Geobike i Szczecin: Cykelsamling og Europæisk Anti-dumpingtold
BESØGS ARTIKLER 21. november 2023 Simon Louis-Jensen
Tekst og Foto: Simon Louis-Jensen
Sensommervejret var så indbydende som nogensinde i september, og det var på det perfekte tidspunkt, at jeg besluttede at tage på en spontan 14-dages tur til det nordlige Polen. Med Eurovelorute 10 som min guide blev rejsen en perfekt cykeloplevelse. De smukke grusveje med udsigt til det baltiske hav, som Pomorze-området (Pommern) byder på, er absolut værd at udforske og kan klart anbefales til alle cyklister.
Antidumpingtold og Cykelproduktion i Polen
Undervejs havde jeg også mulighed for at besøge Geobike i Szczecin, en virksomhed, der specialiserer sig i cykelsamling. Dette besøg gav indsigt i en del af cykelproduktionen og de udfordringer, der opstår i en tid med stigende økonomiske beskyttelsesforanstaltninger.
En Globaliseret Industri
Produktion af cykler er en af de tidligst globaliserede industrier. I forskellige perioder har forskellige lande og regioner domineret denne branche. Et eksempel på det er at ordet for cykel på polsk “Rower” stammer fra det engelske cykelmærke “Rover.” Det var J. K. Starley, der satte sit aftryk i cykelhistorien i 1885 ved at producere Rover Safety-bicyklen i Coventry, England.
Langt senere i1970’erne blev Japan en del af boomet af 10-gears racercykler og dominerede siden cykelindustrien globalt specielt indenfor geardele. I 1980’erne skiftede fokus med fremkomsten af mountainbiken, og meget af cykelproduktionen flyttede fra Japan til Taiwan.
I 1990’erne begyndte kinesiske producenter med statsstøtte at eksportere cykler til både Europa og USA. Som reaktion på dette forsøgte EU at beskytte sit indre marked ved at indføre antidumpingtold på færdige cykler fra Kina allerede i 1993.
Antidumpingtold og Cykelproduktion
Så længe før de nylige handelsstridigheder og coronaviruskrisen havde EU indført beskyttende foranstaltninger mod importen af kinesiske cykler. I 2019 kom så en separat antidumpingtold på de seneste elektriske cykelmodeller fra Kina.
For at blive undtaget fra disse toldsatser skal europæiske virksomheder overholde en række betingelser. Dette inkluderer krav om, at hele cyklens samling finder sted i EU, og at de kinesiske komponenter ikke udgør mere end 60% af cyklens samlede værdi.
Geobike: Cykelsamling og Fremtiden
Geobike er et eksempel på en såkaldt cykelsamlingsvirksomhed, der opererer inden for disse rammer. De modtager containere med alle de fleste dele til at samle komplette elcykler fra Kina.
Virksomheden har specialiseret sig i elcykler, herunder både to- og trehjulede varianter. Deres historie begyndte med Sigo cargocykler, der er relativt avancerede og kan lejes i flere tyske byer og har funktioner som induktionsopladning og appstyret lås. Jeg bydes velkommen af den ansvarlige for marketing, salg og indkøb Andrzej Łotocki og efter en grundig introduktion ser jeg de to lokaliteter de benytter for tiden.
Deres produktionsmetode involverer for tiden ikke samlebånd, hvilket betyder, at op til tre cykelmontører samarbejder om at færdiggøre en enkelt cykel. Der hersker en koncentreret ro mens der bygges cykler op. Dette kræver naturligvis at alle komponenter er tilgængelige til rette tid.
I højsæsonen arbejder Geobike i treholds skift, og de ser frem til at flytte deres produktion til en ny facilitet udstyret med transportbånd. Dette nye produktionssted forventes at åbne næste år og vil sandsynligvis optimere produktionsprocessen.
Geobike illustrerer, hvordan europæiske cykelproducenter opererer inden for EU’s regler og samtidig forstår at følge med markedet. Andrzej mener selv at det polske hjemmemarked kun langsomt er ved at tage elcyklen til sig, hvorfor de tidligt har fokuseret på eksport. Personligt så jeg i den nordlige del af Polen som jeg besøgte, en hel del nye tiltag til fremme af cykeltransport. Cykelstier er mange steder udlagt på den halve bredde af tidligere anlagte fortove. Geobikes historie afspejler de udfordringer og muligheder, som den globale cykelindustri står overfor. I lyset af den stigende efterspørgsel på elcykler er det spændende at følge deres udvikling.
Link