Norge for krop og sjæl, siger vores nordiske broderfolk i tv-reklamer, og noget er der om det. Få lande har så storslået og afvekslende natur. Dertil kommer de lyse nætter og midnatssolen. Sammen med de gode utrafikerede veje, gør det landet perfekt til cykling. Efter at have lagt hårdt ud med regulær offroadkørsel på Rallarvegen befandt jeg mig nu i bunden af Audlandsfjorden i Flåm, ventende på båden til Gudvangen. Skyerne hænger endnu tungt efter gårsdagens regnvejr, og luften er fugtig og klam.
Jeg må pænt vente, indtil en busfuld japanere med hele udstyret i elektronisk fotoisenkram er kommet om bord på den lille flyvebåd. Jeg og min tohjulede følgesvend bliver placeret nede i agterstavnen. Snart går det derudad i rasende tempo, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det er lidt paradoksalt at tage herop for at nyde freden og roen og den storslåede natur, og så blive transporteret i et sådant larmende fartuhyre. Nuvel det er den eneste vej ud fra Flåm hvis man ikke er indstillet på en en 200 km omvej. Oppe på øverste dæk er det helt store show i gang. Fra højtalere drøner informationerne om stedet ud på 6 sprog inklusive japansk. Japanerne skal forevige alt og alle. På den times tid, turen varer, bliver der brændt flere film af, end jeg bruger på et helt år.
På vej ind i Gudvangsfjorden får kaptajnen øje på en flok sæler, som ligger på klipperne og hviler sig. Med stor forsigtighed nærmer vi os, så de mange turister kan tage billeder. Men min begyndende taknemlighed for at tage hensyn over for andre levende væsener brister brat, da vi lægger fra med brølende turbiner og de stakkels dyr må flygte over hals og hoved…
Det er derfor med stor lettelse at jeg atter går fra borde i Gudvangen efter denne opvisning I vulgær turistførelse.
Fra Gudvangen går det jævnt opad mod Stalheim, hvor det begynder at regne. På rastepladsen er afsætningen i friske moreller faldet så meget, at ungersvenden er faldet i søvn helt upåvirket af regnen. Jeg forsætter mod Gravin af en nedlagt jernbane, hvor jeg møder et par andre danske turcyklister. Vi udveksler kort destination og god tur, ingen unødvendig snak her. Det er vist ret typisk for turcykelfolket. Ved Skjervfossen bryder solen igennem, og lyset laver en flot regnbue i det forstøvede vand. Norge er kendt for sine lange dybe fjorde, og ved Granvin støder jeg på Hardangerfjorden, som jeg følger de næste dage.
Lige så kedeligt og trist Norge er i regnvejr, lige så smukt og storslået fremstår landet i solskin. Efter et par dage i gråvejr kommer solen endelig igennem, og man kan nu nyde de flotte omgivelser.
Stavanger
Efter et par dage med masser af fjorde som skal krydses med de små færger ankommer jeg til oliebyen Stavanger, hvor jeg har en dag til at kikke på byen som oser langt væk af velstand og oliepenge.
Sidst på dagen ankomme de andre sydfra som jeg skal slå følge med de næste 14 dage.
Mørke tunneler
En anden norsk specialitet er de rigtigt mange, meget lange og meget mørke tunneler. Og når jeg skriver mørkt, så er det absolut mørkt. En cykellygte er ikke meget bevendt her. Den kan lige oplyse de hvide vejstriber (hvis der er nogen). Midt inde i en 3 km lang tunnel lærer man hurtigt at sætte pris på dem, specielt når man flere gange har været helt over i den modsatte side. Verden herinde er anderledes. Ens sanser fungerer ikke rigtigt, man mister fornemmelsen for retning og tid. Selv en kilometer føles uendelig lang. Ved møde med modgående biler er man blændet længe efter og er nødt til at stoppe, før øjnene igen har vænnet sig til mørket.
Röldal og Haugelidfjeld
Röldal ligger smukt i bunden af Röldalsvatnet. Röldal er kendt for en af Norges ældste og bedst bevarede stavkirker. Vel ankommet til campingpladsen i strålende solskin og 25 graders varme var forventningerne til morgendagens tur op over Haugelidfjeld naturligvis i top, men ak, endnu engang skulle det norske vejr vise sin mindre pæne side.
Næste morgen er alt i gråt og med finregn. Ved den første tunnel, som er lukket for cyklister, kommer man ind på den gamle pasvej, som bugter sig stejlt op ad bjerget. Et stykke oppe holdes en ufrivillig pause, da en flok geder spærrer vejen. Begrebet skyhed kender de vist ikke, næh tværtimod, de er enormt nysgerrige, og har man lidt spiseligt, bliver man nærmest overfaldet.
Regnen er begyndt at tiltage, og der blæser en meget kold vind. Gruppen er spredt for alle vinde, og ved Haugelidsæter beslutter jeg at vente på de andre. Det er råkoldt, og snart sidder vi alle bænket inde i varmen over en kop kakao og lidt kage, som hurtigt bliver til mere kakao og mere kage, trods de ublu norske priser. Da vejret denne dag åbenbart ikke er med os, må vi igen ud og trodse elementerne. Selvom skyerne hænger lavt, får man alligevel et indtryk af landskabet, som er barsk og storslået. Turen af den næsten snorlige vej hen over fjeldet får en til føle sig meget lille. Nedkørsel er en sand lidelse med regnen piskende ind i ansigtet, der virker som små kolde stik. Et par sokker må gøre det ud for handsker.
Et stykke nede er det helt store souvenircirkus opstillet. Hvad med en udstoppet elg, eller en ræv til 9.000 NOK… nå ikke, men et elgklistermærke blev det da til. Det regner stadig, da vi når campingpladsen, og de magelige beslutter at deles om en hytte. Campingfatter forsøger at overtale os til en luksuslejlighed med sauna og tv, men vi nøjes med en lille trepersoners hytte, hvor vi klemmer os fem personer sammen. De medbragte 20 meter snor bliver hurtigt brugt til at hænge det våde cykeltøj til tørre. Fuld tryk på elvarmen og gang i mandehørmen med cola, yankiebar og gode historier.
Offroad
Små fjorten dage efter går turen atter forbi Geilo, som nu viser sig fra sin bedste side med fint vejr. Der bliver tid til en overliggerdag og lidt offroadkørsel på fjeldet uden baggage. Herlig fornemmelse at flyve op af fjeldet uden den ekstra vægt. Målet er Prestholtskarvet. Efter først at være kommet op over byen og op på selve fjeldet åbenbarer sig et fantastisk landskab. Kun Prestholtskarvet rager op her, ellers er landskabet meget fladt og tundraagtigt. Oppe ved sæteren slutter jordvejen og går over i en sti. Jeg forsætter et stykke endnu, men må snart have cyklen på nakken. Vandrene kikker måbende, da jeg kommer gående med cyklen. Et godt stykke oppe kan jeg ikke komme længere på grund af glejtcesne. Turen ned er ren kemikaze.
Ved sæteren sætter jeg mig og får en kop kaffe og hjemmelavet vafler med flødeskum og syltetøj. Jeg nyder udsigten mens jeg gør status over hele turen. Fra nu af går det mod syd til Oslo og færgen tilbage til det lille flade fædreland. Men et er sikkert, det er ikke sidste gang jeg skal op og kikke på fjeld og fjord.
Link
