CYKELPORTALEN

Danmarks uafhængige cykelportal

TEST: Smoove Lube TEST: Smoove Lube
Vi har testet en vand/vox baseret kædeolie der virker forudsat at man har god tid og bruger den korrekt. TEST: Smoove Lube

Her på redaktionen står adskellige vareprøver på alverdens “revolutionerende” smøremidler, lige fra keramiske til dem med tilsatte additiver det være sig nano partikler og andet hokus pokus. En til tørvejr, en til regnvejr, en til grus, en til landevej og en til vinter.  Tja ikke noget at sige til at du som forbruger let taber pusten og overblikket. Den  klassiske kædespray, er dog stadig den som bruges mest, da det er nemt og hurtig. Du ser heller ikke mange teammekanikere og cykelsmede stå og fedte med at dråbe en kæde led for led. Kædeolie er for de fleste noget der ikke tillægger den store betydning, mens det for andre grænser til fanatisme og religion.

Det kan selvfølgelig være sjovt at eksperimentere, men for langt de fleste er det nok rigeligt  regelmæssigt at rengøre og smøre sin kæde og holde fast i det produkt som man syntes fungere bedst.

Til denne lille uvidenskabelig test har vi fået tilsendt nogle små vareprøver af Smoove Lube Udviklet i Sydafrika af Ruan Deyzel der har brugt mere end tre år på at udvikle et smøremiddel der skulle være universelt anvendelig under de fleste forhold. Smoove’s hemmelighed er dens vandbasserede formel af voks og andre ikke oplyste  additiver. Ideen med smøremidlet er at kombinere de bedste egenskaber fra voks og olie, uden at tilstrække for meget skidt og at den ikke løber af for hurtigt. To ofte modstridende egenskaber der kan være svære at løse i praksis.

Specifikationer

  • Voksbaseret smøremiddel: 125 mm
  • Egenskaber: Bionedbrydelig
  • Indhold: Ikke nærmere oplyst
  • Pris: kr. 139,-

Afprøvning
Smoove købes i en lille 125 mm flaske, modsat vores små vareprøver, men indhold og påføringstube er identisk.  Smoove er ikke et smøremiddel der lige smides på  kæden fem minuter før man skal ud af cykle. Skal det optimale resultat opnås, kræver det forberedelse, omhyggelighed og tid, da olien har bedst af at blive påført en helt  ren og affedtet kæde. Dette er forøvrigt en god ide ved alle smøre midler og specielt når man skifter mellem de forskellige mærker. Smoove har deres eget rengøringsmiddel, men alle andre kan også bruges. Efter påføring anbefaler de minimum at kæden trækker i en timen, men optimalt  natten over.

Selv anbefaler de følgende skridt som vi har fulgt.

  1. Tilfør Smoove til en ren og tør kæde
  2. Påfør kun på indersiden af kæden, mens kæden roteres
  3. Lad kæden stå minimum 1 time
  4. Bedste resultat opnås hvis den får lov at stå natten over
  5. Ingen aftørring af kæden efter påføring
  6. Afstem mængden nøje, for megen vil lægge sig omkring kædehjul. og kasette

Smoove er forsigtig med at opgive præcis hvor længe deres smøring holder, og det med god grund, da der spiller en mængde faktorer ind, lige fra utilstrækkelig rengøring til mængden af påført smøremiddel. Typisk lover de dog omkring 400 km for MTB, og 1000 km på landevej.

Selvom Smoove har visse ligheder med andre voks basserede smøremidler efterlader den kæden  med en slags plastisk overflade efter at den er helt tørret ud, altså hverken fast eller flydende. Det betyder at den i højere grad følger kædens bevægelser og beskytte den mod slid og skidt. En slags coating fremfor smøring som mere trænger ind i kæde ledene.

Vores indtryk er at kæden bliver en smule mere træg kørende end andre smøremidler, men ikke tilstrækker støv og skidt i samme grad.  Det betyder også at kæden subjektivt syntes at støje en smule mere og som ofte kan forveksles med at den er tørret ud. Men så længe du fornemmer den svage hvidlige hinde på kæden har den sin virkning.

Har du  den fornødne tid og omhu er Smoove et fint smøremiddel til alle typer cykler. Vi opnåede godt 800 km på en landevejskæde før den skulle gensmøres igen.  I tilgift var kæden stadig pæn og ren lige til det sidste og havde ikke behov for aftørring efter hver tur. Den ekstra tid og omhyggelighed der skal lægges ved påføring og efterfølgende indtrængning kompenserer rigeligt for at du bagefter ikke behøver at røre din kæde over længere tid.

Konklusion
Smoove er et fint voksbaseret smøremiddel hvis største fordel er at den ikke tiltrækker skidt i samme grad som andre og herved holder kæden  renere over længere tid.

Link

CYKELPORTALEN