CYKELPORTALEN

Danmarks uafhængige cykelportal

Nu har arbejdstilsynet igen været ude med riven, hvilket  betyder, at cykelmekanikere skal bære handsker, åndedragsværn og investere 100.000 i et udsugningsanlæg, hvis de...

Nu har arbejdstilsynet igen været ude med riven, hvilket  betyder, at cykelmekanikere skal bære handsker, åndedragsværn og investere 100.000 i et udsugningsanlæg, hvis de skal lappe din cykel.  Er man så uheldig at punktere på sin cykel, må man have en ny slange eller selv gå i gang med dækjern og lapper.

Det er krav fra Arbejdstilsynet, der gør, at cykelhandlere har droppet at lappe cykler.  Helt præcis er det den lim, som cykelmekanikerne bruger, der er for stærk for Arbejdstilsynet.

På den baggrund har cykelhandlernes brancheforening, taget konsekvensen, efter at Arbejdstilsynet gennem et stykke tid haft fokus på lugten i cykelværkstedet.

»Vi erkender, at det ikke er sundt, og derfor opfordrer vi nu medlemmerne til, at de ikke længere lapper cykler,« siger Erik Oddershede, der er direktør for Danske Cykelhandlere.

Skrappe krav.
Ifølge Arbejdstilsynet er det ikke forbudt at lappe cykler, men Erik Oddershede vurderer, at det i praksis er umuligt at overholde tilsynets krav.
»Cykelmekanikerne skal bære handsker, åndedrætsværn og skal have et kraftigt udsugningsanlæg, som vi vurderer til at koste cirka 100.000 kroner,« siger han.

»Det er de færreste steder, hvor det kan betale sig at have sådan et anlæg. Derfor opfordrer vi til, at man fremover skifter slangen,« siger direktøren.

Medlemmerne har fået et skilt.
I sidste uge sendte Danske Cykelhandlere et skilt til medlemmerne, som de kan sætte i vinduet, hvor der står, at der ikke længere bliver lappet cykler.
»Vi synes også, at det er urimelige krav. Men vi kan ikke gøre så meget, og vi må bare finde en løsning på problemet. Vi har vurderet det længe, og er nået frem til, at det er bedst at stoppe med at lappe cykler,« siger Erik Oddershede.

Forhåbentlig kan dette lovkrav få producenterne af lapper og lim til at udvikle nye miljørigtige løsninger.  Lezyne og Park Tool  har allerede igennem længere tid kunnet levere en alternativ løsning med selvklæbende lapper som ikke er sundhedsskadelige.  Du kan læse en test af disse produkter om kort tid. 

Links.

CYKELPORTALEN