsentligt mere kaotisk, men også uhyre charmerende. Hvilke andre EU lande kan du stadig møde æsel trukne vogne og hyrder der vogter store flokke af får og kalkuner. Landbrug med hovedsagelig håndkraft og små traktorer står i skarp kontrast til vores super effektive landbrug med kæmpe maskinel. I enhver vejkant er der små boder med frisk frugt og grønt. Den ældre generation cykler på gamle skærveknusere af russisk byggede cykler, mens de unge drøner rundt i udtjente diesel lugtende tyske Mercedes. Så snart man kommer ud af Durres trafikale helvede aftager trafikken og vejnettet minder meget om det jeg oplevede i Bolivia og Peru, en temmelig nyrestens rystende oplevelse. Ligesom i Bulgarien ( læs Balkan my Bicycleway) flyder det med affald og plastik alle vegne.
Befolkningen er venlige og alle hilser og guider en den rigtige vej, når den moderne GPS får en på afveje. Hertil kommer et prisniveau der gør at teltet sjældent kommet op af cykeltasken. Overnatning i en seng fra godt 100 kr frister meget for en komfort orienteret cyklist på stramt budget. 😄
På turen gennem Albanien følger jeg flere steder EuroVelo nr 8, der dog ikke er afmærket, men rutekort kan downloades på deres hjemmeside. Rent trafikmæssigt kunne skrivebords bureaukraterne godt have valgt en mere fredelig og alternativ ruteføring, der for størsteparten går langs trafikerede hovedveje. Heldigvis står det en frit at lade tilfældighederne råde og trille væk fra den, selvom det ofte giver nye udfordringer omkring navigation på blinde veje og broer der er styrtet sammen. Men det er vilkårene hvis du vil slippe for trafikken. Jeg havde stor held med at følge en mængde paralelle spor og grusveje på kryds og tværs der bragte mig gennem bagsiden af Albanien på godt og ondt. Et stadig ekstremt fattigt land.
På min vej langs en trafikeret hovedvej, søger jeg tilflugt på en nedlagt tankstation og bliver straks budt velkommen af en bedårende lille hundehvalp. Tankstationen er aflåst, men udenfor står en velredt seng. Formodentlig hundens ejer der dog ikke var at se nogen steder. Hvalpen følger mig ivrigt et stykke, men vender klogt om, da jeg igen cykler ud på hovedvejen.
På tredjedagen efter Vlore kommer jeg endelig væk fra trafikken. På vejen ned mod Llogora passet passerer jeg de smukke foldebjerge omkring Dukat i Ri. Navigationen har allerede fortalt mig hvad der venter forude Adskellige strækninger på opkørslen er med to cifrede stigningsprocenter. Heldigvis sjældent særligt lange. Halvvejs oppe er de i fuld gang med at anlægge en ny vej og tunnelføring. En fin bod i vejsiden frister men indholdet i de flotte flasker, er desværre udelukkende af alkoholisk karakter. Lidt for tidligt på dagen til den slags udskejelserer, så jeg takker pænt nej tak og må økonomisere med mit vand de sidste højdemeter op.
Alle trængsler glemmes da jeg endelig når passet hvor der åbenbarer sig en fantastisk udsigt ned over en spektakulær serpentinervej og ud over Adriaterhavet, hvor den nordlige del af Korfu skimtes i varmedisen. I hvert sving ligger resterne af de mange bunkeranlæg som Albanien er så kendt/berygtet for. De ligger alle steder som en levn fra den tidligere kommunistiske diktator Enver Hoxha nærmest paranoide frygt for vesten.
Efter den spektakulære nedkørsel hvor jeg forøvrigt møder to kvindelige turcyklister der er på vej op den anden vej, med mega tungt lastede cykler, går det langs en flot anlagt mindre vej langs kysten ned til Himare. Selve byen er ikke noget særligt, men ovenfor byen ligger resterne af en spændende 3.500 årig slot/borg som blev beboet af Illyrian-Albanianer, så lige skal studeres lidt nærmere. Møder ikke en sjæl mens jeg indånder historiens vingesus og lader fantasien få frit spil om hvordan det må have været at leve dengang.
se flere billeder fra turen her
Sidste dagen i Albanien byder på en sjov lille færgefart med en kabel trukket færge ved Butrint Nationalpark, hvis største attraktion er det trekantede venetianske slot fra 1500 tallet. Kort før grænsen får jeg en slem forskrækkelse, da jeg passerede en græssende fåreflok. Jeg har normalt et rimeligt godt hundetække, men da hyrdehunden får øje på mig, tager fanden ved den trods hyrdens forsøg på at kalde den til sig. Gode råd er dyre, men jeg vælger at træde ekstra i pedalerne og det lykkedes mig at køre fra den, da det går en smule nedad. Hunden er dog i væsentligt bedre form end alle øvrige hunde som lunter rundt her for lud og koldt vand. Det er tæt på og den får godt fat i den bagerste cykeltaske. Heldigvis er de fleste firbenede bag hegn men det gipper i en, hvergang et arrigt bæst efterfølgende halser løs. 😂 Kiks og wirelås ligger nu inden for rækkevidde og de første får hurtigt hundeben at gå på, heldigvis til de mere fredelige af slagsen.
Pga en aflyst færge bliver min første Albanien visit stort set kun en gennemkørsel, men det har sat næring til en fremtidig Bikepacking tur i den mere bjergrige region ind mod Nord Markedonien.
Som turcyklist har jeg aldrig forstået hvordan man kan leve af en kop kaffe og en croissant som specielt italienerne praktiserer. Heldigvis forstår Albanerne det der med et solidt morgenmåltid med spejlæg og omelet, fetaost og pølser. Grækerne har visse steder også lært det. Men som cyklist er der nu intet som slår klassisk English Breakfast. Men ellers har den stået på lammekød her i Albanien stort set alle steder.
På cykel i det græske
Oprindelig havde jeg en plan med færge fra Igoumenitsa til Patra, men den er indstillet, så der må trædes lidt ekstra i pedalerne. Det betyder at jeg ikke når så meget af Peloponnes. Men der er rigeligt at opleve på fastlandet, fra en øde strand hvorfra bølgerne får en lullet i dyb søvn, til en fantastisk flot middelalder bro i universitetsbyen Apta. Idag fik navigatoren mig igen på afveje langs en vandingskanal, der flere steder var ufarbar, men hellere det end en trafikeret landevej.
Et næsten ulæseligt vejskilt spotter min nysgerrighed og efter et par kilometer opad bliver jeg belønnet med et amfiteater , der er igang med at blive restaureret. Det er i meget dårlig stand da der er brugt sandsten. Det er Arkamenerne som har bygget det 500 år før Kristi.
Nogle kilometer længere fremme får jeg øje på et ensomt stående tårn, resterne af en Moske bygget under det Osmanniske herredømme, der har fået lov at blive stående som minde om tyrkernes undertrykkelse af grækerne. Meget aktuel til det som sker i Ukraine i disse tider. Vi bliver vist aldrig klogere og skal til stadighed bekrige hinanden.
Syd for Igoumenitsa bliver jeg overhalet af cyklist fra Costa Rica. Han er på vej til Tyrkiet. Selvom vi skal den samme vej har han ikke tid til at vente på mit adstadige tempo, så snart forsvinder han ud i horisonten 😄
På turen fra Igoumenitsa skal jeg indenom bugten ved Preveza. Der er ellers lavet en tunnel over til lufthavnen, men som sædvanlig er den kun forbeholdt vor tids herskende klasse automobilen 😅 Der har været shuttle service for cyklister, men den er af uransagelige grunde blevet stoppet af myndighederne i tiden under pandemien og aldrig rigtig kommet igang igen..
På min vej sydvestover ikke langt fra Aitoliko der er anlagt midt i lagunen og derfor bliver kaldt Grækenlands Venedig, nu temmelig overdrevet og et forfærdeligt sted. Minder mere om en tivoli park med lagunens dyr til skue.
Inden da cyklede jeg gennem en dyb slugt hvor der lå en flot ortodoks kirke bygget ind i den lodrette klippevæg højt oppe på bjergsiden. Det lille kirkerum med de rå klippevægge var fantastisk. Jeg er ikke specielt religiøs men syntes mange af deres kirker er flotte rent arkitektoniske, fordi der er brugt ressourcer på detaljer. Noget som i den grad savnes i den moderne arkitektur af glas, stål og beton.
Nedenfor lå et forladt kloster, der sikkert kunne omdannes til et luksus kloster/spa hotel, af en ildsjæl med næse for forretning, selvom det ikke ligefrem er hoteller Grækenland mangler. Men det er jo trendy at “retreate” sig så hvorfor ikke også en tur i kloster 😀
På den lange lige nedkørsel var det noget anden oplevelse end fred og ro jeg blev vidne til, en slags græsk udgave af Cannonball Race med vanvidskørsel fra toptunede “Brian biler” Heldigvis kunne de høres på så lang afstand at cyklisten kunne søge tilflugt langt ude i vejsiden når de kom drønende forbi med flere hundrede kilometer i timen. 😱 jo donorkortet sad løst i baglommen på mange denne oktober eftermiddag.
Messolonghi ligger i et vadehavsområde rigt på fugleliv bl.a røde flamingoer. Byen overraskede ved at være en meget fodgænger og cyklist venlig by med en helt lukket bymidte. Noget der er ret usædvanligt for de fleste græske byer der drukner i biler alle vegne. Det er helt utroligt så stor en forskel det gør for gadelivet at folk kan bevæge sig frit rundt uden fare for hele tiden at blive kørt ned og ikke mindst fravær af støj.
Privat bilismens velsignelser
Vi har i den grad de sidste hundrede år ødelagt vores byer og ladet bilen få alt for stor udbredelse. Som inkarneret livsstils cyklist må jeg indrømme bilismen for mig efterhånden er en allestedsværende plage. Det er mig komplet uforståeligt hvorfor al transport partout skal foregå i den “rådne automobil” og hvorfor det altid er bilen som skal have forkørsret. Det er for alvor på tide at for vendt den vanvittige udvikling. Størsteparten af vores tid tilbringer vi i den firhjulede sardindåse. Det var så lige dagens prædiken i Laursens Disney Evangelium 😊
Tilbage til freden og roen, sådan da 😂 På vejen mod den Korinthiske Bugt og færgen over, må jeg en tur indenom Limnoporus Klippen, der majestætisk rejser sig lodret op ud for kysten og gør videre fremfærd umulig.
Her skulle passeres en bro over en udtørret flodleje der var styrtet sammen, formodentlig under kraftigt regnskyl. Umiddelbart så det ud som om at jeg skulle ud på en meget lang omvej for at krydse. Dum og træt begav jeg mig ud på jernbanebroen. Den slags har jeg praktiseret før, forudsat naturligvis at der ikke er tale om en al for aktiv linie. Nu er togdrift i Grækenland ikke ligefrem deres spidskompetance, så jeg vovede pelsen. Da jeg var kommet et stykke ud på den, opdagede jeg at der var lavet en interimistisk grusvej over flodlejet. Vel nede på den, kunne jeg konstatere at jernbanebroen også var styrtet sammen ude på midten 😊
Vel ude ved kysten bliver jeg ramt af den berygtede zirocco, det sidste stykke ind til Antirrio. Lidt belønning var der dog for denne dags cyklistiske trængsler, da færgeoverfarten var gratis.
se flere billeder fra turen her
Skidt og kanel
Som turcyklist på afveje oplever du tit, det som forbigår ens næse som gennemsnits turist i udlejnings biler. Som pligtopfyldende dansker er det en smule uforståeligt at de fleste sydeuropæiske lande stadig har en meget lemfældigt tilgang til affald og renovation. Alle steder flyder det med affald. Her ligger en meget stor holdings og opdragelsesmæssig opgave og venter. For hvad hjælper det lige i det store miljøregnskab at lille Daisyland mod nord er foregangsland på dette felt, når store lande som Spanien, Portugal og Grækenland i den grad stadig henkaster affald med løs hånd. Jeg forstår ikke at lande der lever af turister og deres storslåede natur ikke gør sig en smule mere umage. Retfærdigvis skal det nævnes at Italien de senere år synligt har forbedret sig væsentligt. 👍
Kystvejen mod Korinth er let at cykle men også temmelig kedelig, selvom det naturligvis er sjovt at cykle langs de på denne årstid øde strande og nyde havet.
Syd for Kiato drejede jeg ind i landet og efter at have lagt blåt vand, hotel siloer, motorvej og jernbane bag mig cyklede jeg nu i timevis ( og trak 😂) af nogle lerede grusveje kun omgivet af vinmarker og olivenlunde, hvor de var i fuld gang med høsten som er en meget omstændig affære på de stejle skråninger. Spontant stoppede flere og klappede af min gøren, og sikkert også lidt hovedrystende over hvorfor dog at udsætte sig selv frivilligt for den slags cykel pinsler 😀 Nuvel applausen hjalp da lidt og snart befinder jeg mig oppe på et højdedrag med flot udsigt til hver side, inden det atter begynder at gå nedad.
Sidst på dagen ankommer jeg godt støvet og træt til Argos og giver mig selv den luksus at installere mig selv på et fint lille hotel midt på byens torv med udsigt til kirken. Ud over at være Grækenlands varmeste by, er Argos også lidt af en arkæologisk og historisk smeltedigel som jeg bruger de næste dage til at kigge nærmere på, både i højden og dybden, inden jeg lørdag trillede de sidste 20 km ned til danskerkolonien hvor jeg holdt en uges tiltrængt cykelfri sammen med de andre fra roklubben 😆 RO PÅ NU…
Sparta, den 16 november 2022
Efter en uge uden hjul, men masser af vand, vabler og vin 😎 er jeg igen på to hjul og nærmer mig slutningen på min lille rejse.
Altid rart med lidt vejhjælp, så da der er ekstra plads på bussen som skal bringe de øvrige Tissø roere til lufthavnen slipper jeg for den samme tur tilbage over bjergkæden. 😊 Meget belejligt bliver jeg sat af lige ved den berømte Korinth kanal, der naturligvis skal foreviges både oppe og nede i fotokassen, inden jeg triller ud af den gamle landevej langs kysten ind mod Athen/Piræus. En strækning der havde sine øjeblikke, med flotte views.
Men ellers var de sidste dage ud over at være cykel og oplevelses mæt. præget af en ny slags udfordringer i asfaltjunglen af biltrafik. Cykeleventyr er for mange oplevelsen ved at komme “off the beaten track” uden hele tiden at skulle være nervøs for liv og lemmer. Efterhånden som jeg kommer tættere og tættere på Athen bliver trafikken mere og mere intens og da bilister denne søndag søger mod vandet på deres fridag, er den mulighed også snart udtømt.
I min stædige iver for en smule mindre trængsel kører jeg ud af en grusvej langs vandet der på kortet så ud til at have forbindelse omme på den anden side. Et olietanker anlæg umuliggør dog videre fremfærd, med hegn og videoovervågning. SUK den trængsel plagede cyklist må atter vende om følges med søndags bilismen den slagne vej.
Ved færgen til Salamina støder jeg igen på de unge tyske cyklister jeg mødte tidligere oppe ved Korinth kanalen. Turcyklist kommunikation er ofte bare et vink og Hello !. De ville bruge et par dage på Salamina. Trods dagen efterhånden er ret fremskreden vælger jeg at cykle helt over øen og hoppere på en af de mange færger mod Piræus. Men Piræus et vidt begreb så den færge jeg havner på, sejler kun lige over på den anden side til Pirama hvorfra der er yderligere 15 km ind til Piræus. Et lille bump på vejen i min plan. Vejen var ikke rar men heldigvis forbavsende fredelig denne sene søndag eftermiddag, og jeg når byen og min BB mens de sidste solstråler går ned over de mange krydstogtskibe.
Piræus er den oprindelige udskibningshavn, men al gods og containertrafik udgår nu primært fra Pirama. Det hele er i dag vokset sammen med Athen som de senere år har oplevet en massiv vækst og er tæt på 4 mill indbyggere.
Athen er en trafikal metropol af kaos og smog, og kun for hardcore cyklister Så jeg vælger en mere fredelig rute sydover langs vandet, tror jeg. Det bliver 30 km skiftevis på en meget trafikeret 4 sporet indfaldsvej, fortove og små veje langs en nyanlagt sporvognslinie, hvor jeg efterfølgende kan konstatere at cyklen kunne været kommet med 😂
I starten ud gennem Piræus baggårds gyder får jeg hele tre lektioner i græsk taxa kultur, eller mangel på samme. De mener åbenbart at jeg ikke skal cykle på “deres” vej og vige pladsen. Heldigvis forstår jeg ikke hvad de siger, men gestikuleringerne er ikke til at tage fejl af. Mit “båtnakke” som svar trængte nok heller ikke igennem 😄
Men egentlig bare en naturlig reaktion på en syg infrastruktur af kaos, støj, røg og trængsel, som ingen kan være tjent med og som gennem de sidste 100 år har ødelagt vores byer og gjort mange af dem utålelige at bo og opholde sig i.
Undervejs må jeg flere gange søge tilflugt i de mange indhegnede og bevogtede havneanlæg, langs kysten for at hvile øre og nerver lidt. Selvom det rige jetset for længst er draget videre mod varmere horisonter, er her fuld aktivitet i at klargøre de mange mega store lystjagter til vinteren. Stor kontrast til det den helt almindelige arbejdende græker omgiver sig med af fritids legetøj.
Turen nordøst, op mod lufthavnen, går på kryds og tværs for at undgå de trafiktunge veje. Det kan heldigvis stadig lade sig gøre, men kræver megen tid og den store stifinder eksamen…
I Markopoulou støder jeg på resterne af den gamle jernbane linie fra Athen, der sidst blev brugt i starten af i tyverne til troppetransport i kampen mod det tyrkiske overherredømme. Kun den gamle station og et togsæt er bevaret.
Endestationen hedder Sparta kun 8 km fra lufthavnen. BB er udskiftet med Stone Hotel der med lidt god fantasi kunne være taget ud af en Flintstone Comic Strip. 😀
Efter næsten seks uger er mit Ro på Cykel eventyr slut, og jeg tager en mængde og meget varierende oplevelser med hjem i luft bussen tilbage til trods alt hyggelige og meget forudsigelige Daisyland.
Konklusionen på denne cykeltur bliver nok at turcykling i traditionel forstand efterhånden har svære og sværere kår trods fint anlagte og planlagte Europæiske cykelveje, er privatbilismen blevet alt for dominerende. Bikepacking er fremtiden….
Se alle billeder fra turen her
