CYKELPORTALEN

Danmarks uafhængige cykelportal

Stolte traditioner og flot håndværk Stolte traditioner og flot håndværk
I en cykelverden oversvømmet af masseproducerede cykelstel fra fjernøsten, er der stadig nogle få der holder fast i de gamle steltraditioner. Vi har besøgt... Stolte traditioner og flot håndværk

Velo-Seidenfaden-09

De tider hvor Danmark havde stolte håndværksmæssige traditioner inden for cykelproduktion er for længst væk.  Vi har stadig nogle få cykelproducenter, men de er som de fleste andre grundet et højt omkostningsniveau, henvist til massefremstilling af stel i fjernøsten. Men det håndværksmæssige traditionelle kvalitetsstelbyggeri, eksisterer skam stadig, omend i meget begrænset antal. Vi har besøgt en af de få tilbageværende rigtige cykelstelbyggere i Danmark.

Velo-Seidenfaden-01

Navnet er Seidenfaden med kaldenavnet Henrik. I sit lille værksted i Albertslund kreerer han de smukkeste, et hundrede procent håndbyggede muffestel, efter gamle cykelstel traditioner. Materialet er naturligvis stål og teknikken er den oprindelige med muffer og rør der loddes sammen. Henrik er indbegrebet af en rolig og sindig sjæl. Og netop disse egenskaber er afgørende ved fremstilling af et kvalitets muffestel, hvor erfaring, omhyggelighed, præcision og masser af tid, er nogle af nøgleordene for et godt slutresultat.

Velo-Seidenfaden-06

Der er flere teknikker og fremgangsmåder til fremstilling af de traditionelle cykelstel i stål. Den mest almindelige metode er at slaglodde rørene i samlingerne med eller uden brug af muffer, som forstærkning. Alt efter hvad man skal lodde (og stelbyggerens præferencer) anvender man loddetråd af forskellige legeringer indeholdende sølv og kobber. De mest sølvholdige legeringer kan loddes med temperaturer fra ca. 650 gr. og når vi taler stålrør med ned til 0,4 mm godstykkelse er lav temperatur altafgørende for at bevare stålets facon og styrke. I 1980erne blev stålrørene udviklet så det også kunne lade sig gøre at anvende tig svejsning ved fremstillingen af de finere lette cykelstel. Under lodningen eller svejsningen af cykelstellet er det mest almindeligt at anvende en jig til at holde rørene samlet og sikre at der ikke sker forskydninger af rørene i processen. Nogle stelbyggere mener dog at jiggen ikke er nødvendig for at sikre en lige ramme og andre mener ligefrem at jiggen skader resultatet, da der kan opbygges spændinger i stellet når rørene opvarmes under lodningen. Flere af de kendte danske stelbyggere fra ”stålstellenes guldalder” byggede af ovennævnte årsager stel uden brug af jig og det er, som udgangspunkt den tradition Henrik forsøger at leve op til.

Velo-Seidenfaden-05

Tidlig starter
Henrik begyndte at rode med cykler i en tidlig alder, og som 13 årig samlede han sin første cykel. Selvom bygning af cykelstel indgår som et mindre projekt i cykelmekaniker uddannelsen, findes der ingen formel uddannelse som stelbygger i Danmark. Her skal man udenlands til lande som Italien, USA, England og Tyskland, der har stolte traditioner for håndbyggede cykelstel. Henrik er derfor autodidakt og har vel sammenlagt brugt mere end to år på at udvikle sine færdigheder i tilpasning og lodning af cykelstel. Undervejs har han fået uvurderlig rådgivning og hjælp fra et par ældre danske stelbyggere og forventer endvidere i de kommende år at efteruddanne sig i udlandet. To af hans store inspirationskilder, er de nulevende stålstels legender Richard Sachs og Dario Pegoretti.

Velo-Seidenfaden-07

Bygning af et godt cykelstel er ikke nogen raketvirksomhed. Det meste arbejde kan klares med en skruestik og noget håndværkstøj og så naturligvis det rette håndelag. Når de rette rør- og muffestørrelser er fundet, begynder man med hovedrammen. Mufferne hæftes først med en lille lodning. Henrik arbejder med en helt plan marmorplade for at få den rette tilpasning indenfor 1 mm. Samme process gentager sig med kædestag og skråstag. Når tilpasningen er fuldt på plads loddes hele muffen. Det er meget vigtigt at give sig god tid, så sølvet flyder helt ud i muffen og danner en fuldstændig homogen samling. Henrik viser nogle industri producerede stel hvor denne detalje ikke er udført tilstrækkeligt.

Velo-Seidenfaden-08

Officielt startede Velo-Seidenfaden i år og på den netop afsluttede cykelmesse i København kom han for første gang i kontakt med det bredere cykelpublikum fra hvem interesser var stor. Kundekredsen er hovedsaglig det ”grå guld”, men han mærker en stigende interesse fra den yngre generation som gerne vil tilbage til de rigtige cykelstelrødder. I første omgang bygger han racer- og sports cykelstel, men det er planen på sigt også at kunne tilbyde cykelcross og mountainbikestel.

Velo-Seidenfaden-03

Køb fire betal for en
Henrik har nogle temmelig markante meninger til vores køb og smid væk samfund, hvor ledetråden er, køb fire men betal for en, eller på godt dansk kvantitet frem for kvalitet. Hvorfor ikke købe et kvalitetstel uden som han siger bullshit, hvor der er lagt en masse håndværksmæssig sjæl i, fremfor et masseproduceret ”plastikstel” fra fjernøsten. Der er mange myter om stål, ikke mindst at det er tungt. Et muffesamlet stel vejer mellem 1500 og 2000 gram. Det betyder at en færdigsamlet cykel typisk vejer godt et kilo mere end en af de populære kulfibermodeller som oversvømmer markedet. De fleste ryttere glemmer bare i den sammenhæng at medregne deres egenvægt. Cykel og rytter er en totalløsning som skal tilpasses hinanden. En anden myte er at stål er blødt og at ”stivere stel pr. definition er bedre” Her glemmer man at tage betragtninger som øget vægt, mindre komfort og ringere vejgreb med ind i overvejelserne.

Velo-Seidenfaden-04

Ved konstruktion af alle typer cykelstel er det altid et kompromis mellem disse forhold og rytterens ønsker. Stålrør fås i dag i så mange dimensioner at det er muligt at lave utallige kombinationer, som vil kunne tilfredsstille de fleste ryttere. De senere år er det blevet moderne at cykle rundt på lidt for små stel, fordi forbrugerne har fået den opfattelse at det er de stiveste. Mindre stel er ikke nødvendigvis stivere end store stel, da rørvalg kan være væsentligt forskelligt proportioneret. Endelig bliver stålstel IKKE blødere i brug jo ældre de bliver. Stål er det sejeste af de kendte cykelstel materialer og bevarer sine egenskaber hele sin livstid. Stål skal beskyttes mod rust. Udvendigt af maling og indvendigt med et beskyttelsesmiddel. Rusten kommer dog relativt langsomt og statistikken siger at rustne stålstel sandsynligvis kører videre, når de fleste cykelstel i aluminium og carbon har givet op. Man kan bygge en velkørende cykel af alle i dag kendte materialer. Men i sidste ende er oplevelsen af køreegenskaber en kombination af om rytter og cykel matcher hinanden, mere end hvilket materiale den er lavet i. En god stålforgaffel er dog svær at komme uden om når man taler om vejgreb og en rytter der kan sin svingteknik.

Velo-Seidenfaden-12

Stålrørerens udvikling
Indenfor muffestel taler man om tre perioder. I 30´erne indførte man en diameter på henholdsvis ø28,6 for skrårør og en diameter på ø25,4 for overrør. I halvfemserne kom næste evolution. Skårørs diameteren blev øget til ø31,7 og den ”gamle” overrørs standard på ø28,6 blev til den nye saddel og overrørs diameter. I 2004 gik man yderligere et skridt op så skrårørsdiameteren nu hedder ø35 og saddel og overrøret er ø31,7. Alle tre størrelser er stadig i de store stålrørs producenters kataloger. Skal man lave stel i endnu større rør op til ø 45 foregår det muffeløst med fillet brazing eller TIG svejsning.

Ligesom aluminium og og kompossit materialer har undergået en stor udvikling, gælder det samme for stål. Idag findes der fem store producenter af stålrør til cykelstel, Columbus og Reynolds er de største efterfulgt af Dedacciai, Easton og Next. Henrik bruger hovedsaglig rør fra Columbus i de nye Niobium legeringer, med stort udvalg, der giver et godt forhold mellem styrke og lav vægt.

Velo-Seidenfaden-10

Fra ide til færdig stel
Henriks metode gør det muligt at fremstille stel efter mål, vægt, kørestil, og udseende. Processen er helt individuel afhængig af hvem du er. Lige fra den erfarne cyklist med et komplet overblik over mål og præferencer, til den mere søgende som måske endnu ikke oplevet en cykel som passer. Det ligger Henrik meget på sinde at lytte til kunden og give god råd. Dette kan også indbefatte en cykeltur og nærmere inspektion af den gamle cykel. Henrik pointerer dog at han ikke går i gang med konstruktioner han ikke selv tror på. Kan vi blive enige, laver jeg en opmåling eller kunden kan vælge at få lavet en opmåling hos en ekstern opmåler. Min erfaring er dog at cykelopmåling ikke er nogen eksakt videnskab. Skridtlængden, overkrop og armlængde er udgangspunkterne. I gamle dage kunne man vælge mellem op til 15 stelstørrelser. Idag har de fleste cykelproducenter fået overbevist forbrugeren om at deres udvalg af 5-6 forskellige størrelser er tilstrækkelig. Det er her jeg kommer ind og kan tilbyde den optimale løsning.
Næste skridt er udarbejdelse af et tilbud og accepterer kunden dette, går jeg i gang. Normalt er jeg 8-14 dage om at producere et stel. Herefter skal det til maleren. Det tager 14 dage, så alt i alt skal kunden regne med en leveringstid på en måneds tid. Normalt bliver stellene lokalt lakeret hos Dibbern Colour Design i Rødovre.

Velo-Seidenfaden-11

Prisen for et basisstel starter ved godt 10 kilo kroner. Kunden kan vælge at få en traditionel stålforgaffel, som også er håndlavet eller en præfabrikeret i kulfiber. Stålforgaflen kan laves med lige eller buet fremløb. Den sidste giver en mere sporstabil og godmodig styrrespons mens den lige er en anelse mere agressiv og sporty. Ønsker kunden det, kan han også få en fuld udstyret cykel med komponenter efter eget valg.

Jo stål som stelmateriale er bestemt ikke dødt, hvad et besøg hos en af Danmarks få tilbageværende stelbyggere beviser, Steel is Real.

Link

CYKELPORTALEN