CYKELPORTALEN

Danmarks uafhængige cykelportal

Balkan my Bicycleway Balkan my Bicycleway
En personlig beretning om en cykeltur uden den store plan fra Sofia til Thessalonikki. Balkan my Bicycleway

De senere år har min arbejdssituation som freelancer og fleksjobber gjort at jeg i højere grad selv kan planlægge min tid end så mange andre, og på den måde fuldt udleve min passion som livstilscyklist, hvilket betyder et helt bevist fravalg af den firhjulede ligkiste :o)

Således var der i efteråret pludselig en åbning i min kalender, samt en invitation til en Media Event i Grækenland.  Ikke langt fra ide til handling, bookede jeg en enkeltbillet til Sofia.

Sofia i morgensolen fra mit hotel

Men hvorfor lige Bulgarien. Først og fremmest fordi jeg gerne ville se landet igen efter mit første besøg for mere end 30 år siden. Desuden har jeg nok mere en forkærlighed  for lande, der ofte ikke scorer særlig højt som Status- og Must See destination, hvilket betyder at jeg kan komme forholdvis langt på lavt budget og derved rejse meget mere.

Fremfor bekvemmelighed og luksus, der præger dagligdagens Daisyland i lidt for høj grad, foretrækker jeg at gøre tingene selv og gerne uden den helt store og minutiøse planlægning. Et gammelt ordsprog siger – “at den som ingen plan har kan ej  fare vild” og bliver sjældent skuffet. Min efterhånden store erfaring som turcyklist siger mig, at de største oplevelser somregel er lige rundt om hjørnet, hvor du mindst venter det.

Således havde jeg kun tre faste holdepunkter på denne Balkan My Way tur. En flybillet ud og en hjem, henholdvis til Sofia samt  hotel den første nat, og en hjem fra  Thessaloniki godt tre uger senere.  Alt andet blev planlagt dag for dag. Selvom 60+ ingen alder er i vore dage,  skal jeg ikke længere bevise en hel masse og tæske kilometer efter kilometer med tusindvis af højdemeter. Der har jeg været, men det er en helt anden historie som du kan læse mere om ved at gå på opdagelse i de mange rejseartikler via denne link 

Tid og langsomlighed er nu i centrum. Noget som langt hen ad vejen kommer helt af sig selv, når man ikke låser dig fast i en masse mål.

Den oplyste katedral i Sofia

Sofia by night
Indflyvningen til Sofia er et flot syn, denne sene nattetime, hvor den engang ret ensomt placerede og historiske russisk ortodokse Alexsander Nevsky Katedral nu næsten forsvinder i skylinen af nye højhuse i glas og beton, der ligner vor tids storbyer flest. Her er pænt og rent, ja næsten for pænt, og en skærende kontrast til mit sidste besøg for 30 år siden, hvor byen var indhyllet helt i gråt og hvor stanken fra de mange kulfyrede kakkelovne rev i næsen og lå som en tæt dyne over byen.  I lufthavnen er der dog ikke sket de helt store fremskridt. Den ligner sig selv,  gammel og udslidt. Kun de moderne luftbusser vidner om at der er gået mere end 30 år, siden jeg sidst var her, dengang i en støjende russisk bygget Tubulev Jet som for længst har måtte lade jetlivet for miljøhensyn og støjgrænser.

Jeg er den sidste passager der forlader ankomsthallen efter at have samlet og pakket min cykel.  Flere af personalet son bare venter på fyraften følger min gøren med stor interesse.

Turen gennem byen til mit hotel er underlig spøgelsesagtig. Er her virkelig ikke sket mere på 30 år, er min første indskydelse.

Endeløse marker til kartofler

Tilbage til virkeligheden
Næste morgen er alt dog tilbage til virkeligheden, og turen ud gennem byens forstæder er lidt af et helvede i det tætte morgentrafik. Ingen cykelstier og mega høje kantsten, og bilister der anser mig for et unødvendigt irritations objekt i deres kamp om ikke at komme for sent til 8 timer ved samlebåndet.  Jo det moderne Bulgarien er efter indlemmelse i EU for alvor gået fra landbrugsland til Industrisamfund, hvor fabriksarbejderen er landets nye mellemklasse, hæderligt betalt for et stykke uinspirerende arbejde, Sikkerhed, forudsigelighed og billige boliger er kodeord der trækker.

Solid bondemandskost på min BB

Efter det som føles længere end en time, når jeg endelig ud af byens inferno af trafik og larm og langsomt kan jeg igen begynde at mærke mine egne tanker og slippe det faste tag i bremsegreb og styr. Jeg finden den mindre vej op gennem slugten og kommer fordi de store resorvairs  af opdæmmede søer hvor Iskar er den største og højest beliggende. De forsyner Sofia med vand og er om sommeren et yndet turistmål. Denne tidlige hverdags oktober er her dog fulstændig uddødt. Kun en lille arrig tæppepisser er undsluppet indhegningen og hundesnoren og isætter forfølgelsen af cyklisten. Ikke megen Baskervilles hund i kræet, der hurtig vender om, da jeg truende løfter armen.

Rila klosteret

Cykel i kloster
Fra Iskar er der godt 30 km til Samokov, der ligger nedenfor Rila bjergkæden, der nu langsomt begynder at tone frem i varmedisen. Luften er på denne årstid kølig og tør om formiddagen, mens temperaturen når sommerlignende niveau over middag.  Med en kun let brise, er det ideelt til turcykling.

Samokov er en typisk større provinsby med de stadig så karakteristiske kommunistiske og trøstesløse boligkareer fra dengang alle skulle ensrettes og de mest frembrusende holdes nede, men hvor der også var et sammenhold og der blev sørget for alle. Lidt paradokssalt vil lejerne idag hellere bo i de grimme klodser end den megen nybyggeri, fordi datidens kommunistiske byggekvalitet og kvadratmeter er væsentligt bedre end nutidens moderne profitoptimerede papkasser 😎

En forladt campingplads gav ly for natten

Fra Samokov er der kun godt 10 km op til skisportsområdet Borovets som jeg  besøgte i 1991. Min tid på de skrå brædder er forlængst forbi, så jeg vender afterski ryggen, og triller vestover ud gennem en bred dal. Ikke meget andet end kartofler gror her på de sandede jorde. Alle steder kører små traktorer og masser af foroverbøjede hårdt arbejdende bønder, der manuelt samler kartoflerne og smider dem op på små vogne. En skærende kontrast til vores allevegne automatiserede landbrug af kæmpe maskinel med dobbelte ballondæk og med alt i connectivitet, behagelighed og varme.

Højt til loftet

Landmandsliv
Kontrasten til Sofia er stor. Personligt har jeg min tvivl  om hvor stor gavn den helt almindelige Bulgarer herude på landet har af EU. Faglærte industriarbejdere tjener godt omkring 1.000 euro om måneden. Dette sammenholdt med  de lave leveomkostninger og billige huslejer, gør industriarbejderen til Bulgariens nye og voksende middelklasse, og en af de afgørende grunde til at der i disse år sker en voldsom folkevandring fra land til by.

Anderledes forholder det sig med landarbejdere, pensionister og arbejdsløse. De har store udgifter til vand og opvarmning om vinteren. Det er ikke uanmindeligt at pensionister må supplere med små jobs for at klare dagens fornødenheder. Pensionisterne er uden sidestykke nok de mest kreative og arbejdsomme Bulgarer, men ofte kun med ringe udbytte. De mange foroverbukkede kroppe i de endeløse kartoffel marker har for længst set deres bedste alder. Jeg føler mig mega  priviligeret når jeg cykler forbi, men også en smule trist over verdens stadig store uretfærdighed, og en stadig større klasse af mega rige der med stor grådighed skovler til sig, ofte på andres bekostning.

Jeg finder et lille Bed & Breakfast hos en lokal kartoffelbonde, der supplerer landmandslivet med en lille overnatnings geschæft. Som enlig far med tre små piger er han spændt hårdt for. Selv siger han at de fleste havde det bedre under kommunismen. Den holdning er bestemt ikke den enste jeg møder på min vej. Den ældre næsten tandløse pensionist som jeg får en god sludder med i toget fra  Blagoevgrad.  Han taler udmærket engelsk og fortæller bla om sine oplevelser i en Russisk fangelejr. Velstand er ikke lig velfærd siger han idet han referere til den lille gruppe af meget rige i landet som ejer alle aktiver. En tendens jeg kun kan bekræfte skam også findes i vores del af verden, hvor de rige bliver stadig rigere og rigere og de fattigere fattigere og fattigere.

Alligevel ryster han lidt på hovedet og minder mig om hvor priviligeret jeg er sådan at kunne tage en cykelrejse. Sådanne priviligier  kommer han aldrig i nærheden af.

De fleste steder flyder det med affald og plastik, der ofte bunder i skødesløshed og uvidenhed og ikke mindst regulær nød. Når brændet slipper op til kakkelovnen i de kolde vintermåneder, er det ikke ualmindeligt at det brugte tøj brændes af i kakkelovnen. Det er så let som velbeslået oplyst vesteuropæer og med masser af overskud, at være miljørigtig og såkaldt ansvarlig, men for de laveste og dårligst stillede forholder tingene sig noget anderledes.

I kloster
I mine unge velmagtsdage med gode friske cykelben, tog jeg gerne en omvej op over det højeste pas eller bjergvej bare for at udfordre mig selv. Den iver sidder stadig i mig , men knap så friskt. Da den tunge lastbiltrafik bliver lige intens nok, drejer jeg fra og begiver mig frivilligt 31 km og godt 1200 højdemeter op i højden, i den forvisning om at vejen er blind og jeg skal samme vej tilbage. Men Rila klosteret lokker fra omtaler og turistbrochurer. Heldigvis er vejen fin og alene det at slippe for de store lastbiler opvejer tildels at skulle betvinge tyngdekraften fuldt lastet.

Jeg når klosteret sidst på eftermiddagen efter på nært hold at have oplevet adskellige huse, hoteller og campingpladser, liggende spøgelsesforladte hen langs den nyanlagte vej der  nu transporterer turister fra nær og fjern op til klosteret, der ligger gemt godt af vejen  inde i en dyb dal.

Denne bunker var Spa&Resort hotel

Min ikke regelmenterede cykel påklædning gør formodentlig udslaget, da jeg får at vide de ikke har plads på herberget, så jeg må yderligere en kilometer op af bjerget hvor et kæmpemæssig bunker lignende  kompleks toner frem inde i skoven. Spa&Resort Center lyder dyrt, men jeg slipper med godt 300 kr. inkl. morgenmad.

Det er lavsæson og der er kun 4 andre gæster i det kæmpe store kompleks. Receptionisten keder sig øjensynligt, og er uhyre snakkesaglig og prøver ivrigt at overtale mig til alverdens betalbare fritids aktiviteter. Nu er jeg jo en smule turistforskrækket, så jeg takker høfligt Nej Tak til alle hendes tilbud. De tomme aulaer og spabadet emmer sikkert af penge stærke turister i højsæsonnen, selvom stedet nu virker en smule nedslidt.

Efter en hurtig omklædning til sømmelig fremtoning, skynder jeg mig ned gennem skoven for at besøge klosteret inden det lukker. Det står i skærende kontrast til al den øvrige forfald som jeg er kommet forbi i løbet af dagen.  Klosteret bruges stadig.

Det blev grundlagt af Ivan Rilsky år 900 som var eneboer. Han blev siden kanoniseret af den ortodokse kirke. På sit højeste boede der flere hundrede munke.

De senere år har klosteret gennemgået en større restaurering.  Der er fri adgang men strenge krav til stilhed og påklædning. Ingen bare ben og andre fritlagte legemesdele. I en af de mange fløje ligger herberget hvor man under primitive forhold kan “lege” munk/nonne for en nat eller to, uden alle kødelige lyster inkl WiFi, hjemmebar og roomservice :o)

Der er uhyre stille og tomt da jeg er der. Kun få turister og adskellige kustoder tuller rundt. Udenfor har de mange herreløse hunde travlt med at indynde sig hos de få besøgende.

Den lokale restaurant anbefalet af hotelguiden er dog pænt besøgt. Jeg sætter mig udenfor og da min forel ligende fisk med hoved og ben bliver serveret, er jeg pludselig midtpunkt i det lokale Catlife. Det bliver hurtigt koldt her oppe på bjerget, så store dele af  fisken ryger i kattene. Jeg skynder mig tilbage til min luksus domicil , af den nu oplyste sti gennem skoven. Jo lidt adelig har man da lov at føle sig, selv på stramt rejsebudget.

Min midlertidige følgesvend

Hundeliv og på sporet
Efter endnu et solidt morgenmåltid, som  skabt til den kalorie hungrende turcyklist, pakker jeg cyklen og bevæger mig atter ned af det hellige bjerg. De herreløse hunde ligger endnu på parkingspladsen og sover den ud. En enkelt mere frisk af slagsen, ser dog sit snit til at følge efter mig ned af vejen. Da jeg efter nogle hårnålesving tror jeg har sat den af, står den pludselig foran mig. Smart hund, den har naturligvis skudt genvej gennem skoven. Cyklisten med et svagt hjerte for de firbenene, forbarmer sig og stopper. En vidunderlig  schæferagtig tæve stikker mig sin  hvide pote. Den lader sig velvilligt klappe mens den får resten af min sandwich fra dagen før. Hundeliv i Bulgarien er bogstaveligt et hundeliv, for manges vedkommende kuede dyr som der bliver sparket af, og som får lov at klare sig selv indtil de bliver kørt ned og efterladt i vejkanten.

Skrotmuseum

På vejen ned kommer jeg forbi en driftig Bulgarer der har samlet alle fortidens transportmæssige klenonier og oprettet et “Skotmuseum”, der rummer  adskellige af de østeuropæiske bilmærker,  jeg som dreng gav øgenavnet tøffekasse, når det ikke lige var en af de tyske og italienske favoritmærker.

Turen mod Petrich går gennem en ret bred dal, der langsomt bliver stadigt smallere og smallere og ender i en 15 km lang  slugt.  Trods nyanlagt motorvej bruger de store lastbiler den ikke, primært for at slippe for vejafgiften. Som tunglastet turcyklist og med de megadybe vejkanter, er det i længden temmelig belastende med de konvoy kørende lastbiltog drønende tæt forbi. I Blagoevgrad der er en større jernbane by, viser sig et shortcut for den trafik plagede turcyklist. Jeg hopper på det lokale eftermiddags fyldte lokaltog noget af vejen. Sammenlignet med danske forhold er prisen en ren foræring svarende til omkring 20 danske kroner. Til gengæld sidder og står vi som sild i en tynde. Men ikke en eneste sur mine over min cykel.

Udsigten fra mit Hotel i Petrich

I Mikrovo hopper jeg af toget og finder en mindre befærtet vej det sidste stykke mod Petrich hvor jeg ankommer hen under aften. Den  må vist være Bulgariens svar på Las Vegas, med kasinoer og natklubber alle vegne. Det meste er dog lukket og slukket. Nok en bristet drøm om den store gevinst for ejerne, eller måske bare almindelig lavsæson. Næste morgen kan jeg se den lidt triste og udslidte by så lidt fra oven, da mit budget hotel byder på morgenmad fra tagrestaurenten, hvor den  står på Makedonisk omelet uhmm.

Morgenmad for cyklister

Fra kartofler til vinmarker
Slut med kartofler, nu går turen  gennem en vindal vestpå op mod grænsen ind til Nord Makedonien. På vejen aflægger jeg Zar Samuel middelalderfæstning et besøg. Lidt af et monoment, men også den grusomme historie om tilfangetagne 14.000 bulgarer hvor hver 100 fik stukket øjet ud af  den Byzanske overmagt ledet af kejser Vasilius. Siden kom de under Tyrkisk herredømme. Balkans historie er i den grad blodig og brutal. Men Bulgarerne er som de øvrige folkefærd på Balkan stolte patrioter som hylder deres fortid, da de var hersker på Balkan.

Grænsen mellem Bulgarien og Nordmarkedonien

Som turcyklist er der visse fordele når grænsen skal krydses. Alt og alle i firehjulede køretøjer må pænt vente mens jeg triller indenom og op til tolderen. Et hurtigt kik og scanning og jeg er hurtigt videre. Det første som slår en da jeg krydser grænsen til Nord Makadonien er de gule vejskilte og ny asfalterede veje. Formodentligt EU midler, som mange Bulgarer er lidt fortørnet over, da Nordmarkedonien i øjeblikket har en lidt større stjerne hos EU bureaukraterne. Men rart til en afveksling ikke at frygte de mega høje grøftekanter i Bulgarien.

Jeg tager en alternativ rute som fører mig ud på en grusvej op mod en mindre landsby på den ene dalside. Oppe på landevejen siver mit fordæk. To sylespidse torne har boret sig ind i dækket.

Ingen grund til panik, jeg har en ekstra slange og den anden lapper jeg om aftenen. Heldigvis slipper jeg for nærgående hunde selvom jeg kan høre en heftigt gøen rundt omkring i den ellers fredelige landsby.

I takt med at dalen flader ud og bliver bredere, skifter vinmarkerne til bomuldsmarker og drivhuse i tusindtal iklædt hvid plastik. Ligesom i Portugal og Spanien er disse steder et inferno af efterladt plastik alle vegne.

Det er lørdag og Strumica, en større Makadonisk by i bunden af dalen, er der en heftigt aktivitet af handel og fest. Der er flere bryllupper igang foran den store kirke og traditionen tro kører hele følget rundt i dyttende biler for den rette feststemning. Jeg finder et mindre hotel lidt nord for byen. Der er fest i de tilstødende festlokaler til langt ud på natten. Næsten morgen er jeg første  gæst til morgenmad, så jeg får klemt hele to omeletter ned, inden der langsomt kommer liv i de andre gæster.

Skønt faldefærdigt hus bygget efter forhåndværende materialer

Fra nord til syd
Der er flere muligheder for at komme til den græske grænse. Jeg vælger den mere østlige rute og efter to mindre pas stort set uden trafik, formodentlig fordi det er søndag, kommer jeg til bjergsøen Dojran Lake der fungerer som en naturlig  grænse. Jeg  cykler langs søen på den  Makadonenske side ned til grænseovergangen. Som set før er der kun få steder adgang til søen, da rigmandsvillaer barrikerer sig bag to meter høje hegn og mure med alt i elektronisk isenkram og naturligvis gamle hæse vagthunde…

Grænseovergangen til Grækenland er uproblematisk og mennesketom. Tidspresset er så småt ved at indfinde sig, da der kun er få dage til jeg skal være på den af EVOC inviterede  pressecamp. For en stund må jeg træde kilometer på nogle temmelig uinspirerende lige landeveje. I min iver for at komme  Off The Beaten Track  finder jeg en grusvej der tjener som servicevej for den nyanlagte jernbanelinie mellem Thessaloniki og Athen og som også benyttes af bønderne til transport af den megen bomuld. Jeg skal krydse en del floder og kan godt se på Google Maps er det ligner en gammel jernbanebro. Google fortæller dog ikke noget om standen. Jeg tager chancen og begiver mig på vej for at spare en kæmpe omvej.

Min genvej over en nedlagt jernbanebro

Efter nogle kilometer ender grusvejen og går over i et tæt bevokset spor. Lidt fremme kommer siloutten af en rusten jernbanebro til syne. Moder natur har næsten overtaget det igen med tæt bevoksning. Broen er godt 500 meter lang og heldigvis i jern der umiddebart ser solid ud. Træsvellerne ligger der stadig og ser fine ud. Der mangler nogen  flere steder, men ikke mere end at jeg med stor forsigtighed kan trække over. Måske lidt dristigt at bevæge mig ud i sådant et projekt alene, men sandsynligvis mere sikkert end at cykle på en tungt befærtet hovedvej. Vel ovre på den anden side fanger jeg snart landevejen igen.

Når ud til kysten og en lille fiskerhavn hvor jeg sætter mig på molen og nyder udsigten. En mand kommer over spøger om jeg vil have en kop kaffe. Jeg bliver inviteret over til Autocamperen. Et hollands vennepar på tur. Der er begge cyklister og han har ,viser det sig, været afsted på nogle temmelig vilde ture i sine yngre dage. De er på tur sammen da ingen af dem rigtigt bryder sig om at rejse alene.

Klar til Evoc Presscamp

Pligten kalder
Jeg når EVOC presscampen hen under aften hvor de næste tre dage står på trial MTB omkring det mystiske Mont Olympus bjergmassiv som skulle være udgangspunktet for den græske mytologi. En kærkommen pause til at møde gamle udenlandske cykel kollegaer, få god mad og blive præsenteret for en række nye cykelprodukter og cyklet lidt spor uden bagage.

Efter behørig afslutning i Grækenlands næststørste by Thessaloniki til langt ud på natten, med lidt for mange Uzu, pakker jeg som den eneste min turcykel og forlader Meditereanean Palace Hotel  på to hjul. De andre har pakket deres tykke dæk i kufferter og venter på shuttelbussen.

Tak til Evoc

Rart igen at være på vej i sit helt eget tempo og kun at skulle tage hensyn til sig selv. Jeg må jo nok indrømme at det er den cykelform der passer mig stadig bedre og bedre.

En smuk tur langs strandpromenaden hvor alle er ude og nyde weekend vejret. Freden for biler varer dog ikke så længe da jeg er snart befinder mig på en meget trafikeret omfartsvej rundt om lufthavnen.  Jeg har endnu nogle dage til lidt lokal cykelseightseeing inden jeg skal mod lufthavnen og flyve hjemover. Jeg prøver at skyde genvej men forgæves da alle mindre veje ender blindt ved det store indhegnede lufthavnsområde.

Solnedgang over halvøen syd for Thessaloniki

Tungen lige i munden og ud i trafik helvedet igen. Endelig et godt stykke på den anden side af lufthavnen, viser sig en åbning ned til kysten på en lille vej.  Finder en blind vej op til en forladt sommerbolig hvor jeg slår mit telt op.

Jeg nyder solnedgangen inden jeg træt går til ro. De sidste dages manglende søvn skal indhentes. Er en smule cykelmæt, så de sidste to dage triller jeg lidt rundt i området på må og få uden min alt for megen medbragte bagage.

Det lakker mod enden
Endnu et kloster på et mindre højdedrag lokker, da det umiddelbart ser ud til at være den bedst cykelbare vej til at komme op i højden for at få det store overblik og nyde udsigten. Ved indgangen og starten på serpentinervejen bliver jeg mødt af elektriske hegn og videoovervågning. Ligner mere indgangen til Vridsløse Statsfængsel end et kloster  og jeg stiller mig spørgsmålet, om de prøver at holde munke og nonner inde eller turister ude :o).

Jeg triller gennem porten, over dyreresten og bevæger mig op gennem en række serpentinersving.  På toppen møder mig et inferno af busser og biler. Det er søndag og åbenbart lidt af et tilløbsstykke. Jeg orker ikke at skulle til at stå i kø for at komme ind og min påklædning er jo heller ikke helt sømmelig, så jeg nyder udsigten mens jeg spiser en banan og drikker lidt vand.

En nonne går forbi og siger, et for mig uforståeligt,  på græsk, smiler og ryster lidt overbærende på hovedet.  Da jeg vil til at cykle igen, stikker  lille dreng mig en lap  papir i hånden, der på fire sprog venligt men bestem gør opmærksom på sømmelig påklædning ifald man har til hensigt at besøge klosteret.

Næste dag forsøger jeg adgang til bjerget the Hard Way, off road på noget som indbyder mere til vandring end cykling. Endelig når jeg panoramavejen jeg har udset mig på Google Maps og befinder mig nu ovenfor klostret med en vidunderlig panoramaudsigt, som dog på denne årstid skæmmes en del af varmedis. På nedturen kommer jeg forbi en gård hvor jeg omringes af de berygtede hunde. De er dog så svage at de hurtigt opgiver og vandflaskens vandstråle og lidt kiks har større interesse end mine cykelben :o)

Morgenflyver hjemover

Næste dags aften er det den tunge vej tilbage til trafikken, lufthavnen og natflyveren med et kort stop i  Riga hjemover.

  • Se alle billeder fra turen her

torben