Ægte cykelpassion lever stadig
MESSER 8. februar 2016 CYKELPORTALEN
Uden på nogen måde at ville anfægte moderne industriprodukters force omkring ensartethed i fremstilling, stort udbud og attraktive priser, er det alligevel som om noget er gået tabt. Specielt når man som jeg været igennem hele møllen af cykeltyper fra den første trehjulede cykel i stål til dyre kulfiberrammer med pladehjul. Passionen og den håndværksmæssige stolthed for produktet er ligesom forsvundet og ofte står man kort tid efter, man igen har givet efter for sin købetrang og kastet sine sparepenge efter endnu en “drømmecykel” med den samme underlige fornemmelse og føler sig en smule snydt…
Selv topklasse produkter (læs dyre) fra de store mærkevareproducenter er stadig “bare” et industriprodukt på godt og ondt, hvor den skyhøje pris nogengang kun retfærdiggøres af dyre komponenter og en lidt for smart markedsføring og et væld af gode historier. Men naturligvis har og er alle ikke sådan indrettet, men har du stadig ikke fundet cyklen og besluttet dig for at bruge børneopsparingen på det ultimative “statussymbol”, og for alvor vil skille dig ud i mere end en forstand, skal du måske søge helt andre græsgange end mainstream producenterne kan tilbyde. Din tegnebog vil stadig blive lænset, men du får en helt unik oplevelse og et produkt helt efter dit eget hoved, godt hjulpet på vej af et rigtigt menneske med stor håndværksmæssig kunnen og erfaring og som har lagt en masse kærlighed, tid og kælen for detajler, i at fremstille netop DIN cykel. En oplevelse du aldrig vil kunne få i en dusinvare uanset pris. Kendetegnende med de mange håndbyggede cykler er at der stort set ingen grænser er for materialevalg og andre konstruktionsmæssige finurligheder og ønsker fra din side. Kan den ene ikke tilfredstille dine krav kan den anden.
NAHBS
Langt størstedelen af alverdens cykelmesser omhandler masseproducerede cykler, men der findes to cykelmesser som skiller sig afgørende ud ved udelukkende at udstille produkter som enten er helt unikke eller kun laves i meget små styktal. Den største af slagsen hedder NAHBS der er forkortelsen for North American Handbuilt Bicycle Show. De så dagens lys en vinterdag i januar 2005 i Houston. Starten var beskeden med 23 udstillere og 700 besøgende. Året efter i San Jose var udstillerantallet fordoblet og 3000 besøgende kikkede fordi over de tre dage. Siden er det gået slag i slag og messen er vokset år for år.
Fra udelukkende at være en messe for amerikanske rammebyggere har den udviklet sig til at være lidt af et udstillingsvindue for alverdens cykelbyggere. Flere danskere har også udstillet gennem tiderne og endda blever præmieret for deres design. Messen er idag det mest betydende internationale udstillingsvindue for hvad alverdens rammebyggere kan præstere. Også cykeldesignere fra de toneangivende stor cykelproducenter kikker forbi for at spotte trensd og tendenser, som virkelig får fri udfoldelse her.
Brænder man for cykler og vil man se ægte kunst og kreativitet ud i konstruktion af cykler og stel, bør man mindst en gang i sit cykelliv give sig selv den gave og besøge NAHBS. 2016 udgaven løber i år af stablen fra den 26-28 februar i det solbeskinnede Sacramento godt 135 km fra SFO nærmere bestemt i Old Convention Centeret i centrum af byen.
Læs mere om NAHBS 2016 her
Bespoked UK
Er USA og Californien en for stor mundfuld, findes et lidt mindre europæisk alternativ i England. Bespoked UK Handmade Bicycle Show så dagens lys i 2011. Ligesom USA har England også et stor tradition for en lille kreds af stelbyggere. Messen har eksisteret siden 2011. Fra godt 40 udstillere i 2011 til i 2015 at have godt 120 er messen også vokset støt. De senere år har de endvidere haft deltagelse både fra USA, Tyskland og Taiwan. 2016 udgaven foregår i Bristol fra den 15 til 17 april og ligesom Copenhagen Bike Show foregår det også i gamle remissebygninger, som Bristol ligger i umiddalbar forlængelse af centralstationen. Gør dit besøg til en større oplevelse og tag cyklen med og kryds Bristol kanalen og besøg det skønne kuperede Wales.
Læs mere om Bespoked UK Handmade Bicycle Show her