CYKELPORTALEN

Danmarks uafhængige cykelportal

DIY Bambuscykel  projekt part ONE DIY Bambuscykel  projekt part ONE
Pandaer spiser dem, andre ryger på det og vi bygger et par cykelrammer af det. -Bambuscykel for Dummies- DIY Bambuscykel  projekt part ONE

De fleste kender aluminium, stål, titanium og kulfiber som materialer til bygning af cykelstel, mens  Bambusrør nok er noget mindre kendt og af mange opfattes lidt som en kuriositet. Fordelen ved Bambus er at du med en smule gå på mod selv kan  gå i gang – Cykelportalen satte sig for at bygge en’ cykel eller tre i denne for Pandaer næringsrige græsart.

Nogle vil mene at menneskeheden er nået langt teknologisk, men ikke uden at noget er gået tabt. Fra at gøre alting selv, har mange i dag indskrænket sig til lystigt at svinge plastikkortet for at få endnu en masseproduceret dims ind i samlingen af, ja undskyld, ofte ligegyldigt overforbrug, der for en kort stund skal dæmme op for en eller anden form for kedsomhed, tidsfordriv eller oplevelse :o)

Men grundlæggende har mange af os stadig en trang til selv at gøre tingene, men forbrugs hamsterhjulet spænder ofte ben, og den al for megen tid foran fladskærmen lokker os til at købe mere og mere for at få afløb for den manglende kreativitet og gør det selv proces.  Der er stadig en stor tilfredsstillelse i selv at bygge sit hus, anlægge sin urtehave flette sine kurve, strikke sin egen trøje, eller måske som her bygge sin egen cykel helt fra bunden.

Nu behøver du ikke tage til England eller USA på dyre svejsekurser eller bruge hele madbudgettet på svejseanlæg og værktøj for at svejse din egen ramme. Der findes en genvej for dem der gerne vil prøve kræfter med cykel bygningens ædle kunst uden at skulle have adgang til eller investere i dyrt specialudstyr og kurser. 

De af Beijing udlånte kinesiske pandabjørne i Københavns Zoo tygger lystigt på særligt politbureau godkendte bambusrør, men ud over sine ernæringsmæssige egenskaber kan dette fantastiske rør, meget mer.  Lige fra fede vandpiber til fede konstruktioner. Siden tidernes morgen har menneskeheden brugt naturens materialer herunder også Bambusrør til alverdens kreative  konstruktioner.  Men i takt med industrialiseringen og massefremstilling er mange af de gamle materialer og teknologier forsvundet ud i glemslen igen.

Englænderne har stolte traditioner for cykel selvbyg, og er nok et af de lande i Europa hvor du finder det største udbud af muligheder for at lære at svejse din egen ramme. Læs vores reportage fra Bespoked her. I kølvandet af dette og godt hjulpet på vej af en af de mest brugte begreber i nyere tid, bæredygtighed, der i dag i omsætningens hellige navn hægtes på hvad som helst.  

I cykelverdenen startede det lidt som et projekt til at få gang i noget lokal produktion af transportmidler i de underudviklede dele af verden, men har siden udviklet sig til at være en god forretning for mange, da begrebet bæredygtig appellerer til os forbrugere som den hellige frelse.  

Bamboo Bicycle Club har rødder i det engelske. Deres filosofi er som så meget andet her i livet “Learning by doing”  Siden starten for godt 8 år siden har de udviklet sig fra en lille hobby foretagende til et firma der afholder kurser og desuden sælger DIY kit hvor du får tilsendt en pakke, lige til at smide op på køkkenbordet og DIY. Deres letteste og dyreste løsning er et kit med færdigfremstillede  3D muffer i kulfiber, mens den mere håndværksmæssige udgave er af dig håndviklede muffer i bomuldssnor. Greg Calfee er en anden god ressource vi har brugt meget som inspiration til vores projekt. 

Vores ikke verdens redende projekt, handler mere  væredygtighed end bæredygtighed :o)  Frem for at købe et kit satte vi os for her på Cykelportalen selv at gå i gang.  Denne artikelserie er ingen drejebog på hvordan det skal gøres, fordi der er mange måder at gribe det an på, men derimod en inspiration til andre om selv at prøve kræfter med bambusrør og gazebind.. Grundlæggende er hele ideen selv at gøre tingene med de valg og og fejltagelser det indebærer. En process som nogen gange forløber glat og andre gange med en hel del bump på vejen, der i sidste ende gør  en’ erfaring rigere. Og hvem ved måske der ligefrem kan komme en forretning ud af det for de mest kreative og målrettede.  

Det primære i et sådan projekt har for os været selve processen og først og fremmest at have det sjovt, og blive udfordret på løsninger. Er dit/jeres ambitionsniveauer meget højt skal man være indstillet på at projektet kan tage meget lang tid og blive en bekostelig affære. Men det er IKKE raketvidenskab og det står alle frit at låne og lade sig inspirerer fra de store mængder af ressourcer der findes på nettet og prøve egne teknikker af. Går det galt eller er du ikke tilfreds, skæres bare et nyt rør :o) Fire hænder og to hoveder fungerer ofte bedre end et, selvom du sagtens selv kan gå i gang, men det kræver en del mere forberedelse ikke mindst omkring fiksering af rør. 

Således har vores første udgaven et overrør i bambus der er flækket på langs og lamineret med kulfiber, for at få en mere slankt design og noget vertical eftergivelighed.  Om det virker/holder vender vi tilbage til i et senere afsnit. På mk2 udgaven er det planen er lave kædestagene på samme  måde, men montere dem lodret for at få mere plads omkring baghjulet til bredere dæk, der er et af problemerne med selv små bambusrør, Vi arbejder også med at finde nogle rør som fra naturens side ikke er helt lige.  Men det hele afhænger af hvordan prøvekørslen med mk1 falder ud. 

I overskriftsform har vi indtil videre grebet det sådan an.

  • Indsamling af materialer
  • Bygning af jig
  • Geometri og mål
  • Tilpasning af rør
  • Fiksering med araldit
  • Omvikling med bomuldssnor//gage dubbet i epoxy (farvepigment)
  • Reparation Finpudsning
  • Slutmontering
  • Prøvekørsel

Indsamling af materialer
Et godt sted at starte er at kigge på de mange ressourcer på nettet. Udbuddet af bambusstokke i løs vægt og med de rette dimensioner er ret begrænset i Danmark. Rørene købes typisk i længder af 3 til 4 meter.  Inden du køber rør, er det en god ide at gøre sig nogle overvejelser omkring dimensioner, men bedst at tage ud og kikke på udvalget. 

Ud over rørene skal du bruge fittings til samling af rørene. Først havde vi en ide om at skrælle nogle gamle stel og skære krankboks, bagstag og kronrør af og bruge dem. Det blev opgivet og i stedet købte vi et færdigt sæt fra Calfee design som består af en kronrørsindsats til 1 ⅛”  til aheadset, en BSA krankboks indsats, en sadelrørs indsats 27,5 mm og endelig et sæt bagstag ender med bagudrettede gaffelender der giver større fleksibilitet mht placering og centrering af baghjulet. Kittet er forberedt til postmount skivebremser. Forgaflen har vi taget fra en skrællet cykel. Der findes flere andre kit i forskellige udformninger. 

Til fiksering af rørene blev indkøbt en to komponent araldit. Selve mufferne skal håndvikles i enten bomuldssnor eller en form for gaze som vædes i en DDM og Fenol fri Epoxy. På mk1 udgaven brugte vi udelukkende noget isolerings gaze til varmerør som blev klippet op i smalle baner. På Mk2 udgaven vil vi prøve at kombinere bomuldssnor med gazen for bedre at kunne komme ind i alle hjørner.   

 

Geometri og mål
Geometri og målsætning er noget der kan skræmme mange fra at gå i gang. Vi tog udgangspunkt i færdigbyggede cykler hvor producenterne ofte opgiver deres mål og vinkler for de forskellige cykeltyper.  Mk1 udgaven tager således udgangspunkt i en Giant gravel cykel i størrelse large.  

Bygning af jig
Når alle materialer er indkøbt kan man begynde at bygge sin jig.  En større plan bordplade er referencen. Start med at optegne en referencelinje i bunden hvorfra alle mål skal udgå. Der skal etableres nogle fikspunkter og det hele skal være plan og i vatter. Fordi vi vil bygge forskellige rammer skal niveauet også kunne justeres i højden. 

Med udgangspunkt i de mål som rammen skal have optegnes hjælpelinier på bordpladen. Nogle gode værktøjer er en vinkelmåler, en gradmåler og et stort vaterpas.  Vi valgte at fiksere rammen omkring krankboks, gaffelender og kronrør for oven. Ud fra højden på de enkelte dele samt den navbredde du bestemmer dig for, findes centerlinien og de enkelte dele justeres til samme højde. Denne operation er ret vigtig da den er afgørende for at rammen bliver lige.  Der er mange måder at gøre det på. Vi valgte nogle gevindstænger og gevind bolte og skiver som kan flyttes op og til fiksering af krankboks og gaffelender. Til kronrør og saddelrørs indsats brugte vi forskellige vandrørs fitting som blev tilpasset i højden.  De to sidstnævnte giver større  fleksibilitet omkring bevægelighed når rørene skal opmåles og tilpasses.  

 

Tilpasning af bambusrør
Med jiggen klar er det tid at tilpasse rørene. Først afmærkes længden i grove træk og afskæres. Fin tilpasningen er lettest med nogle hulbor indkøbt i nogenlunde de størrelser som rørene der skal benyttes. Det er vigtigt altid at skære for lidt af og herefter fin tilpasse med en fil eller rasp hånd eller maskindrevet efter temperement.

Dette arbejde er temmelig tidskrævende da du ikke skal forvente at det lykkes første gang. Rørene tilpasset en af gangen i hver ende. Lad værd med at fokuser for meget på at de flugter fuldstændig til fikseringspunkterne. Gør hovedrammen færdig først og fikser den. Herefter gentages det samme med bagrammen.

Fiksering
Inden du går i gang med fiksering af rammen skal det yderste lag af bambusstokken afslibes i hver ende i den afstand som de omviklede epoxy muffer skal dække, for at få dem til at binde tilstrækkeligt, typisk mellem  5 og 7 cm. Markerer med tape hvor viklingen skal gå til.  Hovedrammen skal nu fikseres før du kan gå i gang med selve omviklingen. Her er det vigtigt at få det hele i vatter og niveau omkring centerlinien. Vi brugte en to komponent araldit til træ/metal. Selvom der er tale om små mængder, er værnemidler og udendørs operation en god ide. Lad araldit tørre og gentag operationen med bagrammen. Fordelen ved at fiksere hele rammen er at du efterfølgende kan fjerne den fra jiggen. Det gør den lettere at arbejde med ved selve udviklingen. En reparationsstander er en god løsning.

Muffe omvikling
Da epoxy omviklingen sviner og også bør foregå udendørs og med handsker, er et fif at omvikle bambusrørene med husholdingfolie så det kun er de afslebne områder som er blotlagte. Da epoxy har et ret kort arbejdsvindue på omkring et kvarter, blandede vi små mængder og afklippede gazen i mindre længder. På den måde kan man arbejde etapevis og bedre lægge den omhyggelighed i det som kræves her. Efter omvikling rullede vi folie om og tapede det hele til, for at holde gazen på plads og forhindre epoxyen i at sive ud.  Hele processen gentages muffe vis. Vær omhyggelig specielt omkring krankboks området.  Ved at bruge en klar epoxy kan der tilsætte forskelligt farvepigment for individuel farve/design.

I part TWO kan du læse om finpudsning, reparation og den færdigbyggede mk1 og vores første erfaringer. Vi starter også på mk2 udgaven. 

 

CYKELPORTALEN