CYKELPORTALEN

Danmarks uafhængige cykelportal

Muc-Off er en serie rengørings og plejeprodukter som er nye på det danske marked.  Det er Cycle Service Nordic som er blevet dansk distributør af ...

Muc-Off er en serie rengørings og plejeprodukter som er nye på det danske marked.  Det er Cycle Service Nordic som er blevet dansk distributør af  det omfattende produktprogram, der tæller alt lige fra rengøring til smøring og polering.
Historien om MucOff starter tilbage i 1991, hvor Rex & Marilyn Trimnell grundlægger det kendte letvægts cykelkomponentmærke  X-Lite.  I 1994 ser Rex et behov for at udvikle sin egen rengørings og vedligeholdelsesprodukter og Muc-Off er en realitet.  Idag drives firmaet videre af sønnen Alex efter faderens alt for tidlige død i 2004.

I november måned fik redaktionen tilsendt et udvalg af Muc-Off rengørings- og smøreprodukter til test,  og de har været et kærkomment rengøringskit til at få  vores testcykler sikkert igennem vintermånederne.  Vi har prøvet følgende produkter:

Soft Washing Brush
En børste med særligt bløde børstehår der er specielt designet til rengøring af cykelrammer og komponenter, samtidig med at den beskytter den sarte finish.  Skaftet er i gummibelagt plastik for optimalt greb. Børstehovedet er ekstra stort for hurtig rengøring og belagt  med gummi på kanten for maksimal beskyttelse af rammer og komponenter. Vejl. udsalgspris kr. 97,-

Two Prong Brush
Gaffelbørsten er ideel til fastsiddende skidt og snavs  på eger, skivebremser, fjederforgafler kranksæt, pedaler og andre steder hvor det er svært at komme til.  Skaftet er gummibelagt plast for optimalt greb og børstehårene er i kraftig nylon.  Det dobbelte børstehoved kan bøjes, så du lettere kan komme til på svært tilgængelige steder. Vejledende udsalgspris kr. 76,-

Biodegradable Bike Cleaner
Cykelrengøringsmiddel med nanoteknologi som ud over at være effektiv under alle vejrforhold også er skånsom mod materiellet, uanset om det er stål eller kulfiber. Produktet indeholder ingen skadelige syrer eller opløsningsmidler. Mange rengøringsmidler indeholder bestandtdele ned til 1/80 af et menneskehår.  Bike Cleaner har de bittesmå nanopartikler som kun er 1/80000 af diameteren på et menneskehår.  Denne reduktion gør det muligt for BikeCleaner at trænge dybere ind i skidt, snavs og olie og hermed effektivt opløse det.  Efter afvask med vand fremstår en helt ren overflade.  Vejl. udsalgspris kr. 88,- for en liter.

Bicycle Chain Doc
Ved hjælp af Muc-Off Chain Doc fjerner du let snavs  og skidt fra kæden  med et minimum af arbejdsindsats. Klem kæderenseren sammen om kæden og sprøjt kædemiddel ind i beholderen mens du kører kæden igennem. Efter ca. 18 sekunder er kæden helt ren. Vejl. udsalgspris for kæderenser og 400 ml. kæderens er kr. 350,-

PTFE Dry Chain Lube
Her er tale om en tør kædeolie på spray som er udviklet til at modstå de store kræfter der ofte genereres i moderne gearsystemer.  Produktet kan anvendes i alt slags vejr,  da det har overlegne smøregenskaber, der sikrer at alle led altid bliver smurt. Den avancerede sammensætning af  indholdstoffer betyder en ren, holdbar og beskyttende oliehinde, der forhindrer rust og korrosion.  Indholdet af PTFE  som er polytetrafluoroethylene sikrer lav overfladefriktion og god effektivitet, uden at tiltrække skidt og snavs.  Kan benyttes sammen med kæderenseren. Vejl. udsalgspris kr. 122,- for 400 ml.

Dry, Wet og Ceramic Lube
Wet Lube er en særdeles holdbar olie til kæder og komponenter. Oliens sammensætning gør den især fremragende til lange distancer  under våde og mudrede forhold. Olien trænger dybt ind i kædens led  og giver en langvarig smøring og fuld beskyttelse.  De tilsatte aditiver danner en hinde som giver silkeblødt gearskifte og lav friktion. Vejl. udsalgspris for 50 ml. er kr. 58,-

Dry Lube er en holdbar PTFE smøreolie, der trænger dybt i i kædens led.  I modsætning til almindelige olietyper er den sammensat så den kan modstå ekstreme forhold.  Den er en alsidig kædeolie til tørst vejr med fremragende smøreegenskaber. Indholds og funktionsmæssig svarer den til kædesprayen. Vejl. udsalgspris for 50 ml. er kr. 58,-

C3 Ceramic Lube er en helt ny smøreolie med unikke sammensætninger af bor, nitrid, flourpolymer og nanopartikler, der trænger ind i alle led og giver ekseptionel lav friktion og maksimal smørreevne og effektivitet. Den danner en ekstra stærk keramisk hinde, der yder fremragende beskyttelse på lange distancer. Desuden er den 95%  bionedbrydelig. Vejl. udsalgspris for 50 ml. er  kr. 101,- 

Afprøvning
Alle produkteren har været afprøvet på cykler og komponenter som en del af den naturlige rengøring og smøring efter en cykeltur.

Det er ikke hverdag vi støder på en decideret cykelbørste, som det er tilfældet her.  Den store børste har meget bløde hår der gør den perfekt til  rengøring af cyklens specielt store flader som stel og fælge. Børsten er rimelig let og ligger godt i hånden hvor man hurtigt sætter pris på det skridsikre skaft og gummioverfladen.  Den todelte børste er lidt af et hit til rengøring af eger og skivebremser og efter først at have vænnet sig til at bruge den, bliver den nærmest uundværlig. Aldrig har jeg haft så rene eger og nipler som nu skinner om kap med de skinnende skivebremser.

Bike Cleaner spayen er fin til den hurtige rengøring af cyklen.  Desværre skal der sprayes rigelige mængder på før at væsken har den tilsigtede virkning, hvorfor det i længden kan gå hen og blive en halvdyr fornøjelse kun at skulle gøre rent ved hjælp af den.

Noget som  altid har irriteret undertegnede, er rengøring og smøring af kæden. Det er besværligt og det sviner. Muc-Off kombinationen af kæderenser og kæderenspray er en genial duo som gør dette arbejde meget lettere.  Det sviner ikke og man bruger et absolut minium af væske. Men nu kommer det mest smarte.  Efter rengøring sætter man kædesprayen på renseren og wupti er kæden ny smurt.  Denne kombination er den hidtil bedste jeg har oplevet til en skånsom og hurtig rengøring og smøring af kæden. Slut med beskidte olierede hænder og stort forbrug af rengøringsspray og olie holdes nede på et absolut minimum.

Er du den mere ophyggelige type når det kommer til smøring af kæden er de tre små flasker med olie fine.  Wet Lupe syntes jeg er den bedste og mest allround. Den holder kæden velsmurt i flere dage både under våde og tørre forhold.  Den er lige velegenet til alle typer cykler og kæder.

Dry Lube er til den tørre årstid og giver det beste resultat på landevejscyklen.  På mountainbiken holder virkningen ikke meget længere en en dag eller en enkelt tur og den suger meget sand og grus til sig.

C3 Ceramic er også en tørolien men meget mere letflydende. Dens fordel er at den trænger langt ind i ledene hvor den bliver, hvorfor man i praksis har en meget ren kæde. Ud over brug til kæde, fandt jeg den også velegenet til smøring af kabler hvor den trænger langt ind i strømpen.

Ingen af olierne er diciderede dårlige og hvilken du foretrækker er i høj grad et spørgsmål om temperement og cykeltype. Spayolien er den bedste allround og den mest økonomiske i brug.

Konklusion
Muc-Off produkterne er alle gode bud på nogle nye og alsidige rengørings og smøreprodukter, der med god margen opfylder alle de krav man som cyklist kan stille mht til brug og ikke mindst virkning. Specielt kæderenser/olie duen imponerer. Alle produkter er miljøvenlige, lette at bruge og holder hvad de lover.

Link

 

Del denne artikel...Share on Google+Share on LinkedInPin on PinterestTweet about this on TwitterShare on FacebookEmail this to someone

CYKELPORTALEN