Selvom Marokko ligger så tæt på Europa og i høj grad bæger præg af at have været en tidligere fransk koloni, er mødet for de fleste, mødet med en arabisk kultur som er meget anderledes og som er centreret omkring Islam.
Når man kommer til Marokko skal man være indstillet på at nu er det os som europæer som er anderledes og skiller sig ud, med mindre du skifter til en af de traditionelle klædedragter. Marokkanerne er købmænd, og de ser en potentiel kunde i enhver turist.
Marokko har ca. 30 millioner indbyggere som er karakteriseret ved at være meget ung. Ca. halvdelen er under 25 år. Selvom Marokko hovedsaglig er arabisk er der en skøn blanding af Arabere og Berbere. Berberne boede her oprindeligt da Araberne kom, og udgør i dag omkring 40 % af befolkningen. Berberne bor i dag hovedsagelig i bjergene og ørkenen i den sydlige del af Marokko. Desuden har jøderne også haft en stor indflydelse i landet. I mange af byerne findes der stadig jødiske bydele. Arabisk er hovedmodersmålet, men da Marokko er en tidligere fransk koloni, kan langt de fleste også fransk, mens det kun er specielt de Berbiske handelsfolk som kan lidt engelsk. Som så mange andre lande hvor forskellige folkeslag har forsøgt at gøre sig gældende har Marokko også haft en omtumlet og til tider urolig historie. I 1956 forlod franskmændenene landet og de blev et selvstændigt kongerige. Siden 1977 har man haft en slags demokrati med et trepartisystem. Men det er stadig kongen som har den reelle magt over hæren og det er også ham som udpeger statsministeren. Det moderne Marokko er et land man trygt kan rejse til.
Agadir
Med fly, er Agadir for de fleste turister indgangs porten til Marokko. Agadir betyder befæstet kornmagasin på berbisk og var oprindelig en vigtig udskibningshavn, men efter et voldsomt jordskælv i 1960 blev hele den gamle bydel ødelagt.
I dag er byen en moderne turist og storby, som storbyer flest og har ikke meget med det oprindelige Marokko at gøre.
Når menukortet står på dansk og tjeneren slynger om sig med danske gloser, så står jeg af.
Mit råd, brug den som ankomst/afgangsbase og tag så ud og oplev det rigtige Marokko.
Som cyklist er afstandene store men har man tiden kan man sagtens cykle rundt. Vejnettet er godt udbygget og af god kvalitet. På landet er der meget fredeligt, mens trafikken er tæt omkring storbyerne, hvor også forureningen fra de mange biler og knallerter som ikke just er nyeste model, til tider er meget slem. Ellers er der rige og billige muligheder for offentlig transport. Der kører fine langtursbusser mellem de større byer og det er intet problem at få cykler med. En anden og sjovere mulighed er at benytte taxa eller bare at praje en bil ude på vejen. De stopper altid, og det er billigt. Ca. 300 km nordøst for Agadir ligger Marakech.
Marakech.
Byen blev grundlagt for mere end 1000 år siden og ligger som en kæmpemæssig oase midt på den støvede slette med de mægtige Atlasbjerge mod syd som en flot kulisse. Selve den indre by er omkranset af en 14 km lang mur med 12 porte. Indenfor møder en et overvældende og fremmed sanseindtryk, et mylder af mennesker iklædt de karakteristiske Haik kapper, duften af krydderier eller rettere krydret luft (gedetis og hundelorte) og den skærende “larm” af arabisk musik.
Samlingspunktet er Djemaa el Fna pladsen hvor det syder af aktivitet, et sandt mylder af boder, slangetæmmere og plattenslagere. Søg lidt væk fra pladsen og ind i Medinaen hvor man hurtigt bevæger sig ind i en labyrint af små gader med de mange små butikker liggende side om side, med alverdens udvalg i krydderier, sølv, sko, tæpper og andre spændende ting.
Det er muligt at gå og snuse, men man bliver konstant mindet om at Arabere er et handelsfolk som ser en potentiel handel i enhver turist. Men et bestemt og venligt NEJ accepteres altid, hvorimod hvis der spørges til prisen, er man straks interesseret, og så er det straks sværere at slippe væk. Atlasbjergene Fra Marakech er der omkring 40 km ned til randen af Atlasbjergene. Vi tog af sted tidligt om morgenen, vi var jo alligevel blevet vækket af den obligatoriske kalden til bøn fra den store moske. Turen ud af byen som for øvrigt forløb helt uden problemer var lidt af en oplevelse. En karavane af lastbiler, æsel karrer, knallerter og cykler tung læsset med folk, frugt og grønt var på vej ind mod byen og markedspladsen. Vejen ned mod randen af Atlasbjergene er lang og lige. I Quikika begynder det for alvor at gå opad de ca. 30 km mod Marokkos største skisportssted Qukaimeden som ligger 2600 m.o.h. Turen er meget smuk og man finder hurtigt ud af at pauserne skal holdes mellem de mange små landsbyer. Så snart man entrer dem bliver man jagtet af horder af børn som tigger Dirham Dirham (den lokale mønt). De er temmelig nærgående og går ikke af vejen for at kaste med sten og skubbe til cyklerne, for at få ens opmærksomhed. Ellers går livet sin vante gang her i bjergene, hvor man hele tiden møder store gede og fåreflokke og en enkelt fårehyrde. En nøjsom tilværelse og koldt specielt her om vinteren. Overalt bliver man konstant mindet om Islam. Hver en flække har sin egen moske hvorfra der 5-6 gange om dagen bliver kaldt til bøn.
I Qukaimeden som på denne årstid næsten er uddød, er der lejligheder og skisportshoteller i skærende kontrast til lerhytterne på vejen op. Vi indlogerer vi os på det eneste åbne hotel som ejes af en franskmand. Han har kørt forbi os op i sin bil. . Solen er gået ned og det er isnende koldt og vi er temmelig forkomne efter de 76 km og 2200 højdemeter, så vi bliver bænket i restauranten ved siden af gasovnen. Varm chokolade og en kage af ubestemmelig art giver igen varmen i fingre og tæer. Vores værelse har stået uopvarmet, og selvom radiatoren er kommet på overarbejde er det ikke nogen udpræget fornøjelse at komme i bad. For lidt varmt vand.
Qukaimeden by night er hurtigt overstået, og da det er hundekoldt ude, spiser vi på restauranten på hotellet og går tidligt til ro. Vi sov godt den nat.
Gedetransporten
Det var oprindelig meningen vi ville have kørt op over Tizi n Test passet og tilbage mod Agadir, men kulden og det faktum at skivebremsen på den ene af vores cykler var blevet ødelagt under transport i bus eller flyet får os til at tage den lokale gedetransport ned af bjerget. Inden går vi dog lige op til vejrstationen hvorfra der er en fantastisk udsigt ind mod Marakech mod nord og Marokkos højeste bjerg Jebal Toubkal 4167 m højt mod syd.
På vej ned kommer vores arrangerede transportmulighed os i møde, hvilken service. Faktisk er det den generelle opfattelse man får af marokanerne, venlige og meget hjælpsomme.
Cyklerne bliver hængt bagpå den ombyggede Peugeot varevogn, og vi bliver placeret oppe i selve ladet. På vejen ned stopper vi flere gange og folk og fæ blive taget op. Snart er hele bilen fyldt med Berbere, får, geder og to danskere i cykeltøj. De morer sig øjensynligt over os og kan sikkert ikke forstå hvorfor vi ikke selv kører ned.
Der bliver handlet ivrigt og et pragteksemplar af en buk skifter ejer et par gange efter at der nøje er blevet kikket på tænder og hove. Et stykke nede står den og dens nye ejer af. Nede i Ahlbalou bliver også vi sat af og 120 Dirham (ca. 90Kr) skifter ejermand. I sandhed en særpræget oplevelse, som man ikke oplever i en turistbus. Berberne er ikke meget for at blive fotograferet, det første klik er ok men det næste, så vil de have penge og helst alle sammen.
Tilbage i Marakech kommer vi for sent til bussen mod Agadir, den er stopfyldt, så vi må vente
Plattenslageren
Chaufføren siger vi kan komme med den næste 1½ time senere. En mand som vi først tror er en af de mange dragere som læser af og på busserne begynder at snakke med os. Han kan alle standard bemærkningerne om Danmark, København og den lille havfrue, han vil gerne have os med ind til byen hvor der er Berberfest, men vi siger pænt nej tak da vi har set det vi skal af Marakech. Herefter tilbyder han at hjælpe os med at købe billetter, og noget slukøret får vi at vide at vi først kan komme med kl. halv elleve om aftenen. Begrundelsen er ifølge ham at det er søndag og der er mange rejsende. Igen forsøger han at lokke os med ind til byen, men nu syntes jeg han begynder at blive lidt for ivrig og da jeg beder Lis om at checke det med billetterne igen forsvinder han som dug for solen. Behøver jeg at fortælle at vi kom med som først lovet kl. halv tre.
Islam og ramadanen
På vej tilbage mod Agadir får vi oplevet ramadanens indflydelse på dagligdagen. Ramadanen er den islamiske fastemåned. Rettroende muslimer og det er i Marokko næsten 98 %, må ikke må spise, drikke fra solopgang til solnedgang, i den måned som fasten varer. Et kvarter før solnedgang holder bussen ind på en rasteplads som snart bliver stopfyldt af lastbiler, busser og masser af sultne og tørstige muslimer. Alle går op og køber en skål suppe, lidt brød og et glas friskpresset appelsinjuice formedels 5 Dirham, og så sidder man ellers bare og venter. Som turist er man naturligvis solidarisk og begynder ikke at spise før de andre. Selvom man ikke har samme tro kan man vel godt respektere deres. På klokkeslæt begynder alle at spise. Hele seancen varer en lille halv time, herefter forsætter livet sin vante gang. Og stop så lige den forfølgelse Inger Støjberg og respekter folks forskeligheder.
Tiznit og Tafraoute
Efter en overnatning i Agadir skal vi igen med en af de komfortable langtursbusser, denne gang en som har sit udgangspunkt oppe i Tanger. Målet er sølvbyen Tizniz 80 km mod syd.
Køb af billet er lidt omstændig. De kan ikke købes før bussen ankommer og chaufføren har sagt ok. Så skal der ellers udfyldes papirer og stemples. Det samme gør sig gældende for bagage og cykler som får sine separate mærker, lidt omstædigt, men også betryggende.
Landskabet syd for Agadir er meget goldt og ørkenagtigt, men der arbejdes ihærdigt med at plante træer, så Tiznit virker lidt som en oase, da den dukker op med sin bymur ude i horisonten.
Da bussen mod Tafraoute kun kører to gange om dagen skifter vi til taxa, en gammel slidt Peugeot med plads til 7 personer og cykler og bagage på taget. Den skal bringe os de sidste 130 km op i bjergene til Tafraoute. Vi venter lidt da bilen skal fyldes helt op før man kører. Undervejs står folk af og på.
1 Dirham pr. km må siges at være billigt, selvom komforten lader noget tilbage af ønske, med de fuldstændig udslidte støddæmpere. Turen er meget smuk bl.a. op over passet Col de Kerdeus hvor der ligger et flot beliggende hotel, som på denne årstid er helt affolket.
Efter 3 timers kørsel når vi Tafraoute, som mest af alt minder om en cowboy by taget ud af en italiensk spagetti western. Der går ikke lang tid før at hele byen ved at nu er der nye turister til byen. Vi finder et billigt hotel, hvor cyklerne bliver låst forsvarligt inde (gjorde de for øvrigt alle steder) og selvom vi er lettere dehydrerede og sultne efter den lange køretur lader vi os overtale af en af de mange unge selvbevaltede guider til at gå med op og kikke på familien Sidi Brahims souvenir, tæppe og rejsebureau. Vi bliver bænket i en af de mange rum som er fyldt med tæpper fra loft til gulv. Vi får serveret den lokale pebermyntete, mens brormand går i gang med den helt store salgstale. Vi finder ud af at ejerne af butikken driver et slags rejsebureau der arrangerer ture med 4 hjuls trækker og MTB-cykle ud i ørkenen. Turene er enten af en dags varighed eller fleredagesture.
Tafraoute er primært befolket af Berbere og er et godt udgangspunkt for ture ud i de omgivende bjerge og ud i ørkenen. Der er 2-3 endags ruter omkring byen, vil man længere ud i periferien må man spænde bagagen på cyklen eller ryggen og køre ud af grusvejen.
Der er også en del guider i Tafraoute men de arbejder på kommission fra de to store rejsearrangører i byen, så de er fuldt pålidelige og meget venlige. Vi mødte ingen plattenslagere i Tafraoute og folk var venlige men ikke påtrængende.
MTB i Antiatlas
Det er svært at få detaljerede kort i Marokko, så vi må forlade os på det 1:1000000 vi har med hjemmefra samt en brochure og det vi får fortalt.
Den første dag om eftermiddagen bliver vi opfordret til at køre ud til de blå klipper, en rundtur på ca. 30 km i et ikke særlig vanskeligt terræn. De blå klipper er noget af en skuffelse, det er såmænd bare en skør fransk kunstner som på et tidspunkt har fået den “originale” ide at male klipperne helt blå. Bortset fra det, er her meget smukt. Klipperne fremstår i den karakteristiske dybbrune farve som bliver glødende i aftensolen. Det sandede underlag stiller krav til lavt dæktryk, ellers skrider man.
Næste dag cykler vi en længere tur ud gennem Adra Moqur dalen, ruten anbefales af brødrene Brahim. Der er kun en vej tror vi, men det skyldes at vores kort ikke er detaljeret nok. Så det bliver noget med at køre lidt frem og tilbage, forsøge at tyde arabiske skilte og spørge folk på vejen, heldigvis er området rimeligt befolket, det er næsten altid til at få øje på en fårehyrde et eller andet sted.
Vi ender oppe i en lille landsby hvor en flok skolepiger på flydende fransk hjælper os på rette vej. De syntes det er vældigt sjovt at snakke med specielt Lis og er lidt forundret over at en pige sådan ligger og cykler på mountainbike. Vejen går tilbage til en udfletning hvor vi drejer til venstre. Vejen går i et med det øvrige landskab, hvorfor det er temmelig svært at orientere sig. Snart når vi op i et lille pas og vi har et flot view ned i mandeldalen.
Området er kendt for et noget sjovt fænomen blandt de mange geder, de klatrer i træer. Vi så nu ikke nogen gøre det, måske det bare er en god historie.
Helt flad
På turen ned gennem mandeldalen, der er omgivet af høje klippevægge, er vi på udkig efter geder der klatrer i arantræerne efter frugter. Arantræet har nogle væmmelige torne, men frugten, eller rettere dens nød med kerne, er afholdt til madlavning og oliepresning. Nødden går ufordøjet gennem geden og Berberne samler nødderne fra gedernes ekskrementer. Vi finder ingen geder i træerne så vi kører videre ind i en landsby for at købe lidt frugt, brød og vand. Da vi skal videre er begge cykler flade på begge dæk. Synderen er en hel masse små torne fra arantræet med form som partisansøm som sidder overalt i dækkene. Lapning er udelukket, så vi prajer en bil og får en lift tilbage til hotellet. Vi køber et par slanger som dog er lidt møre, men de holdt resten af turen
Efter et par spændende dage i Tafraoute vender vi atter tilbage mod Agadir og flyveren hjem. Igen hyrer vi en taxa, nu ud gennem Ait Baha dalen. Vejen er meget snæver og i lange stræk anlagt på en klippeafsats så hvis der skal cykles her kræver det gode nerver. Hvis turen går fra Tafraoute til Agadir kører man med højre side ind mod bjerget, dvs. man bliver måske mast af en lastbil men ikke vippet ud over kanten.
Denne gang kommer vi selskab med et par muntre fyre som skal til fodboldkamp i Agadir. Det er en national match mellem Marokko og Senegal. Undervejs bliver der tid til lidt fotografering, bl.a. fordi chaufføren lige skal have “overstået” sin bøn. Ud med bedetæppet og om bag bilen. Så skulle der være basis for at vi komme sikkert frem.
Undervejs får vi et glimt af de sjove befæstede byer ksar’er der ligger oppe på klippetoppende.
Praktisk
Rejs til Marokko, hvis formålet er cykeltur, i november til januar, der er temperaturen behagelig. Afsæt mindst 14 dage til turen, selv med et forholdsvis lavt ambitionsniveau hvad angår tilbagelagt distance, er det ikke for meget.
Omkring Agadir er dagstemperaturen omkring 20 grader. Inde ved Marakech er det noget koldere ca. 15 grader og hundekoldt om natten. Oppe i Atlasbjergene skal man regne med frostgrader og sne.
Den billigste transportmulighed er at købe en uspecificeret charterbillet til Agadir, husk at det koster 500 kr ekstra at få cyklen med. kort mm. Man skal ikke regne med at kunne købe detaljerede kort over noget område i Marokko, i mange tilfælde må man forlade sig på de anvisninger af vej, der gives af forbipasserende. Det er i og for sig også godt nok for Marokko er et rimeligt tætbefolket land. Vi anvendte et Michelin 1:1.000.000 kort og på det var optegnelserne rimeligt præcise selvom ikke alle mindre stier og landsbyer var optegnet. Turistinformationer er heller ikke lette at opdrive, hvis noget sted så er sandsynligheden nok størst i Agadir, der også har en del boghandler som kan bidrage med informationsmateriale.
Marokanerne er gode bilister og vandt til cyklister (og andet godtfolk på vejene) så hvad det angår er der rimeligt sikkert at cykle. Det er som sagt muligt at cykle rundt, afstandene er ikke overvældende, men ellers er den offentlige transport eller taxier også gode og billige. Billeje er forholdsvis dyrt, men hvem kunne også finde på det.
Marokkanerne taler næsten alle fransk, i hvert fald ligeså meget som en gennemsnitlig matematisk gymnasiefranskbegavelse kan gøre sig forståelig med. Men vi mødte også flere der kunne både engelsk og tysk.
I et muslimsk land må man gebærde sig lidt anderledes end i Europa. Det er velset at kvinder ikke viser alt for meget bar hud, arme og ben, men hvis man absolut vil brankes kan man vel også leve med de blikke det afstedkommer.
Tonen er uformel, smil og le så meget som du kan, så kommer du ufatteligt langt. Hvis du føler dig trådt på så skæld ikke ud men anlæg i stedet en beklagende attitude. Husk at dobbeltchecke alle oplysninger, det kan være du har været udsat for overdreven venlighed fra din kilde.
Medbring masser af slanger og lapper samt ekstra dæk. Udstyr ikke din cykel med dine fineste og letteste racerfoldedæk, for de bliver uden tvivl hullede som en si på et eller andet tidspunkt.
Maden i Marokko smager dejligt og er ikke særlig krydret. Det er muligt at køre med et ekstremt lavt madbudget hvis man holder sig til landevejskroerne og de mere ydmyge restauranter. Så efterlad bare trangiaen derhjemme.
Politikken Turen går til Marokko, angiver gode overnatningssteder, mange oplysninger lig Michelin Guiden. Ellers kan Lonely Planet’s engelsksprogede guide også anbefales
