CYKELPORTALEN

Danmarks uafhængige cykelportal

TEST: Scott Solace Gravel eRIDE 20 TEST: Scott Solace Gravel eRIDE 20
eSolace Gravel fra Scott er forklædningens mester ud i at sløre at der er tale om en elcykel i mere end en forstand... TEST: Scott Solace Gravel eRIDE 20

Elcykler har på flere områder overhalet den almindelige pedaldrevne cykel. Denne tendens er fremherskende på stort set hele det europæiske marked.  Hvor mountainbike og dagligdags segmentet primært er elcykler med kraftige motorer, masser af moment og stor batterikapacitet, handler sportsegmentet, landevej og gravel primært om lette cykler med mindre motorkraft og batterikapacitet.

Vi tester Scott Solace eRide – gruscyklen primært til dem der stadig kan og vil cykle ved egen pedalkraft

For nogle år siden havde vi lejlighed First Ride at teste Scott’s entre på en e-landevejsracer på de italienske bjergveje. Med Solace eRide er turen nu kommet til gruscyklen og eRide 20 er på mere end et område lidt af en mester.

Specifikationer

  • Ramme: Solace Gravel eRIDE Disc HMX kulfiber
  • Forgaffel:Solace Gravel eRIDE HMX Flatmount Disc, 1 1/4″-1 1/2″
  • Geartrain: SRAM RIVAL XPLR eTap AXS, 12 Speed Electronic
  • Skiftegreb:SRAM RIVAL eTap AXS HRD Shift-Brake System
  • Kasette: SRAM XPLR XG1251, 10-44
  • Kranksæt: FSA eBike Alloy
  • Motor: TQ HPR50 Mid Motor drive
  • Batteri: 360wh internal
  • Bremser: SRAM RIVAL eTap AXS
  • Styr: Syncros Creston 1.0 X, Carbon 31.8mm
  • Frempind: Syncros RR2.0 1 1/4″ / four Bolt 31.8mm
  • Saddelpind: Syncros Duncan SL Aero
  • Saddel: Syncros Tofino Regular 2.0 Cutou
  • Hjul: Syncros  Capital 1.0 40 mm carbon
  • Dæk: Schwalbe G-Overland 700 x 50
  • Størrelser: XS, S, M, L, XL
  • Vægt: 13,34 kg
  • Farve: Prisme Oliven
  • Pris: eRide 30 kr. 49.995,-  testcyklen Ride 20 kr. 61.999,-

Afprøvning
Umiddelbart ligner Scott nye eSolace den ordinære Addict Gravel næsten til forveksling. Geometrien er den samme og kun lidt større dimensioner omkring skrårør og krankboks samt lidt bredere dæk afslører at der er tale om en elektrificeret gruscykel. Den flotte prisme lakering gør også illusionen næsten perfekt, en sand forklædningens mester ud i at sløre at der er tale om en elcykel. Men eSolace har flere esser i baghjulet end bare optisk bedrag. Den lave vægt kombineret med en af markedets bedste motorsystemer gør den til en sand fornøjelse at cykle på selv med motoren koblet fra.

Ramme og forgaffel er i Scott egen HMX kulfiber, og geometrien er afgjort sporty.  Cyklen er udstyret med 12 speed udgaven af SRAM Rival eTap AXS. Herudover sidder et udvalg af Syncros komponenter på resten af cyklen. Cyklen er udstyret med tre punkts flaskeholder på skrårøret og en almindelig to punks på saddelrøret. Der er endvidere indvendige bøsninger til montering af skærme. Al kabelføring er skjult fra styr til bagskifter.

Indbygget i overrøret sidder et lille display med en knap der tænder for motor/gearsystemet. Her kan du sekventielt vælge mellem de tre motorindstillinger plus naturligvis helt frakoblet. Ved dobbeltklik bladres der mellem forskellige visninger som distance, rækkevidde, kilometer og effekt.  Wattmeteret er dobbelt så du kan se hvor mange watt motoren giver og hvor mange watt du træder. En gemick for nogle, men egentlig ret nyttigt, ikke mindst når motoren ikke bruges. Er du tilmed i rimelig god form bliver du langt hen af cykelvejen også bekræftet i hvor lidt motoren egentlig bruges.

Motorsystemet fra tyske TQ, er afgjort cyklens juvel. Det er med god margen et af de afgjort bedste letvægts systemer på markedet pt. Selve motoren er let og ekstrem lydløs. Dækstøjen fra de brede Schwalbe dæk overdøver motoren der brillerer med en ganske sagte snerren. Motoren arbejder diskret i baggrunden med helt umærkeligt indgreb.  Der er tre motorindstillinger at vælge imellem, der alle kan konfigureres individuelt mht effekt, assist og pedal respons via en app.  Rækkevidden ligger mellem godt 38 km og 160 km afhængig af motorbrug på det indbyggede batteri. Det lyder ikke umiddelbart af meget, men i praksis er det mere end rigeligt fordi motorbrugen er yderst minimal. Vil du have ekstra rækkevidde kan tilkøbes en ekstra batteripack til montering i flaskeholderen. Da batteriet er indbygget i rammen, kan det kun oplades direkte via stikket nede ved krankboksen. En fuld opladning tager godt 2,5 time.

Med en totalvægt på kun 13 kg var cyklen for denne tester ikke tungere end min daglige gruscykel i stål. Derfor var den også en fornøjelse at cykle på selv uden motorhjælp. En sjov observation, hvis ellers ens dagsform er rimelig god, er hvor lidt motoren bruges i praksis. Her giver den indbyggede wattmåler også en fin indikation af ens tråd og formåen.

Kørselsmæssigt er Solace eRide 20 afgjort mere almindelig sportscykel end elcykel. Den reagerer prompte og accelerer godt primært pga de lette Syncros Capital hjul.  Cyklen er godt afstemt og det lave tyngdepunkt og lave vægt gør at den i praksis opfører sig som en almindelig gruscykel med en god balance ude på sporet. I modsætning til landevejsudgaven med navmotor er den styrmæssigt helt neutral.  Du kan sagtens cykle den helt uden motor og følge med, også i teknisk terræn.  Motorsystemet er meget blidt uden de voldsomme indgreb og moment der kendetegner mange af de toneangivende brands motorsystemer.  Men fortvivl ej, der er rigeligt med kræfter i motoren til at få dig op af stigningerne, hvis der ikke er mere kraft i dine egne stænger. Det foregår bare på en dejlig  udramatisk måde hvor cyklen stadig primært føles pedaldreven fremfor eldrevet. En sjælden egenskab ikke mange af de nærmeste konkurrenter kan gøre Scott efter.

Plus

  • Mere cykel end elcykel
  • Optisk design
  • Lav vægt
  • TQ Motorsystemet

Minus

  • Prisen

Konklusion
Scott Solace Gravel eRIDE 20 vil for mange være den optimale elektrificerede gruscykel. Der er stort set intet at udsætte på dens ydeevne, hvis målet primært stadig er at have en pedaldrevet gravelcykel, men med lidt ekstra hjælp til når det kniber. Desværre er Scott cykeldrømmen en smule dyr…

Link

 

 

 

CYKELPORTALEN