

Cykelkuffert på budget
Produktnyt 2. oktober 2019 CYKELPORTALEN

Er du på udkik efter en transportkuffert til beskyttelse af din cykel under flyveturen, er udvalget righoldigt. Men fællesnævneren for de fleste, er en høj vægt og nogle uhåndterlige dimensioner, når du er nået frem. Hertil skal lægges en i vore øjne alt for høj pris på et produkt som bruges forholdsvis sjældent.
Det vil det nye Start-Up firma BikeBox Company gerne lave om på, med deres sammenklappelige BikeBox. BixeBox tager udgangspunkt i de papkasser som nye cykler bliver transporteret i ud til cykelforhandleren. Den er er udført i kraftig dobbelt vandtæt cardboard pap. Den er let og kan pakkes sammen som en flad plade, når den ikke er i brug. Den er rum opdelt til ekstra udstyr og der medfølger forskellige papstykker til beskyttelse af gaffelender og kranksæt samt et sæt aftagelige kørehjul.
BikeBox blev fortjent belønnet med en Eurobike StartUp Award. Firmaet har base i Sydafrika, der forøvrigt i disse år kan fremvise en række nye spændende cykelbrands. Bikebox fås i to forskellige størrelser.
Specifikationer.
- Stor: 140 x 80 x 30 cm (sammenfoldet 83 x 77 x 7 cm)
- Lille: 120 x 78 x 25 cm /sammenfoldet 76 x 67 x 7 cm)
- Vægt: Henholdsvis 5 og 6 kg
- Pris: Omregnet kr. 1.350,-
Med en vægt på godt det halve af en massiv transportkuffert vil du ofte kunne holde vægten inden for bagagegrænsen på mellem 20 og 25 kg for indchecket bagage.
Link