På to hjul fra Goslar til Lubeck

Hvad gør turcyklisten, når den danske sommer viser sig fra sin mindre flatterende side, med regn og blæst og man lige har en uges tid i overskud til en mindre cykeltur. En mulighed er at tage nogle hundrede kilometer sydligere væk fra vand og kyst. Mest nærliggende er vores store nabo mod syd.  Tyskland, et land hvor stort set alting fungerer og det er en ren Vergnügen at være turcyklist.

Den oprindelige plan var cykling nord til syd mod Harzen, men vejret gjorde udslaget, så det blev den anden vej rundt.  Kombinationen cyklisme og kollektiv transport har sædvanen tro i Danmark stadig meget svære kår hvor den til stadighed står på aflysninger, nedlæggelser og togbusser i en uendelighed. Der er langt hen af cykelstien ikke noget at sige til at vi kører og ejer biler som aldrig før. Som inkarneret livstilscyklist og kollektivist må ens lid sættes til eget initiativ, benarbejde og en vis portion kreativitet, for at finde den letteste løsning ud af landet, måske det er sådan at være flygtning.

I mit tilfælde en kombination af bumletog til Nykøbing Falster, cykel til Gedser og færgen til Rostock.  Tyskerne har både befolkningsgrundlaget, viljen og ressourcerne til at opretholde en kollektiv infrastruktur der får Danmark til at ligne et Uland, så en togtur med cykel ikke ikke samme grad opleves som en forhindring, men en oplevelse.

Farvel til Danmark
Det er midt på dagen og jeg når efter en fredelig cykeltur fra færgelejet Rostock og stationen. Selvom solen stråler i Rostock er det blæsende og lidt småkoldt, så kontrasten er stor, da jeg godt 5 timer senere  står af i Goslar til vindstille og næsten 30 grader. Min medcyklist på turen står og venter. Han er ankommet en time tidligere fra Flensborg.

En mindre campingplads lidt uden for Goslar må gøre det ud for overnatning. Som altid når man er på campingtur går de første dage med at få rutinen ind på rygmargen. Selvom jeg har prøvet det adskillige gange er der altid nogle småjusteringer undervejs før man finder den optimale ind og udpakning.  Jeg må konstatere at mit minimalistelt fra ungdommens kåde år, med lav højde i kombination med min tiltagende alder og manglende fleksibilitet i kadaveret ikke længere er optimalt :o)  Autocamperfolket smiler lettere overbærende da det “grå guld”  næste morgen kravler ud af deres telte.  Men tro mig, jeg vil ikke bytte, camping er for mig stadig på primitiv vis og skal IKKE ligne den hjemmelige stue. Stempelkaffe og crossister ved stormkøkkenet er mere autentisk.

Ingen detailplan, så vi drejer til venstre op af serpentinervejen mod Claustall Zellerfeldt og ser hvad den bringer. Minderne fra de vilde alpeture ligger stadig i hukommelsen og nysgerrigheden efter at se hvad der åbenbarer sig efter hvert nye sving er stadig tilstede. Nu er Harzen ikke Alpe de Huez og de eftertragtede dalviews forbliver gemt bag træerne. Vi når passet og smiler lidt over skiltet med de få hundrede meter, da vi ikke rigtig syntes det er et rigtigt pas . Tyngdekraften står igen den kække cyklist bi og snart kommer vi til første vejkryds og beslutter at  tage en afstikker til Hanenklee og den berømte stavkirke som en norsk indvandrer har opført. Sjovt som folkefærd tager noget med sig fra deres hjemlande. Eifeltårnets fader Alfred Eifels gjorde det samme i Arica i Chile.

Fra før tjæreborgpræsten
Hanenklee er indbegrebet af en tysk kurby og det image Harzen har haft i generationer som stedet kun for pensionister på bustur før Tjæreborgpræsten og Simon Spies fandt på at flyve os til grisefester på Mallorca . Selv menukortet på frokostrestaurenten er på dansk. Efter optanking af mad og Ludvigs Dunkel tager vi en lille afstikkker offroad gennem skoven ned til den meget autentiske mineby Wildemann, inden vi igen må træde i pedalerne det sidste stykke til Claustall Zellerfeldt. Byen ligger i godt 600 meters højde og er et godt udgangspunkt for vandrere og mountainbikere med sit veludbyggede sti og rutenet. For os er det endnu for tidligt på dagen til at slå lejr, så efter et hurtigt kik på den flotte domkirke i træ forsætter vi i østlig retning mod Braulage. Undervejs får vi flere gange en forsmag på hvad der venter, iform af flotte views, mod Hochharz og det berømte Brocken i baggrunden. Trods mange års cykel fraværd i bjerge, er det rart at konstatere at de “gamle” ben da heldigvis kan lidt endnu.

Da vi nærmer os nationalparken og den befærdede 498 landevej fra Goslar, er det så som så med bjergidyllen, der hele tiden bliver brudt af den evindelige strøm af motorcyklister drønende op og ned i høj fart med donorkortet parat i baglommen.  En meget aggresiv skiltning henvendt direkte til de motoriserede tohjulede syntes ikke at have den ønskede virkning.  Har man mod på lidt stifinderi og offroadkørsel er der fine afmærkede cykelruter gennem nationalparken uden om trafikken.  What goes up must come down, gælder naturligvis, efter den lange og næsten 12 % lange lige opkørsel. Turen ind mod Braulage er næsten i frihjul. Temperaturen i Braulage nærmer sig de 30 grader så campingpladsen med skygge og velskænket Weissbeer er tiltrængt efter dagens cyklistiske udfordringer.

Heksebjerget
Næste dag småregner det fra morgenstunden så cykeltasker og telt får lov at blive stående og de “gamle mænd” vil forsøge et angreb på Brocken der topografisk nærmest ligner en miniudgave af Mt. Venteux. Det småregner og elendigheden vil åbenbart ingen ende tage, da vi meget sigende cykler igennem byen Elend. Herefter drejer vi fra den større vej og begiver os mod Schirke, hvorfra vi havde en forestilling om at vejen ville gå over i grus. Men både held og fremskridt er med os. Det er holdt op med at regne og vejen er asfalteret og bedst af alt, lukket for biltrafik. Inde i skoven begynder roen igen at indfinde sig kun afbrudt af det dampdrevne lokomotiv der sprudlende i røg og damp, kæmper sig op af bjerget. Flere gange krydser vi dens spor. Godt halvvejs oppe møder vi en ældre tysk cyklist, som trods hjælp fra sin elmotor alligevel kan cykle op og stadig få motion og glæde ud af det. Han fortæller kækt at det først nu for alvor bliver stejlt. Og ganske rigtigt flere steder og specielt det sidste stykke kunne et lavere gear have været rart, lykkeligt prisende at al bagagen denne gang er efterladt på campingpladsen.

De sidste kilometer mod toppen er alt hvad der kan kravle, gå og rulle ude, iform af gående, hunde, barnevogne, cyklister og hestevogne i en lind strøm. På den forblæste top 1.135 moh kulminerede det hele i ren massehysteri da det 9 vogns lange dampdrevne tog ankom nede fra Wernigerode og horder af menensker vælter ud med smartphonen i angrebsposition dokumenterende feriebillederne. Der er nærmest kø ved højdestenen til den obligatoriske fotografering. Så efter at have set toget tøffe mod dalen igen, med lige så mange mennesker, har vi fået nok og vender cyklerne downhill samme vej. I Kirche indfinder freden sig atter på den lille restaurent med friske kantareller på menukortet. Livsnyderen glemmer alt om reglementeret cykelvæske og indtager endnu en dunkel tysk bryg, vidunderlig opfindelse inden “cykellidelserne” tilbage mod Braulage…

Farvel til Harzen
Næste dag triller vi til Wernigirode der tidligere lå i det gamle Østtyskland og som har undergået en gevaldig forandring efter murens fald fra en lettere forfalden middelalderby, til igen sin stortids glans og pragt.  Det vrimler med alverdens nationaliteter, da byen er vært for en international klassisk korfestival. Cyklene parkeres og frokosten nydes på en fortorvs restaurent, mens livet spadserer sin vante gang forbi. Farvel til Harzen og os videre nordover, af mindre veje mens mens bakkerne blev mindre og mindre. Kort før middelalderbyen Hornburg passerede vi den gamle grænse som mindes med et stort vejskilt. Hornburg er lidt af en overset historisk perle og absolut et besøg værd for dem som gerne vil nyde freden og roen i historiske omgivelser. Den varme sommeraften nydes på torvet med den snart obligatoriske gode tyske bryg.

Godt vejr er vanedannende, så da det næste morgen omkring fem tiden begynder at regne, vender den søvnige cyklist sig om på siden og sover videre, under påskud af at det nok bare er en byge. Men man skal ikke tage noget her i livet for givet, heller ikke vejrets luner, så efter nogle timer med styrregn og torden, og begyndende vandindtrængning, søger jeg tilflugt i opvaskehuset. Heldigvis kan varm kaffe og lidt morgenmad hjælpe gevaldigt på humøret. Efter endnu nogle timers regn stilner det af og det lykkedes os at få pakket sammen og komme afsted. Men allerede lidt nede af vejen begynder det atter at regne. Keep Moving er løsningen for at holde varmen. Undervejs spejdes der langt efter kaffe og kage, men vi når helt ind til Wolfenbüttel, før vi finder en kinesisk restaurent, der denne søndag er propfyldt med mennesker. Maden var god og rigelig, så det var et par propfyldte turcyklister der trillede videre nordpå mod folkevognens fødested Wolfburg nu igen i fint vejr. Undervejs bliver vi overmandet af magelighed og trangen til komfort.  Telt og liggeunderlag skiftes ud med en stor suite til spotpris med køkken, og 50” fladskærms tv. En kærkommen lejlighed til at få pakket alt det våde gear ud og lagt til tørre, mens Tour de France løb over fladskærmen med tysk efter synkronisering.

Næste morgen stiger humøret yderligere nogle grader , under indtagelse af den omfattende morgenbuffet og en meget snakkesaglig og meget nedringet lyshåret servicetrice der kan få sat fut i selv den sløveste og trætte mand…

Elb Seitenkanal blev anlagt mellem 1968 og 1976 pga af opdelingen af  Tyskland, hvor man ikke kunne sejle videre af Elben ind i Østtyskland. En godt 130 km lang kanel anlagt over niveau og med en højdeforskel på godt 70 m forbinder Elben i Nord med Mittellandkanalen. Højdeforskellen klares af to sluseanlæg og en kæmpemæssig elevator der løfter skibene op og ned i et gigantisk badekar, et temmelig syrealistisk syn.  Oprindelig anlagt som en service vej langs kanalen fungerer den nu som fin cykelvej uden biltrafik.  Det er grusvej, men af god kvalitet.  Vi fulgte kanalen stort set hele vejen med afstikkere til indkøb og overnatning. Luneburg er et besøg værd, hvor bymidten er bevaret med de gamle købmandshuse.

Efter en overnatning på vel nok den mest fredelige campingplads nogensinde med svenske aner, og derfor opkaldt Bulderby i Buldendorf krydses den rigtige Elbe og vi forsætter nordpå langs den gamle kanal og saltrute mod Lubeck. En for cyklister flot anlagt 75 km lang rute med masser af cykelskiltning og info undervejs.

Efter godt 9 dage på cykel ankommer vi til Lubeck efter godt 500 km og godt cykelmætte. Næste morgen sættes kursen mod banegården og tog mod henholdsvis Flensburg og Puttgarten.

Tyskland er bestemt mere end ”Fahren auf der Autobahn og har masser af afmærkede og skiltede cykelruter, samt kortmateriale. Har man som os mod på at improvisere undervejs opdages tit nogle uopdagede perler.

Du finder mere inspiration til cykelrejser på nedenstående link …

• Relaterede links om turcykling