CYKELPORTALEN

Danmarks uafhængige cykelportal

På eventyr i midt Wales grønne ørken På eventyr i midt Wales grønne ørken
I det smukke midt walisiske landskab, findes en næsten uberørt grøn ørken uden biltrafik. Vi tog med engelske Pannier på minieventyr blandt tusindvis af... På eventyr i midt Wales grønne ørken

Er du til fire stjernet luksus og får abstinenser hvis du ikke længere kan få forbindelse med omverdenen via smartphonen og råber på følgebil og depoter, når blodsukkeret er lavt, er Bikepacking og overnatning under åben himmel måske ikke lige første valg. Men der findes en gylden middelvej ud i det eventyrlige, der måske, hvem ved, kan få dig tændt på en anderledes form for cykling hvor begrebet præstation får en lidt anden betydning.

Selvom Wales i manges øjne måske ikke umiddelbart lyder som det helt store vilde eventyr, findes der i midt Wales, mellem de to byer, med de letklingende walisiske navne Rhadirmwyn og Pontrhydrfendigaid, et kæmpe mæssigt vandreservoir, der siden tidernes morgen har forsynet Birmingham med vand gennem  200 km lange rørledninger. Området er tyndt befolket, og lidt besøgt, da masseturismen heldigvis søger græsgange andre steder i Wales og lader de firbenede mæh’ende græsgængere i fred.

Kollektivistens trængsler
Som inkarneret livstilscyklist og kollektivist, kunne jeg aldrig drømme om at ankomme i bil (hvis jeg kan slippe) og må bare konstatere at det ikke kun er udkantsdanmark, hvor det I vores så moderne og effektive tider, stadig halter mht offentlig transport. Uden fire hjul tager det fra lufthavnen i Bristol mere end seks timer at nå frem med tog/bus, og vel mærke hvis man kikker sig grundigt for i køreplanen. Så det var en lettere udkørt redaktør der stod af bumletoget i Landrindod Wells. Her kommer jeg hurtigt i snak med tre italienere hvis oppakning og cykelhjelme ligner nogle med samme ærinde som mig.  I stedet for at vente næsten to timer på en bus, beslutter vi at splejse til en taxa det sidste stykke til Panniers Basecamp. De ædle principper må for en stund tilsidesættes…

Selv taxachaufføren kender ikke stedet, så vi er heldige at der stadig er en smule mobildækning så vi kan navigerer ham frem til stedet. Noget som de efterfølgende dage, er en umulighed, da der på hele turen kun var sporadisk dækning selv på de højeste punkter. Waliserne skal ikke have sat grimme mobilmaster på deres jord og trives faktisk med afkoblingen fra WWW.  Lidt af en øjenåbner for en del af deltagerne, der viser hvor afhængige og en smule sårbare vi er blevet af alt det trådløse “isenkram”. Flere i gruppen bliver næsten desperate når de ikke kan sende live billeder til familie og venner via Instagram og Fjæsbogen.

Basecamp
I Basecamp står Stefan og David fra Pannier klar med en fuldt udstyret lejr af telte, cykler tørklosetter og andre fornødenheder. I løbet af de næste timer checker resten af gruppen ind, De fleste i bil men også nogle få standhaftige på cykel. Ikke kun en` nu lidt søvnig dansker har fundet vej til Brixit land, men også Italien, Schweiz og New Zealand er repræsenteret, ud over naturligvis de altid meget humoristiske englændere. Et tab for EU fælleskabet, at de nu vælger at gå egne veje. Efter præsentation og frokost, begiver vi os ud på en 45 km rundtur for at lære cykler, udstyr og hinanden bedre at kende. Det er også en god mulighed for de to guider at se hvad vi kan på en gravelcykel, inden det næste dag for alvor skal gå løs.

En flot tur mest på ret gode veje, rundt gennem et næsten uberørt område med store vidder og græssende får i tusindtal som for undertegnede sender tankerne mod en tidligere cykeltur til Kiwiland.  Efter at være kommet op over plateauet, går det nedad mod byen Rhayder, hvor der er indlagt pause på den lokale pub, der efterfølgende også skulle danne rammen om afslutningsmiddagen på sidste dagen. Med godt walisisk Al’e i benene og en lettere løftet stemning i gruppen, lykkedes det guiderne på vej tilbage mod lejren, at få alle sikkert over en noget gyngende og smal hængebro, inden de sidste sparsomme resoucer skal bruges mod tyngdekraften og kraftigt tråd i pedalerne, de sidste kilometer op af den smalle stejle vej til Basecamp, hvis telte skimtes i horisonten som små kræmmerhuse i landskabet,  sammen med masser af hvide uldtotter vimsende omkring.  Jo Wales er i sandhed fåreland.

I Basecamp er det tid til at få vaskes den værste sved af kroppen, med naturist badning i floden, skyllet efter indvortes, med øl, chips og røverhistorier, mens aftensmaden, ved fælles hjælp, bliver gjort klar ved lejrbålet, mens morgendagens rute bliver studeret og drøftet.

Desert Off Wales
Ikke alle er lige morgenfriske, måske en smule for megen Campari og Gin, mens de morgenfriske får kaffe over på primus grejet og begynder at pakke cyklerne. Dem som ikke selv har cykel med, kan nyde godt af de fine amerikanske cult cykler fra Surly,  perfekte til Bikepacking på gravel. Cyklerne er lejet hjemmefra i den rette størrelse. Førstedagen var på beskedne 70 km ud til Dolgoch hostel hvor vi skulle overnatte. Grej og mad blev fordelt i de mange saddel og styr tasker, inden vi drager afsted. Selv kalder Pannier deres ture for 15kph Club, hvilket hentyder til at hastigheden sjældent kommer over, og med masser af indlagte pauser og opsamling undervejs. Guiderne er hele tiden obs! på at spørge ind til deltagernes tilstand, specielt når man lå bagerst. Desuden var de i radiokontakt med hinanden via Walkie Talkie (den eneste sikre forbindelse herude). Der var dog sjældent noget større problem da gruppen som helhed var meget homogen og god til at vente og følges ad.

Wales er på ingen måde Alperne, men terrænet er nu alligevel meget kuperet og stigningerne korte med ekstremt stejle stigninger op til 25 % visse steder. Underlaget er en blanding af små smalle asfaltveje, grusveje og løs gravel samt dyrespor. Sceneriet er breathtaking og fuldstændig uforstyrret…

Se det fulde billedgalleri fra turen her

Umiddelbart efter den store dæmning, er det slut med asfalten og de næste mange kilometer er det grusvej op og ned langs de mange opdæmmede søer. Kraftig vind lige i næsen og støvregn det meste af vejen afløst af tæt tåge, er et typisk vejrfænomen på disse kanter. Temperaturen denne august dag er alligevel yderst behagelig, og det skiftende vejrlig indrammer også de imponerende omgivelser på mere dramatisk vis. Noget som ofte bliver hængende i hukommelsen længere, end dage med høj solskin.

Godt halvvejs tager vi en afstikker ud over engene og holder pause ved et lille ubemandet refugie, hvor man sagtens kunne overnatte hvis man havde lyst til at tage afsted på egen hånd. Her er vand og toilet samt et lille køkken og en stor brændeovn. Hurtigt kommer der gang i primusserne til frokost. Efter en times tid i det lille hus, er det lidt af en kold omgang  igen at skulle i gang og op på cyklerne.

Tågebankerne driver nu i en uendelighed mens vejen bugter sig op og ned, for den lille cykelgruppe, inden vi når byen med det letklingende navn Pontrhydrfendigaid. Vores Carl Nielsen “Tågen letter” toner frem, da tågen som ved et trylleslag letter, og vi får et glimt af ruinerne Strata Florida Abbey med sine romerske buer. Stedet kan tidsfæstes tilbage til 1123.

Guiderne viser nu ingen nåde, så de nu lidt møre cyklister må atter op på jernhesten og begynde opkørslen gennem et stort skovområde som til sammenligning gør vores hjemlige småskove til rene plantager. Gruppen blev hurtig splittet, men med opsamling ved de større krydsende brandveje, så ingen kommer på afveje. What goes up, must come down, og i dette tilfælde hjælper tyngdekraften de trætte ben det sidste stykke af en stejl mindre serpentinervej mod Dolgoch hostel, beliggende isoleret men smukt i en smal dal. Dagens bad er den kolde bruser, da solcelleanlægget af indlysende vejrmæssige grunde ikke kunne levere strøm nok den dag.

Italienske Marco træder en smule modvilligt til og viser sin pizza kunnen på den lille transportable finske pizzaovn UUNI, opvarmet af træpiller, da vi andre novicer begynder at fumle med dejen. Snart breder sig en liflig duft af frisklavet pizza og vådt cykeltøj, hængt til tørre over brændeovnen. De servicemindede guider har sørget for rigeligt udkørte våde varer, dagen før, så de sene aftentimer er reddet med gode historier og masser af grin.

Se det fulde billedgalleri fra turen her

Næste morgen hænger skyerne tungt i dalen og det småregner. Mens det trætte cykelfolk langsomt vågner, laver kaffe og pakker sammen, for at bevæge sig tilbage mod udgangspunktet, naturligvis nu af en anden rute. Skyerne kravler som små vimsende får op af bakkerne og går i opløsning, og snart bryder solen for en kort stund igennem. Men først skal vi lige ud på en lille ekstra runde omkring et af de nyeste opdæmmede vandreservoirs. På vejen får vi et kort et glimt af hvad der venter os på hjemturen, den berygtede Devils Staricase. Som en mur tordner den sig op med en gennemsnitlig stigningsprocent på 25 over 3 kilometer. Ikke uden grund et yndet udflugtsmål for hardcore landevejscyklister på de store klinger.

Vi drejer fra og triller sydover mod en af Englands ældst benyttede kirker Soar og en grusvej med adskillige låste dyrehegn, der skal forceres ved at løfte cyklerne over. Men med en smule teamwork går det smertefrit. Snart får vi første glimt af reservoiret, der bærer tydeligt præg af denne sommers usædvanlige tørke, også her i Wales.

Det sidste stykke tilbage mod Devils Starcase går gennem en fortryllende grønt bakkelandskab med tusindvis af græssende får som på afstand ligner hvide snefnug. Djævletrappen er for de fleste en kombination af cykling og trækning, da pulsen kalopperer afsted. Også for undertegnede, den var for stejl…

Tilbage i civilisationen i byen Beulah, er der atter connection to The World Wide Web, så alle er mere eller mindre fraværende på The Trout In, mens dagens billeder og sms’er flyver afsted gennem cyberspace. Med energi drik, øl og andre stimulanser til mave og ben, triller vi det sidste stykke op gennem en smuk dal til Little Pudding Cottage, hvor grusvejen ender. De sidste 3-4 km må vi trække af et dyrespor gennem et moseområde, der heldigvis er rimelig tørt, inden vi når Basecamp igen, nu temmelig trætte, men en stor oplevelse rigere.

Vi slutter de tre dage af med maner på den lille hyggelige pub Triangle Inn i Rhayder, der selv sådan en almindelig søvnig mandag syder af liv, byens samlingspunkt.  De lokale specialiteter er på menukortet heriblandt køllerne af de små uldtotter som har holdt os med selskab de sidste dage, mæh og velbekomme…

Næste morgen pakkes soveposer og rygsæk, og det er tid at sige hwyl fawr (farvel). Jeg følges atter i taxa med mine nye italienske venner tilbage til trinbrættet i Landrindod Wells. De skal mod Newport og hjem fra Bristol og tager bussen. Selv hopper jeg på bumletoget mod Shrewsbury, og skifter her til Richard Branson’s Virgin hurtigtog mod London.  Ingen Brixit for mig, jeg skal afgjort igen afsted på nye engelske cykeleventyr.

Se det fulde billedgalleri fra turen her

Om Pannier
Pannier.cc er en kombination af cykelrejsebureau, udlejnings- og outdoor forretning. Konceptet er en online portal samt et showroom omkring Bikepacking og hvad der hertil hører af udstyr. Ud over guidede ture som Desert of Wales er det også muligt selv at planlægge sin tur og købe/leje udstyret.  Desuden er det Panniers mål også at udbrede og inspirere at andre til at give sig i kast med Bikepacking på cykel med let bagage og overnatning i det fri, under primitive vilkår.  Pannier har en tilsvarende tur til Desert of Wales i september måned samt planlagte ture til næste forår. Læs og se mere om Pannier på link.

Link

Del denne artikel...Share on LinkedIn
Linkedin
Tweet about this on Twitter
Twitter

torben