Plastic Fantastic
BæredygtighedTeknik 3. maj 2024 Simon Louis-Jensen
Fra glasfiber til genbrugsplast, fra Itera til igus
I starten af 1980’erne var cykler af stål, eller lejlighedsvis af aluminiumsrør. Men i 1982 introduceredes Itera-cyklen, som var lavet af en innovativ komposit af termoplast og glasfiber. Mens ramme, forgaffel, hjul, bagagebærer og pedalarme var fremstillet af plast, blev komponenter som gear, pedaler, lejer og bremser fortsat lavet af mere traditionelle materialer.
Den mest almindelige Itera-cykel var en tre-gears model med 27 tommer hjul, men der findes også lyserøde racercykler med Campagnolo udstyr. Cyklen var designet med fokus på funktionalitet og komfort og blev markedsført som evighedsmaskinen. Den havde et praktisk bærehåndtag, et justerbart sæde og et styr, der kunne indstilles i forskellige vinkler. Selve cyklen var blødere om sommeren end om vinteren, men det er jo meget normalt i Skandinavien.
I 1985 stoppede produktionen af Itera-cyklen, efter sigende med tab for alle involverede bla. flere fra det svenske band ABBA. En måske for tidlig påmindelse om plastmaterialernes potentiale, den fik ihverfald ingen efterfølgere før nu:
Evighedscyklen er genopstået
Med mere end 30 års erfaring i cykelbranchen som underleverandør går tyske igus nu hele vejen og leverer en fuld og komplet cykel i plastik. igus har længe leveret glidelejer i plast til bevægelige cykeldele som støtteben, bremsegreb, dropperpost, pedaler og affjedring for og bag.
igus’ stifter og CEO Frank Blase fik idéen til projektet, da han nød en ferie på en tropisk strand. Efter sigende snakkede han med en udlejer af cykler som fortalte om den hurtige forældelse af almindelige cykler i det barske miljø. Tanken om en rustfri og let vedligeholdt cykel lavet af plastik var genfødt.
“Visionen er, at verdens plastikaffaldsdynger bliver til værdifulde ressourcer for cykler” Frank Blase
I et tæt samarbejde med det hollandske startup MTRL, der allerede havde lavet stel og forgaffel i rotationsstøbt plast, tog Igus projektet til et helt nyt niveau ved at inkorporere plastik i alle aspekter af cykelkonstruktionen, fra gear til bremser og transmission.
Cyklen vil blive kendt som igus:bike designed by Mtrl og forudbestilles via hjemmesiderne: igus.bike og Mtrl.bike. Rammen vil kunne leveres i genbrugt plast.
På nuværende tidspunkt fungerer igus ikke som forhandler eller producent af cykler, men de støtter enhver producent med prøver og tests, der har til hensigt at inkorporere plastikkomponenter i deres cykler for at forbedre ydeevne og holdbarhed.
Cykelportalens udsendte testede igus cyklen på et løbebånd på sidste års Eurobike messe. Det var en meget sammensat oplevelse, da man også samtidigt skulle forsøge at ramme forskellige bomber på vejen, der blev vist i den dykkermaskeagtige vr-brille man var udstyret med som testkører. Den umiddelbare følelse af selve cyklen var derfor ikke imponerende.
Den er nu kommet til Danmark, og vi ser frem til at prøve den på en rigtig vej snart, måske endda på stranden.
Link