CYKELPORTALEN

Danmarks uafhængige cykelportal

Cykeldage i maj Cykeldage i maj
Vestsjælland tur/retur med en afstikker på Djursland Cykeldage i maj

Efter en råkold og våd maj måned måtte jernhesten bare ud og luftes da det første rigtige forårsvejr endelig meldte sin ankomst.  Så i al hast blev en improviseret allroad cykeltur planlagt. Telt og soveposen blev pakket i taskerne for at have den ultimative frihed, hvis luksusovernatning og wifi skulle glippe.

Dag 1
Jeg lægger ud hjemmefra af kendte spor, selvom det lykkedes mig at finde nogle nye undervejs. En af grundene til at jeg ofte cykler uden GPS.  Målet er Smilets By med en indlagt pause på katamaran monsteret Kombardo. Den nye anløbskaj i Århus er sikkert godt for alle de firhjulede, men for cyklister og specielt gående er den lidt af en mareridt.  Det havde været rart med en afvisning når man cykler fra borde om at skulle til venstre for at komme over til cykelstien.

Politikere og især Cyklistforbundet hælder masser af varm luft ud, men kendsgerninger er altså bare at aldrig har cyklismen haft så dårlige kår for medtagning i den kollektive trafik. Det paradoksale er så at en privat aktør faktisk gør det bedre end DSB og Movia selvom det bestemt ikke huer mig at være med til at brænde 6000 liter diesel af på en tur over Kattegat.

Efter for megen kaffe på katamaranen er det lidt af en opvågning op gennem skoven til det gamle vandrehjem smukt beliggende inde i sin egen tidslomme. Venlige værter og et godt værelse. Fred og ro og et morgenbord intet hotel kan gøre meget bedre. Kan absolut anbefales.

Dag 2
Turen ud langs vandet mod Egå er temmelig uinspirerende og alle forsøg på noget waterview er næsten umulig, da de velbeslåede århusianere har gjort alt for at have deres havudsigt for dem selv med blinde veje og private badebroer. Ved Egå tager jeg en afstikker up the Memory Lane op til gammel Egå og får et glimt af Egå Ungdomshøjskole som var mit hjem i seks måneder tilbage i halvfjerdserne. Skønne ungdomsminder…

Klokken er 10 og jeg er tæt på Studstrupværket. Nu overhales jeg at adskellige Lycra klædte midaldrende mænd  på deres dyre kulfiber lyn. Sjovt som man næsten kan sætte uret efter den slags cyklister med deres helt faste træningstider, Nå dem om det, ikke noget for mig der foretrækker solo og off the beaten track. Ved værket drejer jeg fra og få nu endelig grus under dækkene og stien helt for mig selv.

Turen gennem Mols nationalpark er fantastisk, trods det fine vejr møder jeg ikke en sjæl. På turen op mod Grenå bliver jeg ledt ud på nogle ret spændende spor bla over marker i to hjulspor hvor markblomster og mælkebøtter står i halve meters fuldt flor herligt…  I zigzag kurs går det mod Grenå, og et kort sekund  overvejer jeg at tage færgen til Halmstad.  En fristende mulighed, men det må blive en anden gang.

Efter en kop kaffe og lidt mad på havnen i Grenå, mens jeg venter  på solnedgangen, og dagens sidste færd mod en egnet lejrplads, triller jeg stille nord for byen og finder en mindre skov hvor jeg diskret slår mit telt op, ikke langt fra Fornæs fyr. Jeg står op med fuglene og pakker sammen, inden nogen opdager at de har haft en ubuden gæst overnattende i deres skov :o) Husk allemandsretten gælder IKKE i Daisyland, men med diskretion kan det lade sig gøre alligevel. Få mere inspiration i På jagt efter  solnedgangen

Dag 3
Der er intet som en tidlig dansk sommermorgen før verden vågner, hvor kun fuglesang forstyrrer. Jeg følger Mols vandreruten flere steder men må på strækninger ude i vandkanten opgive pga af min forholdvis tunge oppakning og de mange løse sten. Møder en enlig ældre vandrer med fuldt udstyr der for længst er kommet godt på den anden side af pensionsalderen. 

Han tager hele turen rundt. Godt at se og en reminder om aldrig at give op trods sin fremskredne alder. Efter en del omveje når jeg den lille færge over Randers Fjord.  Jeg fortsætter sydover ind mod Randers og finder snart en egnet naturlejrplads. 

Dag 4
Næste morgen triller jeg den slagne landevej i morgenmyldret ind til Gudenå byen Randers og hopper på det første tog mod Århus. Hurtigt på jernhesten og ud på den uinspirende lange nye kaj og færgen mod Odden. jeg triller et smut ud til rørvig og følger nogle offroadspopr tilbage mod Nykøbing Sjælland hvor jeg slå lejr for natten i de fine shelters syd for byen.  

Dag 5
Sidste dagen triller jeg hjemover langs Isefjorden og nogle kendte spor gennem de mange skovområder. Slutter af på bænken ved Maglebjerg og nyder varmen og udsigten inden det sidste stykke hjem. Turen er slut for denne gang…

 

CYKELPORTALEN