På MTB i alperne

Eventyr på Mountainbike hører uforligneligt sammen med bjerge og helst rigtige bjerge. Er du bidt af en gal mountainbike, skal du på et eller andet tidspunkt prøve kræfter med højderne. Her byder Alperne på noget nær optimale betingelser for eventyr på tykke dæk og i alle sværhedsgrader. Her følger nogle forlag til ture i alperegionen.

Indrømmet der er noget dybt facinerende ved  egen kraft at snegle sig op af små snørklede og tit svært fremkommelige stier mod toppen. Belønningen venter næsten altid på toppen i form af storslåede bjergpanoramaer og så er der selvfølgelig nedturen som er ren livseleksir for legesyge piger og drenge. Man kan angribe alperne på to måder. Enten finde en god base og herfra tage på dagsture, eller vælge flerdagsture
med overnatning i de mange hytter som ligger spredt på bjergtoppene.

Tysland /Østrig.
Østrig og Tyskland er for mountainbikeren lig med masser af fine afmærkede ruter  og små listige steder til afterbiking. Her finder du geniessen pur. Terrænet byder på hele spektret fra lette over middel til svære ture
som stiller krav til kondition og udholdenhed. Eneste minus er at den tyske og østrigske del af alperne efterhånden er meget overrendt af mountainbikes, og dette har desværre medført forbud mange steder. Men det rokker ikke ved, at det er et godt sted for begynderen at starte.

Omkring Zugspitze
På vores venstre side kan vi næsten læne os op ad kæmpebjerget Zugspitze, der iagttager vores forehavende. Selv på denne smukke dag i maj virker væggen af forrevne grå klipper truende. Bag os ligger dalen flad som en grøn pandekage i stærk kontrast til de omgivende grå og mørkegrønne bjerge. Mod solen til højre tårner en bjergkæde som en sovende dinosaur sig op. Vi er kommet op til kabineliftens udgangspunkt et stykke bag byen, og sveden drypper af os allerede efter denne første del af opstigningen. – Måske vi skulle have forkastet ideen om at cykle op til Seebensee. Så kunne vi være blevet nede i dalen under træerne med en kold Weiss-bier i hånden. Vi holder pause. Der skal drikkes vand og samles kræfter til næste etape. Dækkene tømmes for en smule luft, så de bedre kan fjedre og tage godt fat i gruset på stien, der starter stejlt foran os.  På vejen op bliver vi hilst med tilråb. Ikke af modgående vandrere på stien, men oppe fra kabineliften over os! Vandrerne vinker ivrigt. I den varme drømmer ingen da om at gå opad den stigning, hvor vi cykler. Vi indser hurtigt, at det bliver hårdt. Stigningen kan vi ikke gøre meget ved, den er skabt uden vores medvirken. Vi står af et par gange og nyder udsigten. En time og adskillige højdemeter senere står vi oppe ved restauranten efter syntes vi selv en sej kamp. Pulsen falder til ro, og nu har vi overskud til igen at nyde det storslåede landskab. – Man føler sig meget lille i dette landskab af kæmper.

Denne smukke forårsdag har kaldt alle vandrerne ud, godt hjulpet op i højden af kabineliften. “Grüss Gott” og
et nik bliver nu fast ingrediens, mens vi kører slalom mellem mennesker iklædt læderstøvler, knickers og fjerklædte filthatte.  Efter  polemikken om mountainbikes i de danske skove, forventer vi egentlig et par rynkede øjenbryn eller bemærkninger, men vi får tværtimod et par anerkendende nik fra dem, der har set os fra kabineliften. Nu er stigningen mere menneskelig, og hvor nåletræerne tillader det, er der flot udsyn mod de andre bjergkæder. Men vi lærer hurtigt ikke at lade os distrahere for meget, for i modsatte retning kommer mountainbikere – godt hjulpet af tyngdekraften – susende nedad bjerget. Heroppe er landskabet mere råt. Store klippestykker ligger kastet tilfældigt ud på sæteren som terninger på et grønt klæde.  Længere henne på sæteren, vælger vi at indtage frokosten til lyden af de ringende klokker om halsen på de græssende køer. Iført Lederhosen sælger sæterbonden små lune retter og drikkevarer til de sultne vandrere og mountainbikere. Jo dette er tysk gemytlichkeit, når den er bedst. Det er ved at være midt på eftermiddagen og skyerne er så småt begyndt at samle sig omkring bjergtinderne På denne årstid skal man være opmærksom på at komme ned i tide, da det næsten på klokkesæt hverdag trækker sammen og begynder at regne. Vi når lige at få sat et par Weiss-bier til livs, mens vi iagttager skyernes dansen omkring Zugspitze. Snart regner og tordner det og i al hast får vi fundet en pension.

Næste morgen skinner solen atter fra en skyfri himmel. Hurtig får vi pakket rygsækkene og spist morgenmad i pensionens noget mørke og klamme frokoststue. Vi cykler af landevejen op mod kabineliften  til Zugspitze. Da vi ser prisen næsen 400 kr. for en tur til toppen, vender vi om og finder snart en lille listig sti offroad. Vi har åbenbart fået for meget Weiss-bier aftenen før, for det kniber gevaldigt med at træde i pedalerne. Et par undrende vandrere passerer os flere gange, når vi pustende holder pause, for kort efter at ræse forbi dem igen. Stien følger bjergmassivet, med et fantastisk panorama over mod Wettersteingebirge på den modsatte side. Ikke længe efter kan vi se Eibsee dybt under os. Vi følger en meget stenet og stejl skovvej ned gennem skoven. Flere gange får man kolde fødder og panikbremser. Her er altså meget stejlt og tit går det alt for stærkt !

Italien
I modsætning til Østrig og Tyskland er der i Italien absolut ingen forbud, heller ikke for motorcyklister som drøner hensynsløst op og ned af enhver grusvej og sti. Italien er for mountainbikeren som forsager masseturismen og vil klare dig selv . Her er du på egen hånd og skal absolut ikke regne med at finde en lille hytte med forplejning når du når toppen. Ruterne er dårligt eller slet ikke afmærkede og generelt svære.

Mont Jaffrau.
Vi kan se målet Mont Jaffrau 2805 m.o.h ovenfor Bardonnechi, denne onsdag i juli måned. Det er asfalt nedad indtil Salbertrand, hvor ruten har sit udgangspunkt. Sædvanen tro går det let i starten, men snart når vi en klynge huse og asfaltvejen ophører. Selvom klokken kun er godt elleve, bager solen allerede ubarmhjertigt fra en skyfri himmel. Ved passage af en flok køer, får vi følgeskab af en eskadrille fluer som i formation indleder et angreb. Da man er travlt optaget af både at styre og holde balancen, er det så som så ned forsvaret, men efter et stykke tid giver de op og vender om. Vejen indbyder ikke ligefrem til afslappet kørsel og nydelse af udsigten. Det kniber gevaldigt med at blive på cyklen. Pulsen galopperer og jeg hiver desperat efter luften. Jeg må kapitulere, og stå af cyklen og trække. Lidt efter er pulsen atter faldet. Der forsøges igen, men nej det går ikke, vejen er for ufremkommelig. Alle ressourcer sættes ind på at balancerer og køre udenom stenene. Dyb krise, jeg bander og tænker mens jeg langsomt skubber cyklen op ad , Hvad laver du egentlig her, nej næste gang er det Solkysten og dase ved svømmepølen . Efter nogle 100 meter på gåben bliver vejen igen bedre og jeg kan igen komme på cyklen. For øvrigt er det at trække lige så hårdt, ikke mindst for moralen. Det er jo lidt af et nederlag. Flere gange undervejs passerer vi fossende vandløb, hvor vi kan få tanket frisk og koldt vand. Vejen følger bjergsiden og dybt under os løber motorvejen ned gennem dalen mod Torino. Man kan ikke høre, kun se de små tændstikbiler drøne afsted. Efter yderligere et par  trække/skubbe passager når vi endelig Grotta Nera, hvorfra der er et flot view op mod Mont Jaffrau. Puha der er langt endnu… Stykket op til tunnelen er rimeligt, dog er vejen et sted styrtet sammen så cyklerne må bæres
over. En 900 meter lang mørk og hundekold tunnel er næste udfordring. En cykellygte hjælper absolut intet. Desuden er tunnelen i dårlig stand. Det drypper ned fra loftet og vandet løber i små floder som man får våde fødder. Opmærksomheden er skærpet, for ikke at snuble i et af de mange huller. Endelig kommer lyspletten og snart er vi atter ude i dagslyset og varmen. Her ligger resterne af et af de mange barakanlæg. Tidens tand og naturens angreb i form af sneskred har gjort sit. Den er fuldstændig faldet sammen. Modsat over tunnelen, rejser sig et imponerende klippemasiv med huler og vandfald. Kampen mod toppen og  ikke mindst en selv, forsætter. Den psykologiske krigsførsel får en ny modstander, når målet kan ses og så alligevel være langt væk. Alle ressourcer også de ukendte sættes ind for at nå den pokkers top.
Efter en lang, sej og udmattende kamp, nås toppen endelig. Det blæser og skyerne hænger faretruende. Det ligner uvejr. Jeg vil ned nu, mest fordi jeg på en tidligere vandretur i Østrig, har set mindesmærker over vandrere som er omkommet på bjerget, ramt af lyn. Den skæbne har jeg ikke lyst til skal overgå mig. Og tordenvejr i alperne er bestemt ikke noget man spøger med. Måske fordi vi har lidt travlt havner vi på en sort skipiste. Om vinteren er den sikkert vældig morsom at drøne ned af, men sommerudgaven på to hjul, er en tand for meget. Den næste time går det over stok og sten. Dagens tur har sat sit præg på os og cyklerne. Folk kikker på os som var vi fra en anden planet, da vi cruiser ned i byen møgbeskidte af sved og støv. Da vi når tilbage til campingpladsen, er vejret igen klaret op og på toppen, er igen skyfri. Sådan er det i alperne, man kan aldrig være sikker, nogen gange ender det i det helt store tordenskrald, andre gange, som her, er man mere heldig.

Assietta kamvej.
Dette vejanlæg strækker sig over 30 km på bjergkammen i 2500 meters højde. Den går gennem tre pas og hører til noget af det flotteste man kan opleve på mountainbike i området omkring Susa. Samtidig er den også overkommeligt for langt de fleste, vel og mærke, når først man er kommet derop. Der er to muligheder. Den lette fra Sestriere, eller den seje fra Susa dalen i Italien. Vælger man turen fra Italien op over Col delle Finestra, langs kammen og ned igen og tilbage gennem Susa dalen bliver turen på 92 km og 2765 højdemeter. For at komme op til Col delle Finestra skal hele 54 serpentinersving forceres. Turen op til passet er lang. Mere end 1500 højdemeter skal overvindes. De første 800 meter er på asfalt gennem skov og ikke spor vanskelig. Undervejs der mange  flotte views ned i dalen mod Susa. Herefter bliver det grusvej, men af god kvalitet. I selve passet er der en meget flot udsigt til begge sider. Herefter går det nedad til omkring 1800 meter, hvor selve Assietta kam vejen begynder. Da vi endelig når toppen og passene, er vi helt alene. Den sene eftermiddagssol kaster lange skygger på grusvejen som får en rødbrun farve. Nu går af en meget fin grusvej uden de store højdeforskelle fra pas til pas, med en fantastisk panorama udsigt til begge sider. Turen ned til dalen er ren livseleksir for legesyge drenge, så vi er godt mørbankede da vi når campingpladsen
efter mere end 11 timer i sadlen.

Schweiz.
For mange er det lille Milka ko land ensbetydende med de rigtige alper. Et er sikkert, du finder de højeste bjerge og dybeste dale her. Samtidig er Schweiz det land hvor der er de færreste restriktioner for mountainbikes. Transportmæssigt er det også lidt af en perle. Gider du ikke cykle hele vejen kan cyklen komme med praktisk talt alle tog og bjergbaner.

Europas længste gletscher
Mörel i Rhône dalen, klokken to om eftermiddagen. Vi står højdt over dalen og betragter vores campingplads. Nu skal der køres rigtig offroad. Vejen er smal, stejl og stenet. Det går langsomt opad. Målet er den bilfri by Bettmeralp 2000 m.o.h. Folk kikker måbende, da vi entrer byen, langt de fleste tager svævebanen. Trods det, at vi er i Mountyland ( Mountainbikeland ), møder vi forbavsende få ligesindede. Gad vide om dette her er for tuff… Altchgletscheren er nu inden for rækkevidde, og vejret er perfekt, så vi forsætter ud af byen videre op. Kun den forventede belønning får os til at forsætte. Benene er møre, og de sidste kræfter opbruges, inden dette naturens vidunder, en af Europas længste gletschere viser sig. Det her er en oplevelse ud over det sædvanlige. 24 km lang strækker den sig fra foden af de tre store firetusinde meter høje bjerge, Jungfrau, Eiger og Mörch. Da det er sidst på dagen, har vi hele sceneriet for os selv. Vinden suser sagte mellem bjergtoppene og i baggrunden høres isens brægen. Ord kan vanskeligt beskrive dette, den sene eftermiddagssol giver et fantastisk
lys, og man tager sig selv i bare at stå og glo. Men dagen er langsomt ved at svinde, så vi må modstræbende atter vende næsen nedad. På tilbagevejen får vi et glimt af Matterhorn som tydeligt rager op over de andre bjerge.

Pas de Lona
er for mountainbikere det berygtede pas i et af verdens hårdeste mountainbike løb -Grand Raid Cristalp. 131km., 4686 højdemeter. Oprindelig var det vores mening at deltage på den korte distance, 76 km, men det var nok godt det samme, jeg tror ikke helt vi var “fit for fight.” Ruten er fast afmærket hele året, så den kan køres i flere etaper og eget tempo. Den  faste afmærkning skulle senere vise sig at give os lidt problemer. Vi startede fra campingpladsen ved 9 tiden om morgenen og begyndte langsomt turen opad i første omgang på asfalterede veje. I Evolene 1600 m.o.h. cykler vi ind på ruten. Selvom vi kører på grusvej går det rimeligt smertefrit, vi er efterhånden ved at være hærdede. I godt 2200m.o.h. , ender vejen pludselig ved et stort drikketrug, en masse køer og et par små hytter. Udsigten er fantastisk, et sandt bjergpanorama med blomstrende enge i forgrunden. Køerne kikker ligegyldigt, og forsætter så deres græsning, man næsten hører deres tanker, “nå endnu et par tosser på deres stålheste”. Fremme foran os ser vi Pas de Lona. Vi har omkring 500 meter igen af en smal sti som sluttelig ender i en 300 meter nærmest lodret skrænt af løse sten. Nu er det praktisk taget  umuligt at cykle, alligevel kommer en veltrænet femme fatale i flot stil kørende forbi os. Ved skrænten tager hun cyklen på ryggen og vupti snart er hun oppe i passet… Tak for kaffe, det kan virkelig slå selv den mest sejlivede mand ud. Det bliver til mange pauser, inden vi når op. Luften er tynd, benene er som bly og de skrider ustandselig under en i de løse sten. Først kort før toppen, finder jeg ud af det er langt bedre at have cyklen på skulderen, trods smerten. Det giver bedre balance og fodfæste.

På toppen
Jo, man er på toppen både fysisk og psykisk efter en sådan tur. Lynhurtigt er alle trængsler glemt. Udsigten er fantastisk, og herfra går det nedad. De første kilometer kører vi på en meget smal vandresti, som mange steder krydses af små vandløb. Flere steder ligger der også sne. Det her er tuff offroad. Nogle forbipasserende vandrere komplimenterer os med “tres bien”. Som sagt vælger vi at følge skiltningen og snart har vi mistet orienteringen. Vi standser for at studere kort og omgivelser. Vi skulle have været nedad, men nu går det op igen. Problemet er en mængde “nye” spor lavet af vandrere som ikke er på kortet. Der er ingen vej udenom, vi må bide i det sure æble og kæmpe os op over nok et pas, godt nok ikke mere end 150 meter, men mere end rigeligt når man er træt, men “when it gets tuff, the tuff gets going”. Endelig 2794 m.o.h. turens højeste punkt, og så går det nedad de næste 35 km jubii. Vejen ned til den opdæmmede sø, Lac de Moiry, er noget af en udfordring for materiellet. Ikke  mindst styrfitting og bremser skal stå sin prøve. Også arme og hænder har det hårdt. At stå op i pedalerne så længe er hårdt. Her kan jeg se det fornuftige i en fjederforgaffel til mountainbiken…

Frankrig.
Ligesom i Italien er den franske del af alperne mere krævende, men ruterne er godt afmærkede med VTT fransk for Velo Tout Terren. De franske alper byder på utallige gamle fæstningsanlæg som er oplagte mål for mountainbikere. Den franske del af alperne byder på mange hytter som indbyder til flerdagsture. Desuden er de heller ikke så overrendte som i Østrig og Schweiz.

Fort de Lenlon.
Dette skulle være vores første tur på en af de mange gamle militærveje, som fører op til en af de mange militære forlægninger. Allerede i starten kører vi forkert og ender inde på en næsten ufremkommelig stejl sti. Selv et par offroadmotorcykler må vende om. Vi begynder at tvivle alvorligt på vores kunnen. Kan det virkelig være rigtigt. Turen er beskrevet som en middelsvær rute. Efter en nøje granskning af kortet finder vi endelig den rigtige rute, som er fint afmærket, og møder nu også andre mountainbikere. Det nederste stykke er fint og ikke for stejlt, men ved Granon i 2000 m. må vi stoppe, da pulsen galopperer af sted. Nogle tyskere, som overhalede os i starten, er nu langt bag os. Den medbragte form hjemmefra og dagsmarcherne med fuld oppakning kommer os til gode. Fæstningsanlægget ligger på toppen og ligner på afstand en kæmpemæssig rund tærte. Udsigten er fantastisk, og solen bryder nu igennem. Et kik indenfor i anlægget får tankerne tilbage til krigen. Mens det for os er spændende og fascinerende, må det for datidens soldater have været en kold og ubarmhjertig tjans at have gjort tjeneste her. I baggrunden skimtes Col de Granon og alle bilturisterne. De kommer ikke herop. Efter den obligatoriske fotografering cykler vi langs et bjergmassiv, hvor man virkelig har fornemmelsen af at være enormt lille, over til passet. Turen ned fra passet er tæt på at gå galt. Jeg kører hen over nogle småhuller i vejen med høj fart, bliver grebet af panik og blokerer bagbremsen med det resultat, at cyklen skrider ud med baghjulet. Så tager man det lidt med ro resten af vejen ned.

Refuge du Petit Mont Cenis.
Onsdag morgen, skyerne hænger tungt over bjergene og det småregner. Stedet er Termignon, tæt ved den fransk/italienske grænse. Selvom vejret ikke ligefrem indbyder til cykling på bjerget, beslutter vi alligevel ved middagstid at tage afsted. Målet er Lac du Mont Cenis og herfra videre op til Petit Col de Mont Cenis med overnatning i hytte. Vi følger den anbefalede rute fra tyske Bike Magasin. Det første stykke går gennem nåleskov. Det er temmelig fugtigt og klamt. Da vi når trægrænsen, begynder det at regne mere vedvarende. Det sidste stykke op til Col de Mont Cenis, kæmper vi mod en meget kold vind. Temmelig forkomne når vi endelig passet og søger ly på cafeen, som er helt
mennesketom. To kopper varm chokolade og solbærtærte er en noget dyr måde at få varmen på, men det virker. Atter varme og tørre, og klar til anden etape. Nu op langs den ene ende af Lac Mont Cenis som i denne belysning og med de regnfulde skyer tungt svævende over sig, sender tankerne mod Loch Ness. Mon der også svømmer et uhyre rundt her Oppe ved Col de Petit Mont Cenis 2182 m.o.h. er sigtbarheden så dårlig, at det er svært at orientere sig. Hvor er det pas? Carl Nielsens Tågen letter strejfer tankerne og minsandten tågen letter en smule og passet kommer tilsyne ikke langt fra hvor vi står. Den formodede udsigt ned i dalen mod Termignon må fantasien klare, så vi vender om og finder Refuge du Petit Mont Cenis og melder vores ankomst. Mountainbiken får egen garage, mens vi bliver installeret i et stort flersengsrum. Rart at komme ind i varmen og få noget tørt tøj på. Selvom civilisationen  også er kommet herop med elektricitet og brusebad, er brusevandet isende koldt… Ellers er her vældig hyggeligt, med ild i pejsen og meget gæstfrie værter som kan lidt tysk. Ja selv Murmeldyrene finder fred her. De sidder lige uden for vinduet, spejdende ovenpå deres huller. Aftensmaden på fire retter, er solid og i rigelige mængder bl.a. Bulgur som mætter godt. Prisen er mere end rimelig 130 FF. for overnatning, aften- og morgenmad. Det regner stadig, da vi tørner ind og for en bybo som mig, er stilheden lammende… Næste morgen, bliver der spændt kikket ud af vinduet. Surt show, skyerne hænger stadig tungt, men mens morgenmaden glider ned, får solen magt og det begynder at klare op. Fantastisk syn. Den grå kontrastløse tåge vi
cyklede rundt i dagen før, er nu forvandlet til det smukkeste højalpine landskab i den gennembrydende sol. Dagen er reddet for videre fremfærd mod Mont Malamort.

Mont Malamort.
Den nuværende grænse ved Lac du Mont Cenis stammer fra 1947. Tidligere lå grænsen nordligere, men mellem 1890 og 1906 befæstede franskmændene den tidligere grænsekam Montfroid-Pionte Turra med to skyttestillinger, tre barakanlæg og et fort. Målet var forsvar af de svage steder på de flade områder omkring Lac Mont Cenis, hvis strategiske vigtighed allerede var kendt af Hannibal og Napoleon.
Dette tiltag kunne den daværende italienske krigsbygmester naturligvis ikke sidde overhørig. Forsvaret var en kæmpemæssig befæstning af Mont Malamort. Ja hele bjergtoppen blev nærmest omdannet til en hel byggeplads. To kaserneanlæg, to forter og hele ti skyttestillinger. Under den gale Mussolini blev anlægget yderligere udbygget med to fort. Trods disse vældige anlæg, lykkedes det aldrig italienerne at rokke ved de franske stillinger. Et af højdepunkterne i dette område er militærvejen op til fortet på toppen  af  Mont Malamort i næsten 3000 meters højde. Strækkende sig over ni kilometer, gennem 35 hårnålesving, overvindes næsten 1000 meter fra vandspejlet ved Lac du Mont Cenis. Vejen eller nærmere de to hjulspor, er især i starten meget stejl og svær fremkommelig med mange løse sten. Kun god kondition og en stor portion stædighed, gør det muligt at overvinde. Flere gange må man da også af cyklen, simpelthen for at få vejret. Pulsen galopperer afsted. Men det er alle anstrengelserne værd. Et imponerende view ned over Lac Mont Cenis og Fort de Variselle. Efterhånden som vi når længere op forhindrer store snedriver videre fremfærd på to hjul. I starten forceres de trækkende eller bærende med cyklen. Ved resterne af et af kaserneanlæggene i omkring 2400 meters højde, er hele vejen spærret af store snemængder. Højt over os kan vi skimte toppen af Mont Malamort og fæstningsanlægget. Hele bjergmassivet er dækket af sne. Den enlige tyske mountainbiker, som vi mødte ved hytten, forsætter til fods gennem snedriverne, men kommer snart tilbage. Das geht nights, zu viel snee. Det kolde og våde forår har også sat sit præg på alperegionen. Der er faldet store snemængder i majog juni. Normalt er her ikke sne af betydning i juli måned. Noget skuffet vender vi atter forhjulet nedad. Det er en helt fantastisk oplevelse at trille ned af den lille bjergvej, med Lac Mont Cenis dybt under sig. Man føler sig noget ubetydelig i dette landskab. Vel nede ved søen og dæmningen bestemmer vi os for a tage Fort Ronce på den modsatte side, i nærmere øjesyn. Trætheden melder sin ankomst, men de sidste kræfter sættes ind og sidst på eftermiddagen når vi op til den runde fæstning. Nu kunne jeg godt have brugt en cola, men her har ikke været forplejning siden krigen, så jeg må tage til takke med den sene eftermiddagssol spejling i Lac Mont Cenis blågrønne vand.

Påklædning og udstyr:
En mountainbike i god kvalitet er et must. Affjedring er en stor behagelighed men ikke et krav. Sørg for at cyklen er efterset og iorden inden du tager afsted. Sørg for at bremseklodserne er nye. Til dagsture benytter du en god dråbeformet rygsæk på mellem 25-30 l. Foruden lappegrej, nødværktøj og slange er et førstehjælpssæt, kort og kompas også vigtigt. Til længere dagsture på ruterne i Frankrig og Italien er det en god ide at have lidt mad med, Fyldte vandflasker, og energibarer er også fint. Selv om sommeren kan det være koldt oppe i højderne, så ekstra tøj i form af en langærmet køretrøje eller vindtæt jakke og ovetræksbukser skal også i rygsækken. To vandflasker på cyklene og evt. en ekstra i rygsækken. Sørg for at tanke op hele tiden, det er ikke særligt rart at stå på toppen uden vand. Til flerdagsturen skal du bruge en noget større rygsæk 35-40 liter. Så du har plads til ekstra tøj. I langt de fleste hytter findes der tæpper og du kan leje sengelinned. Tag evt. en lagenpose med.

Vejret:
Vejret i alperne kan være en blandet affære. I sommerhalvåret er ligger temperaturen mellem 20-25 grader, men vær opmærksom på at det kan være rigtig koldt jo højere du bevæger dig op. Hold hele tiden øje med vejret. Det kan skifte lynhurtigt. Et typisk alpefænomen er at det trækker sammen sidst på eftermiddagen og giver torden og regn. Det er en god ide at tage tidligt afsted fra morgenstunden. Begynder det at trække sammen så vend om og kom ned i en fart.

Bedste rejsetid:
Den bedste rejsetid er fra starten af juni til midten af oktober. Højsæsonnen er juli/august og her er alle de højeste steder somregel fri for sne. I september/oktober kan det være utrolig flot, specielt på den italienske side omkring Dolomiterne. Man skal dog være forberedt på sne og at det kan være koldt.

Transport:
Der er fine muligheder for at komme til alperne. Foruden egen bil er der flere som arrangerer bustransport til Frankrig og Østrig med cykeltrailer. En anden mulighed er rutefly til Geneve, Nice, Salzburg, Munchen, og Torino. De nationale flyselskaber har daglige afgange til disse byer. Så længe man holder sig inden for 25 kg vægtgrænsen er det gratis at få cyklen med.

Kort:
Michelin 1:200000 France Rhône Alpes nr 244
Touring Club Italiano 1:200000 Piemonte Valle d´Aosta D36
Switzerland 1:250000
Wanderkarte Aletschgebiet und Untere Gorms 1:25000
Mountainbike Routen in Grindelwald
ADFC Radtourenkarte Oberbayen nr 26 1:150000
Austria 1:200000 nr 7 og 8
Vandrekort og specielle MTB rutekort er bedst at købe når man når frem til lokationen

Bøger:
Grosser Alpen Strassen Führer, ISBN 3-85047-748-7
Mosers MTB guider til Tyskland med detaljerede rutekort Delius Klasing Verlag
Off the Beaten Track Switzerland, ISBN 086190 242 4 Findes også for de øvrige lande
Tyske Bike Magasin som udkommer hver måned har altid fine turforslag.

Flere oplysninger:
Den Italienske Stats Turistbureau
Gammel Mønt 12, 4. tv.
DK-1117 København K
Tlf.: 33 12 34 33
Fax: 33 15 38 73

Tysk Turist Information
Vesterbrogade 6D
1620 København
Tlf. 33 12 70 95
Fax: 33 14 47 47

Det Franske turistkontor
Ny Østergade 3
1101 København K
Tlf. 33 11 49 12
Fax: 33 14 20 48

Østrigs Turistbureau
Nyropsgade 37
1602 København V
Tlf. 33 13 04 32
Fax. 33 14 04 32