CYKELPORTALEN

Danmarks uafhængige cykelportal

TEST: SKS CT-WorX TEST: SKS CT-WorX
SKS multiværktøj er gennemtænkt i designet, men når knap helt i mål mht funktionalitet på værktøjssiden TEST: SKS CT-WorX

SKS er en stor tysk producent af alverdens cykeltilbehør. I Danmark er de først og fremmest kendt for deres pumper og skærme i alle størrelser og udformninger. Vi har testet et af deres mere prisrimelige multiværktøjer. SKS CT-WorX er en rimelig kompakt enhed på godt 230 gram med hele 20 funktioner pakket ind i en strømlinet enhed, lige til at komme i baglommen.

Specifikationer

  • Unbraconøgler: 2,3,4,5, 6 og 8mm
  • Skruetrækker: stjerne
  • 6, 11 og 12mm gaffelnøgler
  • 8, 10, 13 og 15mm ringnøgler
  • 2 nippelnøgler G14, G15
  • 2 dækjern
  • kædeadskiller Shimano (HG/IG) 8/9/10/11
  • Torx T25
  • Vægt: 235 gram
  • Pris: set til mellem kr. 130,-  og 210,-

Afprøvning
Multiværktøjer flest er ofte nogle grimme enheder hvis design er afledt af selve værktøjerne. Med SKS er det en smule anderledes. Det der først springer i øjnene med CX-WorX er at alle værktøjer er flot integreret og afskærmet i en afrundet enhed, når det hele er samlet. Det betyder at værktøjet snilt kan ligge i en baglomme uden at ødelægge noget.
Værktøjet har de gængse skruetrækker og unbraconøgler på hver side som hver især kan foldes ud.

For og bagside er dækket af to dækjern som igen dækker to værktøjer med fast- og nippelnøgler.  Dækjernene klikkes på plads og sidder godt fast, så ingenting rasler når det hele er foldet sammen og samlet. I toppen sidder kædeadskilleren som trækkes ud. Selve håndtaget er også en 8 mm unbraco.  Den passer fint på alle gængse kæder. Desværre hæmmes værktøjet en smule af at man skal bruge en af unbraconøglerne fra selve værktøjet til at spænde/løsne kæden med. Tolerancen på bolten er for stor så det er svært at få ordentlig fat. Fastnøglerne hæmmes af at de er meget små og det er svært at få tilstrækkelig moment og komme til ved f.eks V-bremser og skærmbolte. Det havde været rart om de kunne fæstnes til selve værktøjet for at få mere moment.  15 mm pedalnøglen er usædvanlig men i praksis ikke meget bevendt igen pga manglende moment.

Unbraconøgler, Torx og stjeneskrutrækker fungerer upåklageligt og passer i størrelserne. Dækjernene er ok så længe dækkene ikke har et alt for stramt fit. De virker subjektivt en smule bøjelige.
Alt i alt et rimeligt multiværktøj hvis største force er designet. Det er mest egnet som et nødværktøj til mindre reparationer på ikke alt for svært tilgængelige steder.

Konklusion
På papiret ser CT-WorX lovende ud med 20 funktioner og kædeadskiller. I praksis  når det ikke helt i mål, primært pga af for store tolerancer i de enkelte værktøjer. Design og pris fejler til gengæld ikke noget. En positiv ting er at SKS lover 5 års garanti.

Link

CYKELPORTALEN