CYKELPORTALEN

Danmarks uafhængige cykelportal

Afrunding Eurobike 2013 Afrunding Eurobike 2013
Vi slutter her vores mange Eurobike reportager af, med en sammenfatning. Afrunding Eurobike 2013

Eurobike-2013-Angela-Merkel

Det store omdrejningspunkt på dette års Eurobike var naturligvis den officielle åbning om onsdagen, der blev foretaget af ikke mindre end den tyske Bundeskanzler Angela Merkel. Det er første gang at messen har haft så prominent besøg. I sin åbningstale kom kun med bemærkningen “Større end Danmark” der hentyder til at cyklingen i Europa nu er mere værd end hele Danmarks samlede bruttonationalprodukt. (200 billion Euro) Jo cykling er for alvor kommet på den politiske dagsorden i Europa. Efter den officielle åbning blev kansleren guidet rundt på messen, med et hav af sikkerheds- og pressefolk i hælene.

En af de organisationer der har en stor del af æren for dette besøg er uden tvivl ECF (European Cyclist Federation) der forøvrigt senere på ugen var vært for konferencen Avocado Summit der er en del af ECF Cycling Industry Club.

Hovedtendenser
Skal man gøre den 22 udgave af Eurobike op i tal, så besøgte 45.200 forhandlere fra 111 lande messen. Hertil skal lægges 20.400 forbrugere på publikumsdagen, 1.883 journalister fra 45 lande og 300 verdenspremier på nye produkter. I alt viste 1.280 udstillere fra 54 lande et imponerende udbud af produkter i de 14 udstillingshaller der i år var proppet til randen.

Dagen før dagen, den 7 udgave af demodag var igen igen begunstiget af godt vejr, trods en skummel vejrudsigt, der heldigvis udeblev. Demoday havde besøg af 2.318 internationale forhandlere, og 732 journalister livligt afprøvende de mange nye produkter ude på de fint afmærkede testruter. Antallet af udstillere var steget markant til 147 mod sidste års 133, så alt i alt et yderst positivt resultat for Messe Friedricshafen.

Cykelpressen elsker tendenser og trends, og direkte adspurgt også mere end producenterne.  Problemet med trends og tendenser er at de hele tiden skal revideres, så de kommer til at optræde som det rene pop men skal vi endelig give os i kast med det var der i min cykeloptik ”kun” tre klare hovedtendenser på dette års messe. Alle de øvrige har været op og vende adskillige gange gennem årene:

1. Skivebremser på racercykler

2. Elektriske mountainbikes

3. Utillity cykler

discbrakes

Hvad der sidste år endnu var i opstarten, er nu en realitet. Nu skal der være skivebremser på landevejslynet. Efter at de toneangivende producenter SRAM og Shimano har lanceret deres skivebremser var de at se på stort set alle racercykler, men også mindre producenter som TRP og FSA ,er lige om hjørnet med lignende produkter. Elektronisk gearskift har været på markedet nogle år og producenterne forfiner deres systemer med mindre batterier der kan gemmes væk i rammen, mens bremserne naturligvis nu skal være hydrauliske. En producent tyske Acros går mod strømmen med en 100% hydraulisk gear/bremseløsning. Designmæssigt lidt af en fuglerede, men derudover meget velfungerende. Meningerne om skivebremser er delte, og videre elegant ser det jo ikke ud.

”Uphill is the new downhill” er mottoet fra producenterne af e-mountainbikes. Hvor downhill rytterne før i tiden tog svævebanen kan de nu selv køre både op og ned. Om tendensen slår an i Danmark er endnu for tidligt at afgøre. Men alle de store producenter af mountainbikes havde suppleret programmet med tykke dæk på el-stesolider, og for en downhillrytter er en 20 kg elektrisk mountainbike en let cykel.

Utillity Bikes eller på dansk cykler til lidt af hvert, stormer frem. Aldrig har der været så mange transportcykler i alle mulige afskygninger. Nyeste tal for Europa fortæller at der er en ny generation på vej af unge forældre der hverken tager kørekort eller har bil. De har i stedet brug for cykeltyper der kan transportere dem og deres børn rundt i byen.

Et stadig ret uudnyttet potentiale for elcyklen er netop transport- og ladcykler, og hold nu fast Velomobilen som måske i nær fremtid for mange bliver ”bil” nr. 2.

Flere og flere producenter har dynamolys som en fast bestanddel af cyklens udstyr. Dynamonavene er blievet mere effektive, lettere og har mindre gnidningsmodstand. Desuden er mange af lygtesystemerne nu lige så kraftige som de bedste batterilygter.

De senere år har messen kva sin enorme størrelse, været noget uorganiseret med hensyn til placering af udstillerne. Det var der rettet gevaldigt op på i år, så det for de besøgende var væsentligt lettere at danne sig et overblik over de mange produkter.

Eurobike 2013 Highlights

Made in Skandinavia
Set med nordiske briller, var det rart at se usædvanlig mange skandinaviske brands og agenturer med egne stande. Fra Danmark så vi Diavelo, PF Mobility, HF Christiansen, GribGrab og VivaBikes, fra Sverige var der Thule, POC, Hovding og Bookmann, og fra Finland Herrmans og Pelago. Endelig gik et par islændinge rundt og vakte stor opsigt med deres minimalistiske fjederforgaffel Lauf Fork, helt uden bevægelige dele i traditionel forstand.

Eurobike-Award-2013

Eurobike Award
Traditionen tro blev der uddelt priser til de bedste produkter. Ud af 439 indsendte i alle kategorier, blev 63 produkter udvalgt og præmieret. Ti af priserne var i det eftertragtede metal GULD. Den officielle overrækkelse foregik sent onsdag.  De ti GOLD Award vindere finder du her.

Som tidligere medlem af dommerpanelet har jeg fulgt nomineringer på tæt hold de seneste år, og vil tillade mig at knytte nogle personlige kommentarer til processen, der i mine øjne trænger til en revision, hvis prisen skal bibeholde sin objektivitet. De senere år har der været alt for mange produkter i kategorien ”det har vi set før”

Dommerpanelet bør sammensættes mere bredt fra flere europæiske lande. Senest har der kun været tyskere i dommerpanelet. Det hedder vel en Eurobike Award og ikke en German Award.

Hver producent bør kun kunne deltage med et produkt pr. år. Der skal være tale om ny udviklede produkter som ikke har været på markedet før. Det virker lidt underligt f.eks. at give et dæk der har været på markedet i ti år en pris. Det hører hjemme under en Hall of Fame Award hvis man endelig ønsker at premiere det..

Retningslinierne for de deltagende produkter skal strammes op ikke mindst omkring dokumentation, mange producenter sender kun selve produktet. Ansøgningsfristen bør gøres længere så producenterne har mulighed for først at tilmelde sig og indsende dokumentation og senere kunne indsende det færdige produkt. Nuvel ikke mere brok fra en ”gammel” mand, her er nogle af vinderne…

Abus fik en guld pris for deres hjelm med indbygget visir der kan vippes op og ned efter behov. Brooks løb også med en guldpris for deres nye saddel Cambium der er udført i en blanding af vulkaniseret gummi og bomuld, der skulle give samme lange holdbarhed som deres legendariske lædersadler. Thule fik prisen for en cykeltransportkuffert med indbygget reparationsstander og Look Aerolight raceren overbeviste dommerne med sin gennemførte systemintegration af bremser, styr og frempind. Moto 1 pedalen stor og flad med indbygget limtræsskelet. Klever fik prisen for deres elcykel med lavt placeret motor og batteri for lavt tyngdepunkt og indstigningshøjde. Bikelogger er en simpel GPS tracker som integreres i dynamolygten. Kan man køre offroad på en liggecykel. Scorpion Enduro Trike overbeviste juryen endda med en model som kunne sammenfoldes. Mentorbike REHA er et gennemtænkt program der via en smartphone, en elcykel eller en hometræner kan styre og planlægge et rehabiliterinsgprogram for folk som har været ude for en ulykke og har mistet førligheden. Gaadi Tube er en slange der er lukket i hver ende, så det er muligt at udskifte den uden at skulle tage hjulet af. Det er da smart…

Diavelo fik for tredje gang i træk en pris, det kan du læse om her.

Eurobike-ECF

Bag kulliserne
For de fleste er Eurobike først og fremmest markedsføring ,køb og salg af cykelprodukter, men Eurobike er meget mere end kun cykelprodukter. Der er rig lejlighed til at deltage i forskellige konferencer, i år lige fra en Bicycle Travel Convention til ECF Bike Industri Club og den nystartede Europæiske Mountainbike Organisation.

Herudover afholder mange af fabrikanterne deres egne pressekonferencer hvor der god mulighed for at få noget mere uddybende at vide om nye produkter under mere rolige forhold end på selve messen.

Et af dem var med MTB legenden Joe Breezer der præsenterede sin nye mountainbike Breezer Repack, pressekonferencen udviklede sig til lidt af et historisk tilbageblik fra dengang mountainbiken de såkaldte Clunkers blev født på en stejl bjergside i Marin Country Californien. En sjov oplevelse.

Giant havde henlagt pressekonferencen til om morgenen inden demodagen i et klasselokale for børn. Sjovt syn at se de fremmødte pressefolk sidde ved skoleborde i børnehøjde.

De toneangivende taiwanesiske cykelproducenter markedsfører deres produkter under Taitra og ikke mindst deres egen pedant til Eurobike ”Taipei Cycle Show”. Til trods for at vi lever i en global verden træder kulturforskellene mellem Asien og Europa her tydeligt frem. De noble klædte Taiwanesere går pænt rundt og hilser på hver enkelt fremmødt journalist og der udveksles visitkort.

The Industri Bicycle Club er en paraplyorganisation under ECF, der tæller nogle af de tunge drenge fra cykelindustrien som Cycleeurope, Sram, Trek, og Giant. Hovedformålet med klubben er at samle penge ind til forskellige cykelfremmende aktiviteter. I år var der indlæg fra Danmark og Polen.

Caamcorse03

Skæve produkter
Som gammel i gårde med mere end 18 års Eurobike i cykelbenene, er det efterhånden lidt svært at blive imponeret over nye produkter, men alligevel var der nogle stykker som skilte sig ud fra mængden. Og uden at forfordele nogen kan de godt nævnes her, da de ikke er repræsenteret i Danmark.

German-A, først og fremmest kendt for deres superlette fjederforgafler. De har så og sige vendt gaflen om på deres nye fjederforgaffel. Inverterede forgafler har længe været brugt på motorcykler. De giver lavere bevægelig vægt som igen betyder bedre kontrol og stivhed. Det bliver spændende at se om det slår an blandt de konkurrerende brands.

I vrimlen af , ja undskyld, ens udseende racercykler med skivebremser var der en lille italiensk producent der fangede opmærksomheden. CaadCorse bygger kulfiberrammer på mål og havde udstyret deres topmodel med en egenudviklet etbenet forgaffel også i kulfiber. Den komplette ramme og forgaffel vejer kun 1085 gram.

I mange år kunne dæk til racercyklen ikke blive smalle nok, 18 og 20 mm var sagen. Men nu går udviklingen den anden vej. Det har længe været kendt at rullemodstanden faktisk er mindre på lidt bredere dæk samtidig med at man får mere komfort og bedre vejgreb.  Vi skrev allerede om det i 2009.  Uden tvivl afledt af den professionelle cykelsport fra de belgiske brostensløb hvor rytterne de senere år har kørt på specialudviklede brede dæk, har de fleste store dækproducenter nu turde lancerer dem til masserne i 24, 25 ja sågar 28 mm bredde, og det er formodentlig kun starten. Flere af de store hjulproducenter optimerer også deres fælge til de bredere typer dæk.

Før kunne der ikke komme lufthuller og ventilation nok i æggeskallen, men i 2014 udgaverne af cykelhjelmen skal de nu være aerodynamisk optimerede med næsten ingen ventilationshuller og et visir.

Aerodynamik er for øvrigt det hotte ord. Hvad der startede på rammer og hjul har nu også bredt sig til bl.a styr og sko, så vi snart alle kan komme til at ligne enkeltstartsrytterne i de store etapeløb.

På gensyn næste år…

Billedgalleri

 

 

 

 

 

 

CYKELPORTALEN