CYKELPORTALEN

Danmarks uafhængige cykelportal

Copenhagen Bike Festival Copenhagen Bike Festival
Den store cykelfestival i København cykler stadig efter planen men med en del ændringer Copenhagen Bike Festival

Vi har tidligere omtalt Copenhagen Bike Festival som du kan læse mere om her. Der er sket nogle justeringer siden sidst. Tidspunktet er stadig fra den 16 til 19 september. For nuværende ser programmet sådan ud.

Festivalen afholdes på to lokationer:
Torsdag og fredag foregår den faglige del af festivalen i Kulturhuset Indre By. I den gamle sporvognsremise mellem søerne og det skønne Nansensgadekvarter finder man Kulturhuset Indre By, som byder på alt fra kulturelle arrangementer for børn og voksne i alle aldre, til sportsbaner og mødelokaler. Visionen er, at udvikle kulturhusets indhold og profil med basis i bæredygtighed, fællesskaber og delekultur, og her passer Copenhagen Bike Festival perfekt ind.

Fredag, lørdag og søndag bliver festivalen afholdt i Tunnelfabrikken i Nordhavn hvor der tidligere blev støbt tunnelelementer til Øresundsforbindelsen. Hallen er formidabel stor med en længde på 261 meter og 24 meter til loftet hvilket gør den til en af Danmarks største bygninger. I dag ejes hallen af By & Havn, som i partnerskab med NREP og UNIONKUL vil transformere den store industribygning til et nyt kulturcenter‌

Sundhed og trivsel
I samarbejde med Center for aktiv sundhed (CFAS) og Dansk Arbejder Idrætsforbund (DAI) laves et større arrangement med fokus på sundhed, trivsel og fællesskab i forbindelse med cykling. CFAS formidling hviler på en evidensbaseret faglighed og et ønske om at formidle forskningsresultater direkte fra forskerne til slutmodtagerne på en let tilgængelig måde. Det er vigtigt for os at motivationen til at cykle skal komme fra viden om og virkelige eksempler på hvad cykling har af sundheds- og trivselsmæssige fordele.‌

BørneTour ved Tunnelfabrikken
Søndag den 19. september afholdes BørneTour med start ved Tunnelfabrikken. BørneTour er et børnecykelløb for nybegyndere som afvikles over hele landet op til Tour de France Grand Depart i Danmark i 2022. Formålet med BørneTour er at give børn og unge, som ikke er medlem af en cykelklub, en god oplevelse med cykelsporten og inspirere dem til at ville mere. Cykelklubber over hele landet er medarrangører på BørneTour events, og står efterfølgende klar med opstartsforløb i klubberne for børn og unge som har fået blod på tanden i forlængelse af BørneTour.

KV21 debat om cyklisme og grøn omstilling
Fredag den 17. september kl. 15.30 – 17.00 i Kulturhuset Indre By stiller en række kandidater til kommunalvalget 2021 op til en debat om cyklisme og grøn omstilling. Deltagere i debatten er:
Sinem Demir (Enhedslisten)
Sisse Marie Wellington (SF)
Fatima H. Ladefoged (Socialdemokratiet)
Christopher Røhl Andersen (Radikale)
Alexander Ryle (Liberal Alliance)
Jens-Kristian Lütken (Venstre)
Franciska Rosenkilde (Alternativet)
Moderator: Anne Katrine Harders

3 Days of Design.
Hvert år kan man opleve den københavnske designfestival, 3 Days of Design. En festival, der – som navnet antyder – er propfyldt med design, men også masser af events. I år vil de have en flot udstilling i Tunnelfabrikken lige ved siden af cykelfestivalen. Så der bliver noget at se på.

Fra det festlige hjørne
Ud over Bicycle Brewing vil der blive serveret almindelig og alkoholfri øl fra Carlsberg. Så man kan godt cykle hjem efter et par øl.

Københavnske partnere
Vi bestræber os på at involvere lokale personer, organisationer og virksomheder som brænder for cykling og grøn omstilling. Fx. deltager Bilfri By København med en cykeldemonstration.

MTB, BMX, Striders og e-cykling
Vi arbejder intenst på at lave baner i og omkring Tunnelfabrikken hvor man kan prøve BMX, MTB, Striders og e-cykling. Copenhagen Virtual Cycling Club der har hjemme i Grøndal Multicenter arrangerer e-cykling prøvning og konkurrencer. Holmen Dirt vil stå for nogle seje BMX aktiviteter.

Link

CYKELPORTALEN