Solkysten omkring Malaga og Faro har altid været folkeudgaven af den franske Rivera, selvom det kan debatteres hvad forskellen reelt er. Endeløse strande med folk og hoteller i stimevis. Eneste forskel er prisen på legetøjet. Men som så mange andre hippe steder, har de også en off season, hvor det er til at få luft og nyde de trods alt mange smukke steder.
Dette er beretningen om en solotur naturligvis på cykel fra Malaga til Faro. Lyder kedeligt ikke ! Måske, men de to lokationer er lette og billige at komme til 24/7 året rundt, da ethvert flyselskab med respekt for sig selv, sender flyvende aluminiumsrør afsted adskellige gange om dagen fra alle betydende Europæiske lufthavne.
Fra Malaga op i bjergene.
De fleste forbinder sikkert den spanske solkyst med hoteller i tusindtal klemt inde på det smalle stykke mellem bjerge og Middelhavet. Hertil spanske frikadeller på dårligt oversatte menukort og Manuel i baren som brillerer med danske gloser, når han hælder cocktails i glassene. Nuvel sikkert en aftagende kliche fra dengang Halløj På Badehotellet havde sine velmagtsdage, og mange elsker det jo trods alt. Selve Malaga overser mange og det er egentligt lidt synd, da den faktisk har rigtigt meget at byde på. Har du tiden, er Katedralen og Cidatellet med en imponerende udsigt over by og bugt afgjort et besøg værd, men lad cyklen stå. Byen er et trafikalt helvede for de tohjulede og det ridende politi på bymuren syntes ikke om cyklister.
Up North in the Mountains, er vejen hvis du vil cykle og gerne vil nyde sceneriet og freden og roen, væk fra hotelsiloer, endeløse barer og “småberusede” turister i udlejningsbiler. Men ikke i højsæsonnen, for da finder de også herop. Hardcore bjergcyklister kan prøve kræfter med Sierre Nevada bjergkæden som rummer nogle af Spaniens højeste bjerge og pas. Du finder en turbeskrivelse her. Er du mere til touring og gravel kan turen gå fra Malaga til Faro. På denne tur er stigningerne moderate og trafikken minimal ihvertfald i vinterhalvåret. Spaniens rigtige offseason er januar. Samtidig kommer du forbi nogle af Andaluciens største turistatraktioner, som i vinterhalvåret er til at komme i nærheden af hvis du gerne vil indsnuse stemningen uden alverdens smartphone hungrende nationaliteter vimsende omkring dig.
Se flere billeder fra turen her
Kun små 35 km nord for Malaga ligger en lille perle og venter en på toppen af et mindre bjerg. Alora er en af de mange typiske Hvide Andalusiske byer, her suppleret med en flot middelalderborg og kapel på toppen. Bag byen højt på en klippe ligger byens vartegn El Haccho med et stort hvidt kors. Der er omkring 6 kilometer til toppen. Turen kan gøres på MTB eller på dine dertil indrettede gåben. Fra toppen er et fantastisk view ned over Alora og ud over landskabet.
Det er tredie gang denne forfatter besøger byen, som nu for alvor er blevet lidt af en kærlighedserklæring med dens stejle og smalle gader. Hertil kommer en usædvanlig ro og stemning, specielt når mørket sænker sig og en stilfuld belysning oplyser borg og gader. Her kunne jeg sagtens nyde mit otium med en lille beskeden apartamento i byen og daglige cykelture i de smukke kuperede omgivelser.
Det store vandresovair omkring El Chorro ses ofte fra luften under indflyvningen til Malaga. Kort før toppen kommer den imponerende dæmning til skue og den gamle melfabrik, idag ombygget til 4 stjernet hotel, der lidt usædvanligt giver mig ly for natten. Jeg er eneste gæst da hotellet officielt er lukket julen over. Men sikke en luksus og smagfuld indretning af den gamle industribygning langt fra de ens udseende hotelsiloer langs kysten . Udsigten fra terrassen er alle pengene værd.
Lidt sjovt at gå rundt i den lille by som i højsæsonnen oversvømmes af vandreturister. Møder et par hardcore danske klatrere . De har taget turen herned i en gammel varevogn. De klatrer på de lodrette klipper om dagen og sover i bilen om natten. Jeg holder mig til to hjul 😀
Jeg tager en aftentur de godt 4. km ud til slugten, kendt for sine spektakulære vandretrapper skruet direkte ind i den lodrette klippevæg. Ikke for sarte sjæle med højdestræk, specielt når man komme rundt om hjørnet og bevæger sig ind i slugten, hvor jernbanen krydser flere steder inde i gallerier. Jeg nøjes med at kikke på afstand, da attraktionen er julelukket.
Juledags inspektion af cyklen afslører at jeg kun har en’ fungerende bremse, forbremsen. Af uforklarlige grunde har jeg tabt bremseklodserne på baghjulet. Måske sket under flytransporten, men lidt underligt da låsepalen stadig sidder der. Ingen cykelsmed før Ronda, så jeg må tage chancen. Det går heldigvis fint da det hovedsaglig går opad mod Ronda. Min lidt for fantasifulde Off The Beaten Track ruteføring, er dog en knap så sjov en udfordring, specielt da det atter går nedaf en stenet grusvej med tasker på forhjulet og kun en’ forbremse. Jeg tager ingen chancer og klarer skærene, med stor forsigtighed og en hel del trækken. Ingen grund til at friste skæbnen unødvedigt når man cykler alene og stort set ikke møder andre mennesker.
Vel fremme i Ronda med alle lemmer i behold og reparation af bremse hos den lokale, meget velassorterede lokale cykelpusher, bruger jeg eftermiddagen på at lege turist, denne gang i solskin. Naturligvis tiltrækker Ronda med dens spektakulære slugt, bro og beliggenhed på toppen af den famøse sandstens klippe, tusindvis af turister. Heldigvis er langt de fleste på dagsture med tog/bus fra solkysten, så ligesom de berømte klostre på Mallorca, lægger freden sig om aftenen. Sidst jeg var her, var det i 8 grader og regnvejr, så den spektakulære bye nydes i fulde drag. Finder et billigt hotel i centrum af byen, med udsigt mod gågaden og spanske udgaver af julesangs skatten strømmende ud af højtaleranlægget. Så kan han lære det, ham cykel Schrouge 😆
I december er det køligt om morgenen og lunt om efter middagen. Med fornyet tiltro til min cykels tekniske tilstand, har mit indre biologiske ur svært ved at omstille sig til spansk normal 10-11 tid, så jeg kommer afsted lidt for tidligt. Nedturen fra Ronda klippen og en temperatur på 3 plus, minder lidt for meget om dansk vinter 😃. Til gengæld er udsigten ti fold bedre og luften knastør. Den danske vinter har aldrig stået særlig højt på min Bucket list.
Omkring endnu et af de mange vandresovairs får jeg et kort glimt af byen Olvera med sin smukke borgmur, liggende som en hvid siloet i det fjerne. Ville egentlig have været forbi, så det er en smule ærgelig jeg senere på dagen må konstatere at der går en cykelrute på en nedlagt jernbanelinie. På den anden side af bjergmassivet i Puerto Serrano finder jeg endestationen der nu er BB og restaurant. For kun kr. 167,- får jeg et værelse med bad og morgenmad. Isolation og centralvarme er stort set ikke eksisterende på de mere udmyg BB, så nætterne kan være kolde. Bed om et ekstra tæppe, eller bedre tag din sovepose med hjemmefra.
Efter sen frokost/aftensmad i rigelige mængder igen uden at vælte budgettet, går jeg et par kilometer ud af den gamle jernbane linieføring, som forbinder Puerto Serrano med Olvera, godt 45 km. lang. Med et fald/stigning på 10 % allerede en kilometer ude ,er den oprindelige linieføring vist ikke helt bibeholdt 😀 Mørket sænket sig, og jeg vender om. Det må blive en anden cykelgang…
De næste dage ændrer landskabet karakter fra det stejle klippe agtige til mere moderat bakkeagtigt landskab med store vidder og højt til loftet. I Utrea beslutter jeg at droppe Sevilla og begynder at trille vestover. I et pandekage flat vådområde og en for årstiden temmelig kold vind krydser jeg floddeltaet Guadalquert hvis hovedstrøm løber gennem Sevilla. Her oplever jeg for første gang nogle af de afmærkede spanske cykelruter, jeg har læst om hjemmefra. Sevilla skulle ifølge cykelkyndige være en af de byer i Spanien med det bedst udbyggede cykelrutenet, som jeg dog i denne omgang vælger at springe over. I forstaden Coria del Rio krydser jeg floden på en lille pram og får kort et view af storbyen i det fjerne.
Se flere billeder fra turen her
Med vinden i ryggen går det nu ud over de vilde stepper mod Huelva. Landskabet mod syd, er fladt, mens der mod nord rejser sig en næsten lodret forskydning i landskabet, formodentlig skabt ved jordskælv. Overalt støder jeg på efterladenskaber fra dengang Spanien var på arabiske hænder. Nogen steder flot renoveret, andre steder helt i forfald.
Kystbyen Huelva har også disse efterladenskaber der dog forsvinder bag en Skyline af moderne hoteller og kontorbygninger. Gågaden med de dyre mærkevarer butikker, byder på et af de mest spektakulære laser julebelysning jeg endnu har set. Her kunne vores lille Tivoli godt lære lidt 😀
Fra Huelva er der godt 50 km til den portugisiske grænse. Turen er jævnt kedelig, da man ikke kan følge kysten på grund af de mange floder og vådområder. Igen lidt tilfældigt krydser jeg noget der ligner en nedlagt jernbane. Og ganske rigtigt den løber helt ind til Ayamonte. Dog visse steder af megen tvivlsom kvalitet. Men hvad gør den eventyrlige cyklist ikke for at undgå vor tids herskende klasse, den allestedsværende privatbilismen. Her møder jeg ogå de første modkørende turcyklister på hele turen. Både spaniolerne og portugiserne er ivrige motionscyklister, som jeg møder masser af på deres racercykler, men ofte kun ude på hovedvejene. Meget apopros til den megen debat om vores plastikspild, vrimler det her med drivhuse udelukkende i blød plastik, som får lov at ligge alle vegne. Tænk lidt på det næste gang du køber billige spanske appelsiner og tomater.
Grænsen mellem Spanien og Portugal skilles naturligt af floden Guadiana. Indtil 1965 kunne man kun krydse via færge fra Ayamonta. Idag er der en flot motorvejsbro, men cyklister og gående er heldigvis stadig henvist til færgen. Turen over til Santo Antonio tager små 20 minutter og koster 2 Euro. En smuk tur i morgensolen.
Hele Algave kysten der vel regnes for den portugisiske udgave af den franske Rivera og Costa Del Sol er i direkte sammenligning lidt en sjælløs og tam affære. De kilometer lange strande er her, kun afbrudt af nogle få mindre hotel og badebyer. En af grundene er at der i 1755 var et meget voldsomt jordskævl langs hele kysten som udslettede alle de oprindelige byer. Kun Santa Antonio og Faro gik fri, formodentlig fordi de ligger på de udbredte sandbanker som isolerede dem for rystelserne. Derfor kan Faro fremvise en gammel bydel som er stort set intakt og som giver mindelser om et Portugal da de var en stor søfartsnation.
De sidste dage nydes til på gåben at tøffe rundt og kikke på gammel og mange steder megen forfalden arkitektur, samt elinstallationer der minder om dem jeg oplevede i Bolivia og Peru. Nogle vil kalde em mere autentiske. Som i bedste westernstil står mange af bygningers facader kun tilbage med en ny ligegyldig kasse muret på bagsiden.
Selvom jeg kun lige har snust til Portugal er kontrasten til Spanien stor. Hvor Spanien efterhånden ligner Europa flest med en supereffektiv men åh så kedelig infrastruktur, er Portugal stadig autentisk og lidt mere afslappet i livstilen. Men det ændrer sig jo nok desværre snart…
Se flere billeder fra turen her
