PirelIi dæk har fornemme rødder inden for motorsport. I 2016 startede Pirelli beskedent med kun tre forskellige cykeldæk. Idag fem år efter er deres produktprogram udvidet til mere end 120 forskellige cykeldæk. Selvom Velo Pirelli er en selvstændig division, trækker de stadig på alle de fælles teknologier indenfor hele dæk koncernen. Det betyder at udviklerne hele tiden har adgang til den nyeste viden og teknologi, når der skal udvikles nye cykeldæk. Dette er også afgørende for hastigheden hvorved de lancerer nye dæk. Læs også vores test af P Zero Race TLR
Cinturato™ Gravel Hard Terrain er specielt udviklet til tørt og stenet underlag. Programmet omfatter foruden de testede 650B også 700 C i forskellige bredder, alle med det samme lave og kompakte mønster. Til denne test har vi prøvet deres bredeste variant 650b x 50 mm.
Specifikationer
- Materiale: SpeedGRIP Compound
- Dimensioner: 650 x 50 mm
- Anbefalet dæktryk: 29 – 58 psi
- Mønster: Gravel H
- Vævningstæthed: 127 tpi
- Vægt: 540 gram
- Pris: kr. 449,-
Afprøvning
Pirelli CINTURATO™ 50 x 650b Classic Gravel H fås både i den klassiske sorte farve og den meget udbredte med brune tanwall sider. Med en bredde på 50 mm er vi ovre i mountainbike størrelsen. 650B hjulstørrelsen som i bund og grund svarer til 27,5 MTB har indtil videre ikke rigtig slået an i Danmark, og det er stadig primært de mindre niche cykelbrands der udbyder cykler med denne størrelse, og primært til hardcore gravel/bikepacking.
Cinturato fås i to udgaver den testede der primært er til tørt og fast underlag og mixed som er mere allround med kraftigere mønster. For få år siden var et dæk på en landevejs/allroad cykel på 50 mm utænkeligt, men udviklingen ændrer sig.
Et graveldæk med en bredde på 50 mm lyder umiddelbart langsomt. Men det er langtfra tilfældet med Pirelli Cinturato. Ved at kombinere deres Speed Grib compound med en høj vævningstæthed på 127 tpi (threed pr inch) der normalt kun findes på High End race landevejs dæk, med en forholdvis tæt og kompakt mønster, har de formået at komme op med et dæk der løber forbavsende let og hurtigt i kombination med en fantastisk dæmpning og komfort. På grusveje med fast tørt underlag er det klart på hjemmebane.
Dækket fungerer lige godt med slange som med Tubeless. Det er retningsbestemt og scorer højt ved at være uhyre let at sætte på/tage af. Det springer let på plads på de fleste moderne fælge. Formodentlig pga af den meget glatte overflade omkring kanttråden.
Mønsteret er tæt og lavt , hvilket gør det letløbende også på asfalt hvor dækstøjen er minimal. Det lidt højere mønster i siderne giver god vedhæftning i sving på løst grus. Skovstier og trails klarer dækket fint så længe det er rimeligt tørt. Som vinterdæk offroad egner det sig mindre godt. Her føles de subjektivt lidt som at køre på brun sæbe.
Dækket har god modstand mod punkteringer og slidstyrken virker god. Efter små 1000 km kunne man begynde at ane slid på baghjulet mens der endnu ikke ver nogen antydninger på forhjulet. Som sommer graveldæk er det perfekt og for den eventyrlystne Bikepacker på den store tur er det også et fint og godt godt allround valg, til trods for sine begrænsninger omkring mudrede og vådt føre (gælder dog ikke landevej). Der er forøvrigt minimalt med dækstøj på asfalt.
Plus
- Lav rullemodstand
- Letløbende også på asfalt
- God komfort
- Godt greb på tørt fast underlag
Minus
- Vådt og mudret føre
Konklusion
Pirelli CINTURATO™ er lidt en ulv i fåreklæder. På papiret skulle det være tungt og langsomt, men sådan forholder det sig ikke hvis du vel og mærk primært kører på hård tørt underlag. For gravel/bikepacking cyklister der prioritetet hurtighed med god komfort højt, er det et godt valg. Kun under mudrede og meget våde forhold falder det igennem.
Link