CYKELPORTALEN

Danmarks uafhængige cykelportal

Denne artikel er oprindelig skrevet til Cykelmotion Danmark tilbage i 2000. Selvom artiklen er 10 år gammel og de fleste af de testede sadler...


Denne artikel er oprindelig skrevet til Cykelmotion Danmark tilbage i 2000. Selvom artiklen er 10 år gammel og de fleste af de testede sadler forlængst er udgået af programmet, giver artiklen et godt indblik i hvad man som forbruger skal være opmærksom på ved valg af den rette saddel.

Den seneste tid har der i flere dele af pressen været bragt artikler om mountainbiking og langdistancecyklings medvirken til forøget risiko for impotens og skadelige virkning på forplantningsevnen hos mænd. Det er selvfølgelig alvorligt nok men der er også andre typer skader i sidderegionen der kan forringe fornøjelsen ved cykling. Indenfor sportsmedicinen er der udført undersøgelser af menneskeanatomiens reaktion på nærkontakt med cykelsadler /1/ /2/. Vi ikke komme nærmere ind på karakteren af de forskellige skader, den viden kan læserne erhverve sig ved at bevæbne sig med nedenstående artikler (og et lægevidenskabeligt opslagsværk). Vores ærinde er i stedet forebyggelse, dvs. undersøge mulighederne for at undgå situationer der giver sadelskader ved at eliminere årsagen. Årsagerne til opståede sadelskader kan ifølge /1/ kort refereres:

• Hudirritation som følge af slid og for høj fugtighed. Slid kan opstå ved friktion, hvis to flader glider mod hinanden. Ved beklædning med ringe svedtransporterende evne, kan der opstå for høj fugtighed ved huden.

• Trykskader kan opstå som følge af folder i sadelbetræk/polstring, tøj eller ensidigt tryk fra sadlen. Folder feks. i form af en syning kan bidrage til øget lokalt tryk mod huden/muskler. Øget lokalt tryk kan desuden opstå som følge af fejlagtig positionering af sadlen, feks. en opad hældende sadelnæse. Det kan også anbefales at skifte sadel fordi sadlens udformning også kan bidrage til trykskader. Der foreslås bla. i /1/ at anvende gelepolstring således at trykket frasadlen kan fordeles mere uniformt over siddefladen.

Ovenstående årsager kan de fleste cyklister ved selvkontrol konstatere tilstanden af, bla. er der syninger i bukser eller folder i sadelbetræk i området hvor generne opstår? Er huden eller den nærmeste beklædningsdel meget fugtig efter cykelturen? Har sadlen under brugen altid været placeret i samme position? Hvis der kan svares bekræftende til ovenstående spørgsmål vil det være nærliggende at eksperimentere med ændringer af disse forhold der kan være potentielle kilder til gener. Hvis svaret er benægtende, hvilket nok er tilfældet for de fleste seriøse cyklisters vedkommende, er der næsten ikke anden udvej end at gå i gang med at eksperimentere med udskiftning af sadlen. Og her er mulighederne mange, for cykelindustrien tager selvfølgelig problemerne med sadelgener alvorligt. De har sendt deres produktudviklere i tænkeboksen og har med stor samvittighedsfuldhed udviklet sadler med alle mulige designs og indbyggede finesser der efter sigende kan afhjælpe problemerne.

Inden lægevidenskaben eller andre publicerer resultater for afprøvninger med de nye typer sadler har vi her på Cykelmotion med fare for vores velforbindende frygtløst kastet os ud i afprøvningen af virkningen af de slemme bæster, dvs. sadlerne altså.

Nu er det ikke kun mænd der kan være følsomme i de nedre regioner. På redaktionen har vi bla. modtaget breve fra kvinder der efter adskillige års afprøvninger af forskellige modeller efterspørger gode sadler til kvinder. Også denne problematik har cykelindustrien i deres betænksomhed adresseret og fremkommet med flere bud på kvindesadler.

Afprøvningsprocedure
Da vi her på Cykelportalen (i mangel af bedre) går ind for subjektive afprøvningsmetoder har vi nedsat et panel bestående af repræsentanter for begge køn, der lægger krop og cykler til afprøvningen. Det er ikke muligt at lave en fuldstændig sammenlignelig afprøvning for alle sadler, så skulle vi have kørt blindtest på en cykelsimulator, og det gider vi altså heller ikke. Testen består for hver sadel af min. 1 time terrænkørsel og 2 timer landevejs kørsel på mountainbike samt 3 timers landevejskørsel på racercykel. Der er benyttet den samme cykel (Race eller MTB), sadelpind og cykelbukser til alle sadler. Sadel-højden og –vinklen indstilles nogenlunde ens under alle test primært pga. af at sadlens centerpunkt kan være vanskelig at fastlægge, på nogle sadler sidder man naturligt længere fremme eller tilbage end på andre sadler. Som referencesadel anvendes Flitesadlen, dvs. det er den sadel vi kører på til sammenligning eller hvis vi kører på andre sadler end testsadlen under testperioden. Desuden er Flitesadlen nok den mest udbredt anvendte sadeltype og derfor er et oplagt valg som reference. Der testes kun en sadel ad gangen under testperioden for den pågældende sadel. Testperioden for hver sadel er så vidt mulig en uge hvorved sadlen giver det ”indtryk” ens daglige sadel ville give under træning. Vi vurderer sadlens anvendelighed til de forskellige cykeldiscipliner samt hvorledes den føles at køre på. Sadlens holdbarhed er vanskelig at fastslå under en så kortvarig periode men såfremt der bemærkes fejl eller brud under afprøvningsperioden bemærkes det naturligvis.

Udover den fysiske test vejes sadlen.  Testpersonerne er sadelvandte så almindelige sadeltilvænnings problemer kan udelukkes.

Resultater
For at gøre det hele mere overskueligt og sammenligneligt, har vi valgt at give de enkelte sadler point i forskellige kategorier.

Vi benytter et pointsystem fra 1 til 5 sadler, hvor 1 er dårligt og 5 er bedst

Vi har delt det op i flg. kategorier

• Egnethed til landevej

• Egnethed til MTB

• Komfort opnår mindst point hvis sadlen under en at testsekvenserne giver trykskader/smerter eller rytteren oplever smerter/ubehag i sidderegionen ved cykling den efterfølgende dag.

• Vægt

• Pris

• Importør

Komfort MTB Race Vægt Pris Importør
Koski Engineering Fastback 4 5 3 288
Selle Italia Trans AM MAX 1 1 2 294 Egedesøe
Selle Italia Trans AM MTS 1 1 2 273
Selle Italia Flite REFERENCE 4 3 5 220 499
Selle Italia Genuine Gel 4 3 5 259 599
San Marco Paola Pezzo 3 5 3 225 Verner Aadal
San Marco Race Day 4 3 5 252
fi’zi:k Nisene sort ti 4 4 4 280 589 Duell
fi’zi:k Vitesse Twin Tech ti. 3 2 3 285 789
fi’zi:k Pavé Twin Tech ti 4 4 5 297 789
fi’zi:k Dolomiti 5 5 4 265 589
Tune Speedneedle 1 3 2 115 895 DK Cycleimport
WTB Podium 4 5 3 255 Rolsted

Design/materialer
Der er udvalgt sadler som på den ene eller anden måde har taget nye elementer ind i deres design. Det være gelpunkter, huller i sadelbunden, udformning til specifikke formål (MTB eller race, herre /damesadler), andre/nye materialer etc.

Ved sammenligning er der en tendens til at sadler til landevej er brede bagtil og smalle foran, mens sadler til MTB generelt set er noget mere afrundede bagtil og noget kortere. Der er en tendens til at gøre mere ud af komfort eller affjedring på forskellige måder på MTB specifikke sadler.

Det er ikke altid at producentens angivelse af sadlens primære brugs område i de forskellige cykeldiscipliner stemmer helt overens med de brugsegenskaber testpersonerne konstaterede. Feks blev nogle af de landevejsspecifikke sadler fundet bedst egnede til MTB kørsel og omvendt. Forskellen i disse vurderinger kan selvfølgelig også tilskrives testens subjektive karakter og statistisk ringe konklusionsgrundlag.

Koski fastback

Stort neoprenbetrukket gelpunkt, kevlarbeklædte hjørner, stålrail, kort næsebeskytter i plastic, betrukket med glat læder.

God komfort, smal bagtil så det er let flytte sig bag sadlen ved nedkørsler, fin til uphill hvor de fremskudte gelpunkt støtter godt. En god saddel hvis force er til MTB, lidt tung, finish og forbejdning virker lidt billig.

Selle Italia Trans Am MAX

Form som flite men med stort hul i midten, flere syninger på siddefladen, stålrail, glat læderbetræk.

Sadel til sommerbrug hvor behovet for ekstra ventilation er udpræget, hvis man i øvrigt kan leve med fugtigheden under regnvejr. Første indtryk er at sædeben kommer til at tage meget vægt men det er kun tilfældet ved opretsiddende kørestilling. Ved foroverbøjet kørestilling gav sadlen ensidigt tryk og ubehag efter 3 timers kørsel.

Selle Italia Trans AM MTS

Form som flite men med y-form, flere syninger på siddefladen, stålrail, glat læderbetræk.

Køreegenskaber som TRANS AM max. Ikke egnet til MTB pga. bred bagsaddel. Begrænset anvendelse til lange ture på landeveje pga. ubehag ved ensidigt tryk. Ikke egnet til enkeltstart pga. høj vægt.

WTB Podium

Stort neoprenbetrukket ”gelpunkt” over hul i sadelbunden, kevlarhjørner, stålrail, glat læderbetræk, nedadtil afrundet næse, titaniumsrail.

God sadel til MTB eller Cross. Godt polstret og affjedret. Forholdsvis kort og nedadtil afrundet næse. God bevægelighed omkring sadlen og god lårkontakt ved høj fart og opretstående kørestilling.

Tune Speedneedle

Kulfiber saddel med kulfiberrail betrukken med glat læder uden polstring.

Komfort som en gammeldags massiv lædersadel før den er tilkørt. Markedets letteste saddel er mest velegnet til korte ture og letvægtsfreak som kan bide smerten i sig. DYR og problemer med montage på visse saddelpinde pga. af større diameter. Kan måske anvendes til enkeltstart eller anden tidsmæssig begrænset anvendelse.


San Marco Race Day

Mellemstort neoprenbetrukket gelpunkt placeret forrest, Kevlar hjørner, kort nosecuff, flere syninger på siddefladen, stålrail, profileret læderbetræk.

Specialsadel til MTB og teknisk kørsel men kan også anvendes til landevejskørsel. God komfort, gelpunktet overflødigt. Lidt for skarp afrunding i sadlens bredeste punkt.

San Marco Paola Pezzo

Mellemstort neoprenbetrukket gelpunkt placeret forrest, Kevlar hjørner, flere syninger på siddefladen, titaniumsrail, profileret læderbetræk.

God sadel til MTB. God bevægelighed omkring sadlen og god sadelkontakt ved opretstående kørestilling. Ikke særlig kraftigt polstret.

Giro Fi’si:k Pave

Stort skjult mellemstort gelpunkt, plastic hjørnebeskytter, titaniumsrail, ruskindsbetrukket på siddefladen, glat læder på siden, kort nosecuff, (y-formet) udskæring bagtil.

Sadlens ru overflade gør at den nærmest suger sig fast i bagdelen. Sadlen er også rimeligt smal fortil, dvs. giver ikke meget støtte under opretstående stilling. Jeg vil anvende denne til landevej eller enkeltstarter.

Giro Fi’si:k Nisene

Lang nosecuff, titaniumsrail, glat læderbetræk, plastic hjørnebeskytter.

Rigtig god all round sadel med god komfort. Hovedvægt på anvendelsen til landevejskørsel. Sadlen har en lidt skarp kant bagtil der godt kan genere når man skal bevæge sig bag om sadlen. Giver god støtte mod låret under opretstående kørestilling.

Giro Fi’si:k Vittese

Stort skjult gelpunkt, titaniumsrail, glat læder betræk, (y-formet) udskæring bagtil.

Sadlen er tænkt som en racersadel til kvinder, egner sig ikke til MTB i terræn. Udformningen er en rimeligt bred bagtil med et meget lavt dybdeprofil, udseende som et Concorde fly. Ved stærkt foroverbøjet kørestilling er trykfordelingen på låret begrænset til et punkt hvilket gør sadlen uegnet til kørsel over 2 timers varighed.

Giro Fi’si:k Dolemite

Stort areal perforeret sadelbund, lang nosecuff, titaniumsrail, glat nylonbetræk, plastic hjørnebeskytter.

God bevægelighed omkring sadlen, god støtte i opretstående stilling. Nosecuffs gør sadlen velegnet til Cross fordi den giver bæreflade og de forhindrer at sadlen griber fast i tøjet når cyklen bæres. God allroundsadel men nok primært som en MTB- eller Cross-sadel. Blandt de sadler der er afprøvet vil jeg foretrække Dolomiti til Crosscyklen.

Selle Flite Genuina Gel

Mellemstort neoprenbetrukket gelpunkt midtfor, nedhængende næse, titaniumsrail, flere syninger på siddefladen, glat læderbetræk.

Primært landevejssaddel. Gav ingen trykskader. Kan komfortmæssigt sammenlignes med Flite. Gelpunkt giver lidt varmeproblemer.

Konklusion
Det er med at holde tungen lige i munden, når man foretager valg af sadel, man skal i hvert fald ikke tro på alt hvad der står i brochurerne. Nogle fabrikanters bud på design, der skal medvirke til at reducere gener fra sadlen, er ifølge tesipersonernes opfattelse direkte forfejlede. Måske er der løst et problem, men i kølvandet herpå er årsagen til flere nye problemer/gener blevet introduceret. Og det endda så ganske eftertrykkeligt. Man kan undre sig over hvilke testpersoner producenten har valgt, og om de ikke har bemærket de samme problemer som Cykelmotions testpersoner. Der er selvfølgelig forskelle i folks anatomi, men enten er fabrikantens testpersoner stærkt afvigende på det felt, eller også er det os på Cykelportalen der er afvigere (og det mener vi bestemt ikke vi er). Det er heller ikke altid at producentens anbefalinger vedrørende til hvilket brug sadlen er tiltænkt, er i overensstemmelse med testpersonernes præferencer. Men folk der har flere slags cykler kan jo heldigvis selv bestemme, hvilken sadel der skal sidde på hvilken cykel.

Referencer
/1/ Barry D. Weiss: Clinical syndromes associated with bicycle seats. Clinics in sports Medicine, 13, 1994 p. 175-186.

/2/ Andersen, K.V. , Bovim, G. : Impotense and nerve entrapment in long distance amateur cyclist. Acta Neurlogica Scandinavica, 1997 Apr: 95(4): 233-40

Del denne artikel...Share on Google+Share on LinkedInPin on PinterestTweet about this on TwitterShare on FacebookEmail this to someone

CYKELPORTALEN