Haugastøl - Finse 27 km
Rallarvejen har sit udgangspunkt i Haugastøl 988 m.o.h. Herfra går det moderat opad indtil Finse 1222 m.o.h. Efterhånden som vejen fører gennem dalene og langsomt løfter en højere til vejrs skifter landskabet karakter. Trægrænsen ligger væsentligt lavere her end i f. eks. alperne. Landskabet er derfor meget barskt og bart. Omkring Hestebothvatnet er der i klart vejr en flot udsigt mod Hardangerjøkulen som er en glether. Strækningen er den mindst krævende, men byder på masser af uspoleret natur.

Finse - Hallingskeid 19 km
Finse er Norges højst beliggende jernbanestation. Den består 120 huse og mellem 25 og 50 mennesker arbejder her hele året. Foruden stationen findes her også en DNT turisthytte, en dagligvarebutik og en rallarmuseum. Finse er et godt udgangspunkt for dagsture i området. En anden mulighed er vandring på Hardangerjøkulen. Fra Finse cykler man nu langs den gamle linieføring op mod turens højeste punkt ved Fagernut som er 1350 m.o.h. Toget tager den direkte vej gennem den 10 km lange tunnel. Strækningen er utrolig smuk, men vejen er meget dårlig, med store sten. Fra Fagernut går det nedad, stadig af dårlig vej. Og ved Kvinå skal man af cyklen og ind i den gamle jernbaneoverdækning for at krydse. Herefter går ned til Låghellervatvatnet hvorfra der er et flot view tilbage mod fjeldet og den gamle jernbaneføring. Desværre skæmmes dette smukke landskab af de mange overdækninger af jernbanen som er lavet for sneskred. De er udført i blik, men bestemt ikke særligt kønne.

Hallingskeid - Vatnahalsen - Myrdal 17 km
Fra Hallingskeid skifter landskabet fra det barske og golde til frodig grøn lavvegetation. Specielt turen ned gennem grøndalen er meget smuk og turens højdepunkt er selvfølgelig turen ned langs Kleivagjelet. Tag dig god tid, ryger man ud over kanten kommer man ikke op igen. Larmen fra den brølende elv er enorm. Vel nede går det langs de to søer Seltufvatnet og Reinungavatnet om til Vatnahalsen. Kik op og læg mærke til jernbaneføringen, imponerende…
Ved Vatnahalsen er der en lille vej op til Myrdal Station hvorfra man kan tage toget til Uppsete hvorfra Rallarvejen forsætter til Voss.

Vatnahalsen - Flåm 20 km
For de eventyrlystne skal man ned til Flåm. Flåm er mest kendt for sin jernbane som går fra Myrdal station i 867 meter og ned til Flåm som ligger i 0 meter. Dette gør den over 20 km og for størstedelen inde i tunneler hvor den stor sig i spiraler ind og ud af fjeldet. Den er absolut en tur værd. Turen på cykel er ikke mindre imponerende. Fra Vatnahalsen og ned til Kårdal skal men ned gennem 21 hårnålesving, og jeg siger det er stejlt og stenet. Som i mit tilfælde med fuld oppakning er der kun en måde, trække. Om man kan cykle op skal jeg være usagt, jeg mødte ingen… Undervejs er der mange flotte views til Kjosfosen. Fra Kårdal går det af asfaltvej ned til Flåm som ligger utrolig smukt inde i bunden af Aurlandsfjorden. Herfra kan man så tage toget (eller trække op) til Myrdal. En anden mulighed er at tage en af de mange fjordbåde om til f.eks. Gudvangen og herfra forsætte. Men det er en anden historie som jeg vil berette om i et kommende nummer…

Bedste rejsetid:
På grund af de store snemængder som kan ligge på fjeldet helt hen på sommeren er den bedste rejsetid fra midten af juni til midten af september. Det er en god ide at ringe i forvejen til Geilo Turistservice på tlf. 0047 32 08 84 00 og høre om den aktuelle situation. Hvis der ligger for megen sne er det muligt at tage toget mellem Finse og Hallingskeid.

Mørke tunneler
En anden norsk specialitet er de rigtigt mange, meget lange og meget mørke tunneler. Og når jeg skriver mørkt, så er det absolut mørkt. En cykellygte er ikke meget bevendt her. Den kan lige oplyse de hvide vejstriber (hvis der er nogen). Midt inde i en 3 km lang tunnel lærer man hurtigt at sætte pris på dem, specielt når man flere gange har været helt over i den modsatte side. Verden herinde er anderledes. Ens sanser fungerer ikke rigtigt, man mister fornemmelsen for retning og tid. Bare en kilometer føles uendelig lang. Ved møde med modgående biler er man blændet længe efter og er nødt til at stoppe, før øjnene igen har vænnet sig til mørket.

Röldal og Haugelidfjeld
Röldal ligger smukt i bunden af Röldalsvatnet. Röldal er kendt for en af Norges ældste og bedst bevarede stavkirker. Vel ankommet til campingpladsen i strålende solskin og 25 graders varme var  forventningerne til morgendagens tur op over Haugelidfjeld naturligvis i top, men ak, endnu engang skulle det norske vejr vise sin mindre pæne side. Næste morgen er alt i gråt og med finregn. Ved den første tunnel, som er lukket for cyklister, kommer man ind på den gamle pasvej, som bugter sig stejlt op ad bjerget. Et stykke oppe holdes en ufrivillig pause, da en flok geder spærrer vejen. Begrebet skyhed kender de vist ikke, næh tværtimod, de er enormt nysgerrige, og har man lidt spiseligt, bliver man nærmest overfaldet.
Regnen er begyndt at tiltage, og der blæser en meget kold vind. Gruppen er spredt for alle vinde, og ved Haugelidsæter beslutter jeg at vente på de andre. Det er råkoldt, og snart sidder vi alle bænket inde i varmen over en kop kakao og lidt kage, som hurtigt bliver til mere kakao og mere kage, trods de ublu norske priser. Da vejret denne dag åbenbart ikke er med os, må vi igen ud og trodse elementerne. Selvom skyerne hænger lavt, får man alligevel et indtryk af landskabet, som er barsk og storslået. Turen ad den næsten snorlige vej hen over fjeldet får en til føle sig meget lille. Nedkørsel er en sand lidelse med regnen piskende ind i ansigtet, der virker som små kolde stik. Et par sokker må gøre det ud for handsker. Et stykke nede er det helt store souvenircirkus opstillet. Hvad med en udstoppet elg, eller en ræv til 9.000 NOK... nå ikke, men et elgklistermærke blev det da. Det regner stadig, da vi når campingpladsen, og de magelige beslutter at deles om en hytte. Campingfatter forsøger at overtale os til en luksuslejlighed med sauna og tv, men vi nøjes med en lille trepersoners hytte, hvor vi klemmer os 5 sammen. De medbragte 20 meter snor bliver hurtigt brugt. Fuld tryk på elvarmen og gang i mandehørmen.

Offroad
Små fjorten dage efter går turen atter forbi Geilo, som nu viser sig fra sin bedste side med fint vejr. Der bliver tid til en overliggerdag og lidt offroadkørsel på fjeldet uden baggage. Herlig fornemmelse at flyve op af fjeldet uden den ekstra vægt. Målet er Prestholtskarvet. Efter først at være kommet op over byen og op på selve fjeldet åbenbarer sig et fantastisk landskab. Kun Prestholtskarvet rager op her, ellers er landskabet meget fladt og tundraagtigt. Oppe ved sæteren slutter jordvejen og går over i en sti. Jeg forsætter et stykke endnu, men må snart have cyklen på nakken. Vandrene kikker måbende, da jeg kommer gående med cyklen. Et godt stykke oppe kan jeg ikke komme længere på grund af glejtcesne. Turen ned er ren kemikaze.

Ved sæteren sætter jeg mig og får en kop kaffe og hjemmelavet vafler med flødeskum og syltetøj. Jeg nyder udsigten mens jeg gør status over hele turen. Fra nu af går det mod syd til Oslo og færgen tilbage til det lille flade fædreland. Men et er sikkert, det er ikke sidste gang jeg skal op og kikke på fjeld og fjord.