CYKELPORTALEN

Danmarks uafhængige cykelportal

Fuldt skrald på drengene Fuldt skrald på drengene
Pumptrack er både action, teknik og hygge. Nu har alle muligheden for at prøve kræfter med disiplinen. Fuldt skrald på drengene

image_31152

Himmelbjergegnens Natur- og Idrætsefterskole har bygget en MTB-legeplads og inviterer alle til at komme og prøve. Der er fuldt skrald på drengene, der racer rundt på puklerne på pumptracket bagved Himmelbjergegnens Natur og Idrætsefterskole. Og det til trods for, at ingen af dem træder i pedalerne.

“Det er et spørgsmål om teknik. Hvis man pumper med benene når man kører over puklerne, så kan man accelerere cyklen op i fart. Det tager lidt tid at lære, men det er helt vildt fedt, når man får styr på det” , forklarer Gustav Grefstad, der går i 10. klasse.

Styr på det har gruppen af drenge på skolens mountainbike-linje helt tydeligt. Der accellereres og køres næsten liggende rundt i svingene hen imod afslutningen, der er et hop af anseelig størrelse.

“Det er vildt sjovt og mega hårdt! Og så er det altså lidt sværere end det ser ud. Det kan vi se, når der kommer nogen herud og skal prøve en pumptrack for første gang” griner Gustav Grefstad, der også kan berette, at han selv og de andre på holdet har været nede at kysse gruset nogle gange.

image_31155

Pumptracket er et af blot cirka ti af sin slags i Danmark. Eleverne har selv været med til at bygge det under kyndig ledelse af MTB-linjens ansvarlige lærer, Klaus Hockerup og et par af landets dygtigste dirt jumpere, der tog turen ud til Gl. Rye for at give en hånd med.

Det startede egentligt med, at jeg lavede en pumptrack hjemme i min egen have og så tænkte jeg: sådan skal vi da også have nede på skolen, fortæller han.

“Det har været en fin proces at have alle drenge med til at hjælpe. Man får et andet forhold til tingene, når man har været med til at lave det selv og de synes også det var ret fedt at hænge ud med de to dirt jumpere Jeppe Bertelsen og Frederik Leth, der også lærte dem en masse tips og tricks” fortæller Klaus Hockerup.

“Ja, de er pænt syge. De hopper over to pukler af gangen, indskyder Gustav Grefstad.  Det nye pumptrack er en fremragende legeplads, men den er også meget mere end det.
“Pumptrack giver en masse kondition, men først og fremmest så er det supergod tekniktræning, som man også kan tage med sig ud på sporet, når vi kører i skoven. At vi har fået lavet den her bane vil give alle drengene et løft på teknikken og det bedste af det hele er, at de har det skide sjovt, imens de bliver bedre og bedre ” siger Klaus Hockerup.

image_31154
Kom selv og prøv
Han inviterer alle med MTB og fart i blodet til at komme forbi og prøve banen af.
“Hvis der kommer en hel klub, så er det nok smart lige at ringe i forvejen eller i hvert fald komme i en weekend, men der er plads nok. Drengene har selv udformet et regelsæt, der hænger ved starten. Det er for at passe på banen indtil, at den har sat sig helt, men følger man de få regler vi har, så er man meget velkommen. Vi glæder os til at vise den frem og den er jo blevet lavet for at blive brugt”  siger Klaus Hockerup.Pumptrack er et relativt nyt fænomen inden for MTB. Det første pumptrack dukkede op på en australsk MTB-film i 2005 og siden har MTB-folkets pukkelpister bredt sig som en steppebrand.

“Typisk bruges de til at lave tricks på og konkurrencerne og opvisningerne handler typisk om, hvem der kan lave de fedeste tricks. Men vi har bygget vores som to parallelle spor, så man faktisk også kan køre om kap og se, hvem der hurtigst kan komme rundt på puklerne” , forklarer Klaus Hockerup.

“Vi kører rigtig meget. Hvis man bare lige har en halv time, så er det jo helt vildt fedt, at man lige kan tage herned at give den gas. Det er jo ikke altid, at der er tid til en tur i skoven”  siger Gustav Grefstad.

Om Himmelbjergegnens Natur og Idrætsskole
Himmelbjergegnens Natur og Idrætsefterskole har eksisteret i 31 år og har 125 elever fordelt på fem linjer: Islænderheste, MTB, Orientering, Adventure og Outdoor. Skolen er indrettet i et oprindeligt savværk tæt på Himmelbjerget mellem Ry og Gl. Rye. Der er ganske få ledige pladser på skolen i det skoleår, der starter efter sommerferien.

Link

CYKELPORTALEN