AIGLE, Schweiz, Juni 2011
Den internationale cykelunion åbnede I den forgangne uge dørene for en lille skare af cykeljournalister fra England, Danmark, Taiwan, Tyskland og USA. Formålet er at forbedre deres image og bygge et stærkere bånd med cykelindustrien.
Union Cycliste Internationale (UCI) præsident Pat McQuaid bød velkommen til et to dages besøg på UCI’s hovedkvarter, som ligger smukt i Rhone dalen med 3000 meter høje bjerge knejsende på begge sider, ikke langt fra Genfer søen. Den imponerende bygning som blev indviet i 2000, rummer foruden UCI administration også træningsfaciliteter som er åbne for alle.
Programmet var fastlagt til møde med McQuaid og Julien Carron, som er UCI nye tekniske koordinator for det meget omdiskuterede Frame-Fork stickering program.
Desuden havde vi en rundvisning og havde lejlighed til at cykle på UCI World Cycling Centers 250 meter Velodrome, som bruges som træningsfacilitet for ryttere fra hele verden.
McQuaid åbnede mødet med at sige at UCI i fremtiden har behov for at forklare sig selv bedre, da de alt for ofte bliver fejlfortolket. ”Vi er alle i samme båd, vi er så og sige indenfor samme industri og vi har de samme mål, nemlig at udvikle og forbedre cykelsporten”
Et af de helt store samtaleemner i den seneste tid, har været UCI mærknings program som kræver at fabrikanter af rammer og forgafler fremover skal betale for at få deres udstyr certificeret og godkendt til deltagelse i alle ProTour løb.
UCI indrømmer, at de aldrig været særligt gode til det tekniske omkring cykling, og bl.a. derfor har man nu ansat Julian Carron, der har en uddannelse som materiale ingeniør, indenfor komposit materialer, til at varetage deres såkaldte Homologation program.
Carron fremlagde onsdag på et to timer langt møde, detaljerne for den kommende godkendelses procedure, noget om omkostningerne og tidsplan, samt de tekniske overvejelser der ligger til grund for programmet.
UCI har indset at der i det nuværende krav, Lugano Charteret fra 1996, ikke er tidssvarende og har givet anledning til visse uoverensstemmelser som gør det vanskeligt både for UCI’s egne kommissærer, men også producenterne at finde fælles ståsted, da det er kompliceret og uforståelig. Det betyder at der har været eksempler på cykler som blev godkendt til et løb den ene dag og kasseret til et løb den næste.
“Dette er naturligvis ikke professionelt, og det har vi ønsket at lave om på” forsatte Carron. ”Det er hverken fair for ryttere eller for fabrikanter”
Derfor blev programmet første gang præsenteret på Eurobike i 2010, for de 25 største producenter af cykelrammer.
En af hoved oversagerne for indføring af programmet har været at være på forkant med de olympiske leje I London I 2012, så fabrikanterne havde god tid til at fremsende deres akkrediteringer til den Olympiske komite.
UCI has budgetteret 1.5 million Schweizer Frank til godkendelsesprogrammet over de næste tre år, og indtil nu er 92 modeller blevet indstillet fra både store og små fabrikanter.
Fra og med 2012 vil de nye krav blive håndhævet på World Tour niveau.
Programmet går i korthed ud på at fabrikanterne skal oprette en såkaldt Open Trust konto som er krypteret og hvor al kommunikation og udveksling af tegninger og dokumenter foregår.
En typisk behandlingstid fra start til slut ligger på 3 mdr. som sluttes af med en verifikation af prototypen samt placering og udlevering af UCI labelen som skal sættes på rammen.
Fabrikanten kan vælge mellem tre godkendelsesmodeller:
1. Complete and Intermediate procedure.
Denne gælder for helt nye konstruktioner. Prisen er 5000 CHF for hver model i op til 8 forskellige størrelser
2. Simplified Procedure
Denne gælder for ændringer på eksisterende godkendte rammer. Prisen er 3000 CHF for hver model op til 8 forskellige størrelser
3. Fork Procedure
Dette er proceduren for godkendelse af forgafler. Prisen er 500 CHF for hver model i op til 8 forskellige størrelser.
UCI har planer om på sigt at indføre programmet på kontinentale og nationale løb samt den nye UCCT klasse. Næste step er at indføre programmet til også at omfatte hjul, tøj, sadler og styr.
En af de måske helt store åbninger er den meget omdiskuterede vægtgrænse på 6,8 kg som UCI stædigt har holdt fast i mange år. Begrundelsen har hidtil været at deres statistik viser at efterhånden som vægten på cyklerne er gået ned er ulykkerne steget. Og dette er mest udbredt på rammer bygget i kompositmaterialer. I et forsøg på at nærme sig producenterne vil UCI nu udvikle et regelsæt for sikkerhed som fabrikanterne ved test på uvildige testlaboratorie skal bevise er gode nok. Hvis dette er tilfældet er UCI villig til at lempe vægtkravet for bedre at være I overensstemmelse med de stadig lettere cykler som er ude på markedet.
McQuad sluttede med at sige at UCI mål er og vil altid være at det er den menneskelige bedrift i sportsudøvelsen som kommer først frem for udstyret.
Lidt paradoksalt er det slet ikke fabrikanterne som presser på for lempning af vægtkraven men derimod rytterne og holdende bag dem. Ud fra et ingeniørmæssigt synspunkt har de ikke brug for dem, det er udelukkende markedsføring og kommercielle interesser der spiller ind her.
UCI World Cycling Center
Efter en rundvisning havde vi lejlighed til at prøve cykelbanen, og som cyklist med vant til friløb og bremser, var det en lidt skræmmende oplevelse pludselig at være låst fast på en cykel som kun kan en ting at cykle fremad. Specielt når farten går op og man begynder at bevæge sig op på siderne.
Cykelbanen bruges som træningsfacilitet for kommende talenter hovedsagelig fra den tredje verden som tæller Afrika, Sydamerika og Asien. Men også det schweiziske national mandskab bruger faciliterne flittig. Udover centrets ansatte har helt almindelige mennesker også adgang til alle centrets faciliteter som ud over cykelbanen også rummer bade og gymnastikfaciliteter, en kantine og bibliotek samt en helt nyanlagt BMX bane.
For de 90 ansatte er et inspirende miljø at have sin gang i et hus som syder af sportslig aktivitet. De opfordres også til selv at cykle, hvorfor de får stillet cykler til rådighed.
Link
