Vulkanøen i det høje nord lokker mange udenlandske gæster. Frank Hollinger tog mountainbiken med. Læs uddrag fra en spændende dagbog.
Søndag 2. juli – Atlanterhavet kysser stille Akranes’ kyst få meter under os. Ikke en vind rører sig. Stilheden brydes kun af lyde (snorken?) fra edderfugle, der vugger i bølgerne 20 meter fra vores telt. Ude over havet mod nordvest synker solen ned bag den sneklædte vulkan Snæfellsjökull i det fjerne. Vi er stået op midt om natten for at se solen berøre kanten af vulkanen for derefter at stå op igen. En fantastisk nat, der står i skarp kontrast til aftenen før, hvor vi landede på de få meter, der var mellem de regnfyldte skyer og landingsbanen. Island har sandelig mange ansigter
Tirsdag 4. juli – Vi er fanget i stormregn på toppen af halvøen Snæfellsnes. Dråberne pisker vandret gennem luften. Her midt i passet synes vindhastigheden størst. Det startede for en time siden som støvregn og nu dette… Gudskelov har vi medvind, men det er en temmelig beskidt affære. Grusvejen bliver mere og mere opblødt, floder af vand fra himlen fylder hullerne i vejen og sprøjter op, hver gang hjulet ryger i. Vi kigger på hinanden, griner og veksler nogle ord om vejret på Mallorca i juli. Der er ikke andet at gøre end at grine lidt af det hele og blive enige om, at charterturisterne sandelig går glip af noget…
Onsdag 5. juli: – Vi er sat skakmat. Ikke af en punktering eller udstyr, der bryder sammen, men af vejret… Færgen til Vestfjordene fra Stykkisholmur til Brjanslækur er aflyst. Selv de barske fiskere bliver hjemme. Deres små kuttere ligger stille i havnen i Stykkisholmur.
Stormen finder vej ind i havnen og bådene kastes fra side til side, selvom havnen ligger godt i læ af de store basaltklipper. De eneste i Stykkisholmurs gader er turister som os, der strider sig gennem stormen. De fastboende holder sig fornuftigt indendøre. Torsdag 6. juli: – Stormen raser ufortrødent. Vi fik ikke sovet særlig godt i nat. Larmen fra stormens rusken i yderteltet var for voldsom. Vi må blive i Stykkisholmur og vente på, at den lægger sig. Det er nytteløst at stride sig gennem stormen på cykel. Tankstationen foran campingpladsen bliver vort opholdssted det meste af dagen. Her er frisk kaffe på kanden og et sandt mylder af mennesker, der står af og på bussen. Tankstationen er virkelig byens omdrejningspunkt
Fredag 7. juli: – Vi sidder foran teltet ved Hvammsfjördur og betragter skyerne, der raser over himlen. Stormen er ved at lægge sig. Undervejs spredes skyerne, mens de skifter farve fra sortgrå til lysegrå. Sceneriet er fantastisk og kulminerer, når midnatssolens lange stråler bryder igennem og rammer undersiden af skyerne og byen Budardalur på den anden side af fjorden. Målet for morgendagen. Tankerne går tilbage til dagens oplevelser, hvor vi besluttede at lægge ruten om og droppe ideen om at opleve Vestfjordene. Vi kunne ikke blive ved med at vente på, at færgen sejlede igen. – Så bliver der mere tid til lidt vandring i højfjeldet i næste uge
Nyfalden sne
Søndag 9. juli: – Udsigten er formidabel. Kampen mod bakken har lønnet sig. Mod syd ligger de sneklædte bjerge i højlandet, mod nordvest vokser nordkystens stejle klippevægge lodret op af Danmarkstrædet.
En fascinerende tanke at næste stop mod nord er Grønland få hundrede kilometer borte og Nordpolen. I det fjerne mod nordøst ligger konturerne af Vestfjordenes stejle klipper. Skråningerne er dækket med sne. Sommeren er simpelthen ikke nået derud i år. Vi ryster lidt ved tanken om, hvor koldt det ser ud og fortryder pludselig ikke, at vi droppede Vestfjordene. Nordkysten er kold nok til os. Det sidste døgns tid er temperaturen faldet. Der var 5C ude foran teltet i morges og på bjergene bag os ligner nattens nyfaldne sne flormelis, som er drysset på store mørke sandkager.
Rundt om os stryger lokale regnbyger over en urolig himmel med kraftig vind nordfra. Regnbygerne står klart aftegnet med lodrette streger af vand, der vælter ned. Vi er endnu ikke blevet våde, men bliver alligevel ramt: Store kager of mudder har sat sig fast mellem dæk og stel efter en strækning, hvor en byge var kommet os i forkøbet og havde blødt vejen op til et ælte. Der er ikke andet at gøre end at stoppe og forsøge at skrabe mudderkagerne af. Vi flyver over skyer
Tirsdag 11. juli: – De store lastbiler suser tæt forbi os. De forsøger at trække ud, men den lige så tunge modkørende trafik gør det ikke muligt. Det korte stykke på Ringvej 1, som vi ifølge kortet er nødt til at cykle på, synes længere end nødvendigt. Vi ønsker os hjem til de trygge cykelstier i Danmark og forsøger at lede tankerne på flugt og få dette overstået så hurtigt som muligt. Det er tænkeligt, at Islands vareforsyning er afhængig af denne ringvej, der forbinder de fleste større bysamfund, men egnet til cykling er den ikke.
Det flotte høje vejr, som dagen startede med, ender brat, da store mørke skyformationer trækker ned over kysten fra nord.
Temperaturen falder. Klokken er ni om aftenen og der er endnu 20 km til Blonduos, som er målet for denne dag. Vejen er nyasfalteret og løber på en hylde i bjergsiden. 100 meter under os er der en stor græsslette med spredte gårde ud til den store fjord Hunafloi. Sletten ligner et stort stykke grønt stof, som er spændt ud mellem de stejle bjerge. Små prikker, der viser sig at være flokke af de bredryggede islandske heste, som løber legende rundt. Tågen fra havet og fjorden trækker langsomt ind over sletten og inden længe forsvinder landskabet og hestene i tågen under os. Det går ned ad bakke på ny asfalt. Vi suser afsted. Det føles, som om vi flyver over skyer. Udstilling af velstand Blönduos er så stor en by, at den kan prale af et bytorv med et rådhus, posthus og hvad der ellers hører sig til. Men bymidten viser sig at ligge i udkanten af byen ved de tre tankstationer på hovedvejen. Her samles islændingene i mindre træf for firhjulstrækkere i alle afskygninger. De, der endnu ikke har kørekort og mobiltelefon, er iført en mode, som er et hestehoved foran den københavnske. Denne udstilling af velstand gør alle vore forestillinger om islændinge som fattige bønder med får og heste til skamme.
Torsdag 13. juli: – Fantastisk at ligge her i Kjölur under åben himmel i næsten skoldhedt vand med udsigt til højsletten og to kæmpebræer. I den aktive undergrund mellem bræerne ligger de varme kilder, der gør dette muligt. Vandet løber til i store slanger fra henholdsvis den varme kilde i undergrunden og den nærliggende kolde bæk. Det gør godt at få de trætte muskler blødgjort. Dagens 60 km’s cykling på skærvevej har taget hårdt på musklerne i ben, nakke og arme.
Alle islændingene kører videre for at stå på ski omme på nordsiden of Kerlingarfjoll, så vi er helt alene, da vi forlader vejen på vores vandretur til de varme kilder i kryolitbjergene. Omkring os ligner de store runde kryolitbjerge med spredte sneklatter ryggene på brune kæmpeelefanter med flødeskum på. Nede fra bunden står store dampskyer op. Da vi følger den smalle sti ned til bunden, mødes vi af den umiskendelige svovllugt fra de varme kilder. Fascinerende at hullerne, hvor vandet bobler lystigt, opvarmes af den kogende aktivitet i jordens indre.
Statister i en cowboyfilm
Fredag 14. juli: – I det fjerne hvirvles støvet op af en lille prik, der bevæger sig langsomt, men sikkert over højsletten. Vi føler os hensat til en John Wayne-film, hvor diligencen i støvskyen bliver angrebet af indianere omkring næste hjørne. Et kvarter senere møder vi “diligencen”: En firhjulstrukken Lada Niva udstyret med overdimensionerede dæk og stor tagantenne, der får den til at ligne en radiobil fra et nærliggende tivoli. Denne Lada er bare en af mange firhjultrækkere, som vi møder i højfjeldet.
Overfaldet af fluer
Lørdag 15. juli: – Maverne knurrer og vi beslutter at indtage frokosten på nogle store lavaklumper ved et mindesmærke med vid udsigt over højsletten. Lavamarken ser umiddelbart gold ud, men ved nærmere eftersyn stikker små fjeldblomster hovedet op over lavaen. Der er helt stille omkring os. Ingen fugle, ingenting. Kun en svag susen fra den evige vind høres. Pludselig afbrydes stilheden af en flue, der sværmer om maden -hvor kommer den fra? Ifølge turist-brochurerne lever der ingen dyr på selve højsletten, men hvem tænker på fluer? Samme aften skal vi imidlertid sande, at det er fluerne, der hersker på højsletten. Vi må søge ind i teltet efter at være overfaldet af sværme af små irriterende fluer, der finder morskab i at kravle ind i ører, næse og øjne.
Mandag 17. juli: – I Geysir danner et par gårde, en tankstation, et hotel og en campingplads rammen om byen og de mange turister. Hovedattraktionen er den springende varme kilde Strokkur, der med få minutters mellemrum sender vand 30 meter op i luften. Vi sidder trætte foran teltet efter at være kommet ned fra højfjeldet. Medvinden og et fald på 500 højdemeter hjælper os hurtigt ned til den grønne frugtbare sydkyst. Kontrasten er næsten for stor. Efter stilheden i det øde højland er der virkelig kontrast til en tætpakket campingplads, flagrækker, postkortudsalg, souvenirboder og de mange turister, der trækkes til attraktioner som Strokkur, Gullfoss-vandfaldet og sletten Qingvellir, hvor parlamentet blev “født” for mere end 1000 år siden. Selv cykelturister vrimler det med…
Angrebet of fugle
Onsdag 19. juli: – Vi sidder i læ ved kirkemuren og nyder solen og udsigten over Atlanterhavet. Vi skal lige komme os efter forskrækkelsen, da vi cyklede gennem og kom til at forstyrre freden i en ternekoloni. Ikke nok med at de fløj truende lavt hen over os, men en enkelt terne dykkede sågar ned og hakkede os i hovedet. Vi følte os hensat til Hitchcock-filmen “Fuglene”. Vi har vendt næserne mod lufthavnen i Keflavik. Solen står højt på himlen. Termometeret viser 18°C i skyggen. Det bliver turens varmerekord. Det er en sej tur langs kysten med stiv kuling. Ikke bare vinden er imod os, men også den sandede vej langs kysten er sej at køre på. Dækkene går nogle gange går “helt i bund”, så vi må stå af og trække. Strabadserne opvejes dog af udsigten over havet og fuglefjeldet, der ved nærmere eftersyn syder af aktivitet.
Torsdag 20. juli: -Amerikanske jagerfly og helikoptere hænger i luften som terner over Atlanterhavskystens klipper. 25 km borte ligger lufthavnen i Keflavik, der er hjemsted for adskillige amerikanske eskadriller. Med disse stålfugle hængende over hovederne, ligger vi igen med kroppen under varmt vand. Skønt. Vi skal lige have det sidste varme bad med.
Fredag 21. juli: – Stewardessen serverer en islandsk øl, mens vi nyder udsigten over Island under os. Vikingen på øldåsen minder os om historien fra de farvelagte brochurer og de norske vikinger, der for 1100 år siden bosatte sig på vulkanøen. Vi bliver hurtig enige om, at der skal vikinger til at bosætte sig på en ø, hvor man er så meget i naturens vold: Jordskælv og vulkanudbrud er dagens (u)orden. Tankerne går tilbage til de tre uger i sadlen, hvor netop det uberegnelige vejr og den voldsomme natur har givet os en oplevelse for livet. Der går næppe lang tid, før vi ønsker os tilbage til den friske vind og den rene luft i Island. Antiklimaks indtræffer, da vi lander i København i 27C og den fugtige varme blandet op med bilos udenfor ankomsthallen hilser os velkommen tilbage til civilisationen
Anbefalet rejsetidspunkt
Juni – august. Fjeldvejene midt på øen er som regel lukkede til begyndelsen af juli og igen fra September.
Transport til/på øen
Færge: Smyril Line sejler hver lørdag fra Esbjerg via Færøerne og Norge til Seyaisfjoraur. Pris: Fra 4.000 kr. for en person t/r med cykel. DFDS, tlf. 79 17 79 17.
Fly: Icelandair flyver knap 20 gange ugentlig fra København til Keflavilc. Jackpotbillet t/r: 2.800 kr. Skal bestilles i meget god tid. Cykler gratis med i henhold til regler for cykler i rutefly Icelandair, df. 33 12 33 88.
Bus: Udbredt busrutenet, hvor en bus medtager et begrænset antal cykler
Indenrigsfly: Udbredt indenrigsfly
Tog Ingen togtrafik.
Kort
Fine kortserier fra Islands geodætiske institut, Landmælingar Islands: 1:100.000 (87 kort), 1:250.000 (9 kort eller 5 dobbeltkort) og I :500.000 (1 kort). Kan købes/bestilles hos boghandlere i Danmark eller købes hos boghandlere i Island, evt. hos Landmælingar islands i Reykjavik, Laugavegur 178 Sværhedsgrad Bortset fra lange strækninger med skærver eller sand på fjeldvejene og trækken af cyklen over elve er der ikke meget, der bør stoppe en. Man bør dog være (psykisk) forberedt på ustadigt, dårligt og koldt vejr og det faktum, at det stort set altid blæser.
Stigningerne er humane og sjældent alpine.
Udstyr og påklædning
Vand og vindtæt tøj er en nødvendighed.
Tag både sommer og vintertøj med, også handsker og hue.
Vandtætte støvler anbefales.
Teltet skal være et gods fjeldtelt med ekstra barduner og pløkker, der kan tåle en storm. Varm sovepose en selvfølge.
Køb vandtætte cykeltasker eller brug regnovertræk til de “gamle”. Tag værktøj og reservedele med.
Vejene
I byerne er vejene asfalterede. Ellers er resten lava. Lige så snart man forlader Reykjavik og Ringvej nr. 1 er der sjældent tung trafik. Fjeldvejene på tværs af øen er som regel lukkede for al trafik udenfor sommersæsonen på grund af vand, sne og mudder.
Priser
Det ekstremt høje prisniveau, som man hører om, er lidt af en myte. Det er dog noget dyrere end i Danmark.
Klima
Den store ukendte faktor. Skifter ustandseligt. Gennemsnitstemperatur for lavlandet om sommeren er 11 °C, hvor nordvestlandet og nordkysten er koldest. Det kan sne på nordkysten og i højlandet om sommeren.
Lyst næsten hele døgnet i juni, juli og august.
Litteratur
Heino Døygaard: Island Rundt. Skarv/Høst & Søns forlag 1992.
Nyttige adresser
Det islandske cyklistforbund, Islenski Fjallahjolakhibburinn, Box 5193, IS
Icelandair, Vester Farimagsgade 1, 1606 København V, tlf. 33 72 33 88, fax 33 9.3 8G 11, sælger flybilletter og er repræsentant for det islandske turistråd. Gratis fortegnelser over campingpladser, vandrerhjem, hotelilr, busruter, indenrigsfly etc.
Turistinformation i Reykjavik, Bankastreti 2, Reykjavik. Tlt. 00 354 5G2 3045. Fax 00 354 1G2 4749.
Nyttige links
https://www.vulkanresor.se
https://www.thur.de/~waps/island.html https://www.math.science.unitn.it/Bike/Countries/Iceland/Tour_Reports/Tour.html
