CYKELPORTALEN

Danmarks uafhængige cykelportal

TEST: Shimano Urban Daypack Tokyo TEST: Shimano Urban Daypack Tokyo
Gennemført cykelrygsæk fra cykelgiganten, med masser af gennemtænkte features der giver øget funktionalitet for cyklisten på farten TEST: Shimano Urban Daypack Tokyo


Shimano nye rygsæk i to størrelser, er beregnet til cyklisten, der bruger sin cykel dagligt året rundt i alt slags vejr. Den er en del af deres omfattende Life Style Gear kollektion. Med udgangspunkt i cykelbuds kulturen, med krav om stort volumen og let adgang, har Shimano forfinet dette princip yderligere, og udstyret Urban Daypack Tokyo med nogle ekstra nyttige features til cykelpendleren. Denne test omhandler den store model, Urban Daypack Tokyo 23L. Den findes i en tilsvarende mindre model på 17L.

Specifikationer

  • Materiale: Slidstærkt Nylon/Tarpaulin
  • Features: Rullelukke, sideindgang, netlommer, vandtætte lynlåslommer, overtrækscover
  • Dimensioner: 47 x 28 x 17 cm
  • Volumen: 23 Liter
  • Vægt: 1425 gram
  • Farver: Sort, Grå, Oliven
  • Pris: set til kr. 1100,-

Afprøvning
Shimano Urban Daypack er en lækker, lidt stor firkantskåret rygsæk, med rullelukke. Materialet er vandafvisende nylon med kraftige forstærkninger i alle hjørner. I bunden er rygsækken forstærket med en kraftig 100 % vandtæt Tarpaulin base. Her findes og et lynlåslukke til det vandtætte gule overtræk. Adgangen til det store næsten retangulær rum foregår via rulleforsegling. Den holdes på plads via en stor krog, med justerbar elastikrem og mulighed for fire forskellige positioner, afhængig af hvor meget man putter i den. Indvendigt i rygstykket sidder en mappelomme og en netlomme med lynlås.
Udvendigt på fronten er placeret en vandtæt lynlås som giver adgang til en stor frontlomme.

Her er også en mindre netlomme med lynlås samt tre mindre lommer til pung og smarthone samt en nøglering og tre rum til kuglepenne. På fronten sidder de tre Velco remme, velegnet til fastpænding af hjelm eller jakke. Endvidere findes seks straps, hvor f.eks en bøjlelås kan sættes fast. Nederst er refleks og strap til en lille cykellygte. Denne går igen uden på regnoverslaget. Godt tænkt…

På siden af rygsækken findes en lynlåslomme, der kan rumme en mindre vandflaske. Modsat er tre små straps. Der er også reflekser i hver side. På hver side er endvidere to vandtætte lynlåse. Alle lynlåse har monteret kraftige snore, for let betjening. Den ene  giver adgang til det store rum i rygsækken, en ret nyttig feature der gør det muligt at få adgang til rummet uden at skulle tage rygsækken af. I den anden side er der adgang til en foret lomme der kan rumme en bærbar computer, igen med adgang uden at skulle have rygsækken af.

Rygstykket er opdelt i 8 sektioner, der giver tilstrækkelig god ventilation, samtidige med at de støtter godt. Skulderremmene er ergonomisk udformet og holdes godt væk fra armhulene. De er ligesom rygstykket ventileret og foret. På fronten er reflekser og et par øjne til montering af andet udstyr. De suppleres af en brystspænde, der kan justeres trinløst i højden. Shimano har klogeligt valgt, ikke at udstyre rygsækken med hoftespænde, da den er tænkt til korte ture, og de ofte sidder i vejen når man cykler.

Tasken er velsiddende, selv tungt lastet med f.eks. fotoudstyr og computer. I en snæver vending kan den også bruges offroad uden problemer, og naturligvis som rygsæk på gåturen i by og land. Urban Daypack virker solid og velkonstrueret.

Konklusion
Shimano Urban Daypack er en gennemtænkt og slidstærk rygsæk til dagligdagsbrug. Af en 23 liters rygsæk er den endog meget rummelig, og de mange adgangsmuligheder og rullelukket er en forbilledlig løsning. De tre velcoremme på fronten er perfekt til fastpænding af en jakke, hjelm eller cykellås.

Link

 

CYKELPORTALEN