CYKELPORTALEN

Danmarks uafhængige cykelportal

TEST: Reelight NEO TEST: Reelight NEO
Nyeste induktionslygte fra Reelight virker på papiret lovende, men i praksis er den skuffende og nok lidt for smart TEST: Reelight NEO

reelight-neo-05

Reelight er kendt som opfinderne af de små blinkende magnetlygter som rigtig mange bycyklister bruger og som rigtig mange andre producenter siden har kopieret. Princippet er enkelt og pålideligt for dem som kører i byen og som bare ønsker det lovpligtige lys på cyklen.
Den nye NEO lygte fra Reelight bringer princippet et skridt videre. Istedet for at bøvle med magneter i egerne udnyttes princippet, at der genereres hvirvelstrømme i metalliske genstande som kan opsamlers via roterende Neomagneter og spoler i en slags trådløs dynamo og omdanne til lys. Samtidig giver den kontinuerligt lys af en helt anden styrke end vi er vant til fra det princip. Så vidt vi er orienteret findes der kun en anden lygte på markedet, der bruger et lignende princip, det tyske Magnic Light.  NEO blev søsat som Kickstarter projekt sidste efterår og løb ret hurtigt ind i problemer som har udskudt lanceringen adskellige gange. Status pt. er at de første kickstarter supportere har fået deres lygter heriblandt også os. Som denne test viser er produktet stadig ikke helt i mål, og er egentligt et godt udtryk for den risiko og de problemer man som kickstarter supporter kan løbe ind i når man vælger at støtte et af de mange crowdfunding projekter, da du bliver en slags betatester af en O serie, naturligvis til en reduceret pris. Det har altid en omkostning at være frontløber, så en vis portion is i maven kan være formålstjenligt hvis du tilhører den snusfornuftige type som ikke kan tolerere fejl og mangler. Her er det nok klogere at vendte til de fleste bugs og småproblemer er luset ud uanset hvad du køber, da ALLE producenter løbende justerer og ændrer på deres produkter. Selvom vi lever i en tid hvor vi konstant skal købe nyt er det stadig en god rettesnor, at hvis et produkt har været på markedet uden de store ændringer gennem længere tid, så er kvaliteten som regel iorden. Frontløber eller efternøler, det er dit temperement og dit valg…

reelight-neo-07

Specifikationer

  • Dimension: lygtehus 150 mm ø20
  • Dimension: dynamohus 15 mm ø50
  • Lystyrke: Forlygte 118 lumen  ved 30 km/t og 71 lumen ved 22 km/t
  • Lystyrke: Baglygte  67 lumen  ved 30 km/t og 33 lumen ved 22 km/t
  • Vægt:190 gram pr stk
  • Pris: Godt kr. 800 for et sæt

 

reelight-neo-04

Afprøvning
I en verden af  “ordinære” cykellygter, har NEO afgjort WAU effekt og ligner intet andet cykellys på markedet. Alene indpakningen kan vække ens opmærksomhed. Designet står Team Kibisi for, der i cykelsammenhæng er kendt for Biomega cyklerne. Lygten består af en sammenbygget enhed, der består af et dynamohus med roterende spoler/magneter som placeres tæt på fælgkanten: Denne har forbindelse via en vippeled til lysenheden som ender i et beslag til montage på for/baggaflen via et spændebånd.

Selvom Reelight lover at der ingen friktion er, vokser træerne endnu engang ikke ind i himlen. Induktionsprincippet uanset hvordan det udføres vil ALTID give en vis portion magnetisk modstand, da lygten og fælgen nu skiftevis vil tiltrække og frastøde hinanden. Det opleves som en svag rykkende fornemmelse når man cykler. Denne kraft forstærkes yderligere forbi man har rykket det hele langt væk fra omdrejningspunktet hvorfor svinghjulseffekten bliver meget stor.  Dette sætter øgede krav til lejring, stivhed og forankring af produktet og er for NEO vedkommende en en medvirkende årsag til at vi anser designet og udformningen  af lygten for fejldesignet og utilstrækkelig.

 

Som det fremgår af videoen var forlygten defekt, men selv efter ombytning var der stadig problemer og lygterne er generelt meget støjende.

Monteringen er ret ligetil, men kræver en  del fingersnilde og tålmodighed for at få til at fungere optimalt. Når først man har fundet den rette position så vil fastspænding alene med fingerne sjældent være nok. Der skal virkelig spændes hårdt til for at lygten bliver hvor den skal og de spinkle plastikspændebånd virker meget skrøbelige. Allerede efter en kort cykeltur havde lygten flyttet sig og måtte efterspændes med en tang for at være sikker på at det sad fast. Fordi det roterende dynamohoved er tungt kva magneterne og sidder langt fra fastspændingspunktet via to drejeled er der et stort vrid i lygten når man begynder og cykle og de magnetiske kræfter indtræder.

 

Under hele testen var jeg bekymret for at den skulle gå løs og gå ind i hjulet. Smart design, jo men selve konstruktionen virker for spinkel og ikke stiv nok til at håndtere de store kræfter.  I bymiljø hvor man stiller cyklen op af andre cykler duer de heller ikke da de meget let kan komme ud af justering bare ved puf fra andre cykler eller genstande. Det virker som om Reelight udelukkende har fokuseret på smart design uden praktisk skelen til funktionalitet.

Hvis lygten skal lykkes i sin nuværende udformning skal styrken/stivheden af huset øges markant og der skal gøres noget ved lejringen af de roterende magneter/spoler. Fingerskruerne er smarte man i kombination med plastikgevind indbyder det til at gå galt. Som tidligere omtalt er lygten endnu ikke frigivet til salg på markedet og forhåbentlig revurderer eller omdesigner Reelight lygten helt inden dette sker.

reelight-neo-01

Lysmæssigt er lygten en klar forbedring i forhold til de små blinkende magnetlygter. Både for- og baglygte har et kraftigt lys som også er tydeligt fra siden. Forlygten har to lysdioder monteret i små reflektorer der forstærker lyset. Der er en god visuel forstærkende effekt ved at lyset giver genskær i de roterende eger. Kva montering og vinkling vil lygten på stort set alle typer cykler altid være vinklet godt 10 grader ned af for forlygtens vedkommende Det betyder at forlyset oplyser et areal på godt en m2 lige foran forhjulet. Det modsatte gør sig gældende for baglygten som lyser opad. Lygten blinker ved lav hastighed og i starten indtil kondensatoren er ladet op og hastigheden nærmer sig de 20 km/t. Backup lyset holder ikke længe i praksis omkring et minut for forlygten og lidt længere for baglygten men nok til tilstrækkelig lys når man holder stille i lyskryds.

reelight-neo-02

Konklusion
Ingen tvivl om at princippet bag NEO lygten er spændende og har et potentiale, men desværre er det ikke lykkes helt for Reelight, da der efter vores overbevisning er gået lidt for meget “smart design” i lygten uden skelen til  basale sunde mekaniske konstrukionsprincipper, som ville give en funktionalitet som er af reel værdi for forbrugeren. Som sagerne står nu er NEO en smart designmæssig gadget og et eksempel på design og basale konstruktionsprincipper der ikke går hånd i hånd.  Indtil da venter vi spændt på en mk II udgaven.

Vurdering-2

Link

CYKELPORTALEN