TEST: DT Swiss GRC 1400 Dicut 50
HJULSÆTKOMPONENTERTEST 16. september 2025 CYKELPORTALEN

DT Swiss er for mange guldstandarden indenfor cykelhjul. Deres program er omfattende og i modsætning til langt de fleste andre hjulproducenter udvikler og producerer de stort set alle komponenter selv, på deres fabrikker i Schweiz og Taiwan. Læs også vores: På besøg hos DT Swiss. Ud over hjulsæt både i kulfiber og aluminium, er de også leveringsdygtige i løse fælge, eger og nav, hvilket betyder at mange af deres produkter indgår i mange andre brands. Til denne test har vi haft fingre i deres nyeste High-End hjulsæt til grus. DT Swiss GRC 1400 Dicut 50. Hjulet fås med fælgerhøjde på henholdsvis 30 mm og de her testede 50 mm.
Cykelportalen tester et sæt High-End grus hjul i kulfiber fra DT Swiss

Specifikationer
- Fælg: DT Swiss Pure Carbon Inmould 50 mm 24 mm,
- Eger: DT Swiss Aerocomp
- Nav: DT 240 24 huls
- Kasette: HG
- Vægt: 1.640 gram
- Pris: kr. 15.999,-

Afprøvning
GRC 1400 hjulsættet er subjektivt et meget elegant hjulsæt, der med sin høje fælgprofil og matsorte finish kun brudt af det karakteristiske DT Swiss logo, sammen med den brede fælgprofil, i den grad signalerer fart. Finish og forarbejdning er som altid fra DT Swiss helt i top.
Kulfiberfælgen er udviklet i samarbejde med deres søsterselskab SwissRide uden kroget kant, hvilket DT Swiss hævder er den optimale løsning omkring sikkerhed og brugervenlighed. En fælg uden krog er naturligvis nemmere at fremstille og kan være lettere, men den giver også en del kompatibilitetsproblemer med visse dækmærker, især dem med smallere højtryks gummikanter.

Normalt er det rimelig let at få et dæk på en så bred fælg som i dette tilfælde er 24 mm indvendig. Men i GRC 1400 tilfælde er dækkene notoriske vanskelige at få både af og på. Et par knækkede billige plastik dækjern og op til fire dækjern måtte i brug, for at få bagdækket på. Det er ikke i orden på et så dyrt hjulsæt.
Mange kulfiberfælge har ofte varierende niveauer af nøjagtighed i tykkelse og finish, hvilket normalt viser sig ved unøjagtig vægt og balance, fordi fælgen støbes i flere lag. DT Swiss fælgen støber af en’ gang, hvilket gør den stort set færdig når den forlader formen.
Selvom DT Swiss tager højde for aerodynamik udfra både front, rotation, styring og rullemodstand, kan de ikke helt løbe fra at have sidevinds følsomhed med en fælghøjde på 50 mm, der bestemt godt kan mærkes i et land som Danmark, hvor det blæser meget. Jeg har mine tvivl om man som grusrytter reelt set har noget tidsgevinst ude på sporet, mens det naturligvis på landevej er en anden sag. Cykler du mest offroad på grus vil jeg afgjort “nøjes” med 30 mm udgaven.
Fælgene er 24 mm brede indvendigt, hvilket ifølge DT er perfekt optimeret til 40 mm dæk, men hvis ellers din ramme kan honorerer det, vil jeg afgjort gå op til 50 mm brede dæk for at kompensere for den manglende lodrette eftergivelighed. Hjulene er i netop dette plan ekstremt stive og hårde specielt på dårligt grus underlag.

Vores udgave var med DT-240 nav, der er en nedgraderet udgave af DT 180 navet. DT Swiss er kendt for deres nyeste Ratchet EXP-frihjulssystem som har et meget præcist indgreb, men som også støjer temmelig meget, og specielt i kombination med en stor hul kulfiberfælg. Et spørgsmål om temperament, men jeg foretrækker afgjort et lydløst kasetteindgreb. EXP ratchetsystem, der har eksisteret i årtier, og gør det lettere ved at kombinere den gevindskårne indsats med en af pladerne og spændingsfjeder. Det betyder også, at de kan flytte lejerne længere fra hinanden, hvilket fører til en 15 % stigning i akselstivhed.
GRC 1400 leveres med en 36 tands skralde, der giver et solidt, men ikke voldsomt indgreb på 10 grader. Hvis du ønsker et hurtigere greb, kan du købe en 54-tands version. Standard leveres hjulsættet med Shimano HG og SRAM XDR-frihjul, mens Shimano Microspline og Campagnolo N3W kan købes separat.
DT er en af få virksomheder, der selv fremstiller eger, så de kan kontrollere alle hjulelementer og designe dem i overensstemmelse hermed. I dette tilfælde har de brugt 24 Aerolite Comp II straight pull eger foran og bagpå med niplerne skjult inde i fælgen. Det giver naturligvis en aerodynamisk fordel, men er en smule besværligt, når de skal efterspændes eller udskiftes.

DT Swiss GRC 1400 er langtfra det letteste hjulsæt på markedet, men det mærker man nu ikke meget til. Det accelererer fremragende, specielt på landevej og i moderat vind, holder det farten bedre end noget andet jeg har prøvet. Hjulet er ekstremt vridningstabilt og tangerende til det ukomfortable i det lodrette plan specielt offroad på stenede grusveje.
Jeg har stadig min tvivl om det ikke er en smule overkill at tilbyde et sæt 50 mm højprofil kulfiberhjul til gruscykling, ud over at de naturligvis ser drøngodt ud. I den sammenhæng syntes 30 mm udgaven afgjort som et bedre valg til mere blandet grus/landevejs cykling.

Konklusion
Er du på udkik efter et sæt hurtige grushjul, der primært skal bruges på større grsuveje og ligeud uden nogen væsentlige stigninger, kan de vise sig at være et godt valg. Hastighed er kodeordet her, men lidt på bekostning af nogen sidevinds følsomhed, og manglende eftergivelighed i det lodrette plan. Ingen tvivl om at udseende også vejer tung her for mange, men prisen er dog nok det største hindring for udbredelsen af disse hjul.
Link















