Test af brede dæk til racercyklen
DÆK OG SLANGERTEST 1. april 2015 CYKELPORTALEN
År tilbage kunne dæk til racercyklen ikke blive smalle nok, hvis det drejede sig om fart og lav vægt. De fleste kørte på 20 mm og skulle det være ekstremt var 18 mm sagen, med deraf følger af smerter i kroppen over den manglende komfort, stive muskler og snurren i fingerne. Siden blev det 23 mm og idag kører mange rundt på 25 mm. I de legendariske forårsklassikere, har de brede typer dæk i mange år været et af våbnene mod de djævelske brosten. Men udviklingen stopper ikke her. Det nye trendy hedder 28 mm eller mere, hvilket så afstedkommer nogle nye krav til udformningen af selve rammen. En udformning der er blevet hjulpet godt på vej af skivebremser og de såkaldte endurance/ gravel bikes, der i grove træk er en mellemting mellem en cross- og racercykel. Cyklerne er ikke UCI godkendt til race, så de henvender sig til den store skare af cyklister som bare gerne vil have en hurtig cykel der i tilgift også er en smule mere behagelig at cykle langt på.
De brede landevejsdæk har stadig lidt svære kår i Danmark, hvorfor vi I flere af tilfældene har måtte henvende os direkte hos producenterne. Derfor kan der være visse af de testede dæk som kan være svære at skaffe, men det kan forhåbentlig få grossisterne til i fremtiden at være lidt mere på forkant med udviklingen. Feltet af dæk til denne test ligger mellem 25 til 35 mm er mere tænkt som en oversigt over hvilke muligheder der findes på markedet, end en decideret sammenligning. Dertil er de enkelte typer for forskellige, men alligevel repræsentativt for hvad der findes på på markedet.
For og imod
Naturligvis er der fordele og ulemper ved de brede typer dæk, men tilhører du den brede skare af cyklister som er mindre interesseret i fluevægt og maksimal fart, så opvejes ulemperne efter vores bedste overbevisning, af fordelene.
– høj vægt
– større volumen slange
– passer ikke på alle typer racercykler pga af pladsmangel
– udseende
– tilgængelighed
+ højere hastighed på dårlige veje
+ færre punkteringer pga. af lavere dæktryk
+ større slidstyrke
+ større sikkerhed
+ bedre komfort
TPI
En ofte anført værdi på dæk som mange ikke kender, er TPI . Det står for Tread pr. Inch eller på almindelig dansk, antal tråde pr. mm2. Det svarer til antallet af tråde man kan lægge ved siden af hinanden for at danne dækkassen. Jo flere og tyndere tråde jo højere TPI værdi. Jo tættere trådene ligger jo bedre komfort og lavere rullemodstand. De fleste top landevejsdæk ligger på omkring 120 dpi, mens visse fabrikanter på nogle modeller har skyhøje værdier omkring de 300 dpi. De giver så til gengæld nogle problemer med modstandsdygtighed mod punkteringer. Et godt allrounddæk som tilgodeser begge parametre, ligger på omkring de 70 TPI.
Challenge Paris-Robaix
De italienske Challenge dæk, er først og fremmest kendt for at være håndlavede i Italien fremfor en fabrik i fjernøsten hvor arbejdskraften er billig. Challenge benytter naturgummi som produceres på deres egen gummiplantage i Thailand. Paris-Robaix dækket er 700x27C. Dækket har en let mønster og er udstyret med dobbelt punkterbeskyttelse kaldet PPS. Da dækket ikke bliver produceret på maskine er det fra fabrikken helt fladt hvilket gør det noget vanskeligere at montere.
Mere info på Challengetech
Challenge Strada Bianca
Strada Bianca minder om Paris-Robaix, men er en smule bredere. Det er specielt ved at kunne køre på meget lavt dæktryk 55 psi. Materiale og mønstermæssigt er det samme som Paris-Robaix dækket.
Continental Grand Prix 4000S
GrandPrix dækket er et af Continentals mest populære landevejsdæk. Det er tænkt til helårsbrug og fås i et utal af forskellige versioner. Testdækket er nyeste generation med den nye Blackchili compound, der i højere grad skulle forene lav rullemodstand med stor slidtyrke. Herudover er indlagt et Vectran lag som er Continentals bud på punkterbeskyttelse. Mere info på Conti-Online
Maxxis Re-Fuse
Allround træningsdæk med enkel compound og Maxx Shield punkterbeskyttelse. Dækket har et diamant formet slidlag. Mere info på Maxxis USA
Schwalbe Durano Plus
Schwalbe var blandt de første producenter af dæk i 28 mm bredde. Durano Plus er et helårs træningsdæk. 2015 udgaven her fået en ny profil og gjort lidt lettere. De benytter stadig en dobbelt compound og punkterbeskyttelse iform af deres Raceguard. Mere info på Schwalbe
Schwalbe Kojak
Kojak kalder selv dette dæk et turdæk. Det er helt uden mønster og bygger på en enkel compound kaldet SpeedGrip for godt greb. Herudover Raceguard punkterbeskyttelse.
Vittoria Rubino Pro Tech
Rubino Pro har eksisteret i programmet i mange år. Det bygger på 25 mm udgaven vi tidligere har testet. Næsten uden mønster i midten af slidbanen og diamantmønster i siden med store riller som effektivt leder vandet væk. Mere info på Vittoria
Vittoria Zaffiro Pro
Med Zaffiro Pro er vi over de 30 mm i bredden. Mønsteret er det samme som på RubinoPro men med mere gods i slidbanen men lavere TPI. Dækket har en stor slidstyrke.
WTB Thickslick
WTB dækket er med 25 mm det smalleste dæk i denne test og er primært taget med som sammenligning i forhold til de brede typer. Dækket er helt uden mønster og har en enkel compound i kombination med noget WTB kalder Urban Armor Casing og DuraStrip som skulle gøre det velegnet til bykørsel. Mere info på Freedombicycle
Alle dækkene e foldedæk. Karaktergivning, en stjerne er dårligst og fem er bedst. Hent skema Dæktest 010215
Afprøvning
Alle dæk er blevet afprøvet i perioden november til januar og under meget forskellige vilkår. Temperaturen har svinget fra godt 10 plus grader ned til 1 graders frost. Underlaget har været asfalt i alle afskygninger og en del grusveje. Vejret har været tørt, vådt og snesjap. Dækkene har været monteret på standard racercykler og for de helt brede typers vedkommende, diskspecifikke allround racercykler.
Som navnet næsten antyder har Challenge dækkene været lidt af en udfordring mht. til montage. Grundet deres fra fabrikken manglende runde form kræver det en del fingerkræfter, snilde og ikke mindst tålmodighed at få dækket på fælgen. Et lille fif er at lægge den pumpede slange ind i dækket før montage. Når dækket er på plads i den ene side lukkes det meste af luften ud og man kan nu langsomt få arbejdet den anden side på plads. Men besværet lønner sig. Begge dæk er i en klasse helt for sig selv når det kommer til rendyrket køreglæde og vil kunne give ens “gamle” cykel nyt liv Begge dæk har en imponerende vedhæftning specielt i sving og på tør vej. Paris-Robaix er den mest letløbende af de to mens Strada Bianca her bedre komfort og kan køre på lavt dæktryk på dårlige veje. Strada Bianca kan gøre en tur på en knollet grusvej til en fornøjelse. De fantastiske køregenskaber har dog en pris i form af en lavere slidstyrke og modstand mod punkteringer.
Continental dækket er let at montere. Med en målt bredde på hele 30 mm er der masser af volumen i dækket som borger for høj komfort. Alligevel er det utrolig letløbende. Vedhæftningen er god Testens bedste allround dæk.
Maxxis Re-Fuse har et fint mønster som giver det god vedhæftning og styregenskaber. Slidstyrken er over gennemsnit. Dækket ligger sig tæt op af Continental og Schwalbe som et godt allrounddæk.
Schwalbe Durano minder meget om Continentaldækket med en anelse mindre komfort og en subjektivt lidt højere rullemodstand. Slidstyrke og punkterbarhed er status que. Lidt svær at montere.
Schwalbe Kojak er et sjovt dæk. Det ser drøngodt ud med den brede Slick og ingen staferinger på siden. Komforten er i top og vedhæftningen på tør vej er næsten som tyggegummi specielt ved det helt lave dæktryk. Dækket ruller afgjort bedst ved maksimum dæktryk, men rullemodstanden ligger alligevel i den høje ende. Klart best til afslappet langturstouring.
Vittoria dækkene er suverænt gode på fugtig og fedtet vej. Selv i kraftigt regnvejr bevarer du kontakten med vejbanen. Rullemodstanden er i top på Rubino Pro, mens komfort og slidstyrke er rigtig god på Zaffiro Pro, som også kan bruges offroad helt uden problemer. Begge dæk er lette at montere.
WTB Thickslick er det smalleste i testen men et godt slidstærkt dæk med lav rullemodstand. Dækket føles subjektivt meget hårdt men har god modstand mod punktering. Velegnet for dem som ikke kan finde plads til de brede typer dæk på cyklen. Slidbanen uden mønster gør det mindre velegenet til vinterbrug.
Konklusion
Som forventet er der stor forskel på dækkene. Skal man vælge dæk med følelserne er Challenge dækkene i deres helt egen klasse. De ruller vidunderligt, men på bekostning af lav slidstyrke og modstand mod punkteringer. Continental Grand Prix, Schwalbe Durano og Maxxis Re-Fuse er alle tre gode allrounddæk hvor fornuften skal råde. De forener god komfort med høj slidstyrke og lav rullemodstand. Vittoria dækkene største force er våde og fedtede veje hvor du ikke for noget andet dæk med så god vejkontakt. Kojak dækket giver maksimal komfort og fantastisk vejgreb men på bekostning af hastighed. WTB Thickslick er et godt alternativ til et slidstærkt og komfortabelt dæk for dem som ikke kan finde plads til de bredde typer på deres cykel.
Relaterede artikler