Et gammelt ordsprog siger: “kan du ikke blive andet i verden så er der altid cykelsmed ” Selvfølgelig en dum nedværdigende kommentar, der stadig hænger ved. Dygtige cykelmekanikere vil der altid være brug for. Historisk har cyklen overlevet sig selv, selvom den dag idag, trods turbulente op- og nedture, stadig er en David mod Goliath i mobilitets sammenhæng.
Cyklen opfattes af det store flertal mere som et fritids- og sportsredskab end et reelt transportmiddel. Vi er slaver af den firhjulede komfortkaret, der bruges til alt, selv de små hundrede meter ned til supermarkedet efter smøger og matadormix. En tur langt de fleste nok havde bedre af at gøre gående eller på cykel. Det er da en smule komisk at folk tager bilen en søndag formiddag med cyklen bagpå for at lege Tourhelt i et motionsløb :o), men idag er det ikke videre befordrende at skulle færdes i et trafikmiljø hvor du som fodgænger og cyklist bare opfattes som et irritationsmoment, hvor bilen har første prioritet på alle områder, og hvor dens fremkommelighed og bekvemmelighed hele tiden skal forfordeles på bekostning af alt andet. Samtidig er det heller ikke særlig afslappende og befordrende at gå og cykle i støj og larm af blinkende lygter og bibalarmer.
Cykelboomet udebliver stadig trods massiv lobbyisme og en i mine øjne stadig fejlslagen fokusering på cykelsport fra størsteparten af cykelproducenter og politiske beslutningstagere. -Læs Carlton Reeds Bicycle Boom-
Mens alle skyder skylden først på pandemien og siden på krigens rædsler og alt hvad det medfører af inflation og stigende leveomkostninger, var det måske på tide igen at vende blikket indad og gøre en smule selvrefleksion.
Endnu et dronefoto af en sportscyklist på vej op af et alpepas
Micromobilitet er meget mere end endnu en sportscyklist på vej op af et alpepas
Det ligger ligefor at skyde skylden på den økonomiske afmatning, råvarepriserne eller et klima i forandring, men hvis du ikke sætter sig ned, og selv trykker på pause og analyserer din retning, vil du højst sandsynlig blive hægtet af, selvom der naturligvis findes undtagelser.
Dette beskrives ret godt af den økonomiske filosof Joseph Schumpeters i hans tese om “creative destruction” i den kapitalistiske økonomi, der i korthed går ud på at såkaldte innovative nye ideer hele tiden erstatter eksisterende og skubber dem ud. En teori der idag er blevet normal praksis i størstedelen af verden, men tydeligere end nogensinde begynder at vise alvorlige tegn på metaltræthed. “Time for Change”
Ligesom eksisterende civilisationer uddør og erstattes af nye, dyrearter uddør osv. kan vi som menneskehed så kun gisne om hvor vi er på vej hen, for vi glemmer vi bare er et dyr, der så paradoksalt er udstyret med et intellekt der hele tiden spænder ben og driver os afsted i det såkaldte “fremskridt” .
I takt med at menneskeheden bliver mere og mere invasiv og til stadighed vil forsøge at kontrollere alting og sågar gør sig til herre og liv og død, cykler denne process hurtigere og hurtigere og i sidste ende vil den kolapse. Men bare rolig det bliver sikkert ikke vores tid, så derfor gælder det jo bare om bevistløst at rage til sig og drøne derudaf på første klasse ikke eller gør det ?
Men hvad har det så lige med cykelbranchen at gøre
Jeg har mødt alt for mange cykelsports egoer inden for cykelbranchen. Fordi man har haft en flot sportskarriere er det ikke nødvendigvis opskriften på succes indenfor cykelproduktion. Indenfor næsten alle andre industrier bliver alle idag konstant overvåget, vejet og målt. Dette syntes til dels at have forbigået cykelbranchen der til stadighed rekruterer primært indenfor egne rækker fremfor at prøve at få noget nyt blod ind, der kikker på tingene mere som en forretning end cykelpassion. Naturligvis sker det, men nok i for ringe grad, og sikkert hvis branchen for alvor skal gøre sig gældende i kampen om fremtiden micromobiltet.
Det er ikke længere nok blot at ændre farven på cyklen, eller give bukket et nyt tvist hvorefter man hyrer en smart underbetalt influenzer og fotoentusiast til at provomere endnu en cyklist på vej op af Alp du Huez og forventer et stort salg. N+1 er lig fortid, når valget står mellem stigninger i boliglånet, opvarmning af familien eller en unødvendig cykel/dimseskift.
Når de veletablerede cykellokomotiver i en uendelighed lancerer den ene sportscykel efter den anden der koster som en mindre personbil, er det udtryk for en selvtilfreds cykelbranche der har haft det lidt for godt. Markedet for den slags potentielle købere er for længst mættet. Dette smitter af ned gennem ledene på en grossistbranche der for manges vedkommende er nødt til at holde stadig fast i Status Que af de samme mainstreamprodukter og cykeltyper. Fremfor at opdyrke et kæmpestort uopdaget marked af for ikke cyklister – Blue Ocean – relanceres hele møllen en gang nu på el- og ladcykelområdet med et prisniveau for de dyreste modeller, der ligger på den forkerte side af 40 kilo kroner.
Når en stadig mere og mere presset familieøkonomi er dagsordnen, samtidig med en infrastruktur der trods flotte politiske løfter stadig går mod flere og flere biler og motorveje, så sælges der ingen dyre cykler andet end til de i forvejen mættede entusiaster. Heldigvis er der da en stadig stærkere Europæisk cykellobbyisme, eksempelvis ECF og Cycling Industries, som ALLE med relation til cykelbranchen burde støtte op om. Hvorfor mon bilindustrien er hvor de er idag ?
Som kommende udstiller på de mange cykelmesser -Læs vores opdaterede udstillingsoversigt for 2024- skulle du/I måske stoppe op og fremfor at købe en overdådig stand på en messe for at sælge et produkt, kunderne ikke længere vil have, prøve at række ud til de forbipasserende og spørge hvad de mener I gør rigtigt/forkert eller ønsker af jer. Måske bliver du/I overrasket. Måske lærer I faktisk noget nyt :o)
Som cykelforbruger stil krav til branchen:
- Krav om produkter der er til at betale
- Krav om produkter der kan repareres
- Krav til personale som har en bred og nuanceret viden om cykler ud over Tour de France og tubeless dæk :o)
- Krav om produkter der i højere grad er et mobilitets alternativ
- Krav om skrue ned for den kreative destruktion og systemløsninger bundet til enkelte brands.
Lidt metaforagtigt, men når ingredienserne til kagen forsvinder eller bliver dyrere, er vi nødt til at finde en anden opskrift. Men inden da må vi finde ud af, hvad forbrugernes smag er, og hvilke nye smagsvarianter de kan lide.
Der er en samfundsrevolution i gang, og mobilitet toget har forladt stationen og for den helt almindelige bruger hedder den næppe cykelsport. Der skal findes en plads hurtigt. Ellers kommer landskabet på destinationen måske til at se helt anderledes ud uden dig/jer.
Hvilken retning er du på vej i ?
