Der er forskel på flaskeholdere, test af Zefal Pulse Carbon
ANDET TILBEHØRTEST 12. marts 2013 CYKELPORTALEN
Nu om dage har den traditionelle flaskeholder i stål og aluminium, fået konkurrence af flaskeholdere i kulfiber som designmæssigt passer bedre til de populære racercykler i kulfiber. Zefal er en fransk producent af cykeltilbehør, med mere end 130 års erfaring i bagagen. Zefals ry og rygte som producent er først og fremmest pålideligt cykeludstyr, noget de ikke lige sådan sætter over styr ved at tilbyde markedets letteste produkter. Pålidelighed og funktionalitet har første prioritet. Dette kommer også til udtryk i deres Pulse Carbon flaskeholder der er genstand for denne test.
En flaskeholder er vel bare en flaskeholder tænker de fleste, men ikke helt. Mange af de fjerlette flaskeholdere imponerer ofte med deres flotte design og super lave vægt, men efter nogen tids brug må man ofte sande at de ikke er særligt anvendelige til daglig hårdhændet brug. Netop af den grund ser man ofte cykelryttere køre med de gode gamle gennemprøvede produkter fordi dem kan de være sikre på holder. En i mine øjne god disposition hvis din cykeltræning skal være effektiv og fornuftpræget frem for boulevardlir.
Data
Materiale: Carbon
Brug: Landevej og Offroad
Vægt: 30 gram
Vejl. udsalgspris kr. 299,-
Afprøvning
Umiddelbart lyder Zefals 30 gram jo ikke af meget, men i direkte sammenligning findes der konkurrenter der vejer helt ned til en 1/3 mindre. Men min erfaring er at holdbarheden ofte også er derefter. Og har du som jeg fulgt med i kulisen blandt flere af de toneangivende letvægts producenter, er det netop også en af de parametre som undergår adskillige ændringer, da det oprindelige design ikke var holdbart nok. Mange af de helt lette flaskeholderen i kulfiber har ofte problemer to steder: 1. Selve armen/armene som holder flasken på plads og 2. flaskestop tappen i bunden. De to områder er udsat for store stresspåvirkninger og jo mere minimalistisk designet bliver jo sværere har de ved i længden at stå distancen specielt store fyldte vandflasker.
Det som kendetegner en godt designet flaskeholder er at den ud over skal kunne holde en fyldt vandflaske sikkert på plads også kunne tåle at man river og flår flasken ind og ud af den. Zefal Carbon Gage design og opbygning signalerer at her er tænkt på den slags. Zefal benytter en dobbelt todelt holderstruktur som ender i et par brede aflange lameller. Flasken har en stor kontaktflade med holderen som i praksis betyder at den ikke sidder og rokker heller ikke med store fyldte flasker. Specielt offroad er denne holder rigtig god hvor man ikke taber en tung fyldt vandflaske når det går over stok og sten. Bundstoppet er kraftig og understøttes yderligere en den lille styre pal foroven som passer på fordybningen på standard cykelflasker. Designet gør at flasken er en anelse sværere at få på plads men det opvejes af holderens styrke der gør at den kan tåle at blive fået i. Se flere billeder af Zefal Carbon Cage her.
Konklusion
Er du på udkik efter et par kulfiber flaskeholdere hvor holbarhed har højere prioritet end lav vægt og lireeffekt, er Zefal Pulse Carbon Gage afgjort et godt bud. Den leverer varen og din fyldte vandflaske bliver siddende hvor den skal uanset størrelse og vægt og ikke mindst hele din cykels levetid. Et godt fornufts orienteret køb til både landevejsraceren og mountainbiken.
Link