CYKELPORTALEN

Danmarks uafhængige cykelportal

Old fashion Rock’n Roll Old fashion Rock’n Roll
Tynde rør og klassisk styling med et snert af nymodens teknologi Old fashion Rock’n Roll

Nogen  inkarneret landevejs cyklist har jeg aldrig været. Den noget selvhøjtidlige og showoff agtige atmosfære der præger landevejssporten appelerer ikke rigtig til mig. Jeg er nok mere til gravel/touring og mountainbiking.  Bevares jeg har da ejet et par landevejsrammer  og siden testet adskellige High End kulfiber landevejsracere, men når jeg selv skal bestemme falder jeg næsten altid tilbage på stål,  med nogle enkelte undtagelser.

Trods de åbenlyse vægtmæssige fordele ved kulfiber og aluminium har de store rør dimensioner i min optik aldrig gået hånd i hånd med hurtigheden i en landevejsracer. For mig skal en landevejsracer være klassisk med tynde rør og almindelige hjulsæt. Ingen højprofil klovnehjul til mig. Alene lyden af de resonans rungende kulfiberrør og højprofilhjul  og friløbsnav der skriger på fedt, står i skrap  kontrast til en elegant tyndprofilet stål- eller titaniumsramme med afstemte hjul, hvor friløbsnavet tikker afdæmpet, mens du diskret kan flyde gennem landskabet og nyde roen. Sådan vil jeg nu engang helst have det…

Oprindelig blev den gyldne Genesis Croix De Fear ramme indkøbt til brug i sammensæt din egen drømmecykel, der egentlig skulle tjene som inspiration for andre, om at det ikke behøver at være så svært selv at sammensætte sin egen personlige cykel og at det ikke nødvendigvis skal koste en formue, forbeholdt kun for de mest velbeslåede.

Rammen er en næsten klassisk stål ramme  primært konstrueret til 700 c hjul.  Det sidste års tid har den fungeret som testcykel med x1 geartrain og 650B hjulsæt. En opsætning som jeg aldrig syntes har fungeret særligt optimalt. Primært fordi geometrien  ikke rigtig er skabt til det og giver for mange kompromisser. Men det har været et sjovt eksperiment.

Derfor blev en gammel SRAM Force 10 speed gruppe fundet frem af gemmerne og der blev indkøbt et par nye entry disk hjulsæt på tilbud fra Mavic.  Det er vist ingen hemmelighed at Mavic er i store økonomiske vanskeligheder og man i øjeblikket forsøger at redde firmaet med nye investorer. Men det gør jo bestemt ikke deres produkter ringere. Jeg har stadig større respekt for de gamle mærkevare brands, når det angår hjulsæt, end de mange noname brands som fødes og dør i en uendelighed…

Force gruppen er fra 2010 og var SRAM entry ind på landevejsområdet.  Den har “kun” 10 gear og første generations Doubletap gearskifte, der kræver megen tilvænning og fein gefuhl for at fungere optimalt. Bestemt ikke en gruppe hvis du skal skifte gear hurtigt og tit. De nyeste generationer fra SRAM er en helt anden verden og fungerer klasser bedre, stadig meget kontant, men mangler stadig den lækre “Som i smør” følelse som kun Shimano formår at konstruere. Opvokset med 6 og 7 gears kassetter er en ti gears kassette i kombination med et dobbelt kranksæt rigeligt til mig og min kørestil.

Med de 30 mm håndlavede Challenger dæk, er dette cyklen man bare hopper op på og triller derud af i timevis. Dækkene er så brede og så komfortable at en tur af en bedre grusvej  sagtens kan gøres til en oplevelse, men slidstyrken er ringe og prisen er høj, så der er indsneget sig en smule liebhaveri i dækvalget.

The Golden Bike  er ingen sprinter og  fluelet bjergged, men derimod en harmonisk gentlemans racer for ham/hende der bare skal nyde turen og som altid får en hjem uden at føle sig mørbanket i krop og sjæl.

Blandt lirefolket er skærme bandlyst, men med det vejrlig vi har i Danmark, er skærme en stor behagelighed som jeg under ingen omstændigheder  vil undvære. Skal det endelig være lidt lir over dem, kan man jo vælge noget andet end sort plastik selvom de valgte  Curana Mudguard Lite bestemt ikke er nogen skønhedsåbenbaring, men med en  gang matsort spraymaling skal de nok blive helt pæne på et tidspunkt.

Sådan en “gammeldags” stålged  er for mig, langt hen af cykelvejen, hvad cykling drejer sig om, afslapning, afstressning og behersket tempo i alt slags vejr sommer som vinter… Det fede ved denne old style havelåge, er at cykling bliver en oplevelse og fornøjelse hvor alting går op i en højere enhed, fremfor at fokusere på ligegyldige specifikationer og lir…:o) En køremaskine for de langsommelige og som ikke koster nogen herregård… Rigtig god fornøjelse med dit eget cykelprojekt.

 

torben