CYKELPORTALEN

Danmarks uafhængige cykelportal

TEST: Leatt DBX 2.0 GRANITE/TEAL TEST: Leatt DBX 2.0 GRANITE/TEAL
Sydafrikanske Leatt benytter en særlig teknik i deres cykelhjelme, for at reducere hovedlæsioner og hjernerystelser. TEST: Leatt DBX 2.0 GRANITE/TEAL

De store hjelmproducenter har alle kastet deres kærlighed på den svenske MIPS (Multiple Impact Protection System). En teknologi, hvor man isolerer de to hjelm halvdele fra hinanden og herved opnår bedre beskyttelse i tilfælde af styrt.
Men der findes også andre måder at opnå samme virkning på til en pris som er mere overkommelig for de fleste.

Sydafrikanske Leatt er specialister indenfor højhastighedsbeskyttelse til motorcykel sport og downhill mountainbiking. Trods deres unge alder, grundlagt i 2001, er de bestemt ingen lille spiller på markedet. Således omsatte de i første kvartal for mere end 4,2 Mill Euro. På Eurobike Media Days præsenterede de deres nye modeller, hvor vi her tester cross country modellen  Leatt DBX 2.0, der kunne være en egnet kandidat til det skandinaviske marked.

Leatt benytter deres egen 360° Turbine Technology. Der er tale om nogle små runde luftfyldte skiver monteret indvendigt i hjelmen. De skulle angiveligt reducere hovedlessioner med op til 30% mens det skulle reducere rotations accelerationen med op til 40 %. Det som ofte giver hjernerystelser.

Specifikationer

  • Materiale: Polycarbonate  3D in-støbt absorbations impact foam
  • Sikkerhed: 360° Turbine Technology
  • Ventilation: 20 stk effektive ved lave hastigheder med MaxiFlow luft kanaler
  • Visor: Aftageligt visir
  • Puder: Dri-Lex® svedafvisende, åndbar, anti-odor og vaskbar
  • Godkendt: EN1078 og CPSC 1203
  • Vægt: 300 gram
  • Størrelser: S (51-55cm), M (55-59cm), L (59-63cm)
  • Farver: Sort/turkis, sort/gul, rød og sort
  • Pris: set til kr- 799,-

Afprøvning
Leatt Leatt DBX 2.0 har den klassiske trial/xc udformning med et nakkestykke der går pænt langt ned. Finish og forarbejdning er flot med det matte look og afdæmpede farver. De tyve meget store ventilations huller giver en fremragende ventilation specielt ved langsom kørsel i ekstrem varme, som vi har oplevet denne sommer. Her scorer den meget højt.

Der medfølger to puder, en standard tynd og en noget tykkere. Den absorberer sved rigtigt godt uden at efterlade lugt. Desuden er udformningen omkring panden gennemtænkt med megen luft, så man i praksis sjældent oplever at sveden drypper. De ti små Turbine dupper mærkes ikke når hjelmen er på hovedet. Gummioverfladen på dem gør at hjelmen sidder urokkelig fast og har sværere ved at flytte sig.

Om 360° Turbine Technology virker i praksis har vi af gode grunde ikke villet afprøve, men i og med at den er godkendt efter EN og CPSC normerne er sikkerheden på plads.  Lavpraktisk virker det også sandsynligt, at ved at isolere hjelmskallen via nogle punkter øges sikkerheden ved slag.
Det lille justerbare hjul med kliklås i nakken, er let at nå og justere. Remmene har en lidt mærkelig udformning  omkring ørene, der kræver en smule justering for at få dem til at sidde helt korrekt. Visiret sidder ret højt, så det ikke tager udsyn men alligevel afskærmer for lys og grene.

Leatt DBX 2.0 virker som en god og yderst velventileret hjelm til en attraktiv pris, uden nogen væsentlige svaghedspunkter. Den sidder godt på de fleste hoveder og vil med fordel også kunne bruges på landvej uden visir, alene pga. den fremragende ventilation, som er svær at finde hos endog meget dyrere konkurrenter.

Konklusion
Leatt Leatt DBX 2.0 er en velsiddende hjelm til MTB og Gravel. Dens absolut største force er dens ventilations system, der er fremragende specielt ved lav hastighed og ekstrem varme. Den fortjerne afgjort en større udbredelse i skandinavien.

Link

CYKELPORTALEN