Danmark har stolte traditioner indenfor klassisk bådebyggeri og umiddelbart kan vejen fra en klassisk træbåd til en cykler i træ, syntes ret lang. Paul Harder Cohen har bygget både og møbler næsten fra barnsben først i træ og siden i kul- og glasfiber og har været medkonstruktør på nogle af de hurtigste konkurrencebåde vi ser på vandet. Sideløbende har han også været teknisk konsulent for cykelfabrikken Merida omkring støbeforme til cykelstel.
Mette Walsted Kristiansen er uddannet grafisk designer og meget passende ud af bådebyggefamilie, så da deres veje krydsede, var vejen banet for udvikling og produktion af cykler naturligvis i dansk asketræ og med al den sjæl som kun det materiale kan tilføre til oplevelsen at trille rundt på noget unikt.
I modsætning til de fleste andre træcykler på markedet er hele den bærende del i hovedrammen udført i et stykke formstøbt stykke asketræ, som herefter er beklædt med en hul skal, med en kerne af balsatræ. For at fordele belastningen jævnt over hele rammen er den yderligere forstærket med lamineret kulfiber. Krankboksen er i titanium og området omkring styrfitting og saddelpind har indstøbte glasfiberør. Den hule bokskonstruktion gør at rammen er lige så stiv som de bedste kulfiber- og stålrammer. Alt er håndarbejde, så der ligger adskillige timer i hver eneste ramme. Alle metaldele der indgår i rammen er ekstra korrosionsbeskyttede belært af erfaringer fra bådeindustrien. Det betyder at selve rammen er beskyttet på samme måde som en båd med en epoxy coating og efterfølgende flere lag lak.
Træcykler med sjæl
Træ har fra naturens side alle de egenskaber man kender fra moderne kulfiberstel, men uden de miljømæssige problemer og med masser af sjæl. Træ er et organisk materiale hvilket stiller nogle håndværksmæssige krav og ikke mindst mange års erfaring med materialet for at kunne få det optimale ud af det. Ligesom trægulve ikke giver samme træthed i benene at stå på, så er en velkonstrueret cykelramme i træ også en helt andet oplevelse at cykle på. Asketræ findes i Danmark i rigelige mængder og er sejt og stærkt. Hertil er det forholdsvis let at forarbejde.
CohogCo laver to modeller, Aage og Gustav, som hver kommer i tre størrelser, Stor, Medium og Lille. Aage er med klassisk turgeometri; en smule mere oprejst kørestilling som giver mere komfort specielt over lange distancer. Gustav derimod er en klassisk stejl racergeometri der giver en livlig og meget responsiv cykel men med den karakteristiske egendæmpning som træ har. De to rammer kommer i tre udstyrsvarianter, med klassisk gedebukkestyr, lige Albatros turstyr og enlig med traditionelt mountainbike styr.
Gearkomponenter kan sammensættes individuelt med kæde eller bæltedrev og bl.a med gearkomponenter fra Gevenalle som vi tidligere har testet. CohogCo hjemmeside er endnu i opstartsfasen, men det er meningen at kunden selv skal kunne sammensætte sin drømmecykel via en online konfiguration på hjemmesiden.
Fremtidens ladcykel i kulfiber
Et andet spændende produkt som endnu er på prototype stadiet, er en helt nyudviklet ladcykel i kulfiber. Med udgangspunkt i det klassiske LongJohn, har Paul redesignet konstruktionen omkring forhjulet, som er den nuværende konstronstruktions største akilleshæl. Ved at udforme ophænget som en wishbone konstruktion omkring en enkeltbenet Lefty forgaffel kan den akavede og meget eftergivende forhjulskonstruktion elimineres, hvorved både stivheden, venderadius og ikke mindst køregenskaberne bliver væsentligt forbedret. Rammen som er i kulfiber skal produceres i Danmark efter samme principper som vi kender fra glasfiberbåde. Rammen bliver i rå ubehandlet kulfiber som har en levetid på 30 til 40 år. Den nye ladcykel vil kunne laste op til 200 kg og bliver officielt t præsenteret på Copenhagen Bike Show til marts 2016.
Fælles for alle CohogCo produkter er høj kvalitet, æstetik og funktionalitet bygget på en bæredygtig tilgang til materialer, produktion og mennesker. En cykelrygsæk lavet i genbrugs condura og som kan bruges som traditionel cykeltaske er seneste eksempel på firmaets kreative løsninger.
Niche tilbehørsprodukter
Ud over deres egne cykler har CohogCo også importen af nogle spændende og eksklusive nicheprodukter indenfor cykeltøj og hjelme. Showers Pass er et cykeltøjfirma fra Oregon USA, og i en kvalitet og med en funktionalitet vi normalt ikke finder meget af på vore breddegrader.
CohogCo har netop afholdt åbningsfernisering af deres nye workshop på Nordhavnen, hvor man altid er velkommen til at aflægge dem et besøg og prøve cykler eller se hvordan de bliver produceret.
Link