CYKELPORTALEN

Danmarks uafhængige cykelportal

Tag med Jørgen og Hans Bo til Marokko

Jørgen og jeg fik før julen 2001 lyst til at gå Marokko efter i sømmene efter at have læst og hørt om Torben og Lis’s tur. Det blev en meget oplevelsesrig cykeltur, hvor øjnene var på stilke og sanserne i det højeste gear fra morgen til aften. Vi valgte at tage flyveren til Malaga; cykle til Gibraltarstrædet og sejle over. 3 uger senere returnerede vi med båd fra Melilla. Der var faldet advarsler om at tyveri – og det der var værre – i det nordlige Marokko, men vi kom pænt igennem med pengekatten på maven og skindet på næsen. Jeg vil ikke her berette om vores oplevelser på de 1400 km, men videregive den hilsen som vi, i det lidt vemodige øjeblik hvor de 2 hjul forlod landet, sendte tilbage over skulderen.

” Tak for nu, det var en fin tur og nu farvel til:

De tålmodige, arbejdsomme æsler. De kønne fnisende og smilende piger. De flittige skopudsere, store og små cigaretsælgere og et smilende, imødekommende folk, som for de flestes vedkommende kun havde smilet og venligheden at give af. Men også farvel til de kæmpe lastbiler, som – med 20-30 ton, 110 km i timen og en beduinklædt chauffør – uden svigt gav os god plads på landevejen. For denne gang er det også slut med at se plastikposer i krat og buske hængt op af vinden. Ligeså har vi set de sidste storsmilende drenge, som på udslidte cykler følger os ud af deres landsby. Men en flot hilsen vil blive husket fra de snesevis af skolebørn, som dagligt gav os opløftende råb i kor – en enkelt gang fulgte der også en jordknold med. Tilbage bliver også de selvbestaltede guider og småsvindlere, som vi overlader til den endeløse jagt på halvskræmte turister. Vi vil huske Muhamed, som i sit gode hashhumør svingede i status fra udvalgt storguide til fyret, nedbøjet familiefar og som kollegaer, der havde et mere nuanceret syn på den private ejendomsret, blankede af for de fleste “fucking dirham”.

De tiggende enlige mødre med børn liggende på fortovet vil også blive husket. De få dirham vi delte ud rakte ikke langt, man da enhver god muslim giver til de fattige – også Muhamed gjorde det – er der måske håb. Og måske er der også håb for de limsniftende drenge, som ved en af Meknes’s store banker stod og trykkede sig sammen med klude for næsen. Det var som om et lydløst råb om hjælp lød ud mod de gående og kørende. Efter alle indtrykkene huskes også medinaernes mylder; turen på mountainbike gennem gaden der var ryddet til kongens kortege – og ikke os; de vagtsomme hunde, som om aftenen satte fart i de trætte cyklister; købmandens hilsen ” mister Danmark ” og fornøjelse ved at høre “hallo mister Marokko”. På gensyn Marokko”.

Med venlig hilsen, Hans Bo.

Se flere billeder her.

CYKELPORTALEN