
Hvis der er et område inden for cykelkomponenter med stor mangfoldighed af
systemer og standarder (eller manglen på samme) må det være pedaler. Årsagen er
selvfølgelig en specialisering i funktion, cyklister efterhånden kræver. De pedaler der er specialudviklet til landevejsrace
kan bestemt ikke bruges til MTB. Tingene er tillige så viseligt indrettet at
selv indenfor den samme cykeldisciplin, race, mtb eller downhill er der
forskellige klampesystemer så uden at tælle nærmere efter vil jeg tro vi er oppe
på ca. 15-20 forskellige ikke kompatible systemer. Har man flere forskellige
typer cykler med forskellige pedaltyper skal der også et sæt sko til hver af
dem. Det giver omsætning i cykelskobranchen og deri ligger måske en del af
svaret på hvorfor der er den mangfoldighed af pedal- og klampetyper.
I
nærværende vil vi koncentrere os om pedaler til MTB og afprøvningen af nogle
forskellige typer.
De krav der kan stilles til en MTB pedal er bla:
trædeflade: når underlaget du kører på er ujævnt og
du måske ikke kan klikke ind i pedalen pga mudder er det godt at have en stor
trædeflade at stå på. Kraften fra skoen kan også fordeles over en større flade
så du behøver ikke at køre med de stiveste sko i verden. Desuden må pedalen ikke
rulle under foden, en stor trædeflade modvirker at pedalen ruller. Freeridere
foretrækker en pedal med stor trædeflade.
frigang: hvis problemet er knæsmerter er der
almindelig enighed indenfor den medicinske forskning at frigang i pedalen
hjælper til at modvirke dette. En forkert indstillet pedal uden frigang kan
hurtigt medføre knæproblemer det ved alle. Men frigang er ikke det samme som
udlåsningsvinkel. På nogle pedaler skal du dreje en vinkel langt over frigangen
før pedalen udlåser.
udlåsningsmoment: nogle kan lide at være fast
indspændt og andre vil helst kunne klikke ud uden de store kraftanstrengelser.
Det er individuelt så det er bedst hvis pedalen tilbyder indstillingsmuligheder.
En genkendelig lyd ved ind- og udlåsning har givet anledning til øgenavnet
klickpedaler, men de fleste kan ikke leve uden .
mudderkompatibilitet: er specielt i Danmark en vigtig
faktor. Det er ikke let at sige hvad det er der gør nogle pedaler særligt
anvendelige i mudder men nogle pedaler har i hvert fald et fortrin her. Jeg skal
senere prøve at komme ind på hvad der gør en pedal særlig mudderfølsom. Men
ligesom der er mange forskellige typer mudder er der ligeså mange forskellige
måder at pakke mudder i en pedal på, derfå må graden af mudderkompatibilitet
bero på en subjektiv vurdering.
slidstyrke: mtb pedaler bliver udsat for en del
mudder, vand, slag og hårde belastninger. Det stiller krav til slidstyrken.
Specielt lejer skal være af det rigtige format og placeret hensigtsmæssigt på
pedalen. Jo tættere på pedalarmen desto større belastninger på akslen. Derfor
skal de største og kraftige lejer sidde så tæt ved pedalarmen som muligt.
Smøring kan forbedre slidstyrken, så hvis pedaler har mulighed for servicering
er det et plus. Klamper slides ved man går på dem mere end ved aktivering af
pedalen, derfor skal klampen have en slidflade til at gå på. Nogle klamper er
udført i messing som er meget lidt slidstærkt men ikke lettere end stål. Da
reserveklamper ofte er forholdsvis dyre kan den valgte materialetype til klampe
måske give udslaget når man vælger pedaltype, for funktionsmæssigt kan jeg ikke
se der skulle være nogen forskel.
udlåsningsmekanisme: skal kun kunne aktiveres ved
rytterens beviste bevægelser. Tilfældig udlåsning er bare totalt irriterende.
Nogle pedaler kan udlåse ved påvirkninger nedefra, fra feks. sten eller
trærødder, det er ikke smart. Ensidet låsemekanisme kan af gode grunde ikke
udlåse umotiveret, nogle tosidede mekanismer kan, feks. hvis de er udformet som
en vippearm.
montering: kan klampen ikke monteres i din sko
eller er din såltykkelse for stor til pedalen duer det ikke, derfor er der
opgivet mål for klampebredde og afstand mellem trædeflade og låsemekanismens
anlægsflade (svarende til den maximale såltykkelse).
andre mål: pedalarm-midt på klampen: hvis
afstanden er for lille kan der opstå problemer med at låse ud når pedalarmen er
i horisontal stilling (kl. 9 og 3). Snuden på skoen vil støde på pedalarmen.
Trædeflade-aksel: cyklisten skal indstille saddelhøjden så den passer med denne
afstand.
AFPRØVNING
Crank Bros. Egg Beater

Her er der virkelig
gjort noget ud af at designe en ny type pedal. Pedalen har ingen trædeflade men
består faktisk bare af to fjedre der er viklet omkring en aksel hvori der
befinder sig nogle lejer. Ingen trædeflade men derimod 4 sidet indlåsningsflade. Pedalens force skulle være
mudderkompatibilitet og det er rigtig nok, der er ikke mange hjørner hvor der
kan pakkes mudder i. Mudderkompatibiliteten er ca. som ATAC pedaler. Til gengæld
er den manglende trædeflade et stort minus. Hvis ikke det lige i et hektisk
øjeblik lykkedes at komme i pedalen under fart er det ikke let at finde fodfæste
på pedalen. Og det skal ikke blive meget ujævnt før pedalen ruller under foden.
Det er en sikker og identificerbar lyd ved ind- og udlåsning. Udlåsning kan
dog aktiveres nedefra. Udlåsningsmomentet er ikke justerbart. Der er fremragende
frigang i pedalen og der er en justerbar udlåsningsvinkel ved at ombytte
klamper. Pedalen kan serviceres. Lejer består af 1 lille og svagt leje yderst på
pedalen og et glideleje ved pedalarmen. Klamperne er fremstillet i messing og er
meget lidt slidstærke, jeg nåede næsten at slide et sæt op under testen.
Skruehullerne i klampen er elipseformede og det giver mulighed for at klampen
vrides ud af position hvis ikke de er meget stramt forspændt.
Min vurdering
er at den manglende trædeflade begrænser anvendelsen til MTB kørsel, men på
landevejen har disse pedaler sikkert en stor fremtid, vægten taget i
betragtning.
Pris. 1249,-
Importør. Ingen pt.
Time ATAC

En gammel kending og er vel
efterhånden referencen for MTB pedaler over hele verden. Den er tung men den
virker og den kan ikke slides op. Så behøver jeg vel faktisk ikke skrive mere om
den eller hvad. Ok der er en del onde tunger der siger at ATAC
vil få skarp konkurrence af Eggbeateren og de påstande vil jeg gerne mane i
jorden. Der er jo forskel. Mudderkompatibiliteten er sammenlignelig men så
stopper festen også. ATAC har en god trædeflade, giver en let genkendelig lyd
ved ind- og udlåsning og har passende frigang. Frigangen er dog ikke det samme
som udlåsningsvinklen, på ATAC pedalerne skal du ud i en vinkel på 35-45 grader
for at pedalen låser ud. Udlåsningsmomentet er ikke væsentligt justerbart (kun
ved at ombytte klamper) og det kan virke noget fast for dem der er vandt til et
lavt udlåsningsmoment. Låsemekanismen er dobbeltspændte fjedre anbragt på to
uafhængige aksler, dvs. pedalen kan ikke udlåse ved påvirkning nedefra. Pedalen
kan ikke serviceres (uden specialværktøj) men den består af et stort godt
forseglet leje tæt ved pedalarmen som simpelthen ikke kan slides op. Jeg har
endnu ikke hørt om nogen der klagede over slør i deres Time pedaler. Plastic
chassiset er godt slagfast og er også meget modstandsdygtigt mod ridser og slag.
Messingklamper slides forholdsvis hurtigt.
Nogle ryttere vil måske synes at
ATAC pedalen er lidt for hardcore pga. det høje udlåsningsmoment og
udlåsningsvinkel. Men de virker i alt slags terræn.
Pris. 895,-
Importør.
Scanbike
Speedplay Frog

Frog pedalen vender op og ned
på begreberne for en pedal. Her er klampen pedal og pedalen klampe, eller noget
i den stil. I hvert fald ligger udlåsningsmekanismen i klampen og består af en
fjeder og en låseplade. Frogpedalens fordele er den store frigang og den kraftløse
udlåsningsmekanisme. Udlåsningsmekanismen er lydløs, så sommetider kan man være
lidt i tvivl om pedalen er låst fast eller ej. Det er også forholdsvis let at
komme til at lave et forkert vrid med benet og så er pedalen udlåst. Der kan
også opstå umotiveret udlåsning hvis låsepladen er kilet fast (af feks mudder).
Mudderkompatibiliteten er derfor ringe, selvom Speedplay påstår det modsatte.
Der er mange flader hvor mudder kan pakke sig fast. Låsespændingen kan ikke
justeres. Men frigangen er en stor fordel og kan anvendes terapeutisk hvis man
har knæproblemer. Frigangen er dog begrænset ind mod pedalarmen, pedalen kan kun
udlåses hvis hælen drejes udad. Klampen er et stykke kompliceret mekanik og den
fylder en del under skosålen. En del skotyper kan nok få problemer med at få
placeret den brede klampe i udskæringen. Pedalen kan serviceres med smøring
gennem smørehuller. Der er to lejer i pedalen 1 nåleleje og et lukket kugleleje.
Jeg ved ikke hvor slidstærk den er men pedalen er i hvert fald fremstillet i et
meget slid- og slagfast materiale /plastic og stål), lejerne er små og yderligt
placeret.
Frogpedalen skal man vænne sig til. Det er ikke til ved bare en
kort prøveperiode at sige om man kan lide den eller ej. Men har man knæproblemer
er der hjælp at hente her.
Pris. 995
Importør Fabin Sport
VP- M30

VP-M30 er en traditionel SPD pedal med alu chassis.
Låsemekanismen er en vippearm som kan påvirkes nedefra hvorved der kan
opstå umotiverte udlåsning. Udlåsningsmomentet er justerbart men der
ringe frigang. God lyd ved ind og udlåsning. VP kalder deres
klampesystem Biocleat, som er fremstillet i stål så der er ikke noget
organisk ved dem. Jeg har svært ved at se hvad den store fordel ved
disse klamper er fremfor en traditionelle klampe type Shimano.
Mudderkompatibiliteten er middel. Pedalen kan adskilles og smøres men
det er rimeligt svært at samle den igen så lad være med det. Der er 2
alm. kuglelejer og et glideleje i pedalen jeg vil ikke vurdere lejerne
som slidstærke over middel.
Pris. 395,-
Wellgo MG-10

Wellgo har
eksperimenteret med materialet Magnesium og er kommet op med en pedal som til
forveksling ligner Specialized model Team Ti. Men det er nu Wellgo der
producerer dem begge så intet ondt i det. Magnesium
er et forholdsvis let materiale (brudstyrken taget i betragtning) men er sårbart
overfor korrosion især på kontaktflader med andre metaller som det er tilfældet
ved gevinder. Pedalen har justerbar låsespænding og ringe frigang. Sikkert
genkendelig lyd ved ind og udlåsning. Der er en bevægelig gribearm (ensidet
gribemekanisme) for hver trædeflade, lidt det samme system som Shimano benytter.
Gribemekanismen er forsænket i forhold til trædefladen således at der kan opstå
problemer med indlåsning hvis sålprofilet på skoen er særligt kraftigt (tyk
sål). Mudderkompatibiliteten er under middel. Klamperne er af stål.
Pedalen
kan ikke adskilles for servicering og lejer slides meget hurtigt. Jeg kunne
mærke slør i pedalen efter ca. 1000 km vinterkørsel.
Pedalerne er lette
hvilket må tilskrives anvendelsen af magnesium som konstruktionsmateriale. Men
de er ikke slidstærke, der sker let korrosion ved stålskruer og i mudder går det
dem skidt.
Pris. 495,-
Shimano PD-M959:

Trods stadig større konkurrence
og alternative klikpedal systemer lykkes det stadig Shimano til stadighed
løbende at forbedre deres SPD system. PD-M959 som er den nye toppedal er ingen
undtagelse. Med kun 346 g er det den hidtil letteste pedal fra Shimnao. Klampesystemet er
stadig det samme men selve pedalen er forbedret mht til ind/udlåsning og
modstandsdygtighed overfor mudder. Indlåsesystemet er ensidigt, pedalen kan ikke
udlåses nedefra. Ind og udlåsning føles i forhold til tidlige modeller
væsentligt lettere og der er et tydeligt klik når man låser ind. Når man skal ud
af pedalen vrider man let foden enten ind eller ud. Udlåsningsmomentet stilles
med en lille 3 mm unbroaonøgle. Også pasform mellem klampe og pedal er perfekt
uden det mindste slup, og der er +/-2,5 grader frigang.
Huset er i aluminium
med titaniums finish og akslen i CrMo med forseglede lejer Shimano bruger en 8
mm unbraco for montering på pedalarmen i stedet for en 15 mm fastnøgle. Og der
er en indikation i form af en lille udfræsning for den højre side.
Mht. til
mudder kan jeg ikke umiddelbart mærke nogen forbedring i forhold til en 4 år
gammel PD-M747 pedal. Mudderet sætters sig stadig fast oppe i klampen mens på
selve pedalen var det stort set umuligt at få det til at lukke til. Trædefladen
er stadig tilstrækkelig stor til at også mindre stive sko får fuld
understøttelse.
Den medfølgende brugermaual er forbilledlig her er intet
overladt til tilfældighederne men der er ingen servicevejledning. Shimano
anbefaler at service udføres af cykelsmeden..
Der findes stadig lettere
pedaler på markedet men Shimanos nye MTB topedal er svær at komme uden om når
det angår funktion og pålidelighed. Får min anbefaling.
Pris.
995,-
Importør: Egedesøe
WTB MP 250

Denne pedal har været længe undervejs.
Den første prototype blev vist på Eurobike tilbage i 1999, men først nu er den
blevet klar. Med 260 g for et sæt er vi her nede i den lette ende.
Tilpasningen mellem klampe og pedal lader en del tilbage af ønske der
er tydelig mærkbart slup. Trædefladen giver dog en god understøttelse. Frigangen
kan stilles trinløst mellem 5 og 15 grader ved hjælp af den lille medfølgende
unbraconøgle. I praksis fungerer det dog ikke særlig præsist. Også
udlåsningsmomentet er temmelig upræsis. Det var svært at opnå samme indstilling
på begge pedaler. Man klikker ind og ud af pedalen ved vrid ind eller ud og der
er et tydeligt klik. Man kan også med nogle flere kræfter trække sig ud af
klampen ved en lodret bevægelse. Låsemekanismen er dobbeltsidet og kan udlåses
ved påvirkning nedefra. Huset er i termoplastik og aksel i CrMo. Der er to
lejer: et nåleleje tættest på pedalarmen og et lukket kugleleje yderst. Pedalen
er let at åbne og servicerere og let at samle igen.
Klampen er den samme som
Shimanos SPD. Mht til mudder er pedalen god og de afrundede former gør at det
har svært ved at pakke til.
Forventningerne til denne pedal var høje men
bliver ikke helt indfriet. Indstillingerne er mangfoldige men ikke særligt
præcise. Den store frigang er en fordel for folk med knæproblemer.
Pris.
1095
Importør ??

Mudderfølsomhed. Problemet med mudder er at det er i
stand pakke sammen til et meget fast materiale og at det kan at kile sig ind i
alle hulrum i en pedal/klampe. Hvis de samme hulrum skal rumme en klampe eller
låsemekanisme vil rytteren i nogle tilfælde ikke have styrke til at fortrænge
det sammenpakkede mudder og pedalen vil ikke låse fast. Derfor skal en pedal
være konstrueret således at der ikke er hulrum hvor mudder kan pakkes sammen og
der skal være en stor angrebsflade mellem klampe og låsemekanisme. Sidstnævnte
giver også mulighed for stor frigang. Jeg har prøvet at måle forholdet mellem
angrebsfladerne, dvs. forholdet mellem bøjlebredde og klampebredde bagerst. De
pedaler med det største forhold ser ud til, fra den subjektive vurdering, også
at være de pedaler med den bedste mudderkompatibilitet.
Tips til dine pedaler
Smør fedt i gevind i pedalarmen og på klampeskruer for
monteringen. Så slipper du for at skulle bore skruer ud når du skal skifte
klamper og at pedaler gror fast på pedalarmen.
Udskift klampeskruer med unbracokærv med skruer med
torxkærv, det er langt mere slidstærkt og letter afmontering.
Medbring nøgle til at justere klamper under de første
ture, det kan let være du ikke har fået den skruet hårdt nok på skoen eller
Konklusion
Selvom der findes mange kompetente
bud på titlen som den bedste pedal er Time og Shimano stadig at foretrække hvis
holdbarhed og funktion er i højsædet Hvilken man vælger af de to er nok lidt en
spørgsmål om preferancer. Skal du have en let og universel pedal både til
landevej og offroad er Crankbrothers et godt bud.
På MTBR kan du finde andre cyklisters kommentarer til forskellige pedaltyper.