CYKELPORTALEN

Danmarks uafhængige cykelportal

Sammensæt din egen drømmecykel Sammensæt din egen drømmecykel
Den letteste og ofte billigste løsning er at købe ny cykel direkte fra forhandlerens hylde. Ofte bliver individuelt sammensatte cykler forbundet med noget, der... Sammensæt din egen drømmecykel

De fleste vælger den lette og hurtige løsning, når der skal vælges ny cykel, og køber en færdig komplet cykel hos cykelforhandleren. Men for nogle er glæden ved sådant et køb kortvarigt, og snart melder behovet sig for mere individuelle løsninger. Ofte bliver individuelt sammensatte cykler forbundet med noget, der er meget dyrt, men sådan behøver det nu ikke at være, specielt ikke hvis man selv gør arbejdet.
Vi tog udfordringen op, og sammensatte en cykel på tværs af systemløsninger, med masser af personlighed, tilmed uden at det vælter budgettet. Det eneste du skal afse er noget tid og mod på selv at samle cyklen.

En “custom” samlet cykel er svær at gøre op i kroner og ører i forhold til en hyldevare. Men fornøjelsen ved at kikke kataloger/hjemmesider og herefter selv anskaffe de enkelte stumper, er stor, og slutresultatet bliver din helt personlige drømmecykel. Hertil kommer så naturligvis tiden på efterfølgende at samle den.

Cykelportalens “gamle” redaktør har efterhånden både prøvet og ejet, alt for mange cykler, lige fra den første trehjulede til alt for dyre lirede kulfiberlyn, som dog alle igen, hurtigt er forsvundet ud i glemsomheden. Ofte har de cykler der har fulgt mig længst, langtfra været de dyreste, men derimod dem med sjæl og personlighed, men det er en helt anden historie.

Se billeder fra samleprocessen her

Man tager en ramme
Dette projekt har taget udgangspunkt i egne preferencer og tjener først og fremmest som inspiration for andre, om selv at gå igang. Kulfiberrammer og højprofilhjul har aldrig rigtig appeleret til mig, da deres brugsområde er alt for begrænset til min improviserede  kørestil.  Samtidig sender de også et signal om cykelsport, fremfor cykling som livsstil, der ikke helt er forendeligt med mit temperement. Jeg har altid mere været til cykler, der er multifunktionelle, så da den nye Gravel/ Road Plus cykeltype blev moderne, blussede cykelpassionen atter op. Den cykeltype er i mine øjne det bedste der er sket på cykelområdet i mange år. Med en cykelstil, ofte præget af pludselige indfald når biltrafikken bliver for intens eller der pludselig dukker en spændende smutvej op, er det en cykeltype som appelerer til den mere individuelle cyklist for hvem cykling er meget mere end bare træning og fart.

Jeg endte op med følgende.  Det meste af udstyret er nyt, men langtfra nyeste trend, men derimod udstyr som har bevist sit værd og som kan nås af de fleste, når der er loft på budgettet.

Specifikationer

  • Ramme: Genesis Croix de Fer Reynolds 725 Heat-Treated Chromoly
  • Forgaffel: Genesis Cr-Mo Unicrown Disc
  • Kranksæt: SRAM Apex 1 172,5 mm 42T
  • Krankboks: TruVativ GPX
  • Gear/bremsegreb: SRAM Rival 1 mekanisk
  • Bagskifter: SRAM Apex 1 Long
  • Kassette: SRAM PG-1130 11-42
  • Kæde: SRAM PC-1110
  • Bremser: Yokozuna Motoko Cable-Pull Hydraulic Disc Brake
  • Saddelpind: Pro Koryak
  • Saddel: Rido R-LT
  • Styr:  Genetic Digest
  • Styrbånd: Fizik SuperLight Tacky
  • Frempind: Redshift ShockStop
  • Hjulsæt: Hunt Adventuresport Disc 650B / Spinergy Z-Lite Disc
  • Stikaksler: BBB Wheelfix
  • Flaskeholder: TBD
  • Dæk: 650B, Panaracer Pari Moto / WTB Resolute,   700C, Schwalbe One S / Challenge Strada

Rammen
Med en kærlighed for den klassiske stålramme, blev der fra starten kikket i den retning. Kravene var en rimelig pris og med alt i fittings og studser, så cyklen over tid kan udstyres på forkellige måder lige fra dagligdagscykel med skærme og bagagebærer til en Bikepacking Rig. Udgangspunktet skulle være en landevejs orienteret ramme, der  kunne danne basis for en cykel der også kan tåle en tur “Of The Beaten Track” med lidt picpak.
Der findes efterhånden rigtig mange meget dyre håndsvejste stel i stål, men stadig kun en lille håndfuld producenter, der udbyder stålstel i løs vægt til fornuftige priser. En af dem er engelske Genesis Bikes hvis Croix de Fear gennem mere end 16 år har bevist sin berettigielse, og overlevet den ene mere liret kulfiberramme efter den anden, der hurtig bliver umoderne. Rammen er naturligvis som alle andre fornuftige og prisrimelige rammer lavet på Taiwan, som har ekspertisen og et fornuftigt løn og omkostningsniveau.

Genesis Croix de Fer udbydes som komplet udstyret cykel, eller som her, et løst rammekit i stål. Er stål for “billigt”, fås den også i titanium. Basis konstruktionen er den samme, men geometrien har over tid ændret sig en smule, i takt med udbredelsen af stadig bredere dæktyper og skivebremser. Et rammekit består af stel og forgaffel, naturligvis i stål inkl. styrfitting. Rørene er fra Reynolds, med typebetegnelse 725 CrMo. Til en pris på under de fire kilo kroner, er den til at komme i nærheden af. Med en komplet vægt (inkl. Forgaffel) på den forkerte side af tre kilo, vinder den næppe nogen cykelløb eller anerkendende blikke fra liredrenge på klovnehjul, but who cares, steel is reel… og jeg skal ikke vinde hverken cykelløb eller “respekt”… Med en komplet byggevægt på omkring de 11 kg er det stadig bærbart.

Hjul
Som modspil til det lidt “oldschool” rammevalg, er hjulene til gengæld nyeste trend.  Jeg har valgt to typer. Road Plus er den nye hippe til landevejscykler, hvor man tager et 650B hjulsæt (27.5) og kombinerer med et dæk 650 42 til 47 mm, der giver samme omkreds som et 700 x 23 mm hjul/dæk, men med bedre komfort og vedhæftning til brug offroad.  Konceptet er langfra nyt. Det var meget udbredt i 60’erne blandt franske og belgiske Randeour cyklister.  Selvom rammen officielt ikke er udlagt til 650B kan der godt klemmes et par 47C dæk på den. De er egentlig også kun taget med for at vise at det ofte kan være sjovt selv at eksperimentere  med forskellige hjul og dækvalg på kryds af vedtagne normer og systemløsninger.  Rent praktisk vil jeg dog til denne ramme som maksimum anbefale 42C, hvis der skal være lidt frigang til at skidt og mudder ikke pakker samt montage af et sæt skærme. Hjulvalget er Hunt med 650B asymmetrisk fælg og skrivebremsenav. Med en vægt på kun 1.500 gram ligger de i den lave ende. Hunt Wheels har på kort tid markeret sig som en udbyder af gode hjulsæt til rimelige priser. Du kan læse testen af hjulsættet her. Det andet hjulsæt et er lidt af en klassiker i ny indpakning.  Spinergy Z-Lite Classic Disc med deres PBO fibereger giver en helt unik køreoplevelse, hvis lige ikke findes på nogen andre hjul. Der kommer snart en test af disse hjul. I min optik skal du bruge penge på hjulene fremfor en dyr geargruppe, hvis dit budget ikke er bundløst.

Dæk
Jeg har valgt fire forskellige dæktyper. To 650B, og to  700C.  Panaracer PariMoto er et af de mest letløbende dæk med stort volumen på markedet, og fungerer også fremragende offroad på tørt underlag. I vinterhalvåret og OffRoad tur er WTB Resolute med sit mønster dog et bedre valg. Schwalbe G One er svær at komme uden om som offroad 700 C dæk, trods sin ringe slidstyrke. Challenge Strada Bianca er mit favorit landevejs dæk. Med en bredde på 32 mm kan du køre med lavt dæktryk med alt hvad det giver at vedhæftning og komfort. Eneste ulempe er at de er ekstremt svære selv at montere, da de ikke er formstøbte. Men det er besværet værd, en drøm af et landevejsdæk…

Gear
Her er ikke så megen tvivl. Det skulle naturligvis være den nye simple 1×11 geartrain. Det er stadig svært at komme uden om SRAM når talen falder på landevejs gearsetup med kun en klinge foran, selvom jeg gerne snart så nogle alternativer fra både big S og small C.  Fremfor at vælge en komplet gruppe har jeg plukket lidt i deres omfattende program. Bagskifteren er APEX 1, men dens funktionalitet er fuldt på højde med de øvrige. Bremserne skulle ikke være hydrauliske,  da de stiller nogle krav til special værktøj og montage som ikke alle umiddelbart vil kunne udføre selv. Samtidig er de for komplicerede specielt hvis du er på langtur i øde egne. Rival 1 bremsegrebene fås i en mekanisk udgave, der udseendemæssigt i mine øjne også er mere elegante end de noget “klumpedumpe” store hydrauliske typer. Kranksættet blev Apex 1 da det er det bedste i serien af aluminiums kranksæt. Det er en udbredt misforståelse at konstruere kranksæt i kulfiber, hvilket også er en af grundene til at du ikke ser det hos Shimano hvis DuraAce kranksæt stagig har rekorden med den bedste stivheds/vægtindex. Desuden er mange kranksæt i kulfiber ikke helt ægte men forstærket indvendigt med et formstøbt stel. (Lireeffekten) Kassetten er 11-42 fra NX og forkransen en 42 tands. Kæden er PC 1110.

Bremser
Hydrauliske skivebremser som aftermarked setup er en smule mere besværlige og komplicerede, da der skal rodes med afkortning af slanger, olie og udluftning, der kræver en del special værktøj. Så det blev opgivet. Der var flere alternativer at vælge imellem. Jeg har tidligere prøvet TRP/Hy der er en kabel aktiveret skivebremse, der aktiverer en oliebads reguleret cylinder.  Blandt helt mekaniske skivebremser har Paul Component en uhyre simpel og meget gennemarbejdet model i programmet. Men med et dansk fortoldningssystem der bestemt ikke favoriserer amerikanske produkter, blev det også opgivet. Derfor stod valget egentlig mellem TRP og Avid. I elvte time dukkede japanske Yokozuna op, og de var så elskværdige at sende et sæt til test, da jeg henvendte mig til dem. Testen vender vi tilbage til i en senere artikel.

Øvrigt udstyr
Styret skulle naturligvis være et landevejstyr, men ikke i traditionel forstand. Jeg elsker gedebukkestyr, men ikke deres lige 90 graders vinkling, der strider mod en naturlig vinklet håndstilling. Desuden er de for smalle til en tur off-road i terrænnet. Ud over en bedre håndstilling giver det bredere styr også bedre kontrol specielt offroad. Redshift nye suspension stem, sendte os et eksemplarer til test. En frempind med stor effekt. Læs testen her.  Sadlen er den ikke særlig kendte engelske Rido vi tidligere har testet og som stadig hører til en af vore favoritter hvis du vil forkæle din popo.

Klar parat start
Hvad kræves der så lige af special værktøj for at fuldføre et sådant projekt. Forbavsende lidt. Det meste kan klares med et sæt unbraconøgler, en skævbider og en nedstryger.  Da vi har holdt os til de mest udbredte standarder skulle vi kun bruge to stykker specialværktøj.

  1. En fastnøgle til fastspænding af krankboks GPX standard. (priser fra godt 100 kr og opefter)
  2. En HG aftrækker til kasetten som også kan bruges til montage af skiver med den standard.

Rækkefølgen i montering behøver ikke nødvendigvis at være sådan her, men det er en god ide at begynde med at montere alle de enkelte komponenter. Herefter trækkes alle kabler og sluttelig justeres de enkelte dele. En fast reparationsstand er ikke strengt nødvendigt. En par kroge i loftet og et par aflagte cykelslanger kan også gøre tricket.

1. Afkortning af gaffelstilk montage af frempind
Da rammer leveres med monteret styrfitting er det kun stilken på forgaflen som skulle afkortes. Start med at montere de spacere du ønsker for at få den for dig rette højde. Et fif er at montere flere spacere og afkorte gaflen med en større længde. Så kan du altid flytte rundt med højden indtil du har fundet den bedste indstilling. Det sparer dig for et i mine øjne overflødigt bikefit. Afmærk med en tuschpen og skil det hele ad igen. Tape op et par millimeter under stregen, så der der er plads til støvcappen på frempinden. Naturligvis kan du købe et dyrt specialværktøj til afskæring, men en almindelig nedstyger kan sagtens gøre det. Krater fjernes efterfølgende med en fil.

2. Gevindstuds/endcap
Herefter bankes gevindstudsen i røret. Det kan godt drille en smule men det er let at få den helt i vatter ved at banke stille og roligt med spidsen af en skruetrækker hele vejen rundt.

3. Krankboks
Til krankboksen kræves et stykke specialværktøj, i dette tilfælde til GPX standarden.  Brug rigeligt med kobberfedt  på gevindet både i stellet og på krankboksen, da stål er mere udsat for korrossion. Værd opmærksom på at vende gevindtappene rigtigt. Det er ofte angivet på de to halvdele. Monter og spænd godt til. Stålstel er ikke så kritisk mht til overspænding, så en momentnøgle er ikke strengt nødvendigt.

4. Kranksæt
Kranksættet er let at montere. Først sættes kædesiden med klingen på plads og den løse pedalarm skrues fast ved hjælp af en 8 mm unbraco, indtil den ikke længere bevæger sig ind over akslen. Der er delte meninger om man skal give akslen fedt, men lidt kobberfedt skader aldrig og kan være medvirkende til at slippe for knirkelyde og udladninger fra statisk elektricitet.

5. Bagskifter
Alle SRAM bagskiftere har en smart feature hvor fjederkraften på pulley hjul armen som holder kæden stram ved hjælp af en trykknap kan frigives. Fastspænding med en 6 mm.

6. Skivebremse Calibre
Genesis rammen har de klassiske Postmount beslag til skivebremser. Yokozuna leveres med alle fittings så her er ingen problemer.  Værd opmærksom på at de nye Direct mount kalibre ikke altid umiddelbart kan monteres på på en ramme med Postmount uden ekstra beslag.

7.  Skiver Disc
Skiver fås i to standarder, 6 huls montage eller med centerlock. Hjulsæt med centerlock har ofte en adaptor så man også kan bruge disc med boltmontering.

8. Kassette
Her er valgt SRAM shimano kasettestandard. Igen brug godt med fedt når låsekriven monteres HG værktøjet. Spænd så hårdt at kassetten ikke længere kan rokkes fra side til side.

9. Styr
Styret monteres på frempinden og vinkles efter personlige preferencer. Se billeder fra byggeprocessen her.

10. Bremse/geargreb
Bremsegebet fra SRAM er vinklet, så de kan kun monteret på en måde. Placeringen er meget  individuel. Jeg foretrækker at overdelen af grenbene flugter med den øvre del på styret. Spænd godt efter så grebene sidder helt fast.

11.  Trækning af kabler
Ingen skjult kabelføring her, så montering er meget let. start med at afkorte kabelstrømperne i de korrekte længder med behøring hensyn til tilstrækkelig radius o kring styr og bagskifter, hellere lidt for lange end for korte. Bremse og gearkabler fæstnes på hver side af styret med rigeligt tape. Gearkabler på indersiden og bremsekabler på ydersiden af styret. Nogle styr har små spor til styring af kabelstrømpen. Herefter trækkes wiren igennem.

12.  Montering af kæde
Sæt kæden på på det største tandhjul bagerst og det største forrest. Dette er naturligvis ikke aktuelt hvis du kun benytter 1 klinge. Afkort kæden så pulleyarmen er fuldt udtrukket. Kæden samles med det medfølgende kædeled. Shimano har både kædeled og låsepal. Benyttes det sidste skal du bruge en kædeadskiller.

13. Justering
Justering kan afvige fra fabrikat til fabrikat, så check manualer og se de mange illustrative videoklip som findes på nettet.

14. Montering af styrbånd
Når alt er på plads og justeret, er det tid at sætte styrbåndet på. Du finder en god videoguide fra Cykelgear her.

15. Saddel og saddelpind
Som det sidste monteres saddelpind og saddel. Lige som de øvrige steder hvor der er forbindelse mellem to metaller er det en god ide at give rigeligt med fedt.

Slutresultatet
En meget individuel løsning, som på papiret ikke burde lykkes, men som i praksis har alle de kvaliter jeg efterlyser. Nogen letvægter og sprinter bliver den aldrig, men til gengæld kvitterer den med dejlige forudsigelige og behagelige køregenskaber, og er altid klar til en improviseret afstikker over marken eller gennem skoven væk fra alfavej. Fuld test følger i en senere artikel i flere setsups fra landevejsracer til gravel og Bikepacking rig.

Nedenfor finder du links til de enkelte producenter af cykler og udstyr. Det meste af udstyret er tilgængeligt på det danske marked gennem forhandlere ellers online, samt hele byggeprocessen i billeder.

Link

 

CYKELPORTALEN