CYKELPORTALEN

Danmarks uafhængige cykelportal

Red dot designpris overrakt til dansk lygteproducent Red dot designpris overrakt til dansk lygteproducent
Danske Reelight har netop fået overrakt den prestigefyldte internationale designpris ”red dot award” ved et storstilet arrangement i den tyske by Essen. Reelights minimalistiske... Red dot designpris overrakt til dansk lygteproducent

4c310f_Kenneth_Linnebjerg_og_Steffen_Buck-Hansen_fra_Reelight1.jpg

Her på Cykelportalen er vi tit og ofte på forkant med de seneste nyheder, og allerede i i marts måned kunne vi berette om Reelight GO lygten som havde fået en Designpris. Nu har den officielle prisoverrækkelse  så fundet sted, så vores læsere skal da ikke snydes for den pressemeddelse.  Godt gået Reelight…

Danske Reelight har netop fået overrakt den prestigefyldte internationale designpris ”red dot award” ved et storstilet arrangement i den tyske by Essen. Reelights minimalistiske cykellygte, Reelight GO, indtager en absolut topplacering inden for produktdesign med specialprisen ”best of the best”

Hos cykellygteproducenten Reelight i Aarhus kan medarbejderne i dag høste frugten af måneders hårdt arbejde med at udvikle og lancere en ny banebrydende cykellygte. Sammen med det danske designbureau KiBiSi har de udviklet og designet den lille lygte, der har gjort stort indtryk på juryen hos ”red dot award”.

Ved overrækkelsen sagde den internationale jury blandt andet: ”Reelight GO er karakteriseret af et imponerende minimalistisk design. Cykellygtens rene linjer er et udtryk for en bevidst og omhyggelig tilgang til designet”.

Den ene del af lygten fastmonteres på cyklen, mens selve lygten klikkes på ved hjælp af en magnet. Lygten tænder automatisk, og for- og baglygte kan sættes sammen ved hjælp af magneterne, når de ikke er i brug. Så er der hold på dem i lommen eller tasken, til de skal bruges igen.

– Vi er rigtig stolte af, at vi har fået “red dot award” prisen og endda er blevet udnævnt til “best of the best”. Vi ser prisen som et bevis på, at vi har valgt den rette strategi ved at udvide vores sortiment og gå ind på det internationale marked for batterilygter. Hidtil har vi været kendt som leverandør af magnetlygter, men med red dot prisen har vi et godt afsæt for at gøre os gældende på eksportmarkederne, siger Reelights administrerende direktør, Kenneth Linnebjerg.

Magneter i centrum
Reelight er ikke ny i cykellygtebranchen. Virksomheden blev grundlagt i 2003 og er kendt for at have udviklet og patenteret den batterifrie magnetlygte, der selv laver strøm under kørslen. En slags moderne dynamolygte. Med Reelight GO har Reelight udnyttet magneterne på en anden måde og skabt en cykellygte, der henvender sig til et andet publikum.

Reelight sælger i forvejen deres magnetlygter i store dele af Europa, og Reelight GO er allerede ved at få fodfæste i nogle af de samme lande.

Om red dot
Red dot design award er en af de største og mest anerkendte designkonkurrencer i verden. Priserne uddeles på Design Zentrum i Essen i Tyskland, og bedømmelsen foretages af en international jury. I 2013 har 4.662 produkter fra 54 lande deltaget i konkurrencen. Prisen er blevet uddelt siden 1955.

Link

CYKELPORTALEN