CYKELPORTALEN

Danmarks uafhængige cykelportal

I feltet af cykelkomponent udbydere ligger 3T Cycling lunt i svinget, med en stor palette af  udstyr hovedsaglig til landevejs- og trifolket.  Italienske 3T...

I feltet af cykelkomponent udbydere ligger 3T Cycling lunt i svinget, med en stor palette af  udstyr hovedsaglig til landevejs- og trifolket.  Italienske 3T er en af pionererne indenfor racerstyr og frempinde.  Historien om 3T begyndte i halvtredserne med et simpelt stålrør som den unge Mario Dedioniggi bukkede på Ambrosio fabrikken, som den dag idag stadig eksisterer og er kendt for deres hjul og fælge.

I starten af halvtredserne var det at lave et cykelstyr ikke forbundet med den helt store videnskab.  Der var ingen speciele udforminger med brug af morphologiske geometrimodeller.  Det hele blev klaret på en bukkemaskine,  et rør fyldt med sand og rå muskelkraft. Dedioniggi var dygtig og kunne sit håndværk, så i 1961 besluttede han at starte egen virksomhed.  Han købte en bukkemaskine og ansatte en person og lejede tre lokaler i et pakhus i Torino. Firmaets navn blev “Tecnologia del Tubo Torinese” (Turin Tube Technology) bedre kendt som TTT og senere 3T. Vi har testet et styr, en frempind og en saddelpind.  Styr og saddelpind er i kulfiber mens frempinden er i aluminium.

3T Cycling opdeler deres komponenter i tre kvalitetsklasser indenfor hvert produktsegment.  LTD, TEAM og PRO.
LTD er kompromisløs teknologi henvendt til professionelle cykelryttere og ambitiøse amatører. Kun de bedste letteste materialer finder vej her uden smålig skelen til pris.
TEAM er produkter henvendt til konkurrenceryttere med stort set samme teknologi som LTD men med skelen til pris, f.eks ved at bruge stål bolte istedet for titanium.PRO produkterne tilbyder en godt kompromis mellem pris og ydelse. Det er udstyr henvendt til motionister og konkurenceryttere som selv skal betale deres udstyr.
Virkeligheden er bare at langt de fleste professionelle ryttere kører med PRO af to meget essentielle grunde – for det første er LTD for let til deres cykler da de så risikerer ikke at leve op til reglerne for cyklens minimumsvægt, og for det andet er mange professionelle ryttere langt mere trygge ved at køre med PRO serien som er meget stivere og derfor giver dem en større sikkerhed for at udstyret holder – også når der bliver kørt hårdt til. Så selvom PRO er den billigste serie og LTD den dyreste, så vælger mange af dem som ellers ikke tager sig af prisen altså at køre med PRO serien.

ARX-Pro
ARX er latin for stærk bro. Ved konstruktionen af denne frempind er der lagt vægt på at den fungerer lige godt sammen med alle fabrikater af styr og forgafler. Frempinden opfylder den internationale CEN standard med god margen. Materialet er aluminium i legeringen AL2010 for øget styrke. Vægten er 135 g.

Vægt: 135 gram (110 mm)
Længder: 70,80,90,100,110,120,130,140mm
Størrelse: 1-1/8″
Materiale: 2010 Aluminium
Vinkel: +/- 6  eller 17 grader
Bolte: 4gg CrMo
Finish: Sort anoiseret
Vejl. udsalgspris kr. 399,-

Dorico Team
En minimalistisk saddelpind med fokus på komfort og sikkerhed. Let at justere. Skaft i kulfiber som absorberer ujævnheder. To boltet stål klampe for sikker fastspændelse og vinkling af sadlen.

Vægt: 181 gram (31,6 x 280mm)
Længde: 280, 350 og 400 mm
Diameter: 27,2, 30,9 og 31,6 mm
Materiale: Kulfiber
Bolte: Rustfri stål
Saddelklampe: Aluminium
Seatback: 0 mm
Finish: Mat sort
Vejl. udsalgspris kr. 899,-

Ergonova Team
sætter ny standard for komfort.  Toppen af styret er æggeformet for at give en større anlægsflade for hænderne. Æggeformen forsætter rundt i bukket og danner en naturlig anlægsflade til bremsegrebene. ERGONOVA kommer i breder helt ned 38-cm hvilket er ideelt for små ryttere.  Styret er konstruret til montering af Clip-on bars.

Vægt: 196 gram (42cm)
Bredder: 38,40,42 og 44 cm
Klampe: 31,8 mm
Materiale: Kulfiber
Drop: 123 mm
Rækkevidde: 77 mm
Finish UD Mat sort
Vejl. udsalgspris kr. 1899,-

Afprøvning
3T gør meget ud af at informere om at deres produkter kun må spændes med et maksium angivet moment. Det er specielt vigtigt på kulfiberkomponenter at man ikke overspænder, derfor bør man hav en momentnøgle i cykelværktøjssamlingen.  Frempinden er let og rimelig stiv.  Jeg testede en 110 mm længde og den er ikke specielt tung men kunne alligevel spore vis fleksibiltet.  Styret derimod er kanon stift, ikke ukomfortabelt, da det absorberer små vibrationer fint.  Det bedste er dog udformningen med den brede anlægsflade på oversiden.  Tilhører du dem som hader at skulle ned og ligge i den nederste bukning med fare for hold i ryggen og ondt i maven, vil du elske det her styr.  Geometrien og den lave højde gør at alt er indenfor rækkevidde. Saddelpinden er subjektivt smuk at se på og den er forbilledlig mht til let indstilling. Den absorberer små ujævnheder uden at flekse for meget.

Konklusion
De tre afprøvede produkter fra 3T er produkter uden nogen diciderede svagheder. Italienske 3T har for undertegnede altid stået for noget af det bedste og mest banebrydende indenfor styr og frempinde. De testede komponenter i denne test bekræfter den opfattelse. Ergonova styret brillerer med sit flotte design og meget fine ergonomi. Cyklister som enten ikke kan lide at cykle med racerstyr eller altid kører med hænderne på den øverste del, vil elske dette styr. I sandhed et rigtig  motionist cykelstyr.  Frempinden ARX er superlet og giver fuld valuta for pengene. Eneste forbehold er meget tunge ryttere som ynder at stå op og bruger armene. Her giver det sig for meget i længder mere end 100 mm. Dorico saddelpinden er en fin saddelpind som gør det den skal. I tilgift er den let at justere og giver en vis komfort og så ser den kanongodt ud…ARX får tre cyklister mens Ergonova og Dorico får 4.

ARX-PRO

DORICO

ERGONOVA

Link

 

CYKELPORTALEN