“Står på en alpetop, hvad fanden laver jeg egentlig her” sang Shu-bi-dua. Mange cyklister drømmer om at cykle i bjerge, men afholder sig fra at prøve, fordi de har den fejlagtige opfattelse at det kun er for supermænd/kvinder ala dem vi ser i Tour de France (som forøvrigt er dopede) og andre bjergrige cykelløb.
Denne ældre herre var på vej op til Col de Calibier, og kørte bedre end
mange af de øvrige cyklister uden oppakning.
Nuvel, det ikke specielt let at træne bjergkørsel i et land hvor de højeste tinder er nogle græsbeklædte bakker under 100 meter. Men fortvivl ej, selvom Danmark ikke har form som en Toblerone kan man sagtens komme i form til at bestige alperne og andre bjergtoppe på vor skønne klode.
Hvis bentøjet skal være i højeste gear til serpentinersving og stejle bakker, er det vigtigt at starte roligt ud. Dette kan man gøre ved f.eks. at cykle til og fra arbejde. Start med at cykle 20 km hver dag, så er du allerede godt på vej. Tag en dag af gangen, og er du øm i bagdelen, eller andre steder, så tag en pause.
Et andet godt tip er at cykle i modvind: Denne ekstra belastning svarer helt godt til hvad du vil opleve på lange opkørsler. Cykel f.eks ud i modvind indtil du begynder at blive træt, vend herefter om og cykel hjem i medvind.
Hvis man kører stille og roligt vil man typisk efter små 14 dage kunne køre en længere tur. Langsomt kan du øge distancen og når du uden de store problemer kan cykle en dagsetape på 60 km, er du klar til at bestige de rigtige bjerge.
Selvom både kondition og motivation er i top, er det vigtigt at starte stille og roligt ud. Der er lang vej til toppen. Så det gælder om at finde en god rytme, så pulsen og hjertet ikke hamrer konstant. Kun herved vil turen blive en fornøjelse.
På nedkørslerne gælder det om at være agtpågivende.
Vigtigt
Før afgang er det en god ide at:
1. Få din lokale cykelhandler til at efterse din cykel. Et godt råd er at få ændret din gearing til færre højere gear og flere lavere gear.
2. Pak cyklen med lappegrej, mobiltelefon og vand i en lille taske eller rygsæk.
3. Brug altid cykelhjelm. Et tip er at tage den af på de lange opkørsler, da det ellers kan blive meget hedt for hovedet.
4. Pas på glatte og våde veje og biler og motorcykler i svingene.
5. Tilpas farten efter forholdene på nedkørsler.
6. Start stille ud, så kræfterne ikke slipper op, før toppen er nået.
7. Tag tidligt afsted, så du når toppen inden middagsheden indtræffer.
8. Træn hjemmefra
Hold pauser og nyd udsigten.
”Hvis det gælder liv eller død, kan de fleste nok cykle 15 km op ad et bjerg. Men det vigtigste er at man får en god oplevelse og har tid til at nyde naturen i stedet for at blive så udmattet, at man kun tænker på at få turen overstået.”
Før man tager det første tramp i pedalen, skal man være sikker på at cyklen er pakket til at klare stadsbasserne. Cyklens førstehjælpskasse med lappegrej og en mobiltelefon skal have sin faste plads i oppakningen sammen med en flaske vand så man ikke dehydrerer i varmen.
Cykelhjelmen skal være godt spændt fast, hvad enten man kører op eller ned. Selvom luften er 30 grader når man starter nedenfor bjerget skal man huske på at temperaturen falder med en ½ grad pr. 100 m, så det kan godt være temmelig koldt og blæsende på toppen. Det er en god ide at medbringe en vindjakke.
Selvom du har trippet i månedsvis for at køre cyklen til tops, gør du klogt i at trampe roligt i pedalerne. Hvis man giver den fuld gas er man temmelig sikkert kørt helt flad efter en halv time, og så er det ikke længere så sjovt når der stadig er 20 km til toppen.
Synet af cyklister, der racer ned af bjerget og rundt i nålesvingene ofte i den modsatte side, kan give bilister dårlige nerver. Men det er ofte ikke så halsbrækkende som det ser ud. Man kører jo i sagens natur langsomt når det går opad, og kan holde øje med trafikken. Værre er det når specielt de unge og modige skal ned af bjergskråninger igen.
Husk det er ikke Tour de France hvor vejene er spærret, så man kan give den gas og skære svingene. Især hvis man er nybegynder skal man ikke køre for hurtigt.
Vind og vejr kan være bjergcyklistens værste fjender. I bjergene skifter det ofte mellem solskin og klar himmel, for i næste øjeblik at være tåge og regn. Specielt når det regner skal man være opmærksom på nedkørslerne. Også små løse sten kan blive en ubehagelig oplevelse.
Det berygtede Stelvio pas i Italien, er indenfor rækkevidde med tilstrækkelig træning.
Bjergcykling er ikke for børn !
Selvom det ser idyllisk ud når far, mor og børn cykler i en lige linie, er bjergcykling som regel ikke noget for mindre børn.
Hvis man vælger at tage poderne med, så skal strækninger være meget korte og med lange indlagte pauser. Husk hvad der er sjovt for de voksne, er ofte temmelig kedeligt for børnene. De keder sig hurtigt da der ikke rigtigt sker noget. Desuden kræver det ekstra af forældrene da de samtidig også skal holde et vågent øje med børnene på de lange opkørsler.
Til slut:
Cykling er meget skånsomt mod knæ og ben. Folk som har skader fra anden idræt kan ofte uden videre kaste sig over cyklingen. Og husk at beløningen altid er alle “lidelserne” værd iform af en imponerende udsigt over hver bjergtop.
Læs også Gode råd om turcykling.
God tur.
