CYKELPORTALEN

Danmarks uafhængige cykelportal

Rejsebreve fra Sydamerika Rejsebreve fra Sydamerika
Dette er beretningen om en 5½ ugers cykeltur igennem Bolivia, Peru og Chile Tekst og Foto: Torben Finn Laursen Rejsebreve fra Sydamerika

La Paz er Bolivias hovedstad og ligger smukt på bjersiden I 4000 meters højde  med Illimani bjergmasivet i forgrunden. I modsætning til stort set alle andre  storbyer bor de mest velhavende nederst i byen og de fattige øverst.  Dette skyldes det barske og kolde klima.

Dette er beretningen om en eventyrlig cykeltur gennem Bolivia, Peru og Chile, hvor du kan spise dig mæt for otte kroner og bo på hotel for en tyver.

Fakta om Bolivia
Bolivia er det højstbeliggende og mest isolerede land i Sydamerika. Ser man på bruttonationalproduktet er Bolivia et af de fattigste lande i Verden, men i  kulturelle rigdomme, de fantastiske udsigter og levn fra hedengangne civilisationer, er Bolivia et af de rigeste og mest spændende lande at besøge i Sydamerika. Landet indeholder alt fra golde saltørkener, ufremkommelig regnskov og pampas til landsbyer på sivøer og højsletter med sneklædte bjergtoppe på over 6000 m. Udover dets varierende geografiske og klimatiske zoner rummer landet også den største oprindelige, traditionelle kultur i Sydamerika, idet over 50% af befolkningen er af ren indiansk afstamning. Bolivia har, lige siden den venezuleanske befrier, Simón Bolívar, gjorde landet selvstændigt i 1825, haft en turbulent og eksplosiv historie. Bolivia oplever med jævne mellemrum uroligheder med vejspæringer og demonstrationer, primært i de største byer og på indfaldsvejene omkring La Paz, men alligevel er landet et af Sydamerikas fredeligste og sikre lande at rejse i.

1. november.
Allerede under indflyvningen får vi det første indtryk af en fremmed og fattig del af verden. Slumforstaden El Alto suser forbi under os, da vi lægger an til landing i en af verdens højest beliggende hovedstæder, La Paz.  Ude af maskinen mærker vi straks den tynde luft. Vi  befinder os i over  4000 meters højde, og allerede i løbet af et par timer får vi de første svage symptomer på højdesyge, kvalme og svimmelhed.

Et typisk madsted, hvor man for små penge får to rettet mad. Hygiejen er i orden. Vi blev ikke syge af maden fra de steder.

Claus byder os velkommen på hotellet. Han har lagt ud 2 måneder tidligere fra Santiago i Chile og slår nu følge med os. Efter lidt morgenmad og Coca te, som skulle være godt mod bl.a. højdesyge. De lokale tygger cocablade, men mest for at holde sulten på afstand. De første dage tilbringer vi i La Paz menneskemylder mens vi vender os til højden.  Omkring halvdelen af Bolivias befolkning hovedsaglig af indiansk herkomst lever under fattigdomsgrænsen. Dette mærker man tydeligt i La Paz som vrimler med gadesælgere.

3. november.
Cyklerne er samlet og taskerne læsset på og vi er endelig på vej. Fra La Paz er der kun en vej ud, og det er op. Vi må kæmpe os godt 500 meter op af den trafikerede hovedvej til El Alto og plateauet.  Luften er tynd, så vi hiver efter vejret.  Slumforstaden, syder af aktivitet. Bydelen er stort set lovløs, politi og militær holder sig væk, og for resten af verden er den blevet kendt for at være iværksætter af nogle af de største demonstrationer mod styret i nyere tid.
Det tager et par timer at komme helt ud af menneske myldret. Kontrasten er stor, pludselig befinder vi os på landet og kan begynde at slappe af og nyde sceneriet.  Vi kommer igennem en mindre landsby som umiddelbart ikke ser ud til at rumme nogle spisemuligheder, men Claus har på sin færd alene igennem Chile og Bolivia, erfaret at de fleste småbyer altid gemmer på et lille madsted. Godt gemt inde mellem de mange små huse finder vi et lille madsted med voksdug på bordet. Vi får spejlæg og ris for 3 Boliviano, svarende til 6 dkr.  Maden er god og rigelig, noget vi kommer til at sætte stor pris på vores videre færd.

5. november.
Efter tre forrygende dage fra La Paz med højt til loftet og vild camping med den mest fantastiske udsigt over Titicacasøen kommer vi til Cocacabana som ligger smukt i den sydlige del af den enorme Titicacasø. Turen herop har været meget afvekslende med lange lige strækninger til masser af bjergkørsel, samt en enkelt pramsejlads over søen. Søen er nok mest kendt for den norske eventyrer Thor Heyadahl som fik bygget siv sivbåd Ra her. Hotellet er med tagterrasse og koster 10 kr. pr nat. Vi spiser hver dag på et af de mange folkekøkkener som laver god og billig mad til mellem 4 op 6 kr. for suppe og en varm ret. Så det er ikke budgettet som vælter turen.
Soløen er et af Inka kulturens hellige steder som under datidens styre kun var forbeholdt eliten. Vi tog en lille båd derover og gik tværs over øen oppe på højderyggen med den mest fantastisk view ud over søen med Andesbjergene i baggrunden mens vi kikkede på gamle sten og monomenter.

Fakta om Peru
Ældgammel historie og frodige, frygtindgydende bjerglandskaber. Peru er noget nær det ideelle rejseland, hvis du er til både aktiv ferie og spændende kultur. Inkariget er synonym med peruviansk historie og landet over finder du ikke blot fortidslevn men imponerende vidnesagn på at inkaerne, på trods af, at de hverken kendte til et skriftsprog eller hjulet, var fantastiske arkitekter og levede i en højkultur. I Cuzco området er der enestående muligheder for trekking – den mest kendte inkastien til Machu Picchu, men derudover findes masser af mindre kendte stier, hvor du i dage, eller ugevis, kan vandre uforstyrret mellem Andesbjergenes tinder, små landsbyer og flinke bønder.

For turcyklisten med trang til bjerge er Peru ligeledes blandt verdens bedste lande. Vejene er lidt  trafikerede, landsbyer ligger spredt med jævne mellemrum, så proviantering er ikke noget problem, og ofte har du naturen ganske for dig selv. Vil du hellere på toppen af bjergene i stedet for at vandre, cykle eller køre nede mellem dem er Peru et oplagt sted.

I landets sydlige del ligger Titicaca-søen. Fra Perus sydlige højslette kan du sejle ud på den enorme bjergsø, der flankeret af mere end 6000 meter høje bjerge.
Hovedstaden i Peru er Lima. Andre store byer er Cusco, inkaernes gamle hovedstad og i dag en by fantastisk rig på kulturskatte.

9. november.
Vi krydser grænsen til Peru og stifter for første gang bekendtskab med grænsebureukratiet. Jeg har aldrig på en tur skulle udfylde så mange papirer og fået så mange stempler i mit pas. Vejene er af meget ringe standard i Peru. Puno er sidste station i civilationen inden vi skal krydse ind over plateauet som gerne skulle bringe os frem til Stillehavskysten. Vi har besøgt de unikke sivøer hvor indianerne bor. En enestående og meget speciel oplevelse.  Puno er en stor by på 80.000 indbyggere men meget pæn og ren efter sydamerikansk standard.  Også prisniveauet er noget højere i Peru uden dog på nogen måde at vælte budgettet.

På turen herop havde vi en sjov oplevelse. Vi havde fået lov til at campere på en lokal bondes mark, da vi havde forsikret ham om at vi skam havde reelle hensigter. Vi var gået til køjs i teltene i buldermørke og regnvejr, da der pludselig står nogen og rusker i teltene.
Det var vores vært som ville have os op i huset og overnatte. Det var lidt vanskeligt for Claus og Gert på deres bedste spanske at få dem overbevist om at vi skam havde det fint i vores telte.
Nu skal det retfærdigvis nævnes at de er meget overtroiske på disse kanter og sjældent bevæger sig ud efter mørkets frembrud. Det er tradition at indemure tørrede lamafostre i nybyggeri for at værne mod onde ånder. Disse sælges overalt på byernes markeder.
Vi er heldige med vejret herude, det er lidt køligt men masser af sol og tørt vejr.

14. november.
Efter fire anstrengende dage i ødemarken er vi nået til Moguegua små 100 km fra Stillehavskysten. Her holder vi en fortjent hviledag på et gammelt hotel fra kolonitiden med en herlig atmosfære. Turen fra Puna igennem Moquegua bjergregionen bød på store kontraster og masser af udfordringer. Efter små 60 km forlod vi for alvor civilisationen og vejen blev langsomt ringere og ringere for til sidst at ende i to hjulspor.
Vi provianterede i den sidste by hos en enlig kvinde som ud over sine købmandsvarer kun havde en seng og en stol. For at holde kulden ude bygger man uden vinduer, så det eneste lys hun fik ind, var fra døråbningen. Vi begyndte opstigningen til et af de mange pas sidst på eftermiddagen og vælger at slår lejr lidt afsides bag nogle klipper. Mørket sænker sig allerede ved sekstiden og temperaturen falder brat når solen går ned. Det gælder derfor om at få noget mad over i en fart. Herefter står det frie campingliv på 10-12 timer i soveposen for at holde varmen.
Næste dag forsætter vi stadig længere ind i ødemarken og støder kun på to mindre landsbyer, hvor ens første tanke uvilkårligt er, hvad lever de af her ?.

I den sidste landsby stimler beboerne sammen omkring os. De er nysgerrige men altid meget venlige. Vores kort er ikke særlig godt, men vi får at vide at der er ca. 30 km til den næste by. Snart må vi sande at vejen ikke er til to hjul, det er nærmest en stor sandkasse. Vi må af og trække. Vi trak vel sammenlagt en 20 km, og var flere gange ved at opgive, men der var ligesom ingen vej tilbage.
Efter små 4 timer når vi endelig toppen og kan nu så småt begynde at cykel igen, selvom underlaget mest minder om en sneglat dansk cykelsti. Igen en lille by hvor vi kan få lidt vand og kiks inden vi finder en egnet lejrplads langs en vandingskanal oppe på bjergsiden.

Trods god træning er 12 timer i en sovepose af og til meget længe, og blærepresset bliver større end frygten for kulden udenfor.  For nattepisseren åbenbarer sig et sandt stjernefyrværkeri heroppe i 4000 meters højde langt fra storbyens reflekterende lys.
Næste morgen må isen rystes af teltene og vandet tøs op på benzinbrænderen før der er varm kaffe.
Vi forsætter et stykke endnu langs vandingskanalen som trykker sig ind langs bjergsiden. Vi har et fantastisk bjergpanorama til de omkringliggende vulkaner, og reklamesloganet ” I am a lucky potatoe” er helt på sin plads her. Alt godt har dog en ende, da kanalen pludselig slutter i et næsten 300 meter lodret fald. Langsomt må vi bevæge os ned af noget som engang var en vej. Claus prøver at holde moralen oppe da han triumferende peger op af bjergsiden mod en lille klynge huse. De sidste reserver sættes ind for at nå de få huse og endnu en barmhjertig indianer kone som serverer varm suppe og en kødret af ubestemmelig herkomst. Men det smager fortrinligt og med fornyet energi kan vi bevæge os ud på den nyasfaltede hovedvej. 80 km sammenhængende nedkørsel fra 4430 meter til 0 meter. JUBIII….  I begejstringen rus glemmer vi at vi om små 10 dage skal den modsatte vej op, nede fra Chile ind i Bolivia SUK…

Vejen er nyanlagt og stor og bred og med næsten ingen trafik så vi jubler som små drenge mens det går downhill.   Undervejs får vi lige et glimt af fuglenes konge Kondoren som majstæstisk svæver over os. Et par Lamaer har forvildet sig ud på vejen og løber kluntet og forvirret foran os et stykke før de endelig kommer ind på den rigtige side. Tempereraturen og ikke mindst frodigheden stiger efterhånden som vi kommer længere ned.

Efter et par hviledage cykler vi de sidste 100 km ud til kysten i et nærmest måneagtigt landskab, hvor man føler sig uendelig lille.

Fakta om Chile
Chile strækker sig 4270 kilometer ned langs stillehavskysten. Landet er aldrig mere end 170 kilometer bredt, men rejser sig  op til næsten 7000 meters højde, idet Andes-bjergene udgør landets ryg hele vejen gennem landet. Naturmæssigt er Chile usammenligneligt i variation – i nord ligger Atacama, verdens tørreste ørken, midt i landet ligger vinlandet omkring hovedstaden Santiago, længere mod syd spejler snedækkede vulkaner sig i dybblå søer og længst mod syd flyder isbjerge i de arktiske fjorde og forrevne granitbjerge rejser sig flere kilometer lodret over Tierra del Fuego – Sydamerikas spids.

Chiles hovedstad er Santiago. Byen har en kosmopolitansk stemning og virker ganske sydeuropæisk. Byerne er i de hele taget moderne og tilbagelænede, ligesom størstedelen af befolkningen. Standarden er høj, men landet er stadig billigt at rejse i.

19. november.
Så kom vi til Chile. De sidste dage har vi kørt igennem et nærmest ørkenagtigt månelandskab langs det imponerende  Stillehav, kun afbrudt af små fiskerbyer og lidt grønne oaser hvor man intensivt kunstvander.  Store kontraster. To gange har vi slået lejr ved havet og lyttet til bølgernes buldren om natten. Flere steder er strandene helt røde af kæmpe krabber som hastigt søger ned i deres huller når vi nærmer os. Også Pelikaner har gjort os selskab, og på de øde strækninger fuglevens Skraldemænd, Gribbe, som svæver højt over os og minder os om at vi skal holde os i live :o)

De små fiskerbyer giver rig mulighed for at få spist noget fisk som rar afveksling til den megen kylling og ris. Ellers campingmenuen pasta og tun på dåse, suppleret med en dåse ferskner og lidt rom og cola når det skal være rigtig festligt.

De sidste km ind mod grænsen til Chile kører vi forkert, men folk er meget venlige og kommer os i møde når vi går ind på marken for at spørge om vej. Kortlæsning falder dem svært, men størstedelen kan jo hverken skrive eller læse.
Ved grænsen ryger vi igen fælden. Først skulle vi udfylde udrejsepapirer fra Peru og vores tasker blev gennemsøgt, selvom de hurtigt mister interessen når de når frem til det sure cykeltøj. Lidt penge skal de også have, og så et par gange frem og tilbage mellem de små kontrolposter for at få de fornødne stempler. På Chile siden gentager cirkusset sig selvom det er lidt mere high tech. Alle tasker blev gennemlyst.

Sammenlignet med Peru og Bolivia, er Chile meget velhavende og velfungerende. Vi bor et par dage i Arica som er en stor havneby på ca. 200.000 indbyggere.  Byen er kendt for at have huset Alfred Eifel, den franske ingeniør der byggede Eifeltårnet. Marcus Katedralen i centrum er hans værk og viser tydeligt hans unikke teknik.  Fra 1913 til 1963 gik her en jernbane op til La Paz med tandhjulsdrift.  Arica var tidligere en del af Bolivia men fungerer i dag som frihandelshavn for La Paz.

Fra Arica er der kun en vej tilbage til Bolivia og La Paz og det er opad gennem de store nationalparker med vulkaner og varme kilder.

22. november.
Så er ferien forbi :o) Vi har cyklet 3500 meter opad igen og mangler endnu små 800 meter inden vi er helt oppe i nationalparken. De første 1600 meter var stort set kun ørken, men nu begynder herlighederne så småt i form af et imponerende bjerglandskab med vulkaner. Sidste stop inden de 60 km uden vand og drikke foretog vi hos en spanier oprindelig udvandret fra Baskerlandet. Det regner max 5mm om året i området, og det fordamper somregel inden det når jorden. Til gengæld ledes vandes ned oppe fra Andesbjergene. Andendagen besøgte vi en rigtig hippie og hans tyske kone som bor fuldstændig øde ude i ørkenen og er 100 % selvforsynende med solvarme, solceller og vindkraft samt en 14 meter dyb brøndboring. Spøjst sted.  Hviledagen holdte vi i Putra en lille bjerglandsby beliggende i udkanten af nationalparken Lauca som vi vil cykle igennem de næste tre dage, inden vi atter når grænsen til Bolivia og herfra har små 300 km tilbage La Paz. Det er lidt underligt at sidde på den anden side af jorden i 3500 meters højde og skrive e-mails på en internetcafe :o)

De sidste 8 dage gennem de to nationalparker har været en stor oplevelse. De sidste 800 meter op til Lauca nationalparken i Chile var en sej omgang, men belønningen var et imponerende skue til de to tvillinge vulkaner begge over 6000 meter. De er som taget ud af en Tintin tegneserie. Vi fandt en af de varme kilder og fik vasket sandet ud af huden inden vi slog lejr neden for vulkanen.
Det var koldt den nat, omkring minus 10 grader og al vores vand var tilfrosset næste morgen.

Vi forsatte over til den lille landsby Paraochata som er kendt for deres Imara indianer. Deres katedral er ret enestående. Vi fandt en billig privat pension og boede der en nat. Næste dag stod på verdens højest beliggende sø Chungari som ligger 4500 m.o.h. Her er en stor koloni af flamingoer, vi så nu kun nogle stykker. Fra søen har man et 360 graders view rundt til 7 vulkaner, hvoraf den ene Gualliri har en lille udbrud i siden.  Herefter krydsede vi grænsen til Bolivia og bevægede os nu ind i en ny nationalpark Sajama som huser Bolivia højeste bjerg af samme navn på 6542 moh. Sajama parken er også kendt for verdens højest beliggende skov (ligger i 4000 – 5200 m.o.h) Skov er vel så meget sagt, men det er træer og de står noget spredt.

Hans Bo og Claus forsatte igennem nationalparken på grusvej, mens Gert og jeg foretrak landevejen, for mit vedkommende forbi jeg havde en slem halsbetændelse og måtte igennem turen med pencilen, piller og hostesaft. Pga. af min sygdom kom vi til en lille landsby som havde et lægehus. Jeg fik de rigtige piller og vi blev inviteret på frokost i klasselokalet. Det viste sig at være et UNICEF projekt, ”Family and Children” hvor de voksne sammen med deres børn kommer på skolebænken for at lære at skrive og læse, samt lære de basale hygiejniske principper. Det var en meget stor oplevelse og rart at se at der trods alt bliver gjort noget for disse mennesker.
Vi bliver bænket oppe ved katetret og jo de kendte skam Danmark, her fik de deres tørmælk fra.
Et andet Danida projekt er bygning af huse af soltørrede ler sten og halmtag, efter gammel byggetradition.

4. december.
Mens Claus stadig cykler rundt i junglen, har Hans Bo og jeg fået nok af cykling og har taget en bus op til Cusco i Peru for at kikke på gamle Inka ruiner. Vi syntes det var tid for lidt kultur efter den megen natur 😉 Vi tog en bus fra La Paz fredag og tilbragte 12 timer i en gammel bus på de mildest talt nyreskade fremkaldende veje. Kun prisen på 150 Bolivianos opvejer disse landevejens sande lidelser ;o)
Godt trætte ankom vi til busterminalen kl 9 om aftenen og blev straks overfuset af adskillige guides. Det lykkedes os at finde et billigt hotel i centrum og slippe af med en meget nærgående guide.

Inkariget, Tawantinsuyu, var i sin tid den største statsdannelse på det sydamerikanske kontinent. Det omfattede nutidens sydlige del af Colombia, Ecuador og Peru samt dele af Bolivia, Argentina og Chile – et område på over 5000 km i længden med ca. 16 millioner indbyggere. Erobringerne af disse enorme landområder med tørre og varme ørkener langs Stillehavskysten, Andesbjergenes iskolde højder over 6000 meters højde og ned i Amazonas fugtige og hede regnskove mod øst skete på ganske kort tid fra midten af det 15. århundrede til spaniernes ankomst midt i det 16. århundrede. Cusco går for at være Inkarigets hovedstad, hvad bymidten også vidner om med masser af efterladenskaber, men man skal lidt uden forbyen for virkelig at opleve de helt gamle ruiner som f.eks Sacsayhuaman.

Trods lidt svingtende maver går vi rundt i byen og kikket på inka efterladenskaber, mens vi konstant blev antastet af gadehandlere og guides. Ingen tvivl Cusco er meget turistet, men skal nu opleves. Hans Bo lader sig let oevrtale af de mange gadehandlere, men som han siger ”jeg betragter det som skjult nødhjælp” .
Cusco og den Hellige Dal er hele arnestedet for Inkakulturen og skal ses når man nu engang er taget helt herud syntes vi.
Efter et par oplevelsrige dage I Inkariget tager vi natbussen tilbage mod La Paz. Det bliver lidt af en oplevelsesrig tur. Vi er knap nok nået ud af byen, før motoren strejker. Det sker et par gange og vi må også skifte bagdæk inden natteroen endelig sænker sig og vi triller mod La Paz. Små 100 km fra La Paz begynder gearkassen at sætte ud, 3 gearet virker ikke så der er lidt problemer når vi kommer til stigningerne.
Eventyret er forbi for denne gang. Næste morgen tager vi Airbussen tilbage til Europa.

Saludas Biclette Adventuras

Der ligger flere billeder fra turen i galleriet

torben