TEKNIK: Liggecykler
Nyheder 24. februar 2010 CYKELPORTALEN
Følgende artikel om liggecykler er skrevet af Walther Knudsen, der siden 1995 kun har kørt på liggecykel.
Han kørte i 2003 fra Syditalien til Horsens en tur på ca. 3200 km. Det tog 23 dage, hvilket svarer til et gennemsnit på 140 km om dagen. Dette var med en cykel der var læsset godt til.
Ganske godt klaret når man ved hvilken form han er i, for uden at fornærme Walther kan jeg godt sige: ”Han er ikke nogen sports mand” 😉
Hans eneste problem på turen var at han havde kørt i alm. sko og tåklips, hvilket medførte at hans tæer havde sovet lidt nogle gange. Efter hjemkomsten har han skiftet til rigtige cykelsko med klikpedaler og har ikke haft problemer siden.
Liggecykel – hvorfor – hvordan
Når man kører på liggecykel bliver man mødt med en masse spørgsmål både fra folk, der synes, “at det er da noget mærkeligt noget” og andre nysgerrige, der godt kunne tænke sig at prøve.
Jeg har forsøgt at give svar på nogle af de hyppigst stillede spørgsmål, når det gælder liggecykler.
Dem, der synes, at liggecykler er sære, vil nok ikke læse med, så dette er en hjælp til dig, der er nysgerrig på en mere positiv måde.
Er det ikke svært? Er det ikke svært at lære?
Langt de fleste kan lære at køre på liggecykel i løbet af 5 minutter, hvis de altså kan køre på cykel i forvejen!
(Der findes dog liggecykler, som er forhjulstrukne og som samtidig styres med fødderne/pedalerne. Det er en lidt anden og sværere sag.)
Når man i løbet af 5 minutter har fået den rigtige fornemmelse af cyklen, så kommer der en periode, hvor man skal have tilstrækkelig rutine til at bevæge sig i trafikken. Et par timers træning på en tom parkeringsplads er et effektivt middel.
Nybegyndere bliver let lidt forpustede på grund af anspændelsen ved den nye arbejdsstilling, men man lærer hurtigt at få åndedrættet i ro.
I løbet af 14 dage – naturligvis afhængigt af træningsindsatsen – er man nogenlunde rutineret.
Selvfølgelig er det lidt sværere at holde balancen på en liggecykel i begyndelsen, og kørslen skal korrigeres mere med styret end på en almindelig cykel.
Rutinen består selvfølgelig i, at kroppen klarer sit arbejde uden at involvere hovedet – akkurat som når man går eller cykler på en traditionel cykel.
Imidlertid viser erfaringen, at kørsel i beruset tilstand eller i glat føre (sne og is) ikke lader sig gøre på liggecykel.
Hvordan kommer man i gang?
Man sætter sig på cyklen og trækker håndbremsen/erne.
Anbringer den pedal, som man vil starte med (venstre for de flestes vedkommende) i lodret position.
De fleste (alle!) liggecykler har ikke fodbremse, så man trækker bare pedalen modsat rundt, hvis der er behov for det.
Pedalarmen skal ikke være i præcis lodret stilling, men hælde et par grader ind mod dig selv. Det får cyklen til at trille med det samme. Når man er kommet i gang og cyklen styrer lige, glider man ned i sadlen. Når man er øvet, kan man starte fra liggende.
For den uøvede er det meget væsentligt, at få gearet ned før stop, for en cykel i højt gear er svær at sætte i gang. Det gælder sandelig også almindelige cykler.
Hvorfor køre på liggecykel? Er det hurtigere? Er det lettere?
Der er tre grunde til at køre på liggecykel:
1. Det er behageligt og sjovt
2. Man kan køre hurtigt
3. Man kan spare på kræfterne og køre længere Meget af det arbejde, som en cyklist må udføre for at komme fremad, består i at skubbe luft væk. Jo hurtigere man kører, jo flere kræfter skal der bruges på at overvinde luftmodstanden. Cykelryttere bukker sig helt sammen over styret for at gøre sig mindre eller reducere frontarealet som det hedder.
På liggecykel har man et frontareal, der kun er en tredjedel af den almindelige cyklists.
Liggecykel kontra alm cykel
Det ser akavet ud! Får man ikke ondt i nakken og bliver benene ikke tunge?
Det er kun tilskuerne, der synes, at liggecyklistens stilling er akavet. Når man har fået så meget rutine, at man sidder helt tilbagelænet i sadlen, så føles stillingen afslappet. Man har ikke problemer med nakken og hovedet skal heller ikke bøjes forover, som nogen tror. Man kan sætte en nakkestøtte på sadlen, men den skal være godt affjedret for ikke at være ubehagelig og af den grund er den måske af større psykologisk end praktisk virkning. Ganske vist holdes benene vandret, men enten arbejder de eller også hviler de i pedalerne. Det føles ikke som at ligge i en gymnastiksal og holde hælene 10 cm over gulvet. Overhovedet ikke!
Erfaringen viser, at man ikke belaster kroppen så hårdt, f.eks. på lange ture. På liggecyklen er det slut med øm bagdel, nakke, skuldre og håndled.
Som du kan se på billedet hviler hovedet lodret oven på nakkehvirvlerne, og trykket mellem L5 og sacrum. Er væsentligt mindre.
Plus i tilfælde af et frontalt sammen stød er hoved på racercyklisten langt fremme. Der skal meget til, hvis man skal ryge forover på en liggecykel.
Er du ikke bange for at vælte?
Selvfølgelig kan man også vælte på liggecykel, men det er let at sætte sig op, hvis situationen bliver kritisk på en eller anden måde. Da man har fødderne forrest, er der heller ikke så stor fare for at stå på hovedet ud over styret.
Bilisterne kan da ikke se dig, når du er så langt nede!
Indtil videre er der så få liggecyklister, at problemet snarere er det modsatte: at bilisterne har så travlt med at kigge på liggecyklen, at de risikerer at overse andet. I øvrigt er de fleste liggecykler ikke så lave. Faktisk er man på højde med bilisterne.
Der findes meget lave liggecykler, men de er specielt beregnet til ræs.
Lygter og reflekser skal være i orden og “en lys sommerhat” skader heller ikke.
Du kan da ikke se noget, når du ligger helt dernede!
Som sagt, så lave er de fleste liggecykler heller ikke. Faktisk er man på højde med føreren i en normal personbil og man har altid muligheden for at sætte sig oprejst. Det er svært at se bagud, når man læner sig tilbage, så man bør bruge spejl.
Når man sætter sig op, kan man orientere sig som på en almindelig cykel.
Er det ikke en sofacykel?
Tjah! Vi foretrækker nu at kalde det en liggecykel.
Er den ikke svær at trække med?
Jo, den er svær at trække med, men den er let at skubbe. Man tager blot fat i toppen af sadlen og skubber cyklen. Man styrer den ved at læne den til siden.
Er der slet ikke nogen ulemper?
Jo, postkasserne er ikke mere i drive-in højde. Og så bliver man let våd af sved på ryggen, hvis man kører stærkt.
Som nævnt er det også mere besværligt at orientere sig bagud – spejl er en nødvendighed.
Et andet problem er af mere psykologisk art: Man kommer let til at koncentrere sig om sine ben, når man f.eks. kører en lang tur. Man skal vænne sig til at se bort fra sine ben og nyde udsigten i stedet. I øvrigt får man en anden oplevelse af landskabet på grund af hovedets stilling og blikkets retning.
Det er også lidt mere omstændeligt at stå på liggecyklen og starte. Man springer ikke i sadlen, mens cyklen er i fart! Men den lidt langsommere start indhentes hurtigt, når man først er kommet i gang.
Hvis det er så godt, hvorfor er der så ikke flere, der kører på liggecykel?
Udviklingen af liggecykler begyndte i 30’erne, men i 1938 slog den internationale cykelunion bremserne i og forbød alt andet end det traditionelle design: cyklen med rombeformet stel og to lige store hjul.
Først i 1990’erne er der sket en mere gennemgribende designudvikling inden for cykelsporten.
Liggecykel ideen blev først rigtigt taget op igen i USA i 70’erne og spredes nu langsomt ud over verden. Cykelkøberne og cykelfabrikkerne er meget konservative.
Vi må ikke glemme, at den almindelige cykel i Danmark var en sort, høj tung sag helt op til 1970.
Der var “letvægtere”, men den største forskel på de to cykeltyper var farven!
Liggecykler er dyrere end almindelige hverdagscykler, især fordi de fremstilles i små serier, måske hundrede stykker, hvor andre cykler fremstilles i tusindvis.
Aflever 315 Watt i pedalerne og se her den hastighed du opnår:
Cykeloptimisten er en af de førende forrretninger i Danmark for liggecykler.
